I arket er et billede skaleret ned til spaltens bredde — et foto fra en telefon
er fire tusind pixels bredt — så det, man kigger på, er et miniaturebillede, der
ikke ser ud som et. Der var ingen vej fra det til billedet selv.
Et klik åbner det nu i fuld størrelse, med en knap, der kopierer det, og et link,
der åbner det i sit eget faneblad. Escape lukker og sætter markøren tilbage i
teksten — ellers står fokus på en knap, der ikke findes længere, og den næste
tast går ingen steder.
Klikket ligger i onEditorClick ved siden af notelinket, som er det andet, man kan
klikke på inde i et felt, man ellers skriver i. Billedet bliver stadig markeret
af klikket, og det skal det: det er sådan, det slettes.
To ting, der ikke er til at gætte:
Udklipsholderen tager kun PNG i de fleste browsere, og et foto fra en telefon er
en JPEG. Så et billede, der ikke allerede er PNG, tegnes om over et lærred —
ellers lykkes skrivningen enten ikke, eller den lykkes med noget, ingen kan
indsætte. Prøven indsætter derfor med vilje en JPEG; med en PNG var den kørt
forbi netop den kode.
Og løftet gives videre til ClipboardItem frem for at blive ventet af først.
Safari kræver, at clipboard.write kaldes i selve klikket, og en hentning
imellem gør klikket til fortid.
Ruden ligger uden for .wrap: editoren har sin egen rulning og sin egen
stablingskontekst, og et lag inde i den ville blive klippet af netop det ark, det
skal lægge sig over.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Paletten viste de noter, der passede, i sin egen liste — og når man valgte en,
åbnede den noten på en side, hvis liste stod helt uændret. De andre træffere var
væk, og det eneste sted, de nogensinde havde været, var en popup, der lige var
lukket.
Feltet i selve notelisten har filtreret hele tiden, og det er prøvet to steder.
Men den søgning, man finder, er den store i toppen, og den er palettens. Så det
er ikke "søgning i noter virker ikke" — det er, at den søgning, man bruger, ikke
efterlod noget.
Adressen bærer nu søgningen. ⌘K sender `?note=…&q=…`, notesiden læser begge, og
listen ved siden af den åbne note er de andre træffere. Den skrives tilbage, når
feltet ændres, så adressen kan gemmes og deles — og frem for alt ikke lyver, når
feltet er tømt.
To effekter, der deler en markør, og hvorfor de læser den med `untrack`:
Den nederste sætter `settled` og kalder `replaceState`. Det vækker den øverste,
og på det tidspunkt har `$page.url` endnu ikke skiftet — så den læste den gamle
adresse, fandt en søgning, der ikke var enig med markøren, og skrev den tilbage
i feltet. Man tømte søgefeltet, og ordet kom igen. Hver effekt skal reagere på
sin egen kilde, adressen og feltet, og aldrig på den fælles markør.
Den fejl fandt jeg kun, fordi prøven fejlede på den sidste linje og
fejlbilledets tilgængelighedstræ stadig viste "Fyrreskov" i feltet. En prøve,
der kun havde tjekket adressen, havde været grøn.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Spørgsmålet var, om modtageren ikke burde godkende først. Svaret er nej — men
det, spørgsmålet fik øje på, var rigtigt, og værre end det lød.
Tre ting gjaldt samtidig: man blev tilføjet uden at blive spurgt, man fik ikke
besked, og man kunne ikke gå ud igen. En delt note gav en klokkebesked; et delt
projekt gav ingenting — det stod bare i sidebjælken næste gang, man kiggede,
uden at noget sagde hvornår eller fra hvem. Og handleRemoveMember lå bag
ejer-kravet, så kun ejeren kunne fjerne nogen, også en selv.
Hvert enkelt af de tre er til at leve med. Alle tre sammen gør en deling til
noget, der sker for en.
Ikke et godkendelsestrin: en invitation, der venter på et ja, betyder, at den,
der delte, tror det er gjort, mens arbejdet ligger stille — og noter deles
allerede uden. Det, der manglede, var besked og en udgang.
`project.shared` er ny. Klokkens follow() kunne allerede føre et project_id hen
til projektet, så beskeden bærer sit eget mål og krævede ingen særregel.
Ruten til at fjerne et medlem er flyttet ud af ejer-gruppen, og handleren skiller
nu de to ting ad: ejeren, der fjerner nogen, og den, der selv går. At pege på en
andens medlemskab uden at eje projektet svarer 404 og ikke 403 — "det må du
ikke" bekræfter, at medlemskabet findes. Ejeren kan stadig ikke gå fra sit eget
projekt; det ville være en overdragelse, og den findes ikke endnu.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et
bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver,
projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det,
programmet består af.
Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten.
To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et.
Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets
egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af
sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem.
`words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord,
ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det
ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal,
webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de
virker som søgeord.
Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i
afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig —
og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server.
Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og
afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og
gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med
otte afsnit, man ikke selv rullede hen til.
Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun
under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde
fejl på det, der med rette var skjult.
Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet
noter længe, og kan nu også indstillinger.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Planen var en notifikation og ikke andet. Klokken klippede den af efter
én linje — "2 forfalder i dag, 1 er sprun…" — og klikket førte ingen
steder hen, fordi en plan hverken er en note, en opgave eller et projekt.
Det eneste sted, den landede hel, var push-beskeden på telefonen.
Nu står den som et kort øverst på I dag, dér hvor man kigger, når man
starter dagen. Beskeden er påmindelsen; kortet er stedet, den bliver.
Teksten er gemt for dagen frem for regnet forfra, hver gang nogen kigger.
En model pr. sidevisning er dyr for noget, der ikke har ændret sig — og
vigtigere: en plan, der siger noget andet, når man kigger på den, end den
sagde, da den kom, er værre end begge dele hver for sig. Kortet siger
også, hvornår den blev lavet: en plan fra klokken syv er en anden slags
oplysning klokken fire end klokken otte.
En plan fra i går sendes ikke med. Et kort, der viser gårsdagens plan
under overskriften "i dag", er værre end et tomt kort.
"Forny planen" laver en ny, når dagen har flyttet sig, og sender ikke en
besked om noget, man står og kigger på — den slags lærer folk at ignorere
klokken. Og for den, der har morgenbeskeden slået fra, tilbyder kortet at
lave planen på stedet, så funktionen ikke kun findes for dem, der vil
vækkes.
Klokken fører nu til I dag, og planen fylder de tre linjer, den er, i
stedet for at blive klippet af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
blive fundet
Tjekket fandtes i forvejen, og svaret stod ét sted: nederst på
indstillingssiden for beskeder. Det er en oplysning, man kun får, hvis
man i forvejen havde mistanke om, at der var noget at se efter — og "der
er kommet en rettelse af noget, du er ramt af" er ikke noget, man gætter
sig til at kigge efter.
Nu går den i klokken, i push og på mærket på ikonet, som alt andet, der
er værd at vide. Og den fører hen, hvor knappen til at genstarte sidder,
frem for ud af programmet.
Én besked pr. version, ikke én pr. time. En påmindelse hver time om det
samme er den slags besked, folk slår fra — og så er den næste, der
betyder noget, også slået fra. Versionen, der er sagt til om, skrives
først, når beskederne er sendt: den anden vej rundt ville en fejl
midtvejs betyde, at halvdelen fik besked og resten aldrig gjorde.
Kun administratorer, af samme grund som versionsfeltet allerede er det:
en besked om, at serveren er bagud, er en besked om en andens arbejde,
hvis man ikke selv kan gøre noget ved den.
Og et tjek, operatøren har slået fra, bliver ikke til en besked ad
bagvejen. VERDANDE_UPDATE_CHECK styrer det hele, som før.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De tre sidste af de fem. Alle tre samme sted hen: det, man ellers selv
skulle sidde og gøre klokken syv om morgenen.
Dagens plan. Én besked om morgenen om det, der forfalder i dag, og det,
der er sprunget over. Tallene tælles i basen og gives til modellen som
kendsgerninger, den ikke må regne om — en plan, der siger fire opgaver,
hvor der er tre, er værre end ingen plan. Er der ingen model, står
tallene alene, og det er stadig det, man havde brug for at vide. Er der
hverken noget, der forfalder, eller noget, der er sprunget over, kommer
der ingen besked: en morgen uden noget at gøre er en god morgen, og en
besked om ingenting lærer folk at lade være med at åbne beskeder.
Timen er personens egen — klokken syv er syv forskellige steder — og
jobbet kører hver time frem for på et klokkeslæt, så en instans, der sov,
ikke springer dagen over. Flytter man timen, ryger dagens mærke, så man
kan se virkningen i dag i stedet for i morgen.
Mails, der giver mening. Opgaven hed, hvad mailen hed: "Anders Jensen:
SV: SV: Vedr. levering uge 12". Nok til at genkende, ikke nok til at
gøre noget ved. Nu skriver modellen den handling, mailen beder om, og
lader være, hvis den ikke beder om nogen. Ét kald pr. gennemløb frem for
ét pr. mail — femogtyve mails er ellers femogtyve gange ventetid — og
emnet bliver stående i beskrivelsen, så en misforstået mail stadig kan
læses. Falder modellen ud, hedder opgaven afsender og emne som før: en
model, der er nede, må ikke kunne stoppe posten.
Og svar på et spørgsmål. "Hvad lovede jeg Anders i august?" — svaret står
spredt over tre noter, og ingen af dem indeholder ordet "lovede".
Søgningen kræver, at alle ord optræder, hvilket er rigtigt for et
søgefelt og forkert for et spørgsmål, så kandidaterne hentes ord for ord
og de noter, flere ord rammer, kommer øverst. Modellen får kun dem: den
slår ikke selv noget op, så et svar kan ikke handle om nogen andens
noter. Og svaret bærer, hvad det står på — en model, der siger "det
gjorde du den 14.", er kun brugbar, hvis man kan slå op i det, den læste
det i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den lå som en rude i hjørnet, oven på arbejdet, og dækkede knapperne i
notens fod og i delepanelet — seks e2e-prøver klikkede forgæves på noget,
der lå under den.
Det var ikke kun et prøveproblem. En besked, der er i vejen, bliver
klikket væk uden at blive læst, og så er den uopfordrede oplysning en
formalitet frem for noget, nogen har set. Nu står den øverst i indholdet
og skubber siden ned, indtil den bliver besvaret.
Og e2e beviser den nu frem for at klikke den væk: den første konto skal
møde beskeden, og der skal stå et instance_id og en version i den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To steder, hvor arbejdet ligger og venter på at blive skrevet færdigt.
Indbakken er der, hvor ting lander, når man ikke havde tid til at skrive
dem ordentligt — og derfor også der, hvor de bliver liggende. At åbne
hver enkelt og sætte projekt, dato og prioritet er ti klik pr. linje. Nu
er det ét spørgsmål og et ja pr. linje.
Og et referat er fuldt af sætninger, der ligner opgaver, og af tre, der
er det. Modellen bliver bedt om kun at tage dem, nogen har forpligtet sig
på, og om at citere de ord, den tog dem fra — så et forkert punkt kan
gennemskues frem for bare at være forkert.
Modellen skriver ikke noget. Den foreslår en *linje* i quick-add-syntaks,
og forslaget bliver til noget, når nogen siger ja. Det er ikke
forsigtighed for forsigtighedens skyld: en model, der retter i folks
opgaver direkte, skal have ret hver gang for at være til gavn, hvor en,
der foreslår, skal have ret tit nok til at spare et par tastetryk.
Linjen er quick-add-syntaks frem for et felt pr. egenskab, fordi parseren
findes. Der er én fortolkning af "i morgen" i dette program, og forslaget
går gennem den samme som alt andet — også når linjen er blevet rettet i
hånden, inden den blev accepteret. Og et forslag, skrevet i det sprog man
selv skriver i, kan læses og rettes af den, det bliver stillet til.
Modellen får listen over de projekter, der findes, og må ikke nævne
andre. Et `#Nyt projekt`, den fandt på, ville lave et projekt ved et
uheld, første gang nogen sagde ja — og et gæt må ikke kunne flytte en
opgave hen, hvor ejeren ikke leder efter den. Testet.
Forslagene til indbakken bærer et nummer tilbage til den opgave, de
handler om. Rækkefølgen alene ville også kunne bruges og gør det som
reserve, men en model, der springer en opgave over, ville så flytte alle
de følgende forslag én plads — og "sæt en dato på den her" ville lande på
en anden.
Noten bliver ikke rørt, når der laves opgaver ud af den. Det er
fristende at skrive linket ind i den, så de to peger på hinanden, men en
tekst, et program skriver i uden at blive bedt om det, er en tekst, man
holder op med at stole på. Opgaven bærer i stedet, hvor den kom fra.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det
bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og
fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver
åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse.
For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke
vidste, der var noget at slå fra.
Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt,
med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den
rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet
"anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som
læserens mulighed for at efterprøve det.
`keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde
"slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt
løfte som et tilvalg, ingen har truffet.
Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde:
Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed.
Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der
bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og
vist.
En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens
version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede
melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme.
Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke
offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en
DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser
alle sammen ud som "færre bruger det nu".
Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com,
ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags
installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra
hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Klokken i hovedet siger, hvad der er nyt — men kun til den, der kigger på
fanen. Det halve af pointen med at få besked er at få den, mens man laver
noget andet, og det eneste sted, appen kan sige noget dér, er på sit eget
ikon: mærket i Dock'en på en Mac, på proceslinjen på en pc.
Sat to steder, fordi der er to tilstande. Appen selv, mens den er åben og
kender tallet, og service-workeren, når den ikke er — og det er netop
dér, mærket er det, der siger, at der er sket noget.
Tallet kommer med i push-beskeden frem for at blive talt op af
service-workeren. Den husker ingenting mellem to opvågninger og kunne
derfor kun lægge én til noget, den ikke ved hvad er: et mærke, der tæller
sig selv op og aldrig kommer ned igen. Serveren ved det i forvejen, og en
tælling, der fejler, udelader feltet frem for at sende et nul — så står
mærket, som det stod, i stedet for at blive tørret af en optælling, der
ikke lykkedes.
Ét tal, aldrig en optælling: mærket sættes til hvad der *er*, så det går
ned af sig selv, når beskederne bliver læst. Og det ryddes ved log ud —
det står i Dock'en, også når ingen er logget ind.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
At skrive nogens navn i en note *er* at ville have dem til at læse den.
Indtil nu var det to handlinger — skriv navnet, åbn panelet, find
personen, del — og den anden blev glemt, så noten stod med en besked til
en, der ikke kunne se den.
Nu deler `@Navn` noten med den, der bliver nævnt, og siger det til dem.
Editoren foreslår personer efter `@`, ligesom `#` foreslår projekter.
Slået op i navnene frem for tolket ud af teksten. Et navn kan have
mellemrum i sig, og et udtryk, der skulle fange dem alle, ville også
fange sætningen bagefter: `@Sofie i morgen` ville blive til en person,
der hed noget i den retning. Her er der ikke noget at gætte — der står et
navn, eller der gør ikke. Det er også dét, der gør det forsvarligt at
dele på: adgang må ikke afhænge af, hvor langt et regulært udtryk valgte
at læse. En mailadresse er ikke en omtale, det længste navn vinder, og
ejefaldets s hører til sætningen.
Kun nye omtaler, sammenlignet med teksten før gemningen på samme måde som
links: en note gemmes ved hver tastepause, så uden sammenligningen var
hver gemning en ny deling og en ny besked om det samme navn.
Kun ejerens omtaler deler. En medredaktør må skrive i noten, men ikke
give den videre — ellers kunne den, ejeren har delt med, skrive et navn
og dermed dele ejerens note med en, ejeren aldrig har hørt om. Det er
den samme regel, panelet følger.
Læser, ikke medredaktør: en omtale siger "se på det her", og det mindste,
der opfylder sætningen, er det rigtige at give. En rolle, ejeren har
hævet i panelet, sænkes ikke igen af en omtale.
Og én besked pr. handling: den, der lige er blevet nævnt, får "nævnte
dig" og ikke også "rettede en note" om den samme gemning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med
dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente
på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og
en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her.
Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en
konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en
invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes.
Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note.
Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en
e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at
kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af
project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når
noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der
ikke er der længere.
Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i
forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan
invitere til en note, som kun ejeren kan dele den.
De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan
trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så
sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det
ene af dem til at gøre ugyldigt.
Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at
den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder
— en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers
i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne
den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved
det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det.
Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt
med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke
på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke.
Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En
note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person,
der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er
den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse.
note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et
generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og
fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et
generisk par ikke have.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig.
Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det
første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første
resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så
åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt,
tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der
deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at
kunne åbne det.
Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder
inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele
noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under
markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og
sin egen tekst.
Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML
gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som
htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode.
To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
The service worker did Web Push and nothing else, with a note that a cache
serving yesterday's data was worse than an honest "cannot connect". This adds a
cache that does not do that: network-first for everything that can go stale, so a
reader online always gets the live answer and the cache is reached only when the
network cannot answer. The task and note lists stay live; they just no longer go
blank the moment the signal does — a reload through a tunnel, a lift or a
base-station handover comes back to the app instead of the browser's offline page.
Writes are untouched and still go straight to the network; api.js already retries
them across the same short drop. The shell cache is versioned so a deploy lands in
a fresh cache and the old one is dropped on activate; the data cache is cleared on
sign-out so the next person on the browser does not inherit it.
The old hand-registered /sw.js becomes SvelteKit's src/service-worker.js, which it
registers itself, and the push handlers move across unchanged.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a touch screen a :hover on the tap target makes iOS spend the first tap
applying the hover and only open on the second — the double-tap Kristian hit
on tasks (and notes). The row hover is gated behind @media (hover: hover)
now, so a touch has no hover to apply and the first tap opens. The note
row's action buttons, which the hover used to reveal, are shown outright on
touch instead. And the task-row hover highlight is a rounded box (border
radius on the row), the same corner as a note in the list.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Kristian sent the exact values; the first Charcoal was a neutral grey guess
and missed them. Now: three panel greys, lightest sidebar (#2d3133) to
darkest editor (#1e1e1e) with the list (#242b2e) between — the reverse of
the usual sunken-is-darkest order, so the editor takes its own --editor-bg
rather than sharing the list's surface. The accent is amber: the selected
menu item is solid #ffce35 with dark text, a selected note is gold #a78c26
with dark text, and the section headings drop to a quiet grey (#8a8e90).
Each per-element colour is a fallback token only Charcoal sets, so every
other theme reads through to the shared token unchanged. Verified the
computed values land on Kristian's samples exactly.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
- A new Charcoal theme — neutral dark greys on the menu, note list and
editor instead of the default's faint green cast, with matching inks;
the green accent stays. It joins the theme picker on its own (the picker
is data-driven from THEMES).
- The text selection is a translucent wash of the accent, not the old
near-invisible tint and not a solid slab — visible on white and on the
dark surfaces, keeping the text's own colour.
- The note list is a rounded card now, the same corner and border as the
editor beside it, with a few pixels more air around the menu and the list.
- Signing out asks first: a second click within a few seconds confirms, so
a button the pointer passes over does not drop you at the login screen.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The chevron beside every section and group was saying "clickable" a
second time next to an icon and a bold name that already said it. Gone
now: a system section folds from anywhere on its heading, and a group
folds from its folder icon while the name still opens the group's page.
No arrow on the rail.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The calendar was a grey grid where every event was the same sunken block
edged in a colour you had to already know. Now the day itself is the
brightest surface and each event is a soft, dusty wash of its own
calendar's colour — so a screen of them reads as colour laid on white,
and two calendars are told apart at a glance. Tasks stay outlined cards,
the thing you can pick up, against the solid washes you cannot.
Today is marked where the day is named: its number sits in a filled disc
at the top of the column, the same one the month grid gives it, over a
faint wash down the whole column.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The scrollbar thumb centred a 4px bar in a 10px track behind a
transparent border, so it floated three pixels shy of the right edge.
The thumb is the track now — a thin 6px rounded bar sitting flush
against the divider line, where a scrollbar belongs.
The group heading is a heading now, not a project row: the smoke test
measured a group against the projects filed under it and read the
section icon as a dot. It measures a group against "Projekter" — the
tier it shares — and reads the icon both headings carry.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
System sections (Projects, Filters, Labels) and user groups (Work,
Home) now share one design: a bold label at menu size, a leading
folder/funnel/tag/people icon, and an always-visible fold chevron.
Groups drop their colour dot for the same folder icon, so the sidebar
reads as one consistent hierarchy instead of two visual languages.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
It sat a pad-width inside the right edge because the scroller lives inside the
sidebar's padding, so it read as floating in the middle. Pull the scroller out
to the border and pad the content back — the rows do not move — and make the
bar thin and dim so it is present without drawing the eye.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Following the Things pass, four bits of polish:
- The fixed views carry their own colour — amber star for Today, blue tray
for the Inbox, red Upcoming, violet Waiting on others, teal Notes, indigo
Calendar — and keep it whether or not they are the active row.
- The active row was all but invisible on the dark sidebar (a half-step of
surface); it is now an accent-tinted selection that reads in both themes.
- The Projekter heading — the only place to add a project or a group — no
longer scrolls away with a long list; it is pinned to the top of the
scroller.
- The note list and the editor lift off the page: white in light, a nuance
lighter than the ground in dark, so the two read as one writing surface.
Screenshots regenerated.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Toward Things' calm: the fixed views carry icons instead of dots — a star
for Today, a calendar for Upcoming, a person for Waiting on others, a tray
for the Inbox. Areas (the user's groups) are set in bold, plainly cased, so
the eye lands on them the way it lands on an area in Things; the system
sections (Projekter, Filtre, Etiketter) stay quiet. And projects sit at the
same left margin whether or not they are in an area — one straight edge down
the sidebar rather than a staircase, with the bold heading doing the
grouping the indent used to.
Screenshots regenerated to match.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at
medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are
choices under Settings → Appearance:
- Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses.
- Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes),
the same mechanism a look uses.
The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names,
the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look,
and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash
in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default
carries no attribute so the base tokens stand.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The first cut put an open-button overlay over the row, which intercepted
every click on the title text — nine smoke tests (and real users) open a
task by clicking its text, and the overlay stole those clicks. Make the
body a role=button instead, with each link stopping its own click from
bubbling: plain text opens the task, a link opens the page.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A task is plain text — the title is an input, the description a textarea —
so a pasted URL just sat there as words. It is now caught at display time
and shown as a link in the list and on the board, without the stored text
ever being anything but plain text.
The link cannot live inside the row's open-button (an <a> in a <button> is
invalid), so the body is a container with the open action as an overlay
behind it: plain text and the meta row still open the task, links are
raised above and take their own click. Conservative about what counts —
an explicit http(s):// or a bare www. host, not every dotted word.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A task assigned to somebody who is not you is out of your hands and into
theirs, but the row only showed their name — the same weight as any
other meta. The assignee is now a bordered chip led by an outgoing arrow
in the accent colour, so a list reads at a glance as which tasks are
yours to do and which you are waiting on. Covers the board too: its
cards render a TaskRow.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the detail drawer's field grid stayed two columns, so each
field got half the viewport. Prioritet collapsed to "Ing" and the due
row — a date input plus fixed-width time and duration fields — ran off
the right edge. Below 560px the grid now stacks to one column per field
and the due row wraps.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Snooze puts a task out of the way without finishing it or filing it: it sinks to
the bottom of its list and greys, and comes back on its own when its time passes.
No job wakes it — "snoozed" is just snoozed_until being still in the future, read
against the clock each time the list is ordered.
- `snoozed_until` on tasks (migration 0031); the list order sinks a still-snoozed
task below everything, and it rejoins its place the moment the time passes.
- POST /tasks/{id}/snooze {until} — an RFC3339 time to snooze to, or empty to wake.
Nothing else about the task moves; a snooze is about when you want to see it, not
when it is due.
- The task drawer gains quick picks (this evening / tomorrow / next week) and a
custom time, and a Wake now once it is snoozed. The row dims and carries a
"snoozed until X" mark, and the list keeps snoozed tasks at the foot — the client
sorts the same way the server does, so a drag-sorted list does not jump on reload.
Tests: snooze sinks a task below one made after it and waking returns it (Go); and
from the drawer the row greys, shows the mark, and un-greys on wake (e2e). Full
suites green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Choosing a note from the [[ completion wrote [[Title]] as plain text. It made a
real link behind the scenes — it showed in the panel under the note — but in the
note itself it stayed brackets, and "it doesn't become a link" is exactly how that
reads. A wiki link is a link where it is written.
Now a [[note]] renders inline as the title, in the accent colour, and a click on it
opens the note it points at. It is atomic — contenteditable="false" — so it moves
and deletes as one thing and a click is a click, not a caret landing mid-word. And
it appears the moment it is chosen: the completion drops the finished link in,
brackets and all swallowed, rather than text waiting to become a link when the note
is next opened.
The seam holds both ways: markdownToHtml lifts [[title]] into the link the same way
it already lifts an image, and htmlToMarkdown reads the link back to [[title]] by
the title it carries — so what is on disk is still the same Markdown, and a note
opened, saved and reopened is unchanged.
e2e: choosing a note writes an inline link, it survives the round-trip through
Markdown and a reload, and clicking it opens the note it names. Full suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Typing [[ did nothing. The toolbar hint offered "[[ another note" and the parser
turned a fully-typed [[Title]] into a link on save, but the completion that makes
it usable — the one # has for projects — was never there, so you had to know and
type a note's title exactly, brackets and all.
Now [[ opens the same picker # does, over the notes the page has loaded: the
current note is left out (a note linking to itself is a loop nobody meant), and
one without a title yet cannot be pointed at. Choosing a note closes its own
brackets — the opener is already in the text — and leaves a space, so the next
word is a word and not more of the tag. On save the link is real and shows in the
note's links, not merely as text.
The picker's two kinds are told apart where a project wears its colour: a note
suggestion wears the brackets that open it.
e2e: [[ offers a note by title, choosing it writes [[Title]] into the note, and
the link lands in the note's links. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A timed task was drawn at a fixed half hour whatever its `duration_min` said, so a
length the data model already carried was invisible and uneditable. Three parts:
- The calendar draws a task at its real length — a quarter-hour floor so a
zero-minute task is still grabbable, the day's end as the ceiling — instead of a
flat thirty minutes. A ninety-minute task now looks like ninety minutes.
- A grip along the foot of a timed task drags its length. Pointer events, not the
HTML5 drag the body uses, and stopPropagation between them — otherwise making a
task longer would pick it up and move it instead. It snaps to the quarter hour,
follows the handle live, and writes once on release through a new store `resize`.
Moving a task (the existing day/time drag) leaves the length alone.
- The task drawer gains a length field beside the time — minutes, shown only with
a time to hang it on, since a duration without a start is a length of nothing and
the calendar has nowhere to draw it. So a length can be set off the calendar too.
e2e: dragging the foot of a task makes it longer both on screen and in what the
server stores, and the time does not move. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A <pre> is preformatted, so the browser answered Enter by inserting a <br> and
keeping the caret inside it. A monospace last line therefore trapped everything
typed after it in monospace, with no way back to body by typing — and the style
menu could not get out either: `formatBlock('p')` on a line inside a <pre> nests a
<p> *inside* the block (`<pre>…<p>body</p></pre>`), so the text stayed monospace
and the note was left malformed. Reported as "monospace keeps going and I can
neither delete it nor switch to body".
Two fixes, both in the editor:
- Plain Enter in a <pre> now steps out: the tail after the caret becomes a
paragraph below the block, and that is where the caret lands. Shift+Enter is
untouched, so a soft line break still writes multi-line code inside the block —
Enter to leave, Shift+Enter to stay.
- The style menu converts anything touching a <pre> by hand, replacing the element
rather than reformatting inside it, so a monospace line goes cleanly back to body
(or to a heading) instead of nesting.
The split can leave an empty text node in the new paragraph, and a block with no
element and no text is not a caret host in Chromium — the next keystroke falls back
into the block above. So an empty paragraph is given a <br> to stand in, which was
the difference between the caret landing in the new line and the text reappearing
in the code.
e2e: a monospace line left on Enter is body after it, Shift+Enter stays monospace,
the menu returns it to body, and the whole thing survives the round-trip through
Markdown and a reload.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ugen fandtes på Kommende og på Kalender, men ikke dér hvor et projekt bor — og det
er dér, "hvornår sker de her fire ting" oftest bliver spurgt.
Inde i kalendervisningen frem for som en fjerde `view_mode`. `view_mode` er
projektets og delt med alle, der kan se det, mens uge eller måned er et spørgsmål
om hvor bred skærmen er, foran hvilken der sidder én person — samme grund som
sidebjælkens bredde ligger i localStorage af. Og en fjerde værdi ville kræve en
tabelombygning: `CHECK (view_mode IN ('list','board','calendar'))` kan SQLite ikke
ændre på plads.
**Og så fandt den en fejl, der har ligget og ventet.** `cursor` blev sat med
`span === 'week' ? … : …`, hvilket læser `span` i det øjeblik komponenten bliver
til og fanger den værdi for altid. Byggeriet har advaret om det lige så længe. Så
længe hver visning havde sin egen komponent, gjorde det ingen forskel — og det
gjorde det i samme sekund, en vælger begyndte at skifte `span` på den samme.
Markøren stod på den 1. i måneden, og et skift til uge landede på ugen omkring den
1.: "27. jul.–2. aug." for en person, der kiggede på august.
Rettet, med den ene undtagelse skrevet ned: en månedsvisnings markør *er* den
første i måneden, så et skift til uge, mens man står i den indeværende måned,
skal lande på den uge, i dag ligger i — ikke på ugen omkring den 1.
Og en anden fælde, jeg selv gik i undervejs: en underklasses felter sættes *efter*
basens konstruktør er kørt. Nøglen til localStorage som et felt på en underklasse
betød, at valget blev gemt ét sted og læst et andet — en uge, man havde valgt, var
en måned igen efter en genindlæsning. Nøglen er et argument nu; et argument har
ingen rækkefølge at tage fejl af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Bedt om: "jeg vil have tid på opgaver, og jeg vil kunne justere dem i kalenderen."
Serveren kunne det hele i forvejen — `due_date` og `due_time` læses sammen og
bliver til et `due_datetime` i kontoens tidszone. Det var fladen, der ikke havde
nogen vej til at sige det.
**Et felt i opgaveruden.** Tomt, indtil nogen sætter det: en opgave uden
klokkeslæt er det almindelige, og et felt, der åbner på 00:00, påstår, at noget
skal ske ved midnat.
**Og en fejl, der lå og ventede.** Serveren læser en dato uden en tid som "ryd
tiden". Så et gem af datoen alene tog klokkeslættet med sig — man rettede dagen og
mistede timen — og det samme gjorde hvert eneste træk i kalenderen. Ingen af
delene sagde noget.
`reschedule` siger nu tiden højt, tre måder, fordi de to første ligner hinanden i
JavaScript og derfor skal skilles ad ét sted frem for at blive forvekslet fire:
undefined behold den, opgaven har — månedens ruder, hvor der ingen tid er at læse
'' ryd den — heldagsbåndet
'HH:MM' sæt den — et sted på døgnet
**Hvor på søjlen man slipper, er klokkeslættet.** Målt mod søjlens egen kasse frem
for mod siden, så det bliver rigtigt uanset hvor gitteret sidder og hvor langt der
er rullet. Rundet til kvarter: minuttet under markøren er ikke en oplysning, nogen
har — pegefingeren er bredere end et minut — og 14:07 er et tal, der ser ud som om
det blev valgt.
Prøven går hele vejen: sæt tiden, genindlæs og se at serveren tog den, ret datoen
og se at timen bliver, find opgaven på sit klokkeslæt i ugegitteret, og træk den op
i båndet igen. To ting, den lærte undervejs, står skrevet ved den: et træk over
fire hundrede pixels skal gå i skridt, ellers har browseren for få mellemstationer
til at holde gesten i live — og klokken skal være tidlig, for klokken fjorten
ligger under skærmkanten, og at måle noget dernede ruller siden væk under målet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting, meldt ind fra en uge, der ikke svarede på det, man åbnede den for.
**Dagene var ikke lige brede.** Gitteret stod på `repeat(7, 1fr)`, og `1fr` er
`minmax(auto, 1fr)`: `auto` som minimum betyder, at en søjle ikke kan blive
smallere end sit længste ord. Én opgave, der hed "Gårdbutikken på Møllerup Gods —
opfølgning på mail", gjorde onsdag dobbelt så bred som mandag og klemte resten af
ugen sammen om den. `minmax(0, 1fr)` lader søjlen blive så smal, den skal, og så
klipper brikken sin tekst af — hvilket den allerede kunne.
**Ugen var syv punktopstillinger.** Den svarede på "hvad skal der ske torsdag" og
ikke på "hvornår", og det andet er det, man åbner en uge for. To møder klokken ti
er en konflikt, man skal kunne se, ikke læse sig til.
Nu et gitter med en tidsrende og syv dage: timerne ned ad siden, begivenheder
placeret efter klokkeslæt, og et bånd foroven til det, der ikke har et — en
heldagsbegivenhed lagt klokken nul ville påstå, den holdt fra midnat til midnat.
Overlappende ting deler bredden i sammenhængende klynger frem for parvist:
overlapper A med B og B med C, skal alle tre dele, også når A og C ikke rører
hinanden. Ellers ville A og C hver tro, de havde halvdelen, og lægge sig oven på
hver sin halvdel af B.
Hvilke timer der tegnes, kommer fra ugens egne begivenheder med arbejdsdagen som
gulv. Et helt døgn er fireogtyve rækker, hvoraf de otte altid er tomme, og så er
gitteret noget man ruller i frem for noget man ser — men en vagt klokken fem skal
med, uden at alle andre uger betaler for den med tomme rækker.
Måneden er ikke rørt ud over søjlebredden. En dag i en månedsrude er halvanden
centimeter høj; et døgn tegnet i den er ikke en visning, det er en streg.
Brikkerne er flyttet ud i to snippets, som begge visninger tegner med. De viser
de samme to ting og skal vise dem ens; det er placeringen, der er forskellig, og
så er det kun placeringen, der står to steder.
`data-date` følger med over på ugens timesøjler — det er sådan noget uden for
komponenten peger på en dag. Båndet får sit eget `data-allday`, så de to ikke
bliver til det samme svar på ét spørgsmål.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Der er hverken en e-mail eller en adgangskode i et passkey-login. Loginet er
discoverable — enheden ved selv, hvilken konto nøglen hører til, og der bliver
ikke tastet noget. Alligevel fik en afvisning fladens generiske 401-tekst, og den
nævner begge dele.
Det sendte en person ud at lede efter en tastefejl i sin konto, der aldrig havde
været der. Det, der faktisk var sket, var at instansen var flyttet fra http til
https: en passkey hører til præcis den adresse, den blev lavet på — `RPOrigins`
bygges af `VERDANDE_BASE_URL` med skema og alt — så et login på det ene skema mod
en server, der venter det andet, kan ikke verificeres.
Beskeden siger nu det, og siger også hvor man skal kigge. Serveren har hele tiden
svaret "that key was not accepted"; det var oversættelsen i fladen, der gjorde
den til noget andet.
Aflysning bliver behandlet som før — den er ikke en fejl, og en fejl for den ville
læse som om nøglen blev afvist.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "jeg kan ikke skifte mellem noter — uanset hvilken jeg trykker på,
åbner de ikke".
Editoren indlæste med `note.body.trim()` uden værn. `body` er en streng fra
serveren hver eneste gang — indtil den ikke er, og så kaster den her inde i et
`$effect`. En effekt, der kaster, tager komponentens opdateringer med sig: den
forrige note bliver stående, og *ingen* note kan åbnes bagefter. Klikket kan ikke
engang lande, hvilket er derfor det ikke ligner en fejl i noten, man klikkede på,
men i hele ruden.
To ting, ikke én. Værnet, så en manglende krop er en tom note. Og en ramme om
tegningen, så det næste, der en dag ikke kan tegnes, heller ikke bliver til det
her: en note, der fejler, viser sin egen tekst uden formatering, og resten af
ruden virker videre.
`loadedId` sættes nu før tegningen frem for efter. Ellers ville effekten prøve
igen ved hver eneste ændring bagefter og kaste hver gang.
`textContent` og ikke `innerHTML` i faldbakken: teksten er ikke tegnet, og at
lægge den ind som markup ville være at køre præcis det, tegningen nægtede.
Gemningen er ikke i fare — den skriver `draft`, som kommer fra svaret og ikke fra
det, der står i editoren, indtil nogen taster i den.
Prøven tvinger formen frem i stedet for at vente på den nyttelast, der gjorde
det. Hvad der end fik `body` til at mangle, er svaret det samme: én note må ikke
kunne låse de tolv hundrede andre ude. Den er set fejle uden rettelsen — med
netop den fejl, konsollen viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er `.page`, der ruller — og det var også `.page`, der blev smallere for at
holde linjelængden nede. Så bjælken fulgte med ind til tekstsøjlens kant og stod
med en håndflade tom rude til højre for sig, en tredjedel inde i ruden.
Grænsen sættes som polstring i stedet for som bredde. Elementet er lige så bredt
som ruden — bjælken bliver ved kanten, hvor den hører til — og teksten er
nøjagtig lige så bred som før. `max()` mod nul, fordi en smal rude ellers ville få
negativ polstring, og `border-box` er sat globalt, så bredden er hele boksen og
ikke boksen plus polstringen; uden det ville det give en vandret rullebjælke.
Kildevisningen deler `.page` med editoren og havde samme fejl. Den følger med.
Målt: elementet slutter nu på rudens indholdskant i stedet for 74 px inde, og
`scrollWidth - clientWidth` er nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hele sidebjælken rullede, så runen og I dag forsvandt over kanten, så snart der
var projekter nok — og de er dem, man er på vej hen til oftest. Alt under de
faste visninger ligger i en rulleboks nu, så rullebjælken begynder under dem.
En boks indeni frem for `position: sticky` udenom: et klæbende hoved efterlader
rullebjælken i fuld højde ved siden af sig, og det var netop den, der skulle
starte længere nede. Snippet-erklæringerne bliver liggende udenfor — de tegner
ikke noget selv, men de kaldes oppe fra .views, og en snippet erklæret indeni
hører kun til indeni.
Chevronen for en mappe dækkede gruppens prik med et felt i --surface. På den
sænkede bjælke er det en lys firkant, og en foldet gruppe har sin chevron fremme
permanent, så klodsen stod der hele tiden. Prikken tones ud i stedet.
Det kostede en fælde: en `opacity` under 1 laver en stakkontekst og maler
elementet, som var det placeret med `z-index: 0`. Prikken lagde sig dermed oven
på knappen, den lige var forsvundet for, og tog klikket — usynlig og stadig i
vejen, så gruppen ikke kunne foldes. Ét lag op på knappen, og rækkefølgen er
som før.
Prøven for vandret rul måler nu begge bokse. Bjælken selv er `overflow: hidden`,
så en for bred række ville blive klippet dér og aldrig nå at tælle med — den
ville bestå af den forkerte grund.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den skiller "skriv en ny" fra "det, der allerede er". Uden afstand sad den første
sektion klods op ad den, så den læste som en kant om sektionen frem for som en
afslutning på feltet over. En streg skal have plads på begge sider for at kunne
ses som en streg.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
46rem var sat for at holde linjelængden i skak, og det er stadig det rigtige
hensyn — men det blev sat som ét tal, og på en skærm halvanden gang så bred stod
teksten i en smal søjle med en håndflade tom plads ved siden af. Kodeblokke og
billeder, som er de to ting i en note, der *vil* have bredde, blev klemt sammen
uden grund.
clamp frem for et tal: en smal rude får det hele, en bred får en linjelængde,
øjet kan finde tilbage i. På 1920 er tekstsøjlen nu 1088 px af arkets 1304 i
stedet for 736.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
