Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her,
mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt
og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når
nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være
minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje
tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan
kalde en URL.
Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en
tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en
genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til
opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren,
så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i
feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den
vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder.
Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags
hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en
genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at
mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med.
Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den
persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge
i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan.
Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis
problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en
historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har
bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke
kan lukke for den indgående post.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med
dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente
på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og
en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her.
Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en
konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en
invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes.
Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note.
Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en
e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at
kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af
project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når
noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der
ikke er der længere.
Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i
forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan
invitere til en note, som kun ejeren kan dele den.
De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan
trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så
sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det
ene af dem til at gøre ugyldigt.
Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at
den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder
— en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers
i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne
den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved
det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det.
Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt
med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke
på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke.
Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En
note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person,
der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er
den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse.
note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et
generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og
fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et
generisk par ikke have.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Every Web Push to an iPhone or a Mac was refused, silently as far as the person
waiting for the reminder could tell. The cause was the VAPID "sub" claim: on an
instance with no mail configured it fell back to mailto:verdande@example.invalid,
and Apple answers 403 Forbidden to a mailto whose domain is made up. Verified
against web.push.apple.com on the live subscriptions — that mailto gets a 403, the
instance's https URL a 201.
So the subject is now a real mailto when SMTP.From is a real address, and otherwise
the instance's own https base URL — which is a valid VAPID subject, points at
something that exists, and every push service including Apple accepts.
Two things found alongside it, both fixed:
- A successful push did not clear the failure count. A subscription drops at ten
failures, and all four live ones sat at nine from this bug — one flaky push from
being deleted despite working. MarkPushDelivered zeroes the count and moves
last_used_at on every delivery, so a subscription that recovers is not still
carrying its old failures toward the cliff.
- A reminder with no project made a notification whose URL was "/projekt/" — a
dead link. Empty project now points at the app root.
Test: the subject is a real mailto when there is one, and the https URL when there
is not — including for the localhost default, which is not a real address.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "AI-informationerne gemmes ikke". De blev gemt. De blev taget
bagefter.
`user_settings` blev oprettet med `user_id` som hele sin primærnøgle — én række
per person, uanset scope — og upserten skrev `scope` om ved konflikt. Der er tre
scopes i live: `ai`, `gmail` og `calendar`. De delte den ene række, så hver
skrivning slettede de to andre, og hver eneste svarede 204. Det virker begge
veje: at forbinde kalenderen slettede Gmail-forbindelsen, og Gmail slettede
kalenderen.
Fælden var set komme to gange. 0011 gav instansens indstillinger deres egen
tabel delvis af den grund og skrev advarslen ned med rene ord; 0014 flyttede
postkasserne ud og skrev, at advarslen "nær var trådt i for anden gang". Tredje
gang var kalenderen, som lagde et `calendar`-scope ved siden af de to andre.
Lektien værd at holde fast i: en advarsel i en migration bliver læst af den, der
redigerer *den* migration, og det var ingen. Formen er rettet her, så der ikke er
noget tilbage at advare om — `PRIMARY KEY (user_id, scope)`, og upserten rammer
den nøgle.
Tabellen bygges om, fordi SQLite ikke kan ændre en primærnøgle på plads. De rækker,
der findes, kopieres som de er: hver person har højst én, og den holder det scope,
der vandt sidst. Det, de tidligere skrivninger tog, er overskrevet og kan ikke
hentes tilbage her — efter opdateringen skal AI-udbyderen sættes op igen, og
Gmail-forbindelsen tjekkes.
To prøver: én mod store-laget, hvor formen var fejlen, og én gennem handlerne,
hvor den blev set.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**H2 — SSRF gennem AI-udbyderens adresse.** `base_url` blev gemt uden kontrol og
hentet med en almindelig klient, og udbyderens svar blev givet tilbage ordret.
Det var en fungerende skanner af det interne net for enhver bruger: peg den på en
vært, læs de første tre hundrede bytes af det, der svarede. På en homelab er det
det meste af, hvad der er værd at nå.
Nu gennem `safedial`, og svarets krop går i loggen frem for i svaret. Operatøren
har stadig brug for beskeden — for en lokal model er den som regel selve
problemet — så den er der, bare kun for den, der kører instansen.
**M2 — Web Push havde tre.** Endepunktet blev gemt ukontrolleret og POSTet til på
en tidsplan, den, der ringer, selv vælger: sæt en påmindelse et minut ude, og
serveren henter adressen, hvert minut. Upserten flyttede desuden ejerskabet med
`user_id = excluded.user_id`, så enhver, der kendte en andens endepunkt, kunne
overtage det — offerets telefon ville få angriberens beskeder og ingen af sine
egne. Og `DeletePushSubscription` havde ingen ejer-kontrol.
**H3 — tre veje uden loft.** FTS-udtrykket byggede omkring halvtreds bytes pr.
ord uden grænse; en søgning på en kvart megabyte blev til to megabyte
MATCH-udtryk og seksogtyve sekunder inde i SQLite, mens den holdt på én af kun
fire til otte forbindelser. Nogle få af dem samtidig, og databasen er utilgængelig
for alle på instansen, logins inklusive. `filterquery.Parse` er kvadratisk —
halvtreds tusind led er syv sekunders CPU og seksogfyrre gigabyte allokering i én
forespørgsel — og havde hverken loft på antal eller på dybde. Og noteimporten
læste hver fil i arkivet uden grænse: 64 MB komprimeret kan blive til
seksogtres gigabyte skrevet ned på den disk, databasen ligger på.
**M1 — `comment_id` blev taget på tro.** Rettighedskontrollen så på opgaven i
adressen, mens filen blev hængt på den kommentar, formularen bad om. En viewer på
et delt projekt kan liste dets kommentarer, så hun kunne læse et id og lægge en
fil under en andens kommentar i et projekt, hun kun må læse.
**M4 — fire hemmeligheder lå i klartekst i hver sikkerhedskopi.** TOTP-koden og
AI-nøglen forsegles nu; begge konverterer sig selv næste gang de skrives.
Kalenderfeedets og mailadressens tokens gør ikke — de slås op på deres præcise
værdi og vises i fladen mere end én gang, hvilket en hash ikke kan. Det står nu
skrevet i `SECURITY.md`, som påstod det modsatte. At rette det betyder, at
adressen kun kan vises én gang, og det er en beslutning om, hvordan funktionen
virker.
Og en prøve på, at politikken overhovedet bliver sendt. Det var den, der gjorde
XSS-en i nat til indsat HTML frem for kørt script, og der var ingen prøve, der
rørte den — en foranstaltning, ingen prøve rører, kan forsvinde i en oprydning,
uden at nogen opdager det. Målt på script-src alene: `style-src 'unsafe-inline'`
står der med vilje, og en indsat stil kan gøre en side grim, ikke køre kode.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ét sted at spørge "hvilke postkasser har den her person". Gmails tokens, udløser,
etiket, set-liste og målprojekt ligger nu som en række i mailboxes ved siden af
dem, der læses over IMAP, og baggrundsjobbet fejer én gang i stedet for to og
skifter vej efter rækkens kind.
PKCE-værdierne bliver i user_settings. De hører til ét forsøg på at logge ind,
ikke til en postkasse, og de skal væk igen når forsøget er ovre.
Målprojektet fik sin egen kolonne, som IMAP-postkasser også får glæde af — en
arbejdspostkasse, der filer i arbejdsprojektet, er det åbenlyse at ville have.
Ikke en fremmednøgle: sletter man projektet, skal destinationen stille holde op
med at gælde, ikke afvise sletningen eller tage postkassen med sig.
Flytningen kunne først køre nu. Den tømmer indstillingsrækken, og havde den ligget
i v0.14.0, mens handlerne stadig læste den, var en fungerende postkasse blevet
koblet fra. Værdierne kopieres som chiffertekst — begge tabeller forsegler med
samme nøgle — så migrationen behøver ikke nøglen, hvilket en migration heller
ikke har noget at gøre med at holde.
Der er en prøve for præcis dét: en Gmail forbundet før flytningen, med et forseglet
token skrevet som indstillingstabellen skrev dem, kommer ud på den anden side med
token, udløser, adresse, målprojekt og set-liste i behold.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren,
der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem
fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token.
Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af
dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed,
instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i
samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve
databasen, så filen følger ikke med.
Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password,
client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller:
hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke
købe noget og ville koste muligheden for at kigge.
Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses
som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen
konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der
skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det.
Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder
noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen
er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The one click that opens Google's consent screen already existed. What it needs
behind it is a registered client, and no app can conjure one: Google issues no
Gmail access to an unregistered client, and `gmail.readonly` is a restricted
scope, so an id shipped inside a public image would be both extractable from it
and unusable without Google's security review of every deployment using it.
The registration is a one-off. Having to edit a Rune's manifest and recreate the
container to paste the result was not.
`VERDANDE_GMAIL_CLIENT_ID` and `_SECRET` still win when set. A value in the
environment is a deliberate deployment decision, applied again on every recreate,
and a form that could quietly override it would make the manifest a lie — so the
page says where the value came from, and PUT answers 409.
The redirect URI is spelled out on the page rather than left to be reconstructed.
It is derived from VERDANDE_BASE_URL, it has to match Google's copy exactly, and
the error Google returns when it does not names neither value.
Its own table rather than `user_settings`: an OAuth client is the instance's, not
one person's — and `user_settings` has `user_id` as its whole primary key, so a
second scope there would silently overwrite the AI provider's key.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmail now connects. Authorisation-code flow with PKCE, the verifier kept
server-side rather than in a cookie — the callback is a top-level
navigation from Google, and a SameSite=Lax cookie is the kind of thing
that works until a browser tightens its defaults. State is checked, the
attempt expires after ten minutes, and the spent verifier is deleted
rather than left at rest.
Scope is gmail.readonly and the sync is one-way on purpose. Unstarring a
message does not delete the task; completing the task does not touch the
mailbox. Two-way would mean deciding what happens when both sides
changed, and the only honest answer is a sync model far larger than the
feature. The query carries newer_than:30d so connecting an account with
a decade of starred mail does not create a decade of tasks.
The update check is off unless the operator turns it on, asks GitHub at
most every six hours, and sends nothing about the instance — no
identifier, no version, no counts. A development build never reports an
update: somebody running their own tree is ahead of every release, and
telling them otherwise trains them to ignore the notice. Only
administrators see it, because only they can act on it.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The MCP server speaks JSON-RPC over Streamable HTTP with the six tools
the brief names, authenticated by a personal API token — so a connector
reaches exactly what its owner reaches and there is no second identity
to reason about. A failed tool call returns a tool error, not a protocol
error: a model can recover from the first and can do nothing with the
second.
CalDAV serves VTODO, two-way, so Apple Reminders and Thunderbird can
read, create and complete tasks. Clients authenticate with Basic using
an API token as the password, never the account password — a client
stores what it is given, and what it is given should not be able to sign
in to the app. Completed tasks stay in the collection: a client that
stops seeing one treats it as deleted and drops its own record of having
done it.
The AI layer is one interface with adapters for Anthropic, OpenAI,
Google and any OpenAI-compatible endpoint. That last one is why the
abstraction exists: an integration that only spoke to a hosted API would
be useless to somebody running their own models. Every feature degrades
to "off" when nothing is configured, and the stored API key is never
returned to the settings page.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Comments and attachments close out phase 2. Files are stored
content-addressed by hash, so the path never contains anything the
uploader chose — a filename is attacker-controlled text, and building a
path from it is how "../" becomes a write outside the data directory.
Everything downloads as application/octet-stream: an uploaded SVG served
inline would run its own script on this origin with the session cookie
attached.
Web Push is written directly against RFC 8030/8291/8292 rather than
pulled in — it is three specs' worth of well-defined crypto and about
two hundred lines, and the alternatives carry a JWT and crypto stack
each larger than the file.
Phase 4 imports Todoist's CSV and exports it back. Todoist numbers
priorities the opposite way to how it displays them — its 4 is P1 — so
the two are converted rather than copied; getting it backwards silently
inverts the urgency of every imported task. Nesting is positional, so
the reader keeps an indent stack and the writer never sorts.
The round trip is tested as the brief asks: a CSV in, out, and back
produces an identical project, and two exports of one project are
byte-identical.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
