Skærmbillederne skulle tages på engelsk, og det var dét, der fandt dem:
en konto sat til engelsk fik stadig "Forsinket" over de forsinkede opgaver,
"Uden sektion" over den første kolonne på tavlen, "Aldrig" i gentagelses-
menuen, "hver dag" på rækken, "til instansen · inviteret af" på invitationen,
"3 projekter" på kontoen, og hele historikken — nitten hændelser, alle på
dansk. En funktion, der kun virker på det ene sprog, er en funktion, der er i
stykker.
Gentagelsen er den eneste, der ikke bare manglede en nøgle. Serveren skriver
`recurrence_text` på dansk og skal blive ved med det: én besked går over
WebSocket til alle i projektet på én gang, og de læser ikke det samme sprog.
Så de regler, der har et navn, får det i when.js — på den side, der ved, hvis
skærm det er — og alt mere specifikt falder tilbage til serverens ord.
Mellemrummet i historikken er skrevet ud. Svelte fjerner det, der åbner en
blok, så "inviterede" og adressen løb sammen til ét ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Et `git add -A` fangede .claude/worktrees/ som et indlejret repo. Det er en
agents arbejdskopi og skal ingen steder.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Indført i aften, sammen med billedvisningen, og fundet ved at læse den igen.
`escapeHtml` tager &, < og > — ikke anførselstegn, og det er rigtigt for tekst
mellem to tags, hvor et anførselstegn ikke betyder noget. `alt` er ikke tekst
mellem to tags. Det står inde i en attribut, og der lukker det første
anførselstegn den, hvorefter resten står som markup:
blev til et <img> med en onerror på. Adressen var i forvejen bundet til vores
eget bilagsmønster, så den var ikke vejen ind — teksten ved siden af var.
Det er ikke en teoretisk vej. En note deles ved at ligge i et projekt, så den
læses af alle, der kan læse projektet, og scriptet ville køre på vores eget
domæne med sessionscookien, hos den der åbnede noten.
En værdi i en attribut har brug for sin egen undslipning, og har nu en. Prøven
skriver noten, åbner den og ser efter, at hændelsen står som tekst i alt og ikke
som en attribut på elementet — og at billedets 404, som er selve vejen en
onerror ville blive kaldt ad, ikke kalder noget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet af prøverne, som for første gang kørte forbi midnat.
Dagen blev læst som `completed_at.slice(0, 10)` — de ti første tegn af et
tidsstempel, der er i UTC. Overskriften sammenlignede med *lokal* dato. I dansk
sommertid er de to ikke den samme dag i de første to timer efter midnat, så en
opgave lukket 00.30 blev sat under "I går", indtil klokken blev to. Tyve timer i
døgnet er de ens, hvilket er derfor prøven har været grøn hver eneste gang før.
Dagen udregnes nu lokalt, som den overskrift den skal svare til.
Og prøven for invitationslinket kunne kun bestå seks dage om ugen. Den ledte
efter "males inden fredag" som én tekst, men hurtig tilføjelse læser "fredag" som
forfaldsdatoen og tager ordet ud af titlen — tilbage står "males inden" plus et
mærke, hvis ord skifter med ugedagen. Kørt på en torsdag hedder mærket "I
morgen", og så fandt den ingenting. Prøven handler om invitationer, ikke om
datoer, så den ser nu på titlen alene.
Uddraget i notelisten viste `![](/api/v1/attachments/01a0…` for hver note med et
billede i — den eneste tekst i listen, ingen havde skrevet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
`skipFile` afviste ethvert navn, der indeholdt "..", for at stoppe en zip i at
skrive uden for sin egen mappe. Det er den rigtige idé rettet mod det forkerte:
det beskriver ikke en sti, der klatrer ud af arkivet, men ethvert filnavn med to
prikker ved siden af hinanden. En ellipse i en overskrift er almindelig, og noten
"Så blev det endelig jul! Stay tuned... ☕️" blev derfor aldrig oprettet.
Lydløst, oven i købet: filen blev sprunget over, før den blev talt, så svaret
sagde det samme, som hvis den var kommet med. Én note ud af tolv hundrede, og den
blev kun fundet ved at tælle efter, hvor mange der kom ud i den anden ende — 1140
hvor der skulle stå 1141.
Nu læses ".." som et stiled, ikke som to tegn, og en Markdown-fil, filteret
afviser, tælles som sprunget over. En import, der taber noget, skal sige det.
Og move-ikonet i sidebjælken er væk. ⠿ sad i den to pixels brede rende til
venstre for teksten og lå oven i rækkens egen kant — idéen var rigtig, pladsen
var det ikke. Elementet bliver: det er dét, der ejer trækket, og gjorde man i
stedet hele rækken draggable, ville alt indeni også blive det, og en opgave
trukket hen på I dag holdt op med at lande. Nu er håndtaget usynligt og lidt
bredere, og hånden ved hover er hele forklaringen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire ting, som en rigtig import af tolv hundrede noter fandt på en time.
**Billederne blev vist som ord.** `markdownToHtml` havde ingen regel for
`` overhovedet, så en note fra Apple Noter viste sin egen billedadresse som
tekst. Filen var hentet, gemt og hæftet på noten; det eneste, der manglede, var
at nogen tegnede den. Kun vores egen adresse bliver til et billede — et
`` fra en indsat tekst ville ellers hente fra en fremmed vært, når
noten åbnes, og en note er det sidste sted, man vil have en sporingspixel. Og
vejen tilbage skulle med: uden `IMG` i inlineToMarkdown ville den første gemning
have taget hvert billede ud af noten igen.
**Titlen blev revet i stykker.** Noter deler en linje op i så mange stumper, den
har brug for — "Aalborg Kommune" står som
`<h1>A</h1><h1>alb</h1><h1>org Kom</h1><h1>mune</h1>`, fordi der er en
attributkørsel bag hver stump — og eksporten læste et linjeskift ved hver af dem.
Noten kom ud som fire overskrifter oven på hinanden, altså ødelagt på den mest
synlige måde der findes: i sin egen titel. Samme rod gav `**M****øde**` for fed
og `*M**øde*` for kursiv, hvor de to stjerner i midten læses som fed. Nu brydes
der kun, når blokken skifter, og et mærke, der lukkes og straks åbnes igen, er
ingenting.
**Datoerne fandtes ikke.** Eksporten læste dem aldrig, og Markdown havde ingen
plads til dem — så en flytning af tolv hundrede noter blev en bunke, der alle var
skrevet samme aften. Rækkefølgen er halvdelen af, hvad et arkiv er. Nu står de i
et YAML-hoved, som Obsidian og Bear allerede skriver, og importen læser det.
`SetNoteTimes` frem for gennem SaveNote: `updated_at` betyder "hvornår skrev
*dette* program noten sidst", og lod man enhver kalder sætte den, ville kolonnen
betyde det, den sidste skriver havde lyst til.
**Og listen kan sorteres** — senest rørt, oprettet, navn. Favoritter står øverst
uanset hvad; det er hele meningen med at gøre en note til favorit.
Eksporten henter nu i klumper. Ét kald pr. note tog halvanden time for tolv
hundrede, ikke fordi Noter er langsom, men fordi hvert kald er en proces, der
skal startes — og det gjorde det umuligt at rette en fejl i oversættelsen og se
resultatet, for hver runde var en frokostpause. Antallet af bilag kom med i
klumpen af samme grund: ni ud af ti kald var en proces startet for at få svaret
nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet ved at importere rigtige noter frem for ti prøvenoter.
Linket blev skrevet halvt om. attachToNote kendte to måder, en note kan nævne en
fil på — den bare filnavn og stien i forhold til noten — men ikke den, en Apple
Noter-eksport faktisk skriver: `vedhaeftninger/751-2-IMG_0615.heic`, med noten i
roden ved siden af mappen. Kun det bare navn matchede, så kun det blev erstattet,
og hver eneste billede i hver eneste importerede note endte som
`vedhaeftninger//api/v1/attachments/…`, som er ingenting. Filerne var gemt og
hæftet rigtigt på; det var linket, der var forkert. Længste match først, ellers
bliver mappen stående foran adressen.
Og billederne kunne alligevel ikke vises. Alt blev serveret som
application/octet-stream med Content-Disposition: attachment, hvilket er en god
regel med en god grund — en uploadet SVG eller HTML vist inline ville køre sit
eget script på dette domæne med sessionscookien på. Men en note bærer sine
billeder i teksten som ``, og under den regel er hvert eneste af dem et
brudt billede. Hele importen findes for at tage dem med.
En kort liste af rasterformater vises nu inline med deres egen type. Det er ikke
en opblødning: listen er navngivet ét format ad gangen frem for matchet på
"image/", fordi præfikset ville lukke image/svg+xml ind — et dokument, der kan
køre script — og en liste, der vokser ved et uheld, er præcis sådan det sker.
nosniff står, så browseren skal læse filen som netop det billede eller slet ikke.
Titlen stod to gange i fjorten noter. Noter kalder noten det, der står på de
første linjer sat sammen med mellemrum, så en note, hvis to første linjer er
"CPU" og "CAN", hedder "CPU CAN" — og sammenligningen med kun den første linje
gik fri. Overskrifterne øverst tages nu med, så længe de tilsammen stadig er
begyndelsen på titlen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den var lagt fast øverst i ruden, med den begrundelse at en menu, der følger
markøren, rykker sig et par pixels for hvert bogstav. Det er rigtigt, og det var
alligevel forkert: i en note på en skærmfuld skriver man `#` nederst og får en
menu i toppen — fire hundrede pixels fra det, øjet ser på, og langt nok væk til
at man ikke opdager, at den er der.
Begge dele kan lade sig gøre. Positionen måles, når menuen åbner, og ikke igen
mens listen snævres ind: den står ved tegnet, og den står stille.
Målt på `#term` frem for på markøren, fordi et sammenfaldet område ikke har nogen
kasse på en tom linje. Klemt inden for ruden, og vendt op over linjen, når der
ikke er plads under — ellers ville en note, der er skrevet helt ned i bunden,
lægge menuen uden for skærmen.
Og pak-noter-i-portioner.py, fordi en Apple Noter-eksport er hundrede og
enoghalvfems megabyte, hvoraf teksten er fire: importen tager 64 MB ad gangen, og
tunnelen foran den tager mindre. Delt efter hvad en note vejer med sine billeder,
og altid med billederne i samme portion som den note, der peger på dem.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kildevisningen, fordi den rige flade ikke kan tage imod Markdown. Indsat i den
er "## Overskrift" fem tegn og ikke en overskrift, og der var ingen vej ind for
tekst skrevet et andet sted — hvilket er en mærkelig mangel i et program, hvis
hele lager er Markdown. Knappen </> viser filen, som den ligger i databasen, og
det, man skriver der, går tilbage gennem den samme oversætter som altid.
Fyldt fra kilden og ikke fra note.body, når man går tilbage: gemningen venter på
sin pause, så den vej ville kaste det nyeste væk. Og kildevisningen hører til den
note, den blev slået til på — skifter man note, er det den rige flade, man møder.
Margenerne. Teksten lå helt ude ved kanten, og på en bred skærm blev linjerne
hundrede og fyrre tegn — dér mister øjet hvilken linje det var på, når det
springer tilbage. Arket har nu marginer, der vokser med ruden, og teksten en
grænse på 46rem. Kun teksten: værktøjslinjen og foden hører til ruden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Seks ting fundet ved at bruge appen, i den rækkefølge de gjorde ondt.
En liste inde i en blok blev læst som tekst. htmlToMarkdown havde én gren for
ul og ol og lod alt andet falde ned i inlineToMarkdown, som samler efterkommere
til én streng — så et blokcitat med en liste i kom tilbage som "> PunktPunkt 2",
og en note fra Apple Noter, der er fuld af citater, mistede hvert punktmærke ved
den første gemning. Ingen havde rørt de linjer. Nu læses en blok, der rummer
blokke, igennem frem for flad, og et citat sætter "> " foran det, der kommer
indefra.
Indlejrede lister fandtes ikke. Den flade `list`-variabel kunne kun beskrive ét
niveau, så et indrykket punkt blev lagt ved siden af sit ophav. Nu en stak, og
underlisten lægges inde i sit <li> — det er den forskel, der kan læses tilbage.
En liste, der begyndte ved ti, begyndte ved ét bagefter. `start` skrives nu med
og læses med, så en gemning uden ændringer ikke gør noten om.
Tallet blev klippet af. Mærket sættes uden for tekstkanten, og 16px rakte til et
punkttegn og ikke til "10." — resten hang ud over kanten, hvor .page beskærer.
Renden er nu 2.2em og deles af begge slags, så punkter og tal flugter.
# viste seks vilkårlige projekter ud af tyve og så færdig ud. Loftet er væk,
listen kan rulle, og det, der begynder med det tastede, står øverst.
Og to ting om, hvordan det ser ud. Noteruden har fået sin egen flade, fordi et
ark, der holder op et sted, skiller det, man skriver, fra det program, man
skriver det i — `--surface` frem for `#fff`, så de fem temaer hver får deres.
Noter stod for sig selv over en streg, hvilket sagde det rigtige og kostede
halvfjerds pixels; den står nu i rækken med de faste visninger og bærer et ark i
stedet for en prik, hvilket siger det samme gratis.
Prøven skriver de fem listeformer, gemmer gennem den rigtige editor og læser
filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækken har nu titel i samme størrelse som en opgavetitel — en note og en opgave er
to ting af samme slags, og hver sin størrelse får den ene til at se mindre vigtig
ud. Under den står dato og begyndelse på samme linje, som Apple Noter gør det: to
linjer pr. note frem for tre, og datoen først, fordi det er den, man skanner efter.
Ligger noten i et projekt, står det nedenunder.
⌘K søgte kun i opgaver og projekter. Feltet ser ud til at kunne finde alt, så det
er svært at gætte, at halvdelen af programmet ikke var med. Og mens jeg var der:
"Projekt" og "Opgave" stod hårdkodet på dansk i paletten.
En note kan trækkes ind på et projekt i sidebjælken — samme mål som en opgave,
fordi det er samme gestus: læg denne her.
To fejl i søgefeltet, begge Safaris egen type="search":
Fokusringen tvang sin egen hjørneradius og tegnede en firkantet bue uden om en
rund kant — to streger, hvor der skulle være én. Den følger nu elementets form,
overalt i programmet. Og feltet skiftede udseende ved fokus: forstørrelsesglasset
forsvandt og pilleformen blev firkantet. Det tegnes nu af os.
Trækket og palettens noter er ikke fastholdt i en prøve. ⌘K, tastning og en
debounce oven på hinanden gjorde den upålidelig, og en flakkende prøve siger
mindre end ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Konverteringen læser nu Apple Noters HTML frem for at flade den ud med textutil.
Overskrifter, fed, kursiv, understreget, lister og monospace kommer med. En note er
ikke kun sine ord — et referat med overskrifter er ikke det samme referat som en
klump — og ti prøvenoter viste hvad det kostede.
Skrevet om til Python, fordi HTML skal læses og ikke gættes med regulære udtryk.
Den alvorligste fejl, prøvekørslen fandt: navn og krop blev hentet i hvert sit
kald, og Noter sorterer listen efter ændringsdato. Flyttede noget sig imellem de
to kald, fik en note én titel og en andens indhold. På ti noter er det synligt; på
tolv hundrede ville det være ubemærket rod. Der hentes nu ved id, og navn og krop
kommer i samme kald.
Sammenhængende monospace-linjer bliver til én blok. Hver linje i Noter er pakket
ind i sin egen div, hvis starttag tømmer den forrige — så mellem to tt-linjer kom
der altid en tom flush forbi, og hver linje i en terminaludskrift blev sin egen
blok.
Og i editoren ser en kodeblok ud som en terminal: mørk flade, monospace, sproget i
hjørnet, farver på strenge, tal, kommentarer, nøgleord og prompten. Monospace ER
kode i praksis, og en mørk flade siger det på afstand.
Farverne lægges på de blokke, markøren IKKE står i. At farve mens nogen skriver
betyder at bygge indholdet om ved hvert tastetryk og sætte markøren tilbage
bagefter — det virker ni gange ud af ti og flytter markøren midt i en sætning den
tiende.
Et API-token er ét ord, der er bredere end skærmen. Uden min-width: 0 skubbede en
sådan note hele listen bredere og klemte editoren sammen — på en note, man ikke
engang havde åben.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kodningen. textutil gætter på inddataets kodning og gætter forkert, så
"Ansøgning" kom ud som "Ansøgning". Det ser ud som én underlig note, indtil man
opdager, at det er hver eneste note med et dansk bogstav i.
Titlen stod to gange. Kroppen af en Apple-note begynder med notens egen titel, så
en overskrift ovenover gav den dobbelt overalt.
Og listerne var ikke lister. Apple skriver dem som tabulator, tegn, tabulator —
en liste for et menneske og ingenting for en Markdown-læser, så en huskeliste
ankom som en klump linjer. Punkttegnet er flerbyte, og BSD sed hakkede det midt
over, så hver linje begyndte med to halve tegn; perl med -CSD gør det rigtigt.
Scriptet tager nu et antal som andet argument, så en prøvekørsel er til at
gentage. Det er billigere at opdage den slags på ti noter end på tolv hundrede.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt
stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer
over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den.
En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger.
Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet
og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem.
En tabel mere ville være et alt-sammen mere.
Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så
en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til —
noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb
ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting.
Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at
hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag.
Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som
forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes
ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet.
AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten.
Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for
at vælte kørslen.
Migration 0021.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den
fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er
ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en
teksteditor, i hvad som helst.
To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast:
Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på
Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger.
Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er
et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer.
Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede
på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger
selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden vej af samme forbindelse. En note, der nævner en opgave, viste den; nu
viser opgaven noten. Uden det virker forbindelsen kun, hvis man tilfældigvis
sidder og læser noten, og det er den halvdel, ingen har brug for hjælp til.
Undervejs viste det sig, at en opgave slet ikke havde en adresse. Skuffen åbner
over den liste, man står på, og ændrer ingenting i URL'en — hvilket er rigtigt for
et klik og ubrugeligt for et link: man kan ikke sende nogen en opgave, og en note,
der nævner en, har ingen steder at sende dem hen. Min egen henvisningsform pegede
altså på noget, der ikke fandtes.
/opgave/{id} findes nu. Den åbner skuffen og træder til side — erstatter sig selv
med opgavens eget projekt, så man lander hvor opgaven bor, med den åben, og
tilbage-knappen ikke går gennem en side, der kun nogensinde viderestillede.
Prøven henter opgavens id fra API'et frem for fra adresselinjen, netop fordi den
ikke står der.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De var det ikke. Nøglen blev gemt præcis som skrevet og slået op på samme måde,
så en note, der nævnte et projekt med lille begyndelsesbogstav, dukkede simpelthen
ikke op på det — stille, og uden noget der antydede hvorfor.
Foldet på vej ind og foldet i opslaget, så sammenligningen bliver ved med at være
en nøjagtig lighed og bruger sit indeks. Havde man i stedet sænket kolonnen i
forespørgslen, skulle hele tabellen læses.
Kun projekter. En [[notetitel]] er en titel, ikke en nøgle: to noter, der hedder
"Møde" og "møde", er to noter, og at folde dem sammen ville slå noget sammen,
nogen havde holdt adskilt. Der er en prøve for begge dele.
Migrationen samler de rækker, der allerede er skrevet. Primærnøglen er
(note_id, kind, target_id), så en note, der skrev begge stavemåder, ville kollidere
med sig selv — derfor bygges sættet forfra med INSERT OR IGNORE frem for en
opdatering, der ville fejle på parret.
Fladen viser projektets egen stavemåde og ikke den foldede nøgle. En etiket, ingen
har skrevet, og som står hverken i noten eller på projektet, ville være værre end
ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Titlen var udledt én gang og derefter ladt i fred, så den gik i stå i det øjeblik
nogen skrev begyndelsen om — en note med overskriften "Ny note" stod i listen som
"fdgfgfgh", hvilket var, hvad dens første linje havde været nogle rettelser
tidligere. Den udledes nu ved hver gemning, og ingen kan sætte den ved siden af
teksten: kolonnen er en kopi af kroppen, ikke et felt derudover. Feltet er væk fra
både HTTP-fladen og MCP-værktøjerne, for et felt, serveren ignorerer, er et løfte,
den ikke kan holde.
Skriver man #Kaf, foreslås #Kaffebaren. Ordet læses fra den tekstknude, markøren
står i, og ikke fra hele dokumentet — en note kan nævne tyve projekter, og kun det
under markøren er ved at blive skrevet. Listen ejer piletasterne og retur, mens
den er åben, som enhver anden fuldførelse.
Og under feltet står nu, hvad teksten forstår: # projekt, [[en anden note]], ⌘B,
⌘U. Samme idé som linjen under hurtig tilføjelse — en note er det andet sted i
programmet, hvor det, man skriver, bliver læst for betydning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En ny note åbner på sin titel, og linjen efter er brødtekst — uden at man vælger
noget. Det er det, Apple Notes gør, og det er også hvad listen har brug for:
første linje bliver notens navn, så en note, der begynder i brødtekst, hedder sin
egen første sætning.
To ting undervejs. Reserven for en tom note blev aldrig brugt, fordi en tom tekst
ikke gengives som ingenting men som ét tomt afsnit — den prøves nu på teksten og
ikke på resultatet. Og Chromium svarer på retur med et bart <div>, som læses som
brødtekst men ikke er formateret som det: afstanden mellem afsnit forsvandt
stille i det øjeblik, man trykkede retur frem for at vælge Brødtekst i menuen.
Listen viste desuden den rå Markdown i forhåndsvisningen — "# Møde med Anders" og
"**fed**" — hvilket er præcis det, editoren blev bygget for at holde op med at
vise. Den viser nu sætningen frem for notationen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
I dag, Kommende, Venter og Indbakken kan trækkes i den rækkefølge, man vil have
dem. På kontoen frem for i browseren: sidebjælkens bredde er en kendsgerning om
skærmen, og svaret på en telefon er ikke svaret på en skærm — men hvilken
rækkefølge man vil have dem i, er en kendsgerning om personen.
En liste af nøgler frem for et tal pr. visning. Ukendte nøgler droppes og
manglende føjes til sidst, så en visning kan tilføjes eller fjernes uden at
strande nogens rækkefølge — hvilket allerede er sket én gang, da Færdige
forlod menuen.
To ting, prøverne fandt undervejs, og begge var mine:
Rækken som trækgreb gjorde alt indeni trækbart, og sidebjælken er allerede
modtager for opgaver — en opgave trukket til I dag holdt op med at lande, fordi
rækken havde taget gestussen. Et lille greb tager ingenting, før man griber det.
Og drop-håndteringen slugte begivenheden, før den tjekkede, om den overhovedet
var en menuflytning.
Migration 0019.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire udseender ved siden af de fem temaer: Verdande, Rolig (serif, mere luft),
Tæt (flere rækker, mindre luft) og Terminal (én bredde til det hele). De ganges ud
til tyve udseender fra otte små blokke CSS frem for at kræve en blok hver.
To akser, fordi det er to spørgsmål. Den, der vil have en serif om natten, skal
ikke opgive den mørke palet for at få den — og prøven holder netop det fast: at
vælge en skrift må ikke trække temaet med sig.
Udseendet sættes før første optegning, ligesom temaet. Ellers bliver siden sat op
i én skrift og derefter i en anden, og det er et synligt spring.
Det er også det ærlige svar på at ligne noget andet. Standarden er bevidst
genkendelig — det var det, der blev bedt om — men et program med ét muligt
udseende har lånt en form, det ikke kan give tilbage. Med udseender er ligheden en
indstilling blandt flere frem for det eneste, det kan være.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ikke en adgangsliste af sin egen. Projekter har allerede medlemmer, roller og
invitationer — alt sammen afprøvet, og alt sammen noget folk har lært her i
forvejen. En anden måde at give adgang på er et andet sted at gøre det forkert,
og de to ville være uenige den dag, den ene blev ændret.
To ting, prøven fandt, som begge var rigtige fejl.
Projektsiden viste kun noter, der NÆVNTE projektet, ikke dem, der lå i det — så
en note, man lige havde delt derind, dukkede ikke op. Nu vises begge slags.
Og noteoversigten viste kun dem uden projekt, så en note forsvandt fra listen i
det øjeblik, den blev delt. Det fik deling til at se ud som sletning. Listen viser
nu alt, man kan se: sine egne løse, og dem i de projekter, man er med i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Man skriver nu i formateret tekst frem for i Markdown-kildekode. Titel,
Overskrift, Underrubrik, Brødtekst, Monotype, Blokcitat, punkt- og talliste, plus
fed, kursiv, understreget og gennemstreget — samme ordforråd som Apple Notes, for
det er det, en, der kommer derfra, allerede kan.
Filen under er stadig Markdown. Det er ikke et kompromis, nogen skal leve med i
stilhed: det er grunden til, at eksporten er til at stole på — filen, en note
bliver til, er den fil, den allerede var. Understregning er den ene undtagelse;
den findes ikke i noget Markdown-dialekt og gemmes som <u>, som enhver læser
sender uændret igennem. Det er bedre end at fjerne en stilart, kilden har.
contenteditable med execCommand. Den er forældet og også det eneste, alle browsere
er enige om; at skrive en markeringsmodel fra bunden er ugers arbejde og en ny
slags fejl netop dér, hvor tabt tekst er utilgiveligt.
Tre ting, prøverne fandt, som alle ville have kostet tekst:
Værktøjslinjen stjal markeringen, når man klikkede — knapperne tager ikke fokus
længere. Browseren skrev <span style="font-weight: normal"> for en ophævet fed,
hvilket en oversætter, der læser tags, taber; der bedes nu om tags, og styles
læses alligevel, fordi det ikke honoreres alle steder. Og markeringen med
Shift+Home tog hele dokumentet, ikke linjen.
Favoritter er stjernen på hver note. Noteoversigten har fået luft mod venstre
kant, og Gem og Slet er knapper frem for bare ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Formatering vises, mens man skriver. Overskrifter, fed, kursiv, kode, citater,
punkter, #tags og [[links]].
Et spejl bag et gennemsigtigt tekstfelt — samme greb som hurtig tilføjelse bruger
til at vise, hvad parseren forstod. En contenteditable ville lade teksten style
direkte og ville også ødelægge fortryd, autokorrektur og IME. Det er en dårlig
byttehandel i det ene sted i programmet, hvor nogen skriver en halv time i træk.
Mærkerne bliver stående, dæmpede. Obsidian skjuler dem uden for den linje,
markøren står i; at dæmpe dem altid er en mindre idé, der ikke flytter tekst under
markøren mens den bevæger sig — og den overlever mødet med et tekstfelt.
Overskrifter skifter vægt og farve, aldrig størrelse: en større skrift ville fylde
flere linjer end tekstfeltet gør, og så skred alt nedenunder.
Hele risikoen ved grebet er, at de to lag skal flugte tegn for tegn. Prøven måler
det frem for at stole på det: skrifttype, linjehøjde, ombrydning, polstring og den
faktiske højde af de to lag med samme tekst i.
Undervejs: kursiv-passet slugte " og " efter et fed-udtryk, fordi den løse stjerne
stadig var synlig for det. Hvert pas læser nu en kopi, hvor de tidligere pas'
tegn er blændet ud.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple
Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på
maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note
ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til.
Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet
forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den
række, der blev skrevet.
Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de
samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af
programmet, og i den række læste de som endnu et filter.
Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af
papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken
visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved
siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse
af hvad den er til.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Tredje etape. En liste til venstre, noten til højre — ikke et gitter af kort: en
note læses langt oftere på sin første linje end i sin helhed, og en liste viser
tyve af dem, hvor et gitter viser seks.
Gemmes når man holder op med at skrive. En note er det ene sted i programmet, hvor
en times skrivning kan gå tabt på ét fejltryk, og en Gem-knap er en knap, der
findes for at blive glemt. Teksten holdes adskilt fra den note, den kom fra, så en
gemning, der lander sent, ikke kan overskrive det, der er skrevet siden.
Og udbetalingen: skriver man #GarageRisteriet i en note, står den på projektets
side. Ingen har filet den derhen — den dukker op, fordi nogen nævnte projektet
mens de skrev. Slået op på navnet og ikke på et id, for et #tag skrives i hånden,
og et menneske skriver navnet.
Markdown i et almindeligt tekstfelt indtil videre. Live preview, hvor mærkerne kun
vises i den linje markøren står i, er næste stykke og det dyre; det her er den
form, den skal sidde inde i, og alt andet er allerede sandt uden den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Anden etape. Handlere, ruter og OpenAPI.
Adgang følger projektet, for det er der, noten bor: en note i et delt projekt kan
læses af alle, der kan læse projektet, og ændres af en redaktør. En note uden
projekt er sin forfatters alene — samme svar som en opgave i indbakken får, nået
frem til på samme måde frem for ved en regel, noter fandt på for sig selv.
Listning og søgning er samme endepunkt, fordi de svarer på det samme spørgsmål
med forskellige ord. Filtreringen sker EFTER indekset: FTS5 svarer om tekst, og
at lære indekset om roller ville lægge en adgangsregel et sted, ingen ville kigge
den dag den var forkert. Der er en prøve for, at en fremmeds søgning ikke finder
noget, og at en fremmed får 404 og ikke 403 — så et id ikke kan afprøves.
Den baglæns rute hænger på det, der spørges om: et opgave-id giver hver note, der
nævner den; et projektnavn giver hver note med det #tag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Første etape af noter. Tabel, CRUD, fuldtekstsøgning og de links, en note bærer.
Markdown i en kolonne, ikke rich text og ikke et format af vores eget. Eksport
var et krav, før der var skrevet en linje, og er den gemte form den eksporterede
form, er der ingen konvertering tilbage at tabe noget i — noten kan læses af
enhver anden editor den dag programmet ikke findes.
Et #tag i en note er DET SAMME tag som i en opgave. Ikke en anden slags, der
ligner. Det er hele svaret på "tag en note og se den i projektet": referencen er
den samme, så der ikke opstår to systemer, brugeren selv skal holde i sync.
Links gemmes som rækker, udledt af teksten ved hver gemning. Teksten er stadig
sandheden; tabellen er et indeks over den. Uden det ville "hvad peger på denne
opgave" betyde en gennemsøgning af al prosa, og den rude ville være for langsom
til at lade stå åben. De rives ned og bygges op frem for at blive sammenlignet:
en sammenligning er en anden beskrivelse af samme kendsgerning, og den kan komme
til at være uenig med teksten.
Noter ligger under projekter og arver deling, roller, papirkurv og historik. En
mappestruktur ved siden af ville være ét hierarki for meget.
MatchExpr fik navngivne kolonner. Den var skrevet til opgavernes og gav
"no such column" mod noternes — hvilket i det mindste er højlydt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Siden fulgte systemet og kunne ikke andet. Nu er der en knap, valget huskes, og
skærmbilledet øverst skifter med — der ligger både en mørk og en lys udgave af
det samme, og det er kejtet at vise et mørkt skærmbillede på en lys side.
Farverne står to gange med vilje. Mediaforespørgslen er hvad en førstegangsbesøgende
får; attributten er hvad en, der har valgt, får — og den skal vinde begge veje, både
et valgt lyst tema på et mørkt system og omvendt. Én regel kan ikke gøre begge dele.
Begge skærmbilleder ligger i markuppen og skjules med CSS, så ingen af dem skal
hentes i det øjeblik nogen trykker på knappen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme mail blev en opgave hver tiende minut, og markøren stod stille på 1271.
Målt i produktion: en manuel synk lavede én opgave og flyttede ikke last_uid en
eneste plads.
Årsagen er ikke vores regnestykke, men hvad søgningen svarer. Vi beder om
1272:* — og en rigtig server læser det som 0:1272 og sender hele postkassen
tilbage. Alt, hvad den finder, ligger så under markøren, og markøren kan derfor
aldrig komme videre.
Uid'er ved eller under markøren frasorteres nu hos os. Det koster ét gennemløb
af nogle hundrede tal og afhænger ikke af nogen andens læsning af specifikationen.
De to tidligere forsøg var ikke forkerte, de var bare ikke årsagen: at tage
uid'en fra søgningen frem for fra fetch-svaret, og at give hver postkasse sin
egen lås, var begge reelle fejl. Denne er den, der fik den til at gentage sig.
Prøven læser en postkasse med markøren over alt i den og kræver nul tilbage —
og gentager det for hver enkelt besked.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
"Hvorfor står der 2 ud for et tomt projekt?" Fordi tallet var member_count — hvor
mange mennesker. Den samme grå kolonne betød tre ting: personer ved projekter,
projekter ved grupper, opgaver ved etiketter. I en opgaveapp læses et tal ved
siden af et projekt som opgaver, og det gjorde manden, der har skrevet appen.
Nu er det åbne opgaver, og det vises når der er noget tilbage frem for når
projektet er delt — som var den gamle betingelse, og grunden til at netop de tre
delte havde et tal. Hvem der ellers er med står på projektets egen side.
Tællingen hentes fra serveren igen, når opgaver flytter sig. Det ville være
hurtigere at lægge til og trække fra lokalt, og det ville være forkert inden for
en dag: en opgave flyttet mellem projekter, en lukket i en anden fane, en
gentagende der lukker og åbner sig selv.
Og sidebjælken kunne allerede foldes — der var bare kun en knap med et rektangel
med en streg i, og det er ikke et ord. Nu gør ⌘B det samme, knappen siger det, og
genvejssiden nævner det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To nye sider. Postkasser: at stjerne i Gmail eller flage i iCloud og Fastmail
bliver til opgaver, at hver postkasse hører til den, der forbandt den, at
app-kodeord er noget andet end ens rigtige, og at Office 365 ikke kan nås ad den
vej — sidstnævnte skrevet ned frem for at blive opdaget ved at prøve. Og at logge
ind: kodeord, totrinskode og passkeys, med hvorfor en passkey ikke kan laves på
en bar IP-adresse.
Konfigurationen manglede VERDANDE_SECRET_KEY, som er den, det koster mest ikke at
vide noget om: mister man nøglen, skal postkasserne forbindes forfra. Begrundelsen
står med — det er kopierne, ikke serveren, der er problemet, for de kan hentes
gennem fladen.
Og genvejsafsnittet i quick-add beskrev q, t og u, som ikke findes længere. En
dokumentation, der lover taster, der ikke gør noget, er værre end ingen: man
prøver, der sker intet, og så tror man appen er i stykker.
Bygget med --strict; alle krydshenvisninger rammer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Et skærmbillede af en brugerflade siger ingenting ved 281 pixels, og det er der,
de fleste af dem sidder i gitteret. Et klik åbner nu det samme billede omkring
tre en halv gang større.
<dialog> frem for et selvbygget lag: Escape lukker, fokus bliver inde i den,
resten af siden bliver inert — tre ting browseren gør gratis og som et selvbygget
overlay skal have kode for hver af. Billedet får rolle og tabindex, så det også
kan åbnes fra tastaturet; en kontrol, kun en mus kan nå, er ikke en kontrol alle
har.
To ting rettet undervejs, som først kunne ses ved at kigge: billedet fik lov at
blive højere end skærmen, så billedtekst og lukkeknap røg op over kanten — og
lukkeknappen er den synlige vej ud. Og dialogen fyldte hele bredden i stedet for
at slutte om billedet, så skærmbilledet stod op ad venstre kant med knappen ude i
det modsatte hjørne. Nu er den fit-content og centreret, og alt er inden for
vinduet ned til en telefonbredde.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den navngiver panelet, server-id'et og produktionsadressen — et kort over én
persons opsætning, og det hører ikke til i et offentligt repo. Ingen adgangskoder,
men et server-id og en panel-adresse er præcis det, et lækket token skal bruge for
at være farligt.
Filen er fjernet fra hele historikken, ikke kun fra spidsen: at slette den i en ny
commit ville have efterladt den læselig i alle de gamle. Den ligger stadig på
disken, for det er sådan en session afleverer til den næste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Påmindelser blev sendt i appen og på mail. Har man fanen lukket og ingen
mailserver sat op — hvilket er præcis det, docker-linjen i dokumentationen giver
— kom der ingenting, mens indstillingssiden sagde at notifikationer var slået til
for enheden.
Push-halvdelen var aldrig hægtet på. Notifikationer fra andres handlinger gik ud;
kun de tidsstyrede gjorde ikke, og det er dem, man har slået til for at slippe for
at holde øje selv. Jobbet har nu en vej til at sende, leveret af HTTP-laget, som
ejer VAPID-nøglerne og listen over enheder — samme mønster som synkroniseringerne.
Prøven ser efter, at den når frem, og at den kun når frem én gang: en påmindelse,
der ankommer ved hver fejning, er værre end en, der ikke ankommer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Skærmbillederne lå som PNG i fuld skærmopløsning — 2,1 MB for syv billeder på en
side, der viser dem under 900 pixels bred. Som WebP i dobbelt visningsbredde
fylder de 424 kB. Samme billeder, samme skarphed, en femtedel af vægten.
Indholdet fangede aldrig op på det, der blev bygget: postkasser over IMAP ved
siden af Gmail, passkeys, at man kan skrive hvor som helst for at fange noget, at
hemmeligheder ligger krypteret med nøglen uden for databasen, og historikken.
Ni felter nu, hvilket også fylder gitteret ud i stedet for at efterlade et tomt.
Og en fejl, jeg selv lavede undervejs: jeg lagde en description-meta ind, fordi
min søgning ikke så den, der lå i forvejen — den var delt over flere linjer.
Dubletten er væk, og den oprindelige er opdateret i stedet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fyrre kopier af én mail ankom i samme sekund. Én kørsel kan højst lave femogtyve,
så der var to i gang: et tryk på "Hent nu" mens ti-minutters-fejningen allerede
var inde i den samme postkasse. Begge læste markøren som den stod, begge hentede
de samme beskeder, begge lavede opgaver ud af dem.
Markør-rettelsen fra i går var altså rigtig, men ikke nok — den virker, når der
kun er én læser. Rækken læses nu igen under låsen, og låsen holdes hele vejen
igennem: slap man den, før markøren var skrevet, ville hullet stå åbent præcis
der, hvor det skulle lukkes.
Et kort pr. postkasse frem for én lås. To menneskers postkasser har intet at sige
hinanden, og én fælles lås ville gøre én langsom vært til alles problem.
Prøven kører to kørsler oven i hinanden med vilje og tæller, hvor mange der er
inde ad gangen — en lås er kun værd at have, hvis noget prøver døren. Den holder
også øje med, at to forskellige postkasser ikke venter på hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Knappen tog produktionen ned og lod den ligge. Panelets almindelige restart
udfører arbejdet mens forespørgslen står åben: den stopper containeren — hvilket
slår denne proces ihjel — og panelet, der ser afsenderen forsvinde, når aldrig
til den halvdel, der starter igen. Fire minutters nedetid den 18. august, og det
kan ikke lappes herfra: enhver knap, der synkront beder om sin egen død, har
samme form.
safe-restart planlægges i stedet. Panelet svarer "Restart scheduled" og gør
arbejdet bagefter for egen regning, så intet afhænger af, at denne proces stadig
er i live til at høre svaret.
Prøven hang bagefter, og det var prøvens skyld: dens falske panel læste aldrig
forespørgslens krop, og der er en nu. En server, der ikke læser hvad den fik,
opdager aldrig at afsenderen har lagt på — så httptest ventede på en handler, der
aldrig vendte tilbage, og hele binæren løb tør for tid i stedet for den ene
forespørgsel.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ét sted at spørge "hvilke postkasser har den her person". Gmails tokens, udløser,
etiket, set-liste og målprojekt ligger nu som en række i mailboxes ved siden af
dem, der læses over IMAP, og baggrundsjobbet fejer én gang i stedet for to og
skifter vej efter rækkens kind.
PKCE-værdierne bliver i user_settings. De hører til ét forsøg på at logge ind,
ikke til en postkasse, og de skal væk igen når forsøget er ovre.
Målprojektet fik sin egen kolonne, som IMAP-postkasser også får glæde af — en
arbejdspostkasse, der filer i arbejdsprojektet, er det åbenlyse at ville have.
Ikke en fremmednøgle: sletter man projektet, skal destinationen stille holde op
med at gælde, ikke afvise sletningen eller tage postkassen med sig.
Flytningen kunne først køre nu. Den tømmer indstillingsrækken, og havde den ligget
i v0.14.0, mens handlerne stadig læste den, var en fungerende postkasse blevet
koblet fra. Værdierne kopieres som chiffertekst — begge tabeller forsegler med
samme nøgle — så migrationen behøver ikke nøglen, hvilket en migration heller
ikke har noget at gøre med at holde.
Der er en prøve for præcis dét: en Gmail forbundet før flytningen, med et forseglet
token skrevet som indstillingstabellen skrev dem, kommer ud på den anden side med
token, udløser, adresse, målprojekt og set-liste i behold.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To fejl fra ét skærmbillede.
Markøren stod stille. Den blev sat ud fra uid'en i fetch-svaret, og den kommer
ikke fra alle servere — så next-run læste fra nul hver gang. Den sættes nu ud fra
hvad SØGNINGEN fandt, når kørslen kom hele vejen igennem: så er alt op til det
punkt betragtet, uanset hvad fetch-svaret bar med. En afbrudt kørsel flytter kun
til den sidste, den faktisk lavede en opgave af. Prøven mod hukommelsesserveren
ville aldrig have fanget det, for den svarer altid med uid.
Og uddraget hentede BODY[TEXT], som ved multipart er grænser og dele-hoveder og
det hele — derfor stod der "--=_be71cb39… Content-Transfer-Encoding: 8bit" foran
teksten i hver eneste opgave. Nu hentes hele beskeden og MIME-strukturen gås
igennem: text/plain foretrækkes, HTML er reserven med mærkerne pillet af. Groft,
for det er linjen under en overskrift og ikke en gengivelsesmotor.
Multipart-prøven er sat på prøve: med den gamle hentning fejler den med præcis
den tekst, skærmbilledet viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kolonnerne, ikke flytningen. Gmail-handlerne læser stadig user_settings, og en
migration, der tømte den tabel før de var skrevet om, ville koble en fungerende
postkasse fra. Det additive først; flytningen når koden på den anden side er klar
til den, og den ligger som PENDING_gmail_move.sql.txt uden for .sql-mønstret,
så den ikke kan køre ved et uheld.
Udløseren fik sin egen kolonne frem for at blive pakket ind i label med et kolon.
En kolonne, der rummer to ting adskilt af et tegn, er en kolonne, nogen læser
forkert senere — og en etiket med kolon i navnet ville gøre det på første dag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Panelet under Integrationer: tilføj, hent nu, kobl fra. Sit eget frem for en
tilstand mere inde i Gmail-panelet, for de to er ikke det samme i forskellige
klæder — det ene er en app, man logger ind igennem, det andet et kodeord, man
selv holder.
Feltet hedder IMAP-server og ikke Server: der stod i forvejen Server på CalDAV
længere nede, og to felter med samme navn på én side er tvetydige også for en
skærmlæser. Testen fandt det, men det var ikke kun testens problem.
To vagter fangede mangler undervejs, og begge havde ret: mailbox_failed skulle
have en tekst i fladen, ellers ville nogen få serverens engelske logsprog at se,
og de tre ruter skulle i openapi.yaml. Der er nu et Mailbox-skema samme sted, som
siger hvad der ikke kommer tilbage — kodeordet og eventuelle tokens.
E2E-prøven forbinder til noget, der ikke lytter, og ser efter værtens egen
afvisning på skærmen. Den er samtidig prøven på at 422 var det rigtige valg: var
det stadig 502, ville et mellemled kunne kaste beskeden væk, og der ville stå
"noget gik galt".
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Handlere til at forbinde, koble fra og hente nu, plus baggrundssynk hvert tiende
minut ved siden af Gmails. Forbindelsen prøves FØR den gemmes: en postkasse, der
blev taget imod og så fejler stille hvert tiende minut, er værre end en, der blev
afvist ved døren, mens man stadig sidder med kodeordet i hånden.
Ingen "set"-liste til deduplikering som Gmail har. Uid'er er monotone, så
last_uid er hele svaret — og den skrives også, når budgettet løb ud, for en
kørsel, der lavede opgaver og glemte hvor langt den nåede, laver dem alle igen
næste gang.
Rundturen køres nu mod go-imap's egen server i processen: flaget post kommer med,
uflaget gør ikke, og fortsættelsen fra et uid henter kun det nyere. De hidtidige
prøver dækkede de rene dele og ville alle have bestået med selve hentningen i
stykker.
Testen kræver et selvsigneret certifikat, og klienten nægter dem. Account.RootCAs
lader en test TILFØJE tillid; der er stadig ingen måde at fjerne den på. Forskellen
er en søm og ikke et hul — en prøve viser, at samme server afvises uden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmail lå i user_settings under en scope. Den tabel har user_id som hele
primærnøglen, så den rummer præcis én scope pr. person, og dens upsert skriver
scope-navnet om ved konflikt: at lægge IMAP ved siden af ville have slettet
Gmail-forbindelsen uden at sige det. Migration 0011 advarer ordret mod netop det,
og advarslen var tæt på at blive gået i for anden gang.
Formen var forkert alligevel. Man har postkasser, flertal — en arbejds-Gmail og
en privat iCloud er det almindelige tilfælde, ikke det sære. En række hver siger
det. Og den svarer på spørgsmålet, der satte det i gang: hver postkasse hører til
en bruger, så to mennesker på samme instans forbinder hver sin og ser kun sin
egen. Det eneste, der bliver fælles, er Googles OAuth-klient, og det er rigtigt:
den er appen, ikke kontoen.
Kodeord og tokens skrives forseglet. Forseglingen i notifications.go dækker kun
indstillingstabellerne, så denne tabels metoder kalder den i hånden — værd at
vide, før der kommer en tredje hemmelig kolonne.
Gmail bliver hvor den er indtil videre. Den virker, og at lægge en flytning af en
kørende forbindelse i samme ombæring som en ny integration gør begge dele sværere
at efterprøve. Skemaet har allerede plads til den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting fra Doda. Begynder man at skrive et sted i appen, åbner hurtig tilføjelse
med bogstavet allerede i feltet — ingen knap at ramme først, og tanken skal ikke
overleve en rejse hen for at finde et sted at ligge. Og under feltet står nu, hvad
parseren kan læse: #projekt, /sektion, @etiket, p1, en dato. Det stod i
pladsholderen før, som er det ene sted en hjælp ikke kan stå: den forsvinder ved
første anslag, altså præcis når den begynder at være nyttig.
Prisen er de enkelte bogstaver som genveje. Ét tastatur kan ikke både stave "tal
med Anders" og springe til I dag på samme t, og det, man gør halvtreds gange om
dagen, er at fange. Navigation ligger i paletten, som kan mere og koster ét
anslag. Genvejssiden er rettet, så den ikke lover q, t og u.
Undervejs, i den rækkefølge testene fandt dem: reglen var først "er det et
tekstfelt?", hvilket stjal bogstaver fra en fokuseret knap eller liste — den er nu
"har noget som helst fokus?". Hjælpelinjen lå i flowet og skubbede hele listen ned,
når feltet fik fokus, så klik landede en række forkert; tolv tests fangede det.
Den svæver nu, og efter at have svævet ovenpå den første opgave og slugt dens klik
tager den ikke længere imod pegeredskaber.
Og en fejl, der allerede lå der: q slog feltet op på aria-label="Ny opgave", så
genvejen gjorde stille ingenting for enhver, der kørte fladen på engelsk. Feltet
findes nu på et mærke, ikke på en oversat tekst.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren,
der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem
fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token.
Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af
dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed,
instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i
samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve
databasen, så filen følger ikke med.
Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password,
client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller:
hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke
købe noget og ville koste muligheden for at kigge.
Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses
som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen
konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der
skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det.
Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder
noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen
er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Første del af IMAP-understøttelsen: selve klienten, som sit eget hjørne uden
tråde ud i noget bestående. Den logger ind over TLS, henter de flagede beskeder
nyere end et givet uid, og giver dem tilbage i samme form som Gmail-klienten —
afsender, emne, uddrag — så den, der senere kalder dem, kan få at vide hvor der
skal kigges og ikke hvordan.
Flagede og ikke ulæste: ulæst er en tilstand, ejeren stadig bruger, og en synk,
der brugte den op, ville tage noget fra ham. Det er samme begrundelse som stjerner
på Gmail-siden.
TLS er ikke valgfrit, og der er ingen kontakt til at slå det fra. Det her bærer et
kodeord, der åbner en hel postkasse, og en kontakt til at fjerne beskyttelsen er
en kontakt, der en dag bliver fundet allerede slået fra.
iCloud og enhver almindelig udbyder taler det her. Office 365 gør ikke længere —
Microsoft har lukket for kodeord på IMAP og vil have sit eget OAuth — så det er
ikke en vært, man kan nå herfra, og at lade som om ville kun fejle senere og
mindre tydeligt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De to ord "Omdøb" og "Slet" lå oven på gruppens navn, hver gang musen var i
nærheden. De er væk fra sidebjælken. Omdøbning starter nu ved dobbeltklik på
rækken — eller F2, hvis man har den i fokus og ikke vil bruge musen. Sletning er
flyttet til gruppens egen side, hvor projekterne, den ikke tager med sig, står på
skærmen ovenover knappen.
Dobbeltklik på et navn, der også er et link, er ikke gratis. Første forsøg lod
det første klik navigere, og så åbnede siden mens omdøbningsformularen kom frem —
farveprikkerne flyttede sig ud under markøren, hvilket testen fangede som "element
is not stable". Navigationen venter derfor to tiendedele på et muligt andet klik.
Det er under grænsen for et dobbeltklik og over grænsen for at mærke det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Serveren svarede 502 med en forklaring, og Cloudflare erstattede kroppen med sin
egen side. Bevist i produktion: handleren skrev 122 bytes JSON på 38 ms med
teksten "the panel refused: HTTP 401", og browseren fik en HTML-fejlside. Det
gjaldt også Gmail, som bruger samme hjælper — derfor har fladen hele tiden kunnet
sige "noget gik galt" og ikke andet, selv om serveren vidste præcis hvad der var
sket.
En proxy har lov til at gøre det ved en origin-5xx. Så det er ikke Cloudflare,
der skal laves om: 502 var den pæne kode, ikke den brugbare. Upstream-afvisninger
er nu 422, som går uændret igennem. Navnet StatusUpstreamRefused står ét sted med
grunden, så det ikke bliver rullet tilbage af en, der med rette synes 502 lyder
mere rigtigt.
Fladen læste altid fejlkoden i kroppen og ikke statuskoden, så der var intet at
rette dér.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To fejl i samme række. "Omdøb" og "Slet" lå i flowet og optog deres bredde også
usynlige, så ARBEJDE blev tegnet som "ARBE"; de ligger nu over rækkens højre
ende og dukker op ved hover. Og chevronen sad før navnet og skubbede en gruppe
toogtyve pixels længere ind end de projekter, den indeholder — så en gruppe så
ud til at ligge under dem. Den deler nu plads med gruppens prik: prikken hviler,
chevronen tager over ved hover, og bliver stående mens gruppen er foldet.
De sidste otte pixels sad i a-reglen, som giver hvert link i sidebjælken sin
egen venstrepolstring oven i rækkens.
Prøven, der holdt øje med rækken, målte at alt lå side om side — hvilket var
netop den geometri, der skulle laves om. Den måler nu det, der blev bedt om:
at navnet kan læses helt, og at gruppens prik står præcis hvor et projekts gør.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
