Klokken i hovedet siger, hvad der er nyt — men kun til den, der kigger på
fanen. Det halve af pointen med at få besked er at få den, mens man laver
noget andet, og det eneste sted, appen kan sige noget dér, er på sit eget
ikon: mærket i Dock'en på en Mac, på proceslinjen på en pc.
Sat to steder, fordi der er to tilstande. Appen selv, mens den er åben og
kender tallet, og service-workeren, når den ikke er — og det er netop
dér, mærket er det, der siger, at der er sket noget.
Tallet kommer med i push-beskeden frem for at blive talt op af
service-workeren. Den husker ingenting mellem to opvågninger og kunne
derfor kun lægge én til noget, den ikke ved hvad er: et mærke, der tæller
sig selv op og aldrig kommer ned igen. Serveren ved det i forvejen, og en
tælling, der fejler, udelader feltet frem for at sende et nul — så står
mærket, som det stod, i stedet for at blive tørret af en optælling, der
ikke lykkedes.
Ét tal, aldrig en optælling: mærket sættes til hvad der *er*, så det går
ned af sig selv, når beskederne bliver læst. Og det ryddes ved log ud —
det står i Dock'en, også når ingen er logget ind.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To huller fundet ved en gennemgang efter dagens arbejde. Begge har en prøve, der
er set fejle før rettelsen.
CalDAV PUT afgjorde adgang på det projekt, klienten *nævnte i adressen*, og tog
derefter opgavens id fra den samme adresse. Intet bandt de to sammen. En viewer
på et delt projekt kunne pege på et projekt, de selv ejer — indbakken, som alle
har og alle må redigere — og lægge den delte opgaves id i filnavnet. Projekt-
tjekket gik godt på indbakken, og skrivningen landede på en opgave, de kun må
læse. GetTask lukkede det ikke: den svarer "må denne person se det", og det må en
viewer. `CanEdit` er spørgsmålet, og det er det samme, handleUpdateTask altid har
stillet — API-døren har spurgt hele tiden, CalDAV-døren spurgte ikke.
Opgaven skal nu også ligge, hvor adressen siger. Uden det kan en redaktør på to
projekter nå det ene gennem det andets adresse; intet eskaleres af det i sig
selv, men en adresse, der har lov at lyve om hvor noget bor, er sådan sagen
ovenfor kom ind.
Web Push blev leveret med en almindelig http.Client. Adressen kommer fra
browserens abonnement — altså fra den, der er logget ind — og serveren POSTer til
den på et skema, de selv vælger: sæt en påmindelse et minut ude, og jobbet går
igen hvert minut. Tilmeldingen afviser en privat adresse, og den kontrol er ikke
nok alene: den kører på URL'en som skrevet, og et navn, den godkender, kan svare
127.0.0.1 næste gang det slås op. Det er præcis den sætning, `internal/safedial`
selv står og advarer om. Leveringen går gennem safedial nu, som tjekker den
opslåede adresse ved forbindelsen og hvert viderestillingshop på samme måde.
Kontrollen ved tilmelding bliver, fordi den siger nej, mens nogen kigger på
skærmen.
Og en hærdning: /inbound/mail har fået et loft. Det er den svagere af de to
offentlige skriveveje — beaconet skriver en række for en fremmed, denne skriver
ingenting uden en 256-bit adresse, man skal kende i forvejen — men adressen deles
med mailservere og står på en indstillingsside, og når den først er kendt, var der
intet loft på, hvad der kunne laves med den. Tallet er sat generøst: modtageren er
mailserveren, én adresse der leverer det hele.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
