Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her,
mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt
og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når
nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være
minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje
tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan
kalde en URL.
Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en
tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en
genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til
opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren,
så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i
feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den
vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder.
Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags
hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en
genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at
mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med.
Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den
persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge
i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan.
Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis
problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en
historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har
bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke
kan lukke for den indgående post.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med
dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente
på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og
en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her.
Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en
konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en
invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes.
Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note.
Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en
e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at
kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af
project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når
noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der
ikke er der længere.
Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i
forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan
invitere til en note, som kun ejeren kan dele den.
De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan
trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så
sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det
ene af dem til at gøre ugyldigt.
Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at
den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder
— en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers
i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne
den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved
det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det.
Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt
med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke
på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke.
Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En
note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person,
der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er
den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse.
note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et
generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og
fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et
generisk par ikke have.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden halvdel af den melding, der begyndte det her: linkene i en delt note
førte ingen steder hen, fordi det, de pegede på, ikke var delt. At dele en note
er at dele det, den *siger*, og et link er en del af det.
note_shares får en `linked`-søjle. 0 er en deling, nogen har valgt; 1 er en, der
er udledt af et link. Skellet er hele modellen. Fladen kan sige *hvorfor* en
person har en note — "fulgte med" er en anden sætning end "du delte den" — og de
udledte rækker kan regnes forfra efter hver ændring, uden at røre dem, ejeren
selv har sat.
SyncLinkedShares regner billedet om fra bunden efter enhver af ejerens egne
handlinger: en deling, en fjernet deling, en gemning der har ændret links eller
titel, en sletning. Hele kæden følger med, ikke kun første led, med et loft på
hundrede noter — "del denne ene note" må ikke kunne blive til fire hundrede.
Rollen arves fra den note, man kom fra, og stærkest vinder, når en note kan nås
ad to veje.
Kun ejerens egne noter følger med, og det er ikke en optimering: et link peger
på en titel, og en medredaktør må skrive titler. Kunne et link hente hvad som
helst, kunne den, man har delt med, skrive [[Bankoplysninger]] og læse med.
Derfor slås der kun op blandt ejerens egne noter, og derfor regner kun ejerens
egne gemninger om. Begge dele har en Go-prøve.
Det lukker ikke hullet helt: skriver medredaktøren linket, og gemmer ejeren
bagefter sin egen note, følger den note med dér. Det, der står imod, er
synlighed — linket står som tekst i ejerens egen note, og panelet viser hver
note, der er fulgt med, og hvem der har den.
Udregningen åbner hver af ejerens noter, fordi titlerne er forseglet. Derfor to
værn: har man ikke delt noget, svares der med det samme ud fra ét EXISTS, og en
gemning regner kun om, når links eller titel faktisk har flyttet sig. Uden det
første kostede "Ny note" halvfems millisekunder, og i det hul nåede e2e-prøven
for monospace at taste sin titel ind i den forrige note, som editoren så tegnede
væk.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
Kommendes liste has always been the next seven days and nothing else. Seven days
is the right walk to take in the morning, and it is still what the view opens on
— but "when does this month get busy" is a different question, and the month grid
answers it with shape rather than in order. So the list now takes a horizon: 7,
14 or 30 days, chosen with a switcher beside the view buttons.
Only the list gets one. A week grid is a week and a month grid is a month; there
is no fortnight for them to show, so the switcher is hidden in those modes.
The choice lives in localStorage next to the mode, under its own key. It is the
same kind of choice as list-or-grid — how you want to look, not a fact about the
work — and it should survive a reload without following you to a phone where
thirty day headings is a very long scroll.
Once the strip is longer than a week the day headings carry the week number.
Thirty days repeat every weekday four times, and "mandag 6. okt" alone does not
say which mandag.
Server side the endpoint already took `?days=` and capped it at 31, so the window
needed nothing — but its row limit was a constant 1000 written for a week. A
month asked for with a week's ceiling would truncate the last days silently, and
a day cut off the end of the answer looks exactly like a day with nothing due, so
the limit now follows the window.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_01SA1TDmgQZw3AufJqkbwezx
Adds a gallery of the same Today view in each of the six themes — Northern lights,
Charcoal, Dusk, Daylight, Paper, Contrast — so the range is shown rather than
described, on the landing page and (as the swatch panel) the docs home. The lone
Charcoal Today capture is folded into it.
And the quick-add demo that leads the docs — "betal moms i morgen kl 10 p1 #Firma
@regnskab" — is now English, "file the VAT return tomorrow at 10am p1 #Accounts
@tax", on every page it appears as the line to type: the home, the quick-add page,
the API and MCP examples, and the OpenAPI blurb. The Danish date words on the
quick-add page stay, because documenting the Danish parser is their job.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Refreshes the whole screenshot set to the app as it ships now — the three-line
note rows, the lightened calendar — and adds two Charcoal captures, the theme
modelled on Apple Notes, since it is the one worth showing. The landing page and
the docs home both gain it, a "holds through a short network drop" line, and the
correction that a starred or flagged mail now loses its mark once it is a task
rather than keeping it. Six themes now, not five.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only
grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not,
because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after
the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for
the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a
label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own.
The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope
Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its
old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is
logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and
the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays
starred, stays in the next query, and is tried again.
The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs
and the scope table all say modify rather than read-only in the same change.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a touch screen a :hover on the tap target makes iOS spend the first tap
applying the hover and only open on the second — the double-tap Kristian hit
on tasks (and notes). The row hover is gated behind @media (hover: hover)
now, so a touch has no hover to apply and the first tap opens. The note
row's action buttons, which the hover used to reveal, are shown outright on
touch instead. And the task-row hover highlight is a rounded box (border
radius on the row), the same corner as a note in the list.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Each note is three lines now: the title, then the date and the excerpt,
then where the note is filed — a folder like the menu's groups and the
project's name, the owner's when it is someone else's, or simply "Noter"
when it belongs to no project. The date leads the second line, left
aligned, instead of being pushed to the right of the title. A faint
hairline separates one note from the next, and a month heading is
capitalised ("August 2026", not "august 2026").
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Same as the sidebar: the box folds on a click, the star and people icon
are the marks that mean something, and a date group keeps an empty spacer
so every label still starts at the same place.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The note list still wore the old faint-uppercase group header beside the
sidebar's bold plain-case one, so the two columns read as two apps. The
group headers are bold, plainly cased and in the reading ink now, at
menu size, and their separator boxes carry the same rounded corner as an
active menu item — the hard rule underneath is gone, the box is the
separation. The disclosure mark stays: unlike a sidebar section, a
time-group has no icon, so it is the only thing that says "this folds".
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The chevron beside every section and group was saying "clickable" a
second time next to an icon and a bold name that already said it. Gone
now: a system section folds from anywhere on its heading, and a group
folds from its folder icon while the name still opens the group's page.
No arrow on the rail.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The calendar was a grey grid where every event was the same sunken block
edged in a colour you had to already know. Now the day itself is the
brightest surface and each event is a soft, dusty wash of its own
calendar's colour — so a screen of them reads as colour laid on white,
and two calendars are told apart at a glance. Tasks stay outlined cards,
the thing you can pick up, against the solid washes you cannot.
Today is marked where the day is named: its number sits in a filled disc
at the top of the column, the same one the month grid gives it, over a
faint wash down the whole column.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
System sections (Projects, Filters, Labels) and user groups (Work,
Home) now share one design: a bold label at menu size, a leading
folder/funnel/tag/people icon, and an always-visible fold chevron.
Groups drop their colour dot for the same folder icon, so the sidebar
reads as one consistent hierarchy instead of two visual languages.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Following the Things pass, four bits of polish:
- The fixed views carry their own colour — amber star for Today, blue tray
for the Inbox, red Upcoming, violet Waiting on others, teal Notes, indigo
Calendar — and keep it whether or not they are the active row.
- The active row was all but invisible on the dark sidebar (a half-step of
surface); it is now an accent-tinted selection that reads in both themes.
- The Projekter heading — the only place to add a project or a group — no
longer scrolls away with a long list; it is pinned to the top of the
scroller.
- The note list and the editor lift off the page: white in light, a nuance
lighter than the ground in dark, so the two read as one writing surface.
Screenshots regenerated.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Toward Things' calm: the fixed views carry icons instead of dots — a star
for Today, a calendar for Upcoming, a person for Waiting on others, a tray
for the Inbox. Areas (the user's groups) are set in bold, plainly cased, so
the eye lands on them the way it lands on an area in Things; the system
sections (Projekter, Filtre, Etiketter) stay quiet. And projects sit at the
same left margin whether or not they are in an area — one straight edge down
the sidebar rather than a staircase, with the bold heading doing the
grouping the indent used to.
Screenshots regenerated to match.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Yggdrasil is self-hosting too, so labelling only the Docker page
"Self-hosting" was misleading and put it above the Rune it was built for.
Reorder "As a Rune" above the Docker page, rename that page "With Docker",
and make the landing hero's primary call to action the Rune, with Docker
beside it.
Also drop the "the grammar is Todoist's" line from the filters page — the
factual import/export interoperability keeps naming Todoist, but the
positioning and soft comparisons do not.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Claiming to be Todoist Pro is both inaccurate and an invitation to a
trademark complaint. Describe verdande on its own terms — a fast,
self-hosted task manager — and keep the Todoist references to what they
factually are: import/export interop, and a filter grammar close enough
that people coming from there already know it.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The landing page and the docs now show and describe what has landed since
the last site update:
- the delegated-task marker (an arrow to whoever has it) — visible now in
the board, list and Waiting-on-others shots
- snooze — one seeded task is parked so the board shows a card greyed at
the foot of its column
- Web Push reminders to iPhone and Mac, dated tasks in a subscribed
calendar, task durations on the calendar, and per-person note sharing
Screenshots regenerated against the current UI (PNG for docs/README, WebP
for the landing page, from the one capture). "Lately" brought current.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Snooze puts a task out of the way without finishing it or filing it: it sinks to
the bottom of its list and greys, and comes back on its own when its time passes.
No job wakes it — "snoozed" is just snoozed_until being still in the future, read
against the clock each time the list is ordered.
- `snoozed_until` on tasks (migration 0031); the list order sinks a still-snoozed
task below everything, and it rejoins its place the moment the time passes.
- POST /tasks/{id}/snooze {until} — an RFC3339 time to snooze to, or empty to wake.
Nothing else about the task moves; a snooze is about when you want to see it, not
when it is due.
- The task drawer gains quick picks (this evening / tomorrow / next week) and a
custom time, and a Wake now once it is snoozed. The row dims and carries a
"snoozed until X" mark, and the list keeps snoozed tasks at the foot — the client
sorts the same way the server does, so a drag-sorted list does not jump on reload.
Tests: snooze sinks a task below one made after it and waking returns it (Go); and
from the drawer the row greys, shows the mark, and un-greys on wake (e2e). Full
suites green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The landing page did not mention two things the app grew — sharing a note with a
person, and task durations — and its screenshots were all in the dark theme.
- Copy: a cell for sharing a note or a page (to a person, or by filing it in a
project, with the Shared with me group), and one for how long a task takes (drawn
to length on the calendar, dragged by its foot, kept when moved).
- Two new screenshots in the light theme, at the top of the gallery: the calendar
drawing timed tasks to their real length, and a note somebody shared gathered
under Shared with me. English throughout, like the rest of the site — the capture
account is English, so the interface is.
The generator grew the demo data these need: a handful of timed tasks with lengths
across the week, and a note the colleague shares back to the owner. Every other
screenshot was recaptured from the current build in the same pass, so the whole set
reflects what ships today (the tidied note footer, and the rest).
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Until now a note was shared exactly one way: file it in a shared project, and
everyone who could read the project could read the note. That is right when the
note belongs with a body of work and wrong when it is just "let Sofie see this" —
it made you stand up a project to hand over a single page.
A note can now be shared with named people directly, at viewer or editor — the
same two roles a project membership uses, so there is one idea of a role in the
program and not two. The paths stack: a note can be loose, filed, shared with
people, or any mix, and access is the most any of them allow.
The store:
- note_shares (migration 0030): note ↔ user ↔ role, one row per person, owner
recorded. Visibility (AllNotes, and search via mayTouchNote) widens to include
notes shared directly with the reader.
- the effective role folds a direct share on top of the owner and project paths.
The rules, drawn where they protect the owner:
- read = viewer, edit text = editor, on any path.
- MOVE a note (change its project) is owner-only: an editor filing it into a
project the owner is not in would take the owner's own note away from them.
- DELETE is owner or project-editor — a direct share, however high its role,
does not reach to throwing the note away.
- SHARE and UNSHARE are the owner's alone, like a project's invitations.
- the picker is everyone on the instance (a closed, invited set) minus who is
already on the note; a made-up id and the owner themselves are refused.
The list:
- a "Delt med mig" group at the top, collapsible, that appears only when it has
something in it — the same rule Favoritter follows — so it costs nothing when
you share nothing. A shared note lives there, not also in a time bucket.
- every shared note carries a small chip in its owner's avatar colour, the
project mark's shape said for a person.
- no star or archive button on a note somebody else owns: those change the note
itself, and it is not yours to put away.
- the editor grows a "Del med personer" panel for the owner: who can see it, at
what role, and an add row drawn from the instance's other people.
The old comment in the notes footer argued against a note having an access list
of its own. That was the right call until the case it did not cover — sharing
without a project — turned out to be the one actually asked for. Updated to match.
Person now carries json tags, so a note's owner serialises as id/name/avatar_color
like every other person in the API rather than as Go field names.
Tests: a shared note reaches the other person marked and owned; a viewer reads but
cannot write; an editor writes but cannot re-share or delete; unshare removes
access and is owner-only; the candidate list excludes who is already on and the
owner; and a made-up id and self are refused. OpenAPI covers the three new routes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The rate limiter and the audit log key on the caller's address, and that address
was read with chi's middleware.RealIP — which believes X-Forwarded-For from
anyone. So a caller could set it to a new value on every request and get a fresh
password-guess bucket each time, and could write any address they liked into the
log the panel's watchers read. The one control meant for when a password is
already gone was keyed on a number the attacker got to pick.
Now the header is believed only when the machine that *connected* is a trusted
proxy — by default anything on a private network, which is the shape of a reverse
proxy or tunnel sharing the host or the docker bridge. A connection straight off
the internet is trusted for nothing and is keyed on the address it actually came
from. VERDANDE_TRUSTED_PROXIES overrides the set (CIDRs, or "none" to trust no
proxy at all); VERDANDE_REAL_IP_HEADER names the header.
Verified in the current deployment before the change: behind the Cloudflare
Tunnel a spoofed X-Real-IP already got no fresh bucket, because cloudflared
overwrites it. This makes that safety a property of the code, not of the
deployment — expose the instance directly, or put a header-passing proxy in
front, and it would have been a live hole.
Also COOP: Cross-Origin-Opener-Policy: same-origin on every response, isolating
the browsing context. verdande scripts no other window, so there is nothing to
lose and a class of cross-window attacks to close.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Adressen rettet fem steder tilbage til ghcr.io. Og rune-siden lærte folk at
teste synlighed med `docker --config /tmp/empty pull`, hvilket er den fejl,
der tog instansen ned: en tom config stopper ikke maskinens credential-helper,
så pullet autentificeres uden at se sådan ud og melder succes for et image,
ingen fremmed kan hente. Prøven er nu registrets token-endepunkt med curl.
GitHub er utilgængeligt i ti dage. Koden ligger allerede begge steder; det, der
manglede, var imaget og et sted at bygge det.
**Imaget ligger i Gitea nu**, begge arkitekturer. Kopieret med
`docker buildx imagetools create`, som flytter hele manifest-indekset mellem to
registre uden at hente lagene ned — en `docker pull` på denne maskine ville have
hentet arm64 og efterladt serveren uden en amd64 at køre.
**Og det kan hentes uden legitimation, mens repoet bliver ved med at være
privat.** Det var ikke givet: panelets `PullImage` sætter aldrig `RegistryAuth`,
så et privat register er udelukket, og Gitea gør normalt en container-pakke privat
sammen med det repo, den hører til. Men en pakke bindes kun til et repo, når den
skubbes med et repo-link — og denne er ikke, så dens synlighed følger brugeren
`kw`, som er offentlig.
Bevist frem for antaget: `docker --config /tmp/tom pull` hentede den med samme
digest som GHCR havde. En bar `curl` mod `/v2/…/manifests/…` svarer 401 også for
et læsbart image, fordi registret uddeler et anonymt token først — så den er ikke
prøven, og den kostede en runde at gennemskue.
**Runen er bumpet til version 5.** Ikke fordi felterne ændrede sig, men fordi en
rune ikke opdaterer sig selv: panelet skriver rune-rækken fra en UI-handling, så
ændringen kræver **Runes → verdande → Update**, og katalog-listen caches ti
minutter.
**Et Actions-workflow til Gitea** ligger i `.gitea/workflows/`. Sin egen fil frem
for en delt: `secrets.GITHUB_TOKEN` findes ikke der, registret er et andet, og der
er ingen Releases-side at skrive til. En delt fil ville være fire betingede led,
der hver kun gælder ét af de to steder. Den laver ingen release, fordi
opdateringsnotitsen i appen læser GitHubs — skal den flyttes med, er det
`internal/update`, der skal have en ny adresse.
**Det virker ikke endnu:** der er ingen runner registreret på Gitea. Indtil der er,
bygges og skubbes imaget i hånden herfra.
Dokumentationen og landingssiden siger den nye adresse. Rune-siden er skrevet om,
hvor den fortalte om GHCR-pakkeindstillinger, og siger nu, hvordan man prøver
efter på den måde, der faktisk svarer på spørgsmålet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Grunden er den samme som for postkassers kodeord og OAuth-tokens: en
sikkerhedskopi kan hentes gennem fladen, og indtil nu bar hver eneste af dem hver
eneste note i klartekst. Noter er dér, folk skriver kodeord og API-nøgler ned — det
ved vi, fordi der ligger sådan nogle i den installation, det her blev bygget til.
**Både titel og krop.** Titlen *er* første linje, så en forseglet krop ved siden af
en læselig titel ville efterlade begyndelsen af hver eneste note i klartekst.
**Og de to kopier gik med.** Det var derfor det ikke var gjort for længe siden:
`notes_fts` indekserede kroppen, og den genererede `fold`-søjle bar en
translittereret kopi af den. At forsegle kroppen og lade dem stå ville have været
teater — en angriber med filen kunne læse hver note ud af indekset. Begge er væk,
og tabellen er bygget om, fordi SQLite ikke kan fjerne en genereret søjle på plads.
**Søgningen åbner teksten i Go.** Målt frem for gættet: tolv hundrede noter à 3,3 kB
koster 33–43 ms pr. søgning, og fladen venter 250 ms efter sidste tastetryk, før den
spørger — så det ligger inde i pausen. Tiden går ikke med at åbne konvolutterne;
fire megabyte AES-GCM er få millisekunder. Den går med at folde og småskrive hver
krop, og det er lineært: regn med omtrent 350 ms ved ti tusind noter. Dér er det den
forkerte form, og svaret er da et nøglet indeks — hvis pris er, at præfiks- og
delordssøgningen falder bort.
bm25 forsvandt med indekset. Det, der er beholdt, er den halvdel, der betød mest:
titlen vejer ti gange kroppen. Med et loft pr. ord, så en note, der nævner ordet
fyrre gange, ikke slår en, der nævner alle ordene én gang — det er den fejl, en ren
optælling laver, og den er let at lave og svær at få øje på.
**En bagudfyldning ved opstart, ikke efterhånden.** Instansens indstillinger
forsegles, når de skrives, og det er rigtigt for dem. For et arkiv på tolv hundrede
importerede noter, som ingen redigerer igen, betyder "når de skrives" aldrig — og
det er præcis dét arkiv, der er værd at forsegle. Idempotent, så den koster et
gennemløb af id'er hver anden gang, og `updated_at` røres ikke: at lukke en
konvolut om en note er ikke at skrive den, og et stempel med i aften ville kaste
den rækkefølge væk, importen brugte en dag på at hente hjem.
En fejl under bagudfyldningen stopper opstarten. Halvdelen af noterne lukket er
ikke i stykker — `v1:`-præfikset gør, at begge slags kan læses — men en instans,
der starter og lader som om den beskytter noget, den ikke gør, er værre end en, der
siger fra.
Hvad der stadig ligger åbent, står i SECURITY.md og på dokumentationssiden:
opgavetitler, beskrivelser, kommentarer, og `note_links`, som røber hvilke
projekter og opgaver en note peger på, men ikke hvad der står.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Landingssiden reklamerer for noter og for en kalender, og dokumentationen havde
hverken en side om den ene eller den anden. Det hul blev skrevet ned i morges og
er det her.
**Noter** siger, hvad der er værd at vide, og hvad der ikke virker: at første linje
*er* titlen og udledes ved hver gemning, at arkivet og papirkurven er to
forskellige ting, at søgningen finder `grøn` når man skriver `gron` og
`keepInventory` når man skriver `inventory` — og at notekroppe ligger i klartekst i
hver sikkerhedskopi, man kan hente. Det sidste hører hjemme dér, hvor nogen står
med en note og overvejer at skrive et kodeord i den.
**Kalender** samler det, der før var spredt: gitteret, ugen som et døgn, træk der
sætter et klokkeslæt, abonnementer på ICS og webcal, og Google-forbindelsen med
det forbehold, den skal have — den er skrevet efter dokumentationen og har aldrig
kørt mod Google. `caldav.md` er nu den anden retning alene: verdandes egne opgaver
læst af noget andet.
En ting, byggeriet lærte: `</>` i inline-kode vælter Pythons html-parser på 3.9
med "we should not get here!". CI kører 3.12 og er ligeglad, men en side, der ikke
kan bygges lokalt, er en side ingen retter. Knappen er beskrevet med ord i stedet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Bedt om som "abonnering af flere kalendere (ics og webcal?)". Det er også den
eneste vej for en privat konto: instansens OAuth-klient er Internal, og Google
afviser en konto udefra med `org_internal`, uanset hvad der ellers er sat op.
**Samme tabeller.** Et abonnement er én kalender med begivenheder i, og det er
præcis det, `calendars` og `calendar_events` allerede beskriver — med vinduet,
farven, `shown` og hele fejemaskinen omkring sig. En tabel til ville være en anden
vej til det samme sted, og to veje til ét sted er to steder at rette den dag noget
om begivenheder ændrer sig.
Det, der skulle laves om, var identiteten. En OAuth-konto er én pr. person og
udbyder — tokenet er identiteten — mens et abonnement er én pr. adresse, og man har
flere. `calendar_accounts_once` er derfor delvist nu: det holder for rækkerne uden
adresse, og et andet indeks holder adresserne unikke. Delvise indekser er den ene
ting, SQLite kan her, som ellers krævede en tabelombygning.
**`webcal://` skrives om til `https://`.** Det er ikke en protokol, noget taler —
det er en konvention, der får et skrivebord til at give adressen til
kalenderprogrammet i stedet for til browseren, og alle udgivere skriver deres links
sådan. At afvise den ville være at afvise folk på en teknikalitet.
**Adressen gennem `safedial`, begge halvdele.** Afvist hvor den skrives ned, så
den, der står med feltet, får svaret med det samme — og igen på den *opslåede*
adresse hver gang den hentes, fordi et navn, der blev godkendt ved indtastningen,
kan svare 127.0.0.1, når fejemaskinen kører klokken tre om natten. Det er den
sætning, `internal/safedial` selv står og advarer om, og den blev skrevet efter et
SSRF-fund i morges.
**Hentet én gang, før den gemmes.** En adresse, der ikke kan læses, er en tastefejl
langt oftere end en server, der tilfældigvis er nede, og at sige det, mens nogen
står med feltet, er de to sekunder værd. Et abonnement, der lydløst aldrig fyldes,
er den samme tavshed, notifikationerne havde.
Læseren er ny i `internal/ics`, som hidtil kun kunne skrive. To ting, den med vilje
ikke gør, står skrevet ved den: den udfolder ikke gentagelser, og den opløser ikke
tidszoner. Begge dele er større end de ser ud, og begge har ét sted at høre til
den dag de skal.
En ting, formatet lærte: DTEND er eksklusiv for en heldagsbegivenhed. Gemmes den,
som filen skriver den, dækker hver eneste helligdag også dagen efter sig.
Én adresse, der fejler, stopper ikke de andre. Et abonnement er en anden persons
server, og den ordinære tilstand for en anden persons server er, at den er i orden
indtil en morgen hvor den ikke er.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Alt om det var usynligt. Indstillingssiden sagde "til for denne enhed", så snart
der fandtes et abonnement — også når hver eneste push blev afvist. Og en afvist
push gik i en logline på **Debug**, som ikke skrives på en instans, der kører på
standardniveau. Så en levering, der fejler lydløst, og en levering, der aldrig
sker, så ens ud, og forskellen er hele diagnosen.
Tre forskellige problemer havde ét udseende: browseren tilmeldte sig aldrig,
tjenesten afviste den, eller der var ikke noget forfaldent endnu.
**En prøveknap** under Indstillinger → Notifikationer sender én notifikation
gennem den rigtige rute — ikke en genvej, så det, den beviser, er det, der
faktisk skal virke — og siger hvad hver enhed gjorde ved den. Kom den ikke frem,
og afviste ingen den, står der, at det så er browseren eller styresystemet, der
holder den tilbage. Nu peger svaret på ét af de tre steder.
Loglinjen er hævet fra Debug til Warn. Det var den ene linje, der ville have sagt
hvorfor.
Teksten kommer fra klienten, fordi ordbøgerne gør. En server, der bærer sin egen
kopi af "det her er en prøve", bærer den på ét sprog.
**Og en lækage, prøven fandt.** Go pakker en transportfejl som `*url.Error`, og
dens tekst er `Post "https://fcm.googleapis.com/fcm/send/dQw4…": dial tcp: …` —
hele endepunktet, som er den legitimation, push-tjenesten udstedte til den enhed.
Den var på vej ud i svaret, i loglinjen og i ethvert skærmbillede af nogen af dem.
Prøven var skrevet for at bevise, at kun værten blev nævnt, og det var sådan den
blev fundet. Fejlen pakkes ud, og adressen skrubbes bagefter alligevel: den næste
fejltype, der bærer den med, kommer ikke med en advarsel.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækkefølgen af sektioner *er* planen — "Planlægning" står før "I gang", fordi det
er den vej arbejdet går — og indtil nu kunne den kun laves om ved at slette en
sektion og lave den igen, hvilket smider dens opgaver ud i det usektionerede
område på vejen.
Hele overskriften er håndtaget. En sektionsoverskrift indeholder ikke noget, der
selv bliver trukket, så der er ingen geste at stjæle — hvilket er grunden til, at
sidebjælkens rækker skulle have et greb, og grunden til at disse ikke skal. Ikke
draggable mens den omdøbes: et draggable element lader ikke markøren vælge tekst
i det felt, det indeholder.
Serversiden er hele listen på én gang som projekter og grupper, og af samme
grund: et projekt har en håndfuld sektioner, så 0, 1, 2 … er én lille transaktion
uden præcision at løbe tør for, og en liste kan ikke ende halvt anvendt.
`ReorderSections` er scopet til projektet og ikke til en ejer — en sektion har
ingen ejer, den hører til et projekt, og om du må rykke rundt er et spørgsmål om
det projekt, som handleren allerede har stillet. Id'er fra et andet projekt
springes over af WHERE-klausulen; der er en prøve på præcis det, fordi ingenting
ellers kontrollerer id'erne enkeltvis.
Båndet stod fire pixels skævt. Det var trukket ud med --s2 og polstret med --s3 —
samme idé gjort med to forskellige tal — så det blev otte pixels bredere end
listen i hver side, og teksten landede fire pixels uden for den kolonne, rækkerne
holder. Til venstre var det usynligt. Til højre var det Omdøb og Slet, der stod
fire pixels forbi alt over og under sig, hvilket er præcis langt nok til at ligne
en fejl og ikke langt nok til at se hvorfor. En række er `.row` med
`padding: var(--s2)` inde i en boks uden, så båndet har nu samme polstring og
ingen margen.
Board-visningen er ikke rørt: der er kolonnerne vandrette, og det er en anden
geste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel:
kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage.
**OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som
*Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun
Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er
klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord,
man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør.
Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen
OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det
næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op.
`internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme
flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails:
én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved
at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer
alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en
opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en
en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan
ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021
skulle igennem.
Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et
sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit,
og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret
ikke stille viser noget forkert.
`CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en
opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er
læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre
færdigt ved en andens møde.
To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den
må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https.
Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Skærmbillederne er engelske, fjorten i alt, og der er to mennesker i dem. Det
sidste er ikke pynt: halvdelen af det, programmet er til, findes ikke med én
konto — en ansvarlig, et navn i historikken, en medlemsliste, og "Venter på
andre" som andet end en tom side.
Sproget kommer fra kontoens locale og ikke fra strenge skrevet i hånden, hvilket
er dét, der fandt fejlene: otte steder, hvor grænsefladen blev ved med at være
dansk, uanset hvad kontoen sagde. "Forsinket" og "I dag" skrevet ind i markup,
"Uden sektion" som boardets første kolonne, gentagelsesreglerne halvt oversat,
alle nitten navne på hændelser i historikken, og et `da-DK` hårdkodet i Kommende.
Gentagelsesreglerne er flyttet til `when.js`, så menuen og mærket ikke kan blive
uenige igen — det er præcis, hvad den fil er til.
README's billeder havde været brudte siden `37605ba`, som lavede PNG'erne om til
WebP og slettede dem, uden at teksten fulgte med: forsidebilledet og alle seks i
tabellen var 404 på GitHub. Og noterne — hele funktionen — stod ikke nævnt hverken
i README, på forsiden eller i dokumentationen.
Nu skrives PNG til docs og WebP til site, altså præcis dét, de to steder læser.
Før efterlod hver kørsel tolv usporede PNG'er i site, som intet pegede på.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret fra brug: man kunne ikke indsætte billeder eller trække filer ind i
noter. Det passede — importen kunne tage billeder med, og intet andet kunne.
Indsætningen tog kun `text/plain` og smed resten væk, og der var slet ingen
håndtering af et træk. At indsætte et skærmbillede er det mest almindelige, der
findes i et noteprogram, og det gjorde ingenting overhovedet.
Der manglede også et sted at lægge filen. Vedhæftninger på en note fandtes i
databasen, siden migration 0021, men kun importen kunne skrive dem; der var ingen
rute. Nu er der en, med editor-rettigheder på noten og samme svar for "findes
ikke" og "ikke din", så et id ikke kan afprøves.
Skrevet ind som `` og ikke som en data-URL: en note er Markdown i en
database, og et fotografi fra en telefon som base64 midt i teksten ville gøre
noten til fire megabyte tekst, der skal læses hver gang listen tegnes.
`execCommand` frem for at bygge noden selv, fordi det er dét, der lægger
handlingen i browserens egen fortryd-historik — ⌘Z tager billedet ud igen,
ligesom det tager et ord ud.
`preventDefault` på både dragover og drop. Uden den første kommer der intet drop;
uden den anden åbner browseren filen i stedet, og man mister det, man var i gang
med at skrive, til en fane med et billede i. Kun filer: et træk inde fra appen
selv bærer vores egen nyttelast og skal falde igennem til den, der lyttede.
Prøven går begge veje ind, ser at billederne bliver hentet og tegnet, og læser
filen bagefter for at sikre, at der står to bilagsadresser og ingen data-URL.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
README'ets billeder havde været brudte siden landingssiden gik over til WebP:
site/screenshots/*.png blev slettet dengang, og markup'en pegede stadig på
dem. Den peger nu på PNG'erne i docs/, som er dem, der findes.
Noter er en af de største ting i appen og stod ikke ét sted i teksten —
hverken i README'et, på landingssiden eller i dokumentationen. Nu gør de,
med de to nye billeder.
Fem billeder pegede ingen tekst på: upcoming, sections, delegated, settings
og admin. De har fået et afsnit i docs/index.md, hvor hvert enkelt beviser
noget, siden siger. Landingssidens gitter viste den lyse udgave to gange —
den ene af dem er blevet til noterne.
Og to billedtekster passede ikke længere på billedet: temaerne viser nu også
de fire udseender, og opgaven i skuffen viser ikke sin samtale.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Landingssiden og dokumentationen læses på engelsk, og billederne var danske
hele vejen — både grænsefladen og indholdet. Kontoen bliver nu oprettet med
engelsk sprog frem for at oversætte noget her: det er sådan appen selv gør
det, og det er også dét, der får en glemt oversættelse til at stå i et
billede i stedet for at vente på en bruger.
Demodataene er skrevet om til engelsk arbejde og husholdning. Og der er en
person mere: en invitation, en konto, tre opgaver hun sidder på og en
kommentar. Halvdelen af det, appen er til for, findes først, når der er to i
den — en ansvarlig på en opgave, et navn i historikken, og "Venter på andre"
som andet end en tom side.
Tre billeder viste ikke det, teksten sagde. `detail` var en tom formular, så
opgaven har fået beskrivelse, undertasks, en fil, en påmindelse og en samtale.
`themes` viste profilfeltet over temaerne, så den ruller nu ned til dem.
`delegated` var en tom tilstand.
Noterne er kommet til — listen med en note åben, og den samme note som kilde.
Fjorten billeder i alt.
WebP'en skrives af den browser, der i forvejen står åben, frem for af cwebp:
et program mere at installere hører ikke til i et script, hvis hele pointe er,
at der ikke er noget at installere. PNG'erne ligger nu kun i docs/ og WebP'en
kun i site/, hvilket er præcis dét, de to steder læser — før lagde et kørsel
tolv usporede PNG'er i site/, som ingen brugte.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
`caldav.md` beskrev to måder at sende opgaver *ud*. Den tredje er den modsatte
retning og hører til samme sted, fordi det er dér, man ville lede.
`configuration.md` hed "Gmail" og handler nu om Google: samme klient, to
redirect-URI'er, to API'er, to scopes. Bemærkningen om en Internal-app står
begge steder, fordi den gælder begge veje — og for én privat konto er
kalenderens egen hemmelige ICS-adresse den kortere vej. Intet i verdande
abonnerer på sådan en endnu.
Samme registrering som Gmail, et andet scope og en anden redirect-URI. Google
udsteder en refresh-token pr. godkendelse og holder op til hundrede i live pr.
konto, hver med sine egne scopes — så en forbundet kalender rører ikke en
Gmail, der virker, og at afbryde den ene tager ikke den anden med.
Callbacken har sin egen sti. Én callback, der ud fra gemt tilstand afgjorde,
hvilket af de to flows der kom tilbage, ville lægge valget af *hvilket
token-lager der skrives* bag et opslag — og går det galt, går det galt ved at
overskrive en virkende Gmail-forbindelse med kalender-tokens.
Begivenhederne caches i et vindue på 90 dage tilbage og et år frem. Et
månedsgitter bladrer, og et kald til Google pr. piletast er en kalender,
der er langsommere end den kalender, den viser. Vinduet har en kant, og
endpointet siger hvor den er: et tomt svar uden forklaring er en kalender,
der lydløst påstår, at en dag er fri.
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i
døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet.
Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør
det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed
for at efterprøve det.
**Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke
håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i
første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og
koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles
her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en
kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den
historie, der ikke passer.
Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte
begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet
ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele.
Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn
eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og
samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen
mellem anonym og pseudonym.
Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden
login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når
instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand,
der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft:
endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden
et loft kunne enhver fylde disken.
Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger
kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde
"hvor mange har prøvet det".
`internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen,
og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på
den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og
svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt
stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer
over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den.
En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger.
Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet
og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem.
En tabel mere ville være et alt-sammen mere.
Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så
en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til —
noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb
ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting.
Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at
hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag.
Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som
forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes
ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet.
AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten.
Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for
at vælte kørslen.
Migration 0021.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den
fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er
ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en
teksteditor, i hvad som helst.
To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast:
Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på
Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger.
Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er
et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer.
Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede
på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger
selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Titlen var udledt én gang og derefter ladt i fred, så den gik i stå i det øjeblik
nogen skrev begyndelsen om — en note med overskriften "Ny note" stod i listen som
"fdgfgfgh", hvilket var, hvad dens første linje havde været nogle rettelser
tidligere. Den udledes nu ved hver gemning, og ingen kan sætte den ved siden af
teksten: kolonnen er en kopi af kroppen, ikke et felt derudover. Feltet er væk fra
både HTTP-fladen og MCP-værktøjerne, for et felt, serveren ignorerer, er et løfte,
den ikke kan holde.
Skriver man #Kaf, foreslås #Kaffebaren. Ordet læses fra den tekstknude, markøren
står i, og ikke fra hele dokumentet — en note kan nævne tyve projekter, og kun det
under markøren er ved at blive skrevet. Listen ejer piletasterne og retur, mens
den er åben, som enhver anden fuldførelse.
Og under feltet står nu, hvad teksten forstår: # projekt, [[en anden note]], ⌘B,
⌘U. Samme idé som linjen under hurtig tilføjelse — en note er det andet sted i
programmet, hvor det, man skriver, bliver læst for betydning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
I dag, Kommende, Venter og Indbakken kan trækkes i den rækkefølge, man vil have
dem. På kontoen frem for i browseren: sidebjælkens bredde er en kendsgerning om
skærmen, og svaret på en telefon er ikke svaret på en skærm — men hvilken
rækkefølge man vil have dem i, er en kendsgerning om personen.
En liste af nøgler frem for et tal pr. visning. Ukendte nøgler droppes og
manglende føjes til sidst, så en visning kan tilføjes eller fjernes uden at
strande nogens rækkefølge — hvilket allerede er sket én gang, da Færdige
forlod menuen.
To ting, prøverne fandt undervejs, og begge var mine:
Rækken som trækgreb gjorde alt indeni trækbart, og sidebjælken er allerede
modtager for opgaver — en opgave trukket til I dag holdt op med at lande, fordi
rækken havde taget gestussen. Et lille greb tager ingenting, før man griber det.
Og drop-håndteringen slugte begivenheden, før den tjekkede, om den overhovedet
var en menuflytning.
Migration 0019.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Anden etape. Handlere, ruter og OpenAPI.
Adgang følger projektet, for det er der, noten bor: en note i et delt projekt kan
læses af alle, der kan læse projektet, og ændres af en redaktør. En note uden
projekt er sin forfatters alene — samme svar som en opgave i indbakken får, nået
frem til på samme måde frem for ved en regel, noter fandt på for sig selv.
Listning og søgning er samme endepunkt, fordi de svarer på det samme spørgsmål
med forskellige ord. Filtreringen sker EFTER indekset: FTS5 svarer om tekst, og
at lære indekset om roller ville lægge en adgangsregel et sted, ingen ville kigge
den dag den var forkert. Der er en prøve for, at en fremmeds søgning ikke finder
noget, og at en fremmed får 404 og ikke 403 — så et id ikke kan afprøves.
Den baglæns rute hænger på det, der spørges om: et opgave-id giver hver note, der
nævner den; et projektnavn giver hver note med det #tag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To nye sider. Postkasser: at stjerne i Gmail eller flage i iCloud og Fastmail
bliver til opgaver, at hver postkasse hører til den, der forbandt den, at
app-kodeord er noget andet end ens rigtige, og at Office 365 ikke kan nås ad den
vej — sidstnævnte skrevet ned frem for at blive opdaget ved at prøve. Og at logge
ind: kodeord, totrinskode og passkeys, med hvorfor en passkey ikke kan laves på
en bar IP-adresse.
Konfigurationen manglede VERDANDE_SECRET_KEY, som er den, det koster mest ikke at
vide noget om: mister man nøglen, skal postkasserne forbindes forfra. Begrundelsen
står med — det er kopierne, ikke serveren, der er problemet, for de kan hentes
gennem fladen.
Og genvejsafsnittet i quick-add beskrev q, t og u, som ikke findes længere. En
dokumentation, der lover taster, der ikke gør noget, er værre end ingen: man
prøver, der sker intet, og så tror man appen er i stykker.
Bygget med --strict; alle krydshenvisninger rammer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Panelet under Integrationer: tilføj, hent nu, kobl fra. Sit eget frem for en
tilstand mere inde i Gmail-panelet, for de to er ikke det samme i forskellige
klæder — det ene er en app, man logger ind igennem, det andet et kodeord, man
selv holder.
Feltet hedder IMAP-server og ikke Server: der stod i forvejen Server på CalDAV
længere nede, og to felter med samme navn på én side er tvetydige også for en
skærmlæser. Testen fandt det, men det var ikke kun testens problem.
To vagter fangede mangler undervejs, og begge havde ret: mailbox_failed skulle
have en tekst i fladen, ellers ville nogen få serverens engelske logsprog at se,
og de tre ruter skulle i openapi.yaml. Der er nu et Mailbox-skema samme sted, som
siger hvad der ikke kommer tilbage — kodeordet og eventuelle tokens.
E2E-prøven forbinder til noget, der ikke lytter, og ser efter værtens egen
afvisning på skærmen. Den er samtidig prøven på at 422 var det rigtige valg: var
det stadig 502, ville et mellemled kunne kaste beskeden væk, og der ville stå
"noget gik galt".
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A container cannot replace its own image from the inside, so "update" is really
"ask whoever owns the container to recreate it" — Yggdrasil pulls `:latest` on the
way, which is what makes a restart an update at all. This removes the second
browser tab, not the panel's authority: the panel still does the work and still
records who asked.
Three settings, needed together, and the page names whichever are missing — an
operator reading "not configured" should not have to go and find out which of
three. The token is never sent to a browser; the page is told only whether it is
set.
Answers 202 rather than waiting. The panel stops this container as part of
answering, so the reply may never arrive, and a request cut off mid-flight is the
successful case wearing a failure's clothes. The interface believes neither answer
and polls /healthz until it responds.
Administrators only, and sessions only. A leaked API token that could restart the
server is a denial of service in one request.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Two from use.
Section headings were small uppercase text over a hairline — a heading you have to
look for. A project with four sections is four groups, and the eye should be able
to count them without reading a word, so the heading gets a ground of its own and
the rows sit against the page. `--surface` rather than a tint of the accent: the
colour on that page belongs to the project, and a section is not a second thing to
colour. A step in lightness separates them in all five themes without anybody
measuring anything.
And the Inbox. The server names it at account creation, before anybody has seen a
settings page, so it is the one project name nobody chose — and an account made in
Danish went on saying "Indbakke" inside an English interface, which reads as a
string somebody forgot to translate. It was. `projectName()` translates it while it
still carries the name the server gave it; rename it and that is your name for it,
in every language, like any other project. The rename field keeps the raw name, or
editing a translated label would save the translation.
The screenshot set gains the list view, which is where sections read as bands
rather than as columns — and the shape most people actually work in.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A password and a TOTP code are both shared secrets: the server keeps something
that can be stolen from it, and the person keeps something that can be talked out
of them. A passkey is neither. The private half never leaves the device, and the
signature is bound to the origin that asked for it — so a convincing copy of the
sign-in page at another address gets a signature it cannot use.
Logging in asks for no email. The device knows which account its key belongs to,
which is not only convenience: it means the sign-in page cannot be used to find out
who has an account here. A key that verified its owner is both factors at once and
completes the login; one that only proved possession still meets the TOTP step,
exactly as a password does.
The relying party id is derived from VERDANDE_BASE_URL rather than configured
separately — a second setting that has to agree with the first is one that will
one day disagree, and the failure is a login nobody can complete. An IP address is
refused up front: no browser accepts one, and without the check the server issues
a challenge happily and the browser throws SecurityError long afterwards. The list
endpoint reports whether this deployment can offer them at all, so the interface
never shows a button that cannot work.
A challenge is stored server-side, answerable exactly once, and taken rather than
read — two requests racing the same one would both succeed, which is the shape of
a replay. A sign count that has gone backwards means the credential was cloned and
is refused rather than logged.
The Go tests cover who may reach these endpoints and that challenges are spent.
The ceremony itself needs an authenticator, so the smoke test drives Chromium's
virtual one over CDP — the only thing that can tell whether the base64url
conversions are right, since one wrong byte produces a signature that will not
verify and reads as a broken key rather than a broken encoder.
That test runs at localhost in its own context while the suite stays on the
loopback address, because WebAuthn refuses an IP and resolving localhost is slow
enough here to cost the suite minutes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
