Meldt ind: "command+b viser og skjuler menuen - ikke bold".
Fladen tog ⌘B til sidebjælken, og begrundelsen stod i koden: "works while
typing as well — it moves nothing in the field". Det passer for et
`<input>`, hvor ⌘B ikke gør noget. I en contenteditable ER ⌘B fed tekst,
og `preventDefault()` stoppede browseren i at gøre den.
Sætningen var sand, da den blev skrevet. Så kom en rig editor til, og
begrundelsen holdt op med at passe uden at nogen rørte linjen — samme form
som flere af fælderne i den her kodebase.
Feltet, markøren står i, har førsteret til en tast, det selv bruger. Uden
for et skrivefelt folder genvejen stadig sidebjælken, og prøven måler
begge halvdele: en rettelse, der bare holdt op med at folde, ville være
halvt færdig.
Efterprøvet mod den gamle kode — ordet blev aldrig fedt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ønsker, meldt sammen.
--- eksport af det hele ---
Eksporten fandtes allerede — konto som JSON, noter som Markdown i en zip,
og pr. projekt CSV i Todoist-format og ICS. Hullet var, at opgaver kun
kunne hentes ÉT PROJEKT AD GANGEN. Med femten projekter er det femten
downloads for at flytte sine egne opgaver, hvilket er en eksport, der
teknisk set findes, og som ingen bruger.
`GET /export/projects.zip` er én CSV pr. projekt. En zip og ikke én bred
fil med en projektkolonne: Todoists egen eksport er en fil pr. projekt, så
det er den form, der importeres i den anden ende — og den form, man kan
hive ét projekt ud af uden at åbne et regneark. Samme begrundelse som
noteeksporten, der er en mappe med Markdown og ikke én lang fil.
`GET /export/tasks.ics` er alle daterede opgaver i én kalender. Ét fil og
ikke en zip, fordi en kalender er lavet til at rumme mange ting, og
projektet følger med hver opgave. Udaterede udelades — en VTODO uden dato
er en linje, de fleste læsere taber på gulvet.
Prøven ser I filerne frem for på statuskoden: en tom zip og en kalender
uden VTODO'er er begge 200 med en troværdig Content-Type, og det er
præcis den form, en fejl i en eksport har. To projekter, ikke ét, så en
løkke der kun eksporterer det sidste ikke består.
--- en indsat liste bliver til opgaver ---
Quick-add er ét felt på én linje, og browseren smider linjeskiftene væk
ved indsætning i et `<input>` — så en kopieret liste blev til én opgave
med punkterne mast sammen.
Nu læses den. Indrykning bærer niveauet, og bredden læses af teksten frem
for at være gættet til to eller fire: en liste fra Apple Noter rykker ind
med ét antal mellemrum, en fra et Markdown-dokument med et andet, og
begge skal give ét niveau. `- `, `*`, `1.` og `1)` fjernes som den
notation, de er. `- [x]` er derimod indhold: en halvt afkrydset liste,
der kommer ind som lutter uløste opgaver, har tabt det, man indsatte den
for.
Teksten røres ikke ud over mærket. Datoer, `#projekt` og `@etiket` læses
af quickadd på serveren, præcis som når linjen var skrevet i hånden — ét
sted at forstå en opgavelinje, ikke to. Derfor tager `/tasks/quick-add`
nu et `parent_id`: en indrykket linje skal parses som enhver anden.
En undertask lever i sin forælders projekt. Et `#projekt` på en indrykket
linje honoreres derfor ikke, og det siges højt som `unknown_project` frem
for at ordet bare forsvinder fra titlen.
Indsætter man i en opgaves undertask-felt, bliver linjerne undertasks
dér. Det er "enten opgaver eller undertasks" afgjort af hvor man
indsætter, uden at nogen skal vælge noget i en menu.
Listen vises, før den oprettes. Fyrre opgaver fra et fejlklik er ikke
noget, man skal opdage bagefter — og visningen er også svaret på "forstod
den indrykningen", stillet mens der stadig er en Fortryd-knap.
--- rettet undervejs ---
Rækkens undertask-tæller stod stille, når en undertask blev tilføjet fra
ruden: rækken sagde 1/2, mens ruden foran viste fire. Tallene bor på
forælderen og regnes ud ved hentning, og serveren sender ikke forælderen
igen, fordi et barn blev lavet. Det gjaldt også den gamle vej, ikke kun
den nye.
Go-suiten grøn. Fuld chromium-suite: 103 bestået, 0 fejlet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind: "kun den øverste sætning af det jeg markerede blev lavet om til
monotype". Det førte til en anden fejl, der var værre.
--- den meldte ---
Monotype går uden om execCommand, fordi formatBlock pakker et <p> ind i
<pre>'en i stedet for at lave den om. Den vej spurgte efter
`currentBlock()`, og det er ét blok — markørens. Så af en markering over ti
linjers terminaludskrift blev den første linje til kode og resten stod
tilbage som brødtekst.
`selectedBlocks()` læser hele markeringen, og de markerede blokke lægges
sammen til ÉN blok. Ikke én pr. linje: en udskrift, man indsætter, er ét
stykke kode, og tre blokke ved siden af hinanden ser næsten ens ud på
skærmen og bliver til tre hegn i filen.
Vejen ud af monotype tager nu også hele markeringen. `swapTag()` bytter
tagget uden at røre markøren — tekstknuderne flytter med over, så den range
browseren holder på stadig peger på noget i dokumentet, og formatBlock kan
klare resten bagefter.
--- den anden, som prøven fandt ---
`watchForTrouble` meldte "ReferenceError: codeText is not defined" fra et
rekursivt kald, jeg havde glemt at omdøbe. Ved siden af det lå en KOPI af
"hvad er teksten i en blok", inde i editoren, med præcis den <br>-fejl, der
blev rettet i #91: `textContent` på et <br> er den tomme streng.
Den kopi bruges af farvelægningen, som maler resultatet TILBAGE ind i
blokken. Så en kodeblok skrevet med shift+retur fik sine linjer skrevet
sammen i det øjeblik, man klikkede væk fra den — på skærmen, ikke kun i
filen, og uden at nogen havde rørt teksten. Målt mod den gamle kode:
"echo enecho to".
Kommentaren over kopien sagde ordret, at de to læsninger skulle være ét
sted, FORDI en uenighed ville ende i noten. Den var sand, da den blev
skrevet; kopien kom senere. `blockText` i richtext.js er nu det ene sted,
eksporteret og brugt begge steder.
Begge prøver er efterprøvet mod den gamle kode.
Fuld chromium-suite kørt to gange: 94 bestået, 0 fejlet, begge gange.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Tre ting meldt ind sammen. De to første manglede; den tredje var i stykker.
--- man kunne søge og ikke vælge ---
Regression fra #84. Siden holdt op med at SKRIVE adressen, men blev ved med
at læse den ved hver ændring:
let asked = $derived($page.url.searchParams.get('note'));
$effect(() => { if (!asked || selectedId === asked) return; … });
Kom man fra ⌘K med `?note=<id1>`, stod `asked` fast på id1 for altid.
Hvert klik på en anden række satte `selectedId`, effekten så uenigheden og
åbnede id1 igen. Man blev trukket tilbage til den første træffer.
En adresse, der ikke følger med, er ikke en tilstand at holde sig enig med.
Den læses nu ved ankomsten — og der er TO ankomster, hvilket den første
udgave af rettelsen ikke tog højde for: layoutet tegner ingenting, mens
kontoen hentes, så siden monteres efter den første navigation er forbi, og
en lytter registreret der hører den aldrig. `/noter?note=<id>` tastet eller
fulgt udefra åbnede så ingenting. `onMount` og `afterNavigate`, samme
funktion, med `id === selectedId` som værn mod at begge fyrer.
--- en blok kunne ikke gemme flere linjer ---
Shift+retur bliver i blokken, men det browseren lægger ind er et <br>, og
`textContent` på et <br> er den tomme streng. Blokken blev skrevet til
Markdown som én linje: "first linesecond line". Usynligt indtil en
genindlæsning, for på skærmen står linjerne rigtigt hele tiden.
`codeText()` læser blokken rekursivt og gør <br> til et linjeskift.
Rekursivt, fordi indholdet ligger i et <code> inde i <pre>: en filtrering
over <pre>'ens egne børn spørger det ene element om en textContent, der
allerede har tabt linjeskiftet.
--- lister havde ingen vej til niveau to ---
Tab var ikke bundet til noget uden for forslagslisten, så den gjorde det,
Tab gør: flyttede fokus ud af noten. Den rykker nu ind og shift+Tab ud, og
kun inde i en liste — ellers er noten en boks, man ikke kan tabbe ud af.
Og skriveren ville have tabt resultatet: `list()` læste kun en underliste,
der ligger INDE i sit punkt. Lægger browseren den som søskende, og de gør
det uens, blev grenen sprunget over uden lyd. At binde Tab uden den her
halvdel ville have lavet en fejl, hvor indrykkede punkter forsvandt ved
gemningen.
Begge nye prøver måler EFTER en genindlæsning. Før den ser begge dele
rigtige ud på skærmen; det er turen gennem Markdown, der afgør, om det
blev skrevet ned.
Fuld chromium-suite kørt to gange: 92 bestået, 0 fejlet, begge gange.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Panelet hang under klokken med `right: 0` og en fast bredde på 340 px.
Klokken sidder ikke yderst — der er en temaknap, et mellemrum og en
kantafstand til højre for den — så der er kun omkring 330 px tilbage, og
resten blev skubbet ud over venstre kant og klippet af. Målt til -10 px ved
en skærmbredde på 390; på en smallere telefon mere. Overskriften "Beskeder"
klæbede til kanten uden luft, hvilket er det synlige tegn.
På en telefon hører panelet nu til skærmen i stedet for til klokken: det
spænder fra kant til kant med en margen i hver side, under toplinjen. Samme
knæk ved 820 px som toplinjens egen menuknap, så de to skifter form
samtidig. Det får også `overscroll-behavior: contain`, så det at rulle i
listen ikke trækker siden bagved med.
Toplinjens underkant måles frem for at blive regnet ud. Bredden KUNNE
trækkes fra i CSS, men så ville den her fil kende sine naboers størrelse, og
den næste knap i toplinjen ville lave fejlen om igen uden at sige noget.
--- og fire ustabile prøver mere ---
Fladen tegner hver ændring med det samme og sender kaldet bagefter. Alt, man
kan se, er altså sandt, før serveren har hørt om det, og en prøve, der
genindlæser eller klikker videre i det hul, måler den gamle tilstand.
`en monospace-linje kan forlades` ventede 1200 ms før en genindlæsning.
Datoprøven ventede 400 ms. Et gæt om, hvor hurtig maskinen er, holder indtil
CI er travl — begge fejlede i en fuld kørsel her.
`en gruppe er en side med sine projekter` er den mest lærerige: trækket
virkede, og `toPass` blev grøn på den lokale tilstand, hvorefter klikket
videre hentede en gruppe uden projekter i. Prøvens egen kommentar gætter på
et upålideligt HTML5-træk; det var gemningen, der ikke var nået frem.
Monospace-prøven havde OVENI en anden fejl, som først viste sig, da den
første var lukket: den klikkede "Ny note" og skrev med det samme. `create()`
venter på serverens svar, og imens står den forrige notes editor stadig på
skærmen, så teksten gik ind i den forrige note og den nye blev tom. Ny
hjælper `nyNote()` venter på et tomt felt. Omkring 14 andre steder i filen
har samme mønster; de er ikke skrevet om, fordi de består, og en samlet
omskrivning ville bytte kendte prøver for ukendte.
Det hul findes også for et menneske: klikker man Ny note og skriver straks,
lander de første anslag i den forrige note. Det er millisekunder lokalt og
sekunder på en dårlig forbindelse. Samme familie som #86, men tiden FØR
svaret frem for efter. Noteret som et selvstændigt punkt, ikke rettet her.
`noteGemt()` fra #88 er nu `gemt(side, sti)` med noteGemt, opgaveGemt og
projektGemt ovenpå. Der står 23 faste ventetider tilbage, men ingen af dem
lige før en genindlæsning eller en navigation.
Fuld chromium-suite kørt to gange: 90 bestået, 0 fejlet, begge gange.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme form som de fire "Gemt"-ventetider, to andre steder — begge lige før
en `page.reload()`, hvilket er der, hvor det koster.
`en note kan skrives fed, og den kommer hel tilbage` havde `blur()` direkte
efterfulgt af en genindlæsning uden noget værn overhovedet. Nåede PATCH'en
ikke frem først, målte prøven en note, der aldrig blev skrevet — og den
prøve findes netop for at fange en omformer, der er uenig med sig selv.
`[[henvisning]]`-prøven havde `waitForTimeout(900)`. Tallet var gættet til
at overleve tastepausen på 700 ms; et gæt om tid måler maskinen frem for
programmet. Det er den konstruktion, den her fil allerede advarer imod.
Begge venter nu på PATCH-svaret gennem noteGemt().
Der står 24 faste ventetider tilbage i filen. De er ikke rørt: flere af dem
venter med vilje (at skrive i et menneskeligt tempo er en rigtig grund), og
at skrive dem om samlet ville bytte kendte prøver for ukendte.
Fuld chromium-suite: 89 bestået, 0 fejlet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire steder ventede prøverne på teksten "Gemt" i notefoden. Den er
hvilestanden: feltet siger "Gemmer" mens en gemning kører og "Gemt"
ellers — altså også før den første gemning overhovedet er begyndt. Alle
fire ventetider var grønne med det samme og ventede på ingenting.
To af dem dækkede over et rigtigt kapløb:
- `en delt note tager de noter med, den peger på` skriver i en note og
navigerer væk umiddelbart efter. Nåede PATCH'en ikke frem først, var
teksten væk, da siden kom igen.
- `en gruppe er en side med sine projekter` har samme form et andet sted:
beskrivelsen tegnes optimistisk — siden sætter teksten på gruppen straks
og sender PATCH'en bagefter — så kontrollen var grøn, før serveren havde
hørt om den, og `page.reload()` lige efter hentede den gamle gruppe
tilbage. Prøven fejlede altså på noget, der ikke var i stykker.
De to sidste ventede på ingenting uden at skade noget, men var stadig
vildledende at læse.
Der er nu én hjælper, `noteGemt(side)`, der venter på selve PATCH-svaret,
med forklaringen på hvorfor "Gemt" ikke duer skrevet ét sted.
Gruppeprøven venter tilsvarende på sin egen PATCH. Hvor rækken i listen
allerede var det rigtige værn, er den overflødige linje væk.
Samme form som reglen i CLAUDE.md om at læse, hvad en kontrol skrev, da
den BESTOD: "venter på gemning" og "matchede den tekst, der altid står
der", er samme grønne.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Opstarten spørger serveren, hvem man er. Når svaret aldrig kommer, står
`user` som null — og null betyder "logget ud" alle andre steder i
programmet. Så et totalt udfald blev vist som login-skærmen: appen gav
sessionen skylden for, at nettet var nede, og tilbød et kodeordsfelt, der
umuligt kunne virke.
Det er værre end en fejlbesked, fordi det ligner noget, der kunne virke.
Man taster kodeordet, der sker ingenting, og man konkluderer, at kontoen
er i stykker. Det skete i virkeligheden 17. september 2026, da instansens
DNS-post blev slettet: det, appen viste, var en langsom login-side.
Forskellen var der allerede i forespørgselslaget. Et netværkssvigt, der
har brugt sit forsøgsvindue op, kastes som `ApiError(0, 'offline')` —
koden laves af klienten selv, netop fordi der aldrig kom en status. En 401
er serveren, der svarer, og det er en rigtig udlogning. Butikken skelner nu
på den kode, og fladen viser NoConnection i stedet for SignIn.
Teksten siger, at data er i behold, for det er det spørgsmål, man faktisk
har, når ens noter forsvinder bag en login-boks.
Prøven afbryder API-kaldene frem for at stoppe serveren: en afbrudt
forespørgsel er præcis det, en manglende DNS-post giver browseren.
Efterprøvet mod den gamle kode — den fejler på "Ingen forbindelse".
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Serveren tømmer `body` på listerækker med vilje, så en tom krop var sidens
tegn på "det her er en række, hent noten hel". En nyoprettet note er også
tom — og hel — så den blev sendt samme vej: editoren blev pillet af
skærmen, noten hentet igen, og editoren sat op på ny.
I det hul er der ingen valgt note, og save() går tavst tilbage uden en.
Skrev man der, forsvandt teksten sporløst: ingen fejl, ingen toast, bare en
tom note. Svaret på oprettelsen var hele noten hele tiden, så opslaget var
også overflødigt.
Det er samtidig grunden til, at søgeprøven var ustabil. Dens værn var en
ventetid på "Gemt", og den tekst er hvilestanden — feltet siger "Gemmer"
mens en gemning kører og "Gemt" ellers, altså også før den første gemning
er begyndt. Prøven fik grønt med det samme og målte ingenting; i CI var
maskinen langsom nok til at ramme hullet bagefter. Den venter nu på et tomt
felt før den skriver, og på rækken i listen bagefter.
Den nye prøve tæller opslag frem for at måle et blink: et blink ville kræve
en prøve, der er hurtigere end programmet, hvilket er præcis den fejl den
lukker. Efterprøvet mod den gamle kode — den fejler på
`expect(fetched).toEqual([])`.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Plausible på vores egen maskine. Ingen cookie, ingen gemt adresse, ingen
tredjepart — og derfor ingen samtykkebjælke på en side, der skal sælge noget.
`defer`, så tælleren aldrig er det, der holder siden tilbage.
Det gælder siden, ikke programmet. En installation melder det, der står under
"It counts itself, out loud", og ikke mere; de to ting deler ikke noget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Fra en skærmoptagelse, to billeder i sekundet:
2,5 s feltet "verd" listen ufiltreret
3,0 s feltet "nde" listen filtreret
6,0 s feltet "verdande" listen ufiltreret
6,5 s feltet tomt listen filtreret
To fejl oven i hinanden, og den ene er min fra #79.
Bogstaverne forsvandt, fordi adressen blev skrevet ved hvert tastetryk, så en
søgning kunne gemmes og deles. `replaceState` opdaterer `$page.url` et øjeblik
efter, den kaldes, så to hurtige tastetryk gav en effekt, der læste den *forrige*
adresse, fandt den uenig med det skrevne, og skrev den gamle værdi tilbage i
feltet. `untrack` fjernede sløjfen mellem de to effekter; den fjernede ikke
kapløbet med browserens egen forsinkelse.
En markør, der skal holde to retninger enige, taber kapløbet et sted. Adressen
skrives derfor ikke længere af siden — kun af navigation — og der er én effekt
tilbage, som læser den. Prisen er, at et ryddet søgefelt ikke rydder `q` af
adressen. Det er en mindre løgn end at æde bogstaver.
Den anden fejl har ligget der hele tiden: `load()` havde ingen vagt mod forældede
svar. To hentninger kunne være undervejs på én gang, og den langsomste vandt — så
listen viste svaret på et spørgsmål, der ikke længere blev stillet. Pausen på
250 ms gjorde det sjældnere og kunne ikke gøre det umuligt; det stod endda i
kommentaren ved siden af. Hver hentning har nu et nummer, og kun det nyeste
skrives i listen.
Prøven skriver i et menneskeligt tempo, for det var hastigheden, der afslørede
det, og holder den ene af to hentninger tilbage for at tvinge rækkefølgen om.
Kørt mod den gamle kode fejler den med `Received: ""` — feltet var tømt helt.
Bemærket: "en gruppe er en side med sine projekter" fejlede to fulde kørsler i
træk og bestod på den tredje, og alene. Den er ikke rørt her. Sammen med "en delt
note tager de noter med" i går er der nu to prøver, der flakker.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Rapporteret med et billede af en beskrivelse, der manglede sit første bogstav på
hver linje: "hermostat RU0910301440" og "atteries". Det er ikke manglende tegn —
det er et felt, der er rullet til højre. Og det ligner ikke rulning; det ligner,
at bogstaverne ikke er der.
To ting på én skærm.
Titlen var et <input>, og et input kan ikke ombryde. "tado°: Your Smart
Thermostat needs new batteries" er en almindelig opgavetitel, og på 390 px var
feltet 490 px bredt i en kasse på 356 — halvdelen af overskriften stod uden for
kanten. Den er nu et <textarea>, der vokser med sin tekst. Retur gemmer frem for
at lave en ny linje: en titel er én linje, uanset hvor mange den fylder på
skærmen. Trækkehåndtaget er væk, for højden sættes af teksten, og et håndtag
ville love noget, det næste bogstav retter tilbage.
Beskrivelsen er tit et klippet stykke mail med en URL i. Et <textarea> ombryder
ved mellemrum, og en URL har ingen.
`break-word` og ikke `anywhere`: den første bryder kun et ord, der ikke kan stå på
en linje alene, mens den anden bryder ved først givne lejlighed og delte
"GarageRisteriet" midt i en stavelse. Den lektion står allerede ved h1 på
projektsiden og er betalt én gang.
Prøven måler frem for at beskrive: et felt, der ruller vandret, har en
scrollWidth større end sin clientWidth. Kørt mod den gamle komponent fejler den
med "Opgavens tekst: 490 > 356".
Men kun den ene halvdel. Beskrivelsen løber ikke over i Chromium, heller ikke
uden reglen — det var Safari, den blev set i. Prøven måler derfor den regel frem
for dens virkning, og det står skrevet i prøven, så den næste ved, hvad den
vogter og hvad den ikke gør.
Bemærket undervejs: "en delt note tager de noter med, den peger på" fejlede én
gang ud af to fulde kørsler med "Delt med Mikkel." uden antallet. Den består
alene og i næste fulde kørsel. Den er ikke rørt her, men den flakker.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Den udrullede side på verdandetodo.com er fra 20.-22. august — den matcher en
commit fra før v0.42.15. Repoets egen kopi er fra 4. september. Begge stopper,
hvor "Lately" stopper, og den sagde 0.42.
Ni nye poster: billederne i noter, søgningen der bliver stående, deling af et
projekt ved navn, besked og udgang, søgning i indstillinger, dagens plan som
kort, browservalget, hele AI-laget, versionsbeskeden til administratorer, og
krogen der lader hvad som helst lægge en opgave i indbakken.
De to ældste ryger. Med ni nyere poster er 0.34 og 0.33 ikke "for nylig" længere,
og hele historien står på udgivelsessiden, som afsnittet selv henviser til.
Siden udrulles i hånden — der er ingen arbejdsgang, der gør det. Det er derfor,
den er tre en halv uge bagud, og det er værd at tage stilling til separat.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Prøven fra i går fejlede i CI på en PR, der kun rørte dokumentation — altså
flakkede den, og det er min.
Løkken laver tre noter og klikkede "Ny note" igen, uden at vente på at den
forrige gemning var kvitteret. Her på maskinen nåede den altid med; på en
belastet runner gjorde den ikke, og listen manglede noten. Fem sekunders
tålmodighed hjalp ikke, for det var ikke ventetid, der manglede — det var et
signal.
Der ventes nu på "Gemt". Kørt tre gange i træk grønt.
En prøve, der er hurtigere end programmet, måler den maskine, den kører på.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Hjemmesiden har vist en Verdande fra før v0.43. /links/, /beacon/ og
/notifications/ svarede alle 404, måneder efter de blev skrevet.
Årsagen: docs-jobbet byggede på hvert push og udgav kun på en manuel udløsning,
med en note om at det ville køre, "once Pages is enabled". Pages BLEV slået til
— og betingelsen blev aldrig rettet. Siden er dermed bygget fyrre gange og
udgivet nul, uden at noget fejlede, for at bygge var præcis det, jobbet blev
bedt om.
Lektien er ikke den linje. Den er, at "udgiv senere" har brug for noget, der
fejler, når senere kommer. En kontakt, der er slukket og tavs, ligner en kontakt,
der er tændt.
Udgives nu fra main og ved håndsoprækning, aldrig fra en pull request — en fork
kunne ellers udgive hen over siden ved at åbne en.
Dokumentationen manglede ⌘K-ændringen fra i går: at vælge en note fra paletten nu
efterlader de andre træffere i listen ved siden af den. Den står i "Finding",
hvor de to søgefelter i forvejen er beskrevet hver for sig uden at sige, at de nu
er enige.
README'en manglede tolv ting, der er bygget siden tabellen sidst blev rørt — og
forseglingen af noter, som kun stod i docs. At en kopi af databasefilen ikke er
en kopi af noterne, er en overskrift for et selvhostet program, ikke en detalje
på side tre.
GitHub-repoet havde ingen hjemmeside og ingen emner, og beskrivelsen nævnte
hverken noter, kalender eller AI. Alle tre er sat.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
I arket er et billede skaleret ned til spaltens bredde — et foto fra en telefon
er fire tusind pixels bredt — så det, man kigger på, er et miniaturebillede, der
ikke ser ud som et. Der var ingen vej fra det til billedet selv.
Et klik åbner det nu i fuld størrelse, med en knap, der kopierer det, og et link,
der åbner det i sit eget faneblad. Escape lukker og sætter markøren tilbage i
teksten — ellers står fokus på en knap, der ikke findes længere, og den næste
tast går ingen steder.
Klikket ligger i onEditorClick ved siden af notelinket, som er det andet, man kan
klikke på inde i et felt, man ellers skriver i. Billedet bliver stadig markeret
af klikket, og det skal det: det er sådan, det slettes.
To ting, der ikke er til at gætte:
Udklipsholderen tager kun PNG i de fleste browsere, og et foto fra en telefon er
en JPEG. Så et billede, der ikke allerede er PNG, tegnes om over et lærred —
ellers lykkes skrivningen enten ikke, eller den lykkes med noget, ingen kan
indsætte. Prøven indsætter derfor med vilje en JPEG; med en PNG var den kørt
forbi netop den kode.
Og løftet gives videre til ClipboardItem frem for at blive ventet af først.
Safari kræver, at clipboard.write kaldes i selve klikket, og en hentning
imellem gør klikket til fortid.
Ruden ligger uden for .wrap: editoren har sin egen rulning og sin egen
stablingskontekst, og et lag inde i den ville blive klippet af netop det ark, det
skal lægge sig over.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Paletten viste de noter, der passede, i sin egen liste — og når man valgte en,
åbnede den noten på en side, hvis liste stod helt uændret. De andre træffere var
væk, og det eneste sted, de nogensinde havde været, var en popup, der lige var
lukket.
Feltet i selve notelisten har filtreret hele tiden, og det er prøvet to steder.
Men den søgning, man finder, er den store i toppen, og den er palettens. Så det
er ikke "søgning i noter virker ikke" — det er, at den søgning, man bruger, ikke
efterlod noget.
Adressen bærer nu søgningen. ⌘K sender `?note=…&q=…`, notesiden læser begge, og
listen ved siden af den åbne note er de andre træffere. Den skrives tilbage, når
feltet ændres, så adressen kan gemmes og deles — og frem for alt ikke lyver, når
feltet er tømt.
To effekter, der deler en markør, og hvorfor de læser den med `untrack`:
Den nederste sætter `settled` og kalder `replaceState`. Det vækker den øverste,
og på det tidspunkt har `$page.url` endnu ikke skiftet — så den læste den gamle
adresse, fandt en søgning, der ikke var enig med markøren, og skrev den tilbage
i feltet. Man tømte søgefeltet, og ordet kom igen. Hver effekt skal reagere på
sin egen kilde, adressen og feltet, og aldrig på den fælles markør.
Den fejl fandt jeg kun, fordi prøven fejlede på den sidste linje og
fejlbilledets tilgængelighedstræ stadig viste "Fyrreskov" i feltet. En prøve,
der kun havde tjekket adressen, havde været grøn.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Den skulle have gjort det siden #72, og gjorde det ikke. v0.45.0 og v0.46.0 fik
begge flettecommittens overskrift som udgivelsestekst — uden at noget fejlede,
og uden at nogen kunne se det andet end på siden bagefter.
`fetch-depth: 0` er ikke nok. actions/checkout henter først alle tags korrekt og
overskriver derefter netop den ene, der udløste kørslen:
git rev-parse refs/tags/v0.46.0
git fetch --no-tags origin +0dc4c2f9b8…:refs/tags/v0.46.0
Den henter commit-SHA'en ind i tag-refen. Den annoterede tag bliver dermed til
en letvægtstag, der peger direkte på commit'en, og `%(contents)` giver så
commitbeskeden. Kommentaren i filen sagde, at en overfladisk checkout var
problemet; det var rigtigt og utilstrækkeligt.
Tagget hentes derfor som *ref* igen, lige før det læses.
Og vagten: hver tagbesked begynder med sin egen version, så holder det ikke,
læser vi noget andet end tagget, og kørslen fejler frem for at udgive en forkert
tekst. Det er det, der manglede — fejlen var ikke svær at rette, den var svær at
opdage.
Målt i et klonet arbejdstræ i alle tre tilstande: annoteret giver den rigtige
tekst med selvlinket fjernet, letvægt giver flettecommitten og udløser vagten,
og en re-fetch af refen bringer den annoterede tilbage.
Teksten på de to udgivelser, der allerede stod forkert, er rettet i hånden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Spørgsmålet var, om modtageren ikke burde godkende først. Svaret er nej — men
det, spørgsmålet fik øje på, var rigtigt, og værre end det lød.
Tre ting gjaldt samtidig: man blev tilføjet uden at blive spurgt, man fik ikke
besked, og man kunne ikke gå ud igen. En delt note gav en klokkebesked; et delt
projekt gav ingenting — det stod bare i sidebjælken næste gang, man kiggede,
uden at noget sagde hvornår eller fra hvem. Og handleRemoveMember lå bag
ejer-kravet, så kun ejeren kunne fjerne nogen, også en selv.
Hvert enkelt af de tre er til at leve med. Alle tre sammen gør en deling til
noget, der sker for en.
Ikke et godkendelsestrin: en invitation, der venter på et ja, betyder, at den,
der delte, tror det er gjort, mens arbejdet ligger stille — og noter deles
allerede uden. Det, der manglede, var besked og en udgang.
`project.shared` er ny. Klokkens follow() kunne allerede føre et project_id hen
til projektet, så beskeden bærer sit eget mål og krævede ingen særregel.
Ruten til at fjerne et medlem er flyttet ud af ejer-gruppen, og handleren skiller
nu de to ting ad: ejeren, der fjerner nogen, og den, der selv går. At pege på en
andens medlemskab uden at eje projektet svarer 404 og ikke 403 — "det må du
ikke" bekræfter, at medlemskabet findes. Ejeren kan stadig ikke gå fra sit eget
projekt; det ville være en overdragelse, og den findes ikke endnu.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Et projekt kunne kun deles ved at stave en e-mailadresse. Det er den forkerte
vej at spørge om en kollega, man kender navnet på og sidder i samme rum som —
og beslutningen om, hvorvidt en instans' konti må vises for hinanden, var
allerede taget: `UsersForSharing` har gjort det for noter hele tiden, med
begrundelsen skrevet ved siden af. Der er ingen åben oprettelse, så konti er en
lukket, inviteret mængde, og det er en adressebog frem for en udlevering.
Projekterne bruger nu den samme.
`GET /members` svarer med tre lister frem for én, så panelet åbner færdigt i ét
kald — samme form som notens delingspanel. `POST /invites` tager `user_id` ved
siden af `email`, og de to veje mødes ét sted: en adresse, der viser sig at høre
til en konto, ER den konto, og skal ikke gennem en oprettelsesside, den ikke kan
komme igennem.
De ventende invitationer kom med, fordi den nye liste skabte behovet for dem:
den, der er inviteret og ikke kommet, har ingen konto og står derfor hverken
blandt medlemmerne eller blandt dem, man kan vælge. Før betød det, at man ikke
kunne se sin egen invitation; nu ville det betyde, at man leder efter en person,
der mangler i listen, og inviterer igen. Det andet link virker lige så godt som
det første. De kan trækkes tilbage, for ellers er den ventende liste kun til at
se på.
Tre ting, der kostede en kørsel hver:
`OpenAPI is valid` fangede den nye DELETE-rute, før jeg selv gjorde.
To felter hed "Rolle" på den samme side. Det er ikke kun en prøve, der brokker
sig — en skærmlæser siger "Rolle" to gange uden at kunne skelne. De har nu hver
sin tilstand og hvert sit navn, og den gamle prøves `getByLabel('Rolle')` er
blevet `exact`, fordi den matchede som understreng.
Og e2e-prøven lånte først sin anden person fra prøven ovenfor. Det så jeg kun,
fordi jeg kørte den alene: basen tømmes for hver kørsel, så en prøve, der kun
består, når hele filen kører i rækkefølge, består ikke af sine egne grunde. Den
laver nu selv sin — og viser dermed skiftet: den samme person er først en
ventende adresse og bagefter et navn, der kan vælges.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et
bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver,
projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det,
programmet består af.
Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten.
To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et.
Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets
egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af
sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem.
`words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord,
ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det
ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal,
webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de
virker som søgeord.
Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i
afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig —
og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server.
Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og
afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og
gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med
otte afsnit, man ikke selv rullede hen til.
Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun
under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde
fejl på det, der med rette var skjult.
Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet
noter længe, og kan nu også indstillinger.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Feed'et, mailadressen, krogen, curl-eksemplet, CalDAV-serveren og de to
redirect-URI'er lå i skrivebeskyttede <input>. Et input ombryder ikke — det
ruller indeni — så på en telefon stoppede adressen midt i kassen, og resten
fandtes kun ved at trække inde i feltet. Der var ikke engang et rullepanel at
se: feltet så ud som om det indeholdt det, der stod i det. Målt ved 390 px var
kassen 306 px og krogens adresse 634.
De er nu <output>. Det er stadig et felt, en <label for> kan pege på, så
navnene på felterne bliver ved med at høre sammen med dem, og det er tekst,
der ombryder. `user-select: all` beholder det ene, inputtet gjorde bedre: ét
tryk tager hele adressen.
Det samme gjaldt invitationslinket i en delt note, som vises netop når der
ikke er nogen post at sende det med — altså når det er det eneste, der findes.
Prøven nævner felterne ved navn frem for at forespørge på en klasse. Den, der
måler `.field output` og finder nul, består også den dag felterne er lavet om
til noget andet klippet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Adressen på et kalenderabonnement blev vist i en punktliste uden noget, der
lod den ombryde. En URL er ét ord på et par hundrede tegn uden et mellemrum i,
så den kan ikke bryde af sig selv — og det bredeste element på en side
bestemmer sidens bredde. På en telefon betød det, at hele indholdsspalten fik
et vandret rullepanel, ikke bare den ene linje.
`overflow-wrap: anywhere` er det, resten af indstillingerne allerede bruger til
et token og en hemmelighed; listen her var den, der blev glemt. Samtidig får
den layout frem for at ligge som løse inline-spans: navn, adresse og knap
under hinanden, uden punkttegnets indrykning.
Prøven måler `.content` og ikke dokumentet. Skallen holder selv siden på
skærmens bredde, så en måling på documentElement består med fejlen i behold —
den blev skrevet først og bestod, hvilket er grunden til at kommentaren står
der.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Planen var en notifikation og ikke andet. Klokken klippede den af efter
én linje — "2 forfalder i dag, 1 er sprun…" — og klikket førte ingen
steder hen, fordi en plan hverken er en note, en opgave eller et projekt.
Det eneste sted, den landede hel, var push-beskeden på telefonen.
Nu står den som et kort øverst på I dag, dér hvor man kigger, når man
starter dagen. Beskeden er påmindelsen; kortet er stedet, den bliver.
Teksten er gemt for dagen frem for regnet forfra, hver gang nogen kigger.
En model pr. sidevisning er dyr for noget, der ikke har ændret sig — og
vigtigere: en plan, der siger noget andet, når man kigger på den, end den
sagde, da den kom, er værre end begge dele hver for sig. Kortet siger
også, hvornår den blev lavet: en plan fra klokken syv er en anden slags
oplysning klokken fire end klokken otte.
En plan fra i går sendes ikke med. Et kort, der viser gårsdagens plan
under overskriften "i dag", er værre end et tomt kort.
"Forny planen" laver en ny, når dagen har flyttet sig, og sender ikke en
besked om noget, man står og kigger på — den slags lærer folk at ignorere
klokken. Og for den, der har morgenbeskeden slået fra, tilbyder kortet at
lave planen på stedet, så funktionen ikke kun findes for dem, der vil
vækkes.
Klokken fører nu til I dag, og planen fylder de tre linjer, den er, i
stedet for at blive klippet af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
API-dokumentationen har fulgt med hele vejen — der er en prøve, der fejler,
hvis en rute ikke står i openapi.yaml, og den fangede mig fire gange i går.
Brugervejledningen har ikke fulgt med, og det er den, folk læser.
Nyt: en side om beskeder — hvad der udløser en, hvorfor gentagne
rettelser bliver slået sammen, push pr. apparat og mærket på ikonet. En
om at åbne links i en anden browser, som mest af alt handler om, hvad en
webside ikke kan: hverken se hvilke browsere der findes eller vælge
mellem dem. Og en om tællingen af installationer, som ikke stod nogen
steder overhovedet — en melding, der er slået til som udgangspunkt, har
en pligt til at være skrevet ned, også når ingen har spurgt.
Rettet: AI-siden beskrev to funktioner, hvor der nu er syv, og
listen over hvad der sendes hvorhen var derfor forkert som en påstand om
noget privat. Noter-siden manglede deling med en e-mailadresse og hvad
`@Sofie` gør. Mail-siden manglede den anden vej ind i indbakken.
Konfigurationen sagde stadig, at versionstjekket kun kunne se efter.
Og tagbeskeden når nu frem. Den ER annonceringen — skrevet på produktets
eget sprog til dem, der bruger det — og udgivelsen på GitHub blev fyldt
med en autogenereret liste over commit-overskrifter i stedet, som er
skrevet til dem, der læser koden. Nu står teksten øverst og listen under
den. Linjen med linket til udgivelsen selv tages af: en side, der linker
til sig selv, hjælper ingen.
Dokumentationen bygges nu også på en PR. `mkdocs build --strict` fejler
på et link til en side, der ikke findes, og at bygge først efter merge er
at få det at vide på main.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ønsket var en liste over de installerede browsere. Den findes ikke: en
webside kan hverken se, hvilke browsere der er på maskinen — listen er
lukket land, fordi den er et fingeraftryk, der ville følge folk rundt på
nettet — eller bede systemet om at bruge en bestemt af dem.
Det eneste håndtag er de URL-skemaer, browserne selv registrerer:
firefox://open-url, googlechrome://, microsoft-edge:. Dem kan man prøve,
og man kan ikke spørge, om de findes. Så indstillingen er skrevet som
det, den er — et forsøg med et faldback — frem for som et løfte, der
ville holde på telefonen og ikke på en Mac.
Valget står i localStorage, ikke på kontoen. Samme grund som
sidebjælkens bredde: det er en egenskab ved maskinen, man sidder ved.
firefox:// virker på telefonen og gør ingenting på Mac'en, så et valg,
der fulgte kontoen, ville være forkert det ene af de to steder hver gang.
Ét sted i koden frem for ét pr. komponent. Links står i opgavetitler, i
beskrivelser, i noter og i indstillingerne, og en regel, der skulle
gentages hvert af de steder, ville mangle det ene sted, ingen tænkte på.
Kun udadgående links; programmets egne ruter går gennem SvelteKit som før.
To ting, målingen rettede undervejs:
Det skjulte iframe — den kendte opskrift — bliver blokeret af appens egen
Content-Security-Policy, som siger default-src 'self'. Uden e2e-prøven,
der fangede CSP-fejlen i konsollen, ville skemaet aldrig være blevet
forsøgt i produktion, og indstillingen ville have set ud til at virke,
fordi faldbacket åbnede linket alligevel. Nu sættes location i stedet:
et ukendt skema afbryder navigationen frem for at forlade siden.
Og faldbacket troede sig blokeret hver eneste gang. window.open med
noopener returnerer altid null — det står i specifikationen — så
kontrollen af, om fanen blev åbnet, faldt altid ud til "blokeret", og
den aktuelle fane blev navigeret væk i stedet. Håndtaget er det eneste,
der kan kende en blokeret fane fra en åbnet, så det bruges nu, og opener
ryddes bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
blive fundet
Tjekket fandtes i forvejen, og svaret stod ét sted: nederst på
indstillingssiden for beskeder. Det er en oplysning, man kun får, hvis
man i forvejen havde mistanke om, at der var noget at se efter — og "der
er kommet en rettelse af noget, du er ramt af" er ikke noget, man gætter
sig til at kigge efter.
Nu går den i klokken, i push og på mærket på ikonet, som alt andet, der
er værd at vide. Og den fører hen, hvor knappen til at genstarte sidder,
frem for ud af programmet.
Én besked pr. version, ikke én pr. time. En påmindelse hver time om det
samme er den slags besked, folk slår fra — og så er den næste, der
betyder noget, også slået fra. Versionen, der er sagt til om, skrives
først, når beskederne er sendt: den anden vej rundt ville en fejl
midtvejs betyde, at halvdelen fik besked og resten aldrig gjorde.
Kun administratorer, af samme grund som versionsfeltet allerede er det:
en besked om, at serveren er bagud, er en besked om en andens arbejde,
hvis man ikke selv kan gøre noget ved den.
Og et tjek, operatøren har slået fra, bliver ikke til en besked ad
bagvejen. VERDANDE_UPDATE_CHECK styrer det hele, som før.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De tre sidste af de fem. Alle tre samme sted hen: det, man ellers selv
skulle sidde og gøre klokken syv om morgenen.
Dagens plan. Én besked om morgenen om det, der forfalder i dag, og det,
der er sprunget over. Tallene tælles i basen og gives til modellen som
kendsgerninger, den ikke må regne om — en plan, der siger fire opgaver,
hvor der er tre, er værre end ingen plan. Er der ingen model, står
tallene alene, og det er stadig det, man havde brug for at vide. Er der
hverken noget, der forfalder, eller noget, der er sprunget over, kommer
der ingen besked: en morgen uden noget at gøre er en god morgen, og en
besked om ingenting lærer folk at lade være med at åbne beskeder.
Timen er personens egen — klokken syv er syv forskellige steder — og
jobbet kører hver time frem for på et klokkeslæt, så en instans, der sov,
ikke springer dagen over. Flytter man timen, ryger dagens mærke, så man
kan se virkningen i dag i stedet for i morgen.
Mails, der giver mening. Opgaven hed, hvad mailen hed: "Anders Jensen:
SV: SV: Vedr. levering uge 12". Nok til at genkende, ikke nok til at
gøre noget ved. Nu skriver modellen den handling, mailen beder om, og
lader være, hvis den ikke beder om nogen. Ét kald pr. gennemløb frem for
ét pr. mail — femogtyve mails er ellers femogtyve gange ventetid — og
emnet bliver stående i beskrivelsen, så en misforstået mail stadig kan
læses. Falder modellen ud, hedder opgaven afsender og emne som før: en
model, der er nede, må ikke kunne stoppe posten.
Og svar på et spørgsmål. "Hvad lovede jeg Anders i august?" — svaret står
spredt over tre noter, og ingen af dem indeholder ordet "lovede".
Søgningen kræver, at alle ord optræder, hvilket er rigtigt for et
søgefelt og forkert for et spørgsmål, så kandidaterne hentes ord for ord
og de noter, flere ord rammer, kommer øverst. Modellen får kun dem: den
slår ikke selv noget op, så et svar kan ikke handle om nogen andens
noter. Og svaret bærer, hvad det står på — en model, der siger "det
gjorde du den 14.", er kun brugbar, hvis man kan slå op i det, den læste
det i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den lå som en rude i hjørnet, oven på arbejdet, og dækkede knapperne i
notens fod og i delepanelet — seks e2e-prøver klikkede forgæves på noget,
der lå under den.
Det var ikke kun et prøveproblem. En besked, der er i vejen, bliver
klikket væk uden at blive læst, og så er den uopfordrede oplysning en
formalitet frem for noget, nogen har set. Nu står den øverst i indholdet
og skubber siden ned, indtil den bliver besvaret.
Og e2e beviser den nu frem for at klikke den væk: den første konto skal
møde beskeden, og der skal stå et instance_id og en version i den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To steder, hvor arbejdet ligger og venter på at blive skrevet færdigt.
Indbakken er der, hvor ting lander, når man ikke havde tid til at skrive
dem ordentligt — og derfor også der, hvor de bliver liggende. At åbne
hver enkelt og sætte projekt, dato og prioritet er ti klik pr. linje. Nu
er det ét spørgsmål og et ja pr. linje.
Og et referat er fuldt af sætninger, der ligner opgaver, og af tre, der
er det. Modellen bliver bedt om kun at tage dem, nogen har forpligtet sig
på, og om at citere de ord, den tog dem fra — så et forkert punkt kan
gennemskues frem for bare at være forkert.
Modellen skriver ikke noget. Den foreslår en *linje* i quick-add-syntaks,
og forslaget bliver til noget, når nogen siger ja. Det er ikke
forsigtighed for forsigtighedens skyld: en model, der retter i folks
opgaver direkte, skal have ret hver gang for at være til gavn, hvor en,
der foreslår, skal have ret tit nok til at spare et par tastetryk.
Linjen er quick-add-syntaks frem for et felt pr. egenskab, fordi parseren
findes. Der er én fortolkning af "i morgen" i dette program, og forslaget
går gennem den samme som alt andet — også når linjen er blevet rettet i
hånden, inden den blev accepteret. Og et forslag, skrevet i det sprog man
selv skriver i, kan læses og rettes af den, det bliver stillet til.
Modellen får listen over de projekter, der findes, og må ikke nævne
andre. Et `#Nyt projekt`, den fandt på, ville lave et projekt ved et
uheld, første gang nogen sagde ja — og et gæt må ikke kunne flytte en
opgave hen, hvor ejeren ikke leder efter den. Testet.
Forslagene til indbakken bærer et nummer tilbage til den opgave, de
handler om. Rækkefølgen alene ville også kunne bruges og gør det som
reserve, men en model, der springer en opgave over, ville så flytte alle
de følgende forslag én plads — og "sæt en dato på den her" ville lande på
en anden.
Noten bliver ikke rørt, når der laves opgaver ud af den. Det er
fristende at skrive linket ind i den, så de to peger på hinanden, men en
tekst, et program skriver i uden at blive bedt om det, er en tekst, man
holder op med at stole på. Opgaven bærer i stedet, hvor den kom fra.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det
bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og
fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver
åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse.
For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke
vidste, der var noget at slå fra.
Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt,
med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den
rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet
"anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som
læserens mulighed for at efterprøve det.
`keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde
"slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt
løfte som et tilvalg, ingen har truffet.
Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde:
Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed.
Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der
bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og
vist.
En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens
version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede
melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme.
Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke
offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en
DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser
alle sammen ud som "færre bruger det nu".
Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com,
ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags
installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra
hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her,
mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt
og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når
nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være
minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje
tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan
kalde en URL.
Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en
tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en
genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til
opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren,
så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i
feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den
vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder.
Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags
hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en
genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at
mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med.
Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den
persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge
i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan.
Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis
problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en
historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har
bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke
kan lukke for den indgående post.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Klokken i hovedet siger, hvad der er nyt — men kun til den, der kigger på
fanen. Det halve af pointen med at få besked er at få den, mens man laver
noget andet, og det eneste sted, appen kan sige noget dér, er på sit eget
ikon: mærket i Dock'en på en Mac, på proceslinjen på en pc.
Sat to steder, fordi der er to tilstande. Appen selv, mens den er åben og
kender tallet, og service-workeren, når den ikke er — og det er netop
dér, mærket er det, der siger, at der er sket noget.
Tallet kommer med i push-beskeden frem for at blive talt op af
service-workeren. Den husker ingenting mellem to opvågninger og kunne
derfor kun lægge én til noget, den ikke ved hvad er: et mærke, der tæller
sig selv op og aldrig kommer ned igen. Serveren ved det i forvejen, og en
tælling, der fejler, udelader feltet frem for at sende et nul — så står
mærket, som det stod, i stedet for at blive tørret af en optælling, der
ikke lykkedes.
Ét tal, aldrig en optælling: mærket sættes til hvad der *er*, så det går
ned af sig selv, når beskederne bliver læst. Og det ryddes ved log ud —
det står i Dock'en, også når ingen er logget ind.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
At skrive nogens navn i en note *er* at ville have dem til at læse den.
Indtil nu var det to handlinger — skriv navnet, åbn panelet, find
personen, del — og den anden blev glemt, så noten stod med en besked til
en, der ikke kunne se den.
Nu deler `@Navn` noten med den, der bliver nævnt, og siger det til dem.
Editoren foreslår personer efter `@`, ligesom `#` foreslår projekter.
Slået op i navnene frem for tolket ud af teksten. Et navn kan have
mellemrum i sig, og et udtryk, der skulle fange dem alle, ville også
fange sætningen bagefter: `@Sofie i morgen` ville blive til en person,
der hed noget i den retning. Her er der ikke noget at gætte — der står et
navn, eller der gør ikke. Det er også dét, der gør det forsvarligt at
dele på: adgang må ikke afhænge af, hvor langt et regulært udtryk valgte
at læse. En mailadresse er ikke en omtale, det længste navn vinder, og
ejefaldets s hører til sætningen.
Kun nye omtaler, sammenlignet med teksten før gemningen på samme måde som
links: en note gemmes ved hver tastepause, så uden sammenligningen var
hver gemning en ny deling og en ny besked om det samme navn.
Kun ejerens omtaler deler. En medredaktør må skrive i noten, men ikke
give den videre — ellers kunne den, ejeren har delt med, skrive et navn
og dermed dele ejerens note med en, ejeren aldrig har hørt om. Det er
den samme regel, panelet følger.
Læser, ikke medredaktør: en omtale siger "se på det her", og det mindste,
der opfylder sætningen, er det rigtige at give. En rolle, ejeren har
hævet i panelet, sænkes ikke igen af en omtale.
Og én besked pr. handling: den, der lige er blevet nævnt, får "nævnte
dig" og ikke også "rettede en note" om den samme gemning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med
dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente
på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og
en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her.
Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en
konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en
invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes.
Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note.
Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en
e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at
kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af
project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når
noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der
ikke er der længere.
Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i
forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan
invitere til en note, som kun ejeren kan dele den.
De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan
trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så
sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det
ene af dem til at gøre ugyldigt.
Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at
den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder
— en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers
i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne
den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved
det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det.
Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt
med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke
på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke.
Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En
note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person,
der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er
den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse.
note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et
generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og
fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et
generisk par ikke have.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden halvdel af den melding, der begyndte det her: linkene i en delt note
førte ingen steder hen, fordi det, de pegede på, ikke var delt. At dele en note
er at dele det, den *siger*, og et link er en del af det.
note_shares får en `linked`-søjle. 0 er en deling, nogen har valgt; 1 er en, der
er udledt af et link. Skellet er hele modellen. Fladen kan sige *hvorfor* en
person har en note — "fulgte med" er en anden sætning end "du delte den" — og de
udledte rækker kan regnes forfra efter hver ændring, uden at røre dem, ejeren
selv har sat.
SyncLinkedShares regner billedet om fra bunden efter enhver af ejerens egne
handlinger: en deling, en fjernet deling, en gemning der har ændret links eller
titel, en sletning. Hele kæden følger med, ikke kun første led, med et loft på
hundrede noter — "del denne ene note" må ikke kunne blive til fire hundrede.
Rollen arves fra den note, man kom fra, og stærkest vinder, når en note kan nås
ad to veje.
Kun ejerens egne noter følger med, og det er ikke en optimering: et link peger
på en titel, og en medredaktør må skrive titler. Kunne et link hente hvad som
helst, kunne den, man har delt med, skrive [[Bankoplysninger]] og læse med.
Derfor slås der kun op blandt ejerens egne noter, og derfor regner kun ejerens
egne gemninger om. Begge dele har en Go-prøve.
Det lukker ikke hullet helt: skriver medredaktøren linket, og gemmer ejeren
bagefter sin egen note, følger den note med dér. Det, der står imod, er
synlighed — linket står som tekst i ejerens egen note, og panelet viser hver
note, der er fulgt med, og hvem der har den.
Udregningen åbner hver af ejerens noter, fordi titlerne er forseglet. Derfor to
værn: har man ikke delt noget, svares der med det samme ud fra ét EXISTS, og en
gemning regner kun om, når links eller titel faktisk har flyttet sig. Uden det
første kostede "Ny note" halvfems millisekunder, og i det hul nåede e2e-prøven
for monospace at taste sin titel ind i den forrige note, som editoren så tegnede
væk.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig.
Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det
første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første
resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så
åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt,
tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der
deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at
kunne åbne det.
Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder
inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele
noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under
markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og
sin egen tekst.
Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML
gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som
htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode.
To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
Kommendes liste has always been the next seven days and nothing else. Seven days
is the right walk to take in the morning, and it is still what the view opens on
— but "when does this month get busy" is a different question, and the month grid
answers it with shape rather than in order. So the list now takes a horizon: 7,
14 or 30 days, chosen with a switcher beside the view buttons.
Only the list gets one. A week grid is a week and a month grid is a month; there
is no fortnight for them to show, so the switcher is hidden in those modes.
The choice lives in localStorage next to the mode, under its own key. It is the
same kind of choice as list-or-grid — how you want to look, not a fact about the
work — and it should survive a reload without following you to a phone where
thirty day headings is a very long scroll.
Once the strip is longer than a week the day headings carry the week number.
Thirty days repeat every weekday four times, and "mandag 6. okt" alone does not
say which mandag.
Server side the endpoint already took `?days=` and capped it at 31, so the window
needed nothing — but its row limit was a constant 1000 written for a week. A
month asked for with a week's ceiling would truncate the last days silently, and
a day cut off the end of the answer looks exactly like a day with nothing due, so
the limit now follows the window.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_01SA1TDmgQZw3AufJqkbwezx
Adds a gallery of the same Today view in each of the six themes — Northern lights,
Charcoal, Dusk, Daylight, Paper, Contrast — so the range is shown rather than
described, on the landing page and (as the swatch panel) the docs home. The lone
Charcoal Today capture is folded into it.
And the quick-add demo that leads the docs — "betal moms i morgen kl 10 p1 #Firma
@regnskab" — is now English, "file the VAT return tomorrow at 10am p1 #Accounts
@tax", on every page it appears as the line to type: the home, the quick-add page,
the API and MCP examples, and the OpenAPI blurb. The Danish date words on the
quick-add page stay, because documenting the Danish parser is their job.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Refreshes the whole screenshot set to the app as it ships now — the three-line
note rows, the lightened calendar — and adds two Charcoal captures, the theme
modelled on Apple Notes, since it is the one worth showing. The landing page and
the docs home both gain it, a "holds through a short network drop" line, and the
correction that a starred or flagged mail now loses its mark once it is a task
rather than keeping it. Six themes now, not five.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only
grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not,
because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after
the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for
the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a
label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own.
The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope
Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its
old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is
logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and
the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays
starred, stays in the next query, and is tried again.
The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs
and the scope table all say modify rather than read-only in the same change.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The caching worker controls every page once it registers, and Playwright's
page.route() does not see the fetches a worker makes — so the failed-load test,
which forces a 500 to check the error path, got the real 200 through the worker
and read as a broken feature. Block the worker by default and turn it back on only
for the offline test, which is the one that needs a real one.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The service worker did Web Push and nothing else, with a note that a cache
serving yesterday's data was worse than an honest "cannot connect". This adds a
cache that does not do that: network-first for everything that can go stale, so a
reader online always gets the live answer and the cache is reached only when the
network cannot answer. The task and note lists stay live; they just no longer go
blank the moment the signal does — a reload through a tunnel, a lift or a
base-station handover comes back to the app instead of the browser's offline page.
Writes are untouched and still go straight to the network; api.js already retries
them across the same short drop. The shell cache is versioned so a deploy lands in
a fresh cache and the old one is dropped on activate; the data cache is cleared on
sign-out so the next person on the browser does not inherit it.
The old hand-registered /sw.js becomes SvelteKit's src/service-worker.js, which it
registers itself, and the push handlers move across unchanged.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a touch screen a :hover on the tap target makes iOS spend the first tap
applying the hover and only open on the second — the double-tap Kristian hit
on tasks (and notes). The row hover is gated behind @media (hover: hover)
now, so a touch has no hover to apply and the first tap opens. The note
row's action buttons, which the hover used to reveal, are shown outright on
touch instead. And the task-row hover highlight is a rounded box (border
radius on the row), the same corner as a note in the list.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
In Charcoal the note-list day separators used --ground, the darkest colour
in the theme, so they read as dark bars on the lighter list. They take the
menu's own resting grey (#2d3133) now — the colour "Projekter" sits on —
via a --note-group-bg fallback token, so every other theme keeps --ground.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the list/editor switch keyed on the loaded note, which arrives a
moment after the tap — so the first tap looked like nothing happened and
people tapped again. It keys on the selected id now, set the instant a row
is tapped, so the pane switches at once; the back button is there
immediately and the body fills in when it arrives, with a quiet pane rather
than the "pick a note" prompt in the half-second between.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the note list and the editor stacked in one column, so a tapped
note opened below a full-height list, out of sight — "kan vælge en note men
kan ikke se indholdet". Now it is master-detail: the list fills the screen
until a note is opened, the editor takes over once one is, and an iOS-style
"‹ Noter" at the top of the editor goes back. The cards drop their border
and corners on one column, where there is nothing beside them.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Kristian sent the exact values; the first Charcoal was a neutral grey guess
and missed them. Now: three panel greys, lightest sidebar (#2d3133) to
darkest editor (#1e1e1e) with the list (#242b2e) between — the reverse of
the usual sunken-is-darkest order, so the editor takes its own --editor-bg
rather than sharing the list's surface. The accent is amber: the selected
menu item is solid #ffce35 with dark text, a selected note is gold #a78c26
with dark text, and the section headings drop to a quiet grey (#8a8e90).
Each per-element colour is a fallback token only Charcoal sets, so every
other theme reads through to the shared token unchanged. Verified the
computed values land on Kristian's samples exactly.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
- A new Charcoal theme — neutral dark greys on the menu, note list and
editor instead of the default's faint green cast, with matching inks;
the green accent stays. It joins the theme picker on its own (the picker
is data-driven from THEMES).
- The text selection is a translucent wash of the accent, not the old
near-invisible tint and not a solid slab — visible on white and on the
dark surfaces, keeping the text's own colour.
- The note list is a rounded card now, the same corner and border as the
editor beside it, with a few pixels more air around the menu and the list.
- Signing out asks first: a second click within a few seconds confirms, so
a button the pointer passes over does not drop you at the login screen.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The setup screen showed the secret and the otpauth URI as text and asked
you to scan — with nothing to scan. It renders the URI as a QR now, an SVG
(one dark path on a white card, so it reads in either theme) generated from
the barcode encoder already in the module graph via pquerna/otp. The secret
stays below it for a device that cannot scan.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A save made while the connection blips for a few seconds is retried rather
than reverted: the request layer keeps trying a network failure for a
fifteen-second window, waking the instant the OS reports a link again, and
only falls back to the existing error path if the drop outlasts it. A quiet
"reconnecting" pill appears if the wait passes about a second, and leaves
the moment it heals — so a two-second blip is felt as nothing at all.
This is deliberately not offline mode: the app is a live view of a shared
list, so there is no cache to work in with no server and no write log to
reconcile. It is only the blip, ridden out. A server error (4xx/5xx) is the
server answering and is not retried; an aborted request (a superseded
search) is left to propagate.
Kristian: an offline function for when the net drops for short periods,
seconds. Shared items stay server-authoritative — nothing is edited against
a stale copy for longer than the blip.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The Wunjo rune sat left of centre and thin. It is heavier now (a 6.5
stroke), bigger, and nudged right of the geometric centre so the heavy
stave and the light flag balance about the middle of the tile — so it
reads clearly as a home-screen icon.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Each note is three lines now: the title, then the date and the excerpt,
then where the note is filed — a folder like the menu's groups and the
project's name, the owner's when it is someone else's, or simply "Noter"
when it belongs to no project. The date leads the second line, left
aligned, instead of being pushed to the right of the title. A faint
hairline separates one note from the next, and a month heading is
capitalised ("August 2026", not "august 2026").
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
It carried class="ghost", which nothing in the data page styles — so it
fell back to the browser's blue underline while every link beside it is
the accent-coloured .link. Now it matches them.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Same as the sidebar: the box folds on a click, the star and people icon
are the marks that mean something, and a date group keeps an empty spacer
so every label still starts at the same place.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The note list still wore the old faint-uppercase group header beside the
sidebar's bold plain-case one, so the two columns read as two apps. The
group headers are bold, plainly cased and in the reading ink now, at
menu size, and their separator boxes carry the same rounded corner as an
active menu item — the hard rule underneath is gone, the box is the
separation. The disclosure mark stays: unlike a sidebar section, a
time-group has no icon, so it is the only thing that says "this folds".
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The chevron beside every section and group was saying "clickable" a
second time next to an icon and a bold name that already said it. Gone
now: a system section folds from anywhere on its heading, and a group
folds from its folder icon while the name still opens the group's page.
No arrow on the rail.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The calendar was a grey grid where every event was the same sunken block
edged in a colour you had to already know. Now the day itself is the
brightest surface and each event is a soft, dusty wash of its own
calendar's colour — so a screen of them reads as colour laid on white,
and two calendars are told apart at a glance. Tasks stay outlined cards,
the thing you can pick up, against the solid washes you cannot.
Today is marked where the day is named: its number sits in a filled disc
at the top of the column, the same one the month grid gives it, over a
faint wash down the whole column.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The scrollbar thumb centred a 4px bar in a 10px track behind a
transparent border, so it floated three pixels shy of the right edge.
The thumb is the track now — a thin 6px rounded bar sitting flush
against the divider line, where a scrollbar belongs.
The group heading is a heading now, not a project row: the smoke test
measured a group against the projects filed under it and read the
section icon as a dot. It measures a group against "Projekter" — the
tier it shares — and reads the icon both headings carry.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
System sections (Projects, Filters, Labels) and user groups (Work,
Home) now share one design: a bold label at menu size, a leading
folder/funnel/tag/people icon, and an always-visible fold chevron.
Groups drop their colour dot for the same folder icon, so the sidebar
reads as one consistent hierarchy instead of two visual languages.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
It sat a pad-width inside the right edge because the scroller lives inside the
sidebar's padding, so it read as floating in the middle. Pull the scroller out
to the border and pad the content back — the rows do not move — and make the
bar thin and dim so it is present without drawing the eye.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A native HTML5 drag occasionally does not register under CI load, leaving
the group empty and the group-page assertion failing for a reason unrelated
to the test. Retry the drop until the project actually sits under the group.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Following the Things pass, four bits of polish:
- The fixed views carry their own colour — amber star for Today, blue tray
for the Inbox, red Upcoming, violet Waiting on others, teal Notes, indigo
Calendar — and keep it whether or not they are the active row.
- The active row was all but invisible on the dark sidebar (a half-step of
surface); it is now an accent-tinted selection that reads in both themes.
- The Projekter heading — the only place to add a project or a group — no
longer scrolls away with a long list; it is pinned to the top of the
scroller.
- The note list and the editor lift off the page: white in light, a nuance
lighter than the ground in dark, so the two read as one writing surface.
Screenshots regenerated.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar redesign puts every project at the same left edge; flip the
assertion from "indented more than a fixed view" to "in line with it".
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Toward Things' calm: the fixed views carry icons instead of dots — a star
for Today, a calendar for Upcoming, a person for Waiting on others, a tray
for the Inbox. Areas (the user's groups) are set in bold, plainly cased, so
the eye lands on them the way it lands on an area in Things; the system
sections (Projekter, Filtre, Etiketter) stay quiet. And projects sit at the
same left margin whether or not they are in an area — one straight edge down
the sidebar rather than a staircase, with the bold heading doing the
grouping the indent used to.
Screenshots regenerated to match.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at
medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are
choices under Settings → Appearance:
- Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses.
- Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes),
the same mechanism a look uses.
The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names,
the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look,
and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash
in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default
carries no attribute so the base tokens stand.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Andreas signed up as "andreas" and was shown that way everywhere. A name
is now capitalised on the way in — the first letter of each word raised,
the rest left as typed — in CreateUser (signup and invite-accept) and
UpdateProfile, so display, mail and export all agree.
Existing accounts are fixed by an idempotent startup pass
(NormalizeUserNames), the same shape as SealNotes: the rule is Unicode-aware
and per word, which SQLite's UPPER cannot spell, so it lives in Go rather
than a migration.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The first cut put an open-button overlay over the row, which intercepted
every click on the title text — nine smoke tests (and real users) open a
task by clicking its text, and the overlay stole those clicks. Make the
body a role=button instead, with each link stopping its own click from
bubbling: plain text opens the task, a link opens the page.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A task is plain text — the title is an input, the description a textarea —
so a pasted URL just sat there as words. It is now caught at display time
and shown as a link in the list and on the board, without the stored text
ever being anything but plain text.
The link cannot live inside the row's open-button (an <a> in a <button> is
invalid), so the body is a container with the open action as an overlay
behind it: plain text and the meta row still open the task, links are
raised above and take their own click. Conservative about what counts —
an explicit http(s):// or a bare www. host, not every dotted word.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A donate link belongs in Settings and nowhere in the way — so it sits last,
understated, below the device list. A plain anchor with an inline SVG cup:
no third-party script, no webfont, no tracking, so it works offline and
cannot phone home. Wording says the app is MIT with nothing held back and
that nothing changes if you don't pay.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Yggdrasil is self-hosting too, so labelling only the Docker page
"Self-hosting" was misleading and put it above the Rune it was built for.
Reorder "As a Rune" above the Docker page, rename that page "With Docker",
and make the landing hero's primary call to action the Rune, with Docker
beside it.
Also drop the "the grammar is Todoist's" line from the filters page — the
factual import/export interoperability keeps naming Todoist, but the
positioning and soft comparisons do not.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Claiming to be Todoist Pro is both inaccurate and an invitation to a
trademark complaint. Describe verdande on its own terms — a fast,
self-hosted task manager — and keep the Todoist references to what they
factually are: import/export interop, and a filter grammar close enough
that people coming from there already know it.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The landing page and the docs now show and describe what has landed since
the last site update:
- the delegated-task marker (an arrow to whoever has it) — visible now in
the board, list and Waiting-on-others shots
- snooze — one seeded task is parked so the board shows a card greyed at
the foot of its column
- Web Push reminders to iPhone and Mac, dated tasks in a subscribed
calendar, task durations on the calendar, and per-person note sharing
Screenshots regenerated against the current UI (PNG for docs/README, WebP
for the landing page, from the one capture). "Lately" brought current.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The assignee chip reads as a delegation now, so its title changed from
"Ansvarlig: {name}" to "Uddelegeret til {name}". Point the role-edit
smoke test at the new title.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A task assigned to somebody who is not you is out of your hands and into
theirs, but the row only showed their name — the same weight as any
other meta. The assignee is now a bordered chip led by an outgoing arrow
in the accent colour, so a list reads at a glance as which tasks are
yours to do and which you are waiting on. Covers the board too: its
cards render a TaskRow.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the detail drawer's field grid stayed two columns, so each
field got half the viewport. Prioritet collapsed to "Ing" and the due
row — a date input plus fixed-width time and duration fields — ran off
the right edge. Below 560px the grid now stacks to one column per field
and the due row wraps.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Snooze puts a task out of the way without finishing it or filing it: it sinks to
the bottom of its list and greys, and comes back on its own when its time passes.
No job wakes it — "snoozed" is just snoozed_until being still in the future, read
against the clock each time the list is ordered.
- `snoozed_until` on tasks (migration 0031); the list order sinks a still-snoozed
task below everything, and it rejoins its place the moment the time passes.
- POST /tasks/{id}/snooze {until} — an RFC3339 time to snooze to, or empty to wake.
Nothing else about the task moves; a snooze is about when you want to see it, not
when it is due.
- The task drawer gains quick picks (this evening / tomorrow / next week) and a
custom time, and a Wake now once it is snoozed. The row dims and carries a
"snoozed until X" mark, and the list keeps snoozed tasks at the foot — the client
sorts the same way the server does, so a drag-sorted list does not jump on reload.
Tests: snooze sinks a task below one made after it and waking returns it (Go); and
from the drawer the row greys, shows the mark, and un-greys on wake (e2e). Full
suites green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The calendar feed emitted every task as a VTODO and, on top of that, an event only
for tasks that carried a clock time. But a subscribed calendar in Apple Calendar or
Google ignores VTODO entirely and draws only events — so a task with just a due
date, which is most of them, appeared in the verdande app's own calendar and
nowhere in the calendar it had been subscribed into. "Verdande does not update in my
calendar, only in the verdande app."
Every dated, unfinished task is an event now: a clock time makes a timed event as
before, a bare date an all-day one (a DATE start and an exclusive next-day end, so
it stays on its own day). Finished tasks stay off the calendar, as they were.
Test updated: the sample's timed task and its two date-only tasks all become events
now, the all-day ones in the DATE form, and the finished one still makes none.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Every Web Push to an iPhone or a Mac was refused, silently as far as the person
waiting for the reminder could tell. The cause was the VAPID "sub" claim: on an
instance with no mail configured it fell back to mailto:verdande@example.invalid,
and Apple answers 403 Forbidden to a mailto whose domain is made up. Verified
against web.push.apple.com on the live subscriptions — that mailto gets a 403, the
instance's https URL a 201.
So the subject is now a real mailto when SMTP.From is a real address, and otherwise
the instance's own https base URL — which is a valid VAPID subject, points at
something that exists, and every push service including Apple accepts.
Two things found alongside it, both fixed:
- A successful push did not clear the failure count. A subscription drops at ten
failures, and all four live ones sat at nine from this bug — one flaky push from
being deleted despite working. MarkPushDelivered zeroes the count and moves
last_used_at on every delivery, so a subscription that recovers is not still
carrying its old failures toward the cliff.
- A reminder with no project made a notification whose URL was "/projekt/" — a
dead link. Empty project now points at the app root.
Test: the subject is a real mailto when there is one, and the https URL when there
is not — including for the localhost default, which is not a real address.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Archiving a single note meant finding its row in the list and its hover-only
button. With a note open to read or write, the one place you would reach for it —
its own footer, beside Gem and Slet — had no way to put it away.
There is one now: Arkivér between Save and Delete, which reads "bring it back" once
the note is already archived. Owner only, like delete, and it runs the same archive
the row button does — the note leaves the list without leaving the account.
e2e: archiving from the footer takes the note off the list, the archive holds it
with a bring-back button, and bringing it back returns it. The existing bulk-archive
test is scoped to the selection bar, now that "Arkivér" also lives in the footer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Choosing a note from the [[ completion wrote [[Title]] as plain text. It made a
real link behind the scenes — it showed in the panel under the note — but in the
note itself it stayed brackets, and "it doesn't become a link" is exactly how that
reads. A wiki link is a link where it is written.
Now a [[note]] renders inline as the title, in the accent colour, and a click on it
opens the note it points at. It is atomic — contenteditable="false" — so it moves
and deletes as one thing and a click is a click, not a caret landing mid-word. And
it appears the moment it is chosen: the completion drops the finished link in,
brackets and all swallowed, rather than text waiting to become a link when the note
is next opened.
The seam holds both ways: markdownToHtml lifts [[title]] into the link the same way
it already lifts an image, and htmlToMarkdown reads the link back to [[title]] by
the title it carries — so what is on disk is still the same Markdown, and a note
opened, saved and reopened is unchanged.
e2e: choosing a note writes an inline link, it survives the round-trip through
Markdown and a reload, and clicking it opens the note it names. Full suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Picking a note from the [[ completion wrote [[Title]] and the server made a real
link from it — but the link only ever showed in the panel under the note as plain
text. It said the note pointed somewhere and gave no way to go there, which reads
as "it didn't become a link at all".
The links in that panel are buttons now. A [[note]] resolves by its title to the
note — the one already on the list, or looked up if not — and opens it in place; a
#project goes to its page; a task link to the task. Titles with punctuation work,
brackets and parentheses included, because the match is on the whole title, not a
parse of it.
e2e: after linking a note, clicking its chip opens the note it names.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
AllNotes returns newest-first by the second, so two notes written in the same
second have no order between them — and the notes export walks that list assigning
filenames, giving the first note of a name the plain filename and the next the
"(2)". With the order undecided, which of two same-titled notes got which name was
a coin toss that landed differently on each export, and the export test failed
roughly one run in three.
Sort the export by when each note was made, with the id to break a same-second
tie. The first note of a name keeps the name; the archive is the same twice
running. Ids are time-ordered, so the tie-break agrees with creation order rather
than fighting it.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Typing [[ did nothing. The toolbar hint offered "[[ another note" and the parser
turned a fully-typed [[Title]] into a link on save, but the completion that makes
it usable — the one # has for projects — was never there, so you had to know and
type a note's title exactly, brackets and all.
Now [[ opens the same picker # does, over the notes the page has loaded: the
current note is left out (a note linking to itself is a loop nobody meant), and
one without a title yet cannot be pointed at. Choosing a note closes its own
brackets — the opener is already in the text — and leaves a space, so the next
word is a word and not more of the tag. On save the link is real and shows in the
note's links, not merely as text.
The picker's two kinds are told apart where a project wears its colour: a note
suggestion wears the brackets that open it.
e2e: [[ offers a note by title, choosing it writes [[Title]] into the note, and
the link lands in the note's links. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The landing page did not mention two things the app grew — sharing a note with a
person, and task durations — and its screenshots were all in the dark theme.
- Copy: a cell for sharing a note or a page (to a person, or by filing it in a
project, with the Shared with me group), and one for how long a task takes (drawn
to length on the calendar, dragged by its foot, kept when moved).
- Two new screenshots in the light theme, at the top of the gallery: the calendar
drawing timed tasks to their real length, and a note somebody shared gathered
under Shared with me. English throughout, like the rest of the site — the capture
account is English, so the interface is.
The generator grew the demo data these need: a handful of timed tasks with lengths
across the week, and a note the colleague shares back to the owner. Every other
screenshot was recaptured from the current build in the same pass, so the whole set
reflects what ships today (the tidied note footer, and the rest).
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A timed task was drawn at a fixed half hour whatever its `duration_min` said, so a
length the data model already carried was invisible and uneditable. Three parts:
- The calendar draws a task at its real length — a quarter-hour floor so a
zero-minute task is still grabbable, the day's end as the ceiling — instead of a
flat thirty minutes. A ninety-minute task now looks like ninety minutes.
- A grip along the foot of a timed task drags its length. Pointer events, not the
HTML5 drag the body uses, and stopPropagation between them — otherwise making a
task longer would pick it up and move it instead. It snaps to the quarter hour,
follows the handle live, and writes once on release through a new store `resize`.
Moving a task (the existing day/time drag) leaves the length alone.
- The task drawer gains a length field beside the time — minutes, shown only with
a time to hang it on, since a duration without a start is a length of nothing and
the calendar has nowhere to draw it. So a length can be set off the calendar too.
e2e: dragging the foot of a task makes it longer both on screen and in what the
server stores, and the time does not move. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The sharing controls were laid out across the note's footer — the project select,
the whole "Del med personer" panel and the Save/Delete buttons all on one row. It
crammed: "Læg i projekt" wrapped to two lines and the people panel ran into the
rest.
Now one Del button in the footer opens a popover that holds both ways a note is
shared — a project and named people — stacked in a small card. The footer is a
status on the left and Del / Gem / Slet on the right, and nothing wraps. The
button carries a count when the note is shared with someone, so "shared" is
legible without opening it.
The popover closes on a click outside, on Escape, and on switching to another
note — the last tracked by note id, so a save returning a fresh copy of the same
note does not slam it shut mid-use. The inner "add someone" button is now Tilføj,
so it does not read as a second Del.
e2e updated to open the popover before reaching the controls; full Chromium suite
green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A <pre> is preformatted, so the browser answered Enter by inserting a <br> and
keeping the caret inside it. A monospace last line therefore trapped everything
typed after it in monospace, with no way back to body by typing — and the style
menu could not get out either: `formatBlock('p')` on a line inside a <pre> nests a
<p> *inside* the block (`<pre>…<p>body</p></pre>`), so the text stayed monospace
and the note was left malformed. Reported as "monospace keeps going and I can
neither delete it nor switch to body".
Two fixes, both in the editor:
- Plain Enter in a <pre> now steps out: the tail after the caret becomes a
paragraph below the block, and that is where the caret lands. Shift+Enter is
untouched, so a soft line break still writes multi-line code inside the block —
Enter to leave, Shift+Enter to stay.
- The style menu converts anything touching a <pre> by hand, replacing the element
rather than reformatting inside it, so a monospace line goes cleanly back to body
(or to a heading) instead of nesting.
The split can leave an empty text node in the new paragraph, and a block with no
element and no text is not a caret host in Chromium — the next keystroke falls back
into the block above. So an empty paragraph is given a <br> to stand in, which was
the difference between the caret landing in the new line and the text reappearing
in the code.
e2e: a monospace line left on Enter is body after it, Shift+Enter stays monospace,
the menu returns it to body, and the whole thing survives the round-trip through
Markdown and a reload.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The calendar test asserted `[data-date=day] .tevent` had a count of exactly one —
the mocked meeting — after dragging its task to the next day. That count assumed
the day held nothing but this test's own events. It does not: the suite shares one
database, and an earlier test drags a task across a month boundary, which on some
dates lands a timed task on this very day. A timed task renders as a `.tevent`
too, so the count was two, and the test failed — but only in the full run, and
only when the date arithmetic put the two tests on the same cell. Alone it passed,
which is exactly the shape of a shared-state collision rather than a real bug.
Named, not counted: assert the meeting is still there and the task is no longer in
the day's column, which is what "the events stayed, the task moved" actually
means — and is true however full another test left the day. Same for the all-day
band. No product code changed; the drag and everything it checks are untouched.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The project-filing control was relabelled "Del i" → "Læg i projekt" and its empty
option "Kun mig" → "Intet projekt" (a note can now be shared with people while
under no project, so "kun mig" was no longer true). The two e2e tests that drove
that control by its old label are updated to the new one.
And a new test for the feature itself: an owner shares a note with a second
account from the Del med personer panel, the recipient's own list grows a Delt
med mig group with the note in it, a viewer's row carries no star or archive
control, and unsharing takes it back off their list. The recipient is navigated
on the origin the invite signed her in on — VERDANDE_BASE_URL is localhost while
the suite drives 127.0.0.1, and a session cookie set on one host is not sent to
the other.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Until now a note was shared exactly one way: file it in a shared project, and
everyone who could read the project could read the note. That is right when the
note belongs with a body of work and wrong when it is just "let Sofie see this" —
it made you stand up a project to hand over a single page.
A note can now be shared with named people directly, at viewer or editor — the
same two roles a project membership uses, so there is one idea of a role in the
program and not two. The paths stack: a note can be loose, filed, shared with
people, or any mix, and access is the most any of them allow.
The store:
- note_shares (migration 0030): note ↔ user ↔ role, one row per person, owner
recorded. Visibility (AllNotes, and search via mayTouchNote) widens to include
notes shared directly with the reader.
- the effective role folds a direct share on top of the owner and project paths.
The rules, drawn where they protect the owner:
- read = viewer, edit text = editor, on any path.
- MOVE a note (change its project) is owner-only: an editor filing it into a
project the owner is not in would take the owner's own note away from them.
- DELETE is owner or project-editor — a direct share, however high its role,
does not reach to throwing the note away.
- SHARE and UNSHARE are the owner's alone, like a project's invitations.
- the picker is everyone on the instance (a closed, invited set) minus who is
already on the note; a made-up id and the owner themselves are refused.
The list:
- a "Delt med mig" group at the top, collapsible, that appears only when it has
something in it — the same rule Favoritter follows — so it costs nothing when
you share nothing. A shared note lives there, not also in a time bucket.
- every shared note carries a small chip in its owner's avatar colour, the
project mark's shape said for a person.
- no star or archive button on a note somebody else owns: those change the note
itself, and it is not yours to put away.
- the editor grows a "Del med personer" panel for the owner: who can see it, at
what role, and an add row drawn from the instance's other people.
The old comment in the notes footer argued against a note having an access list
of its own. That was the right call until the case it did not cover — sharing
without a project — turned out to be the one actually asked for. Updated to match.
Person now carries json tags, so a note's owner serialises as id/name/avatar_color
like every other person in the API rather than as Go field names.
Tests: a shared note reaches the other person marked and owned; a viewer reads but
cannot write; an editor writes but cannot re-share or delete; unshare removes
access and is owner-only; the candidate list excludes who is already on and the
owner; and a made-up id and self are refused. OpenAPI covers the three new routes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
RFC 6238 says the verifier must reject a code it has already accepted: a code
stays valid for its whole thirty-second window, so one seen in flight — a
phishing page, a proxy, over the shoulder — could be replayed until it expired.
Tasks now record the counter of the last accepted step (totp_last_step), and a
login accepts a code only when its step is strictly greater. The guard is in the
UPDATE, not a read-then-write, so two logins racing with the same stolen code
cannot both find the old value and both proceed — exactly one moves the row.
auth.TOTPStep is VerifyTOTP that also reports which step matched, walking the
same one-step window; the code entered a little early or late spends the step it
was issued at, not the step it was checked at, so a late-but-valid code is still
single-use. Verified end to end: the same code presented to two logins in one
window is accepted once and refused the second time.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The rate limiter and the audit log key on the caller's address, and that address
was read with chi's middleware.RealIP — which believes X-Forwarded-For from
anyone. So a caller could set it to a new value on every request and get a fresh
password-guess bucket each time, and could write any address they liked into the
log the panel's watchers read. The one control meant for when a password is
already gone was keyed on a number the attacker got to pick.
Now the header is believed only when the machine that *connected* is a trusted
proxy — by default anything on a private network, which is the shape of a reverse
proxy or tunnel sharing the host or the docker bridge. A connection straight off
the internet is trusted for nothing and is keyed on the address it actually came
from. VERDANDE_TRUSTED_PROXIES overrides the set (CIDRs, or "none" to trust no
proxy at all); VERDANDE_REAL_IP_HEADER names the header.
Verified in the current deployment before the change: behind the Cloudflare
Tunnel a spoofed X-Real-IP already got no fresh bucket, because cloudflared
overwrites it. This makes that safety a property of the code, not of the
deployment — expose the instance directly, or put a header-passing proxy in
front, and it would have been a live hole.
Also COOP: Cross-Origin-Opener-Policy: same-origin on every response, isolating
the browsing context. verdande scripts no other window, so there is nothing to
lose and a class of cross-window attacks to close.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To headere, appen ikke satte, og som begge følger af, hvad den allerede er.
Sessionen bor i en __Host-cookie, der kun findes over HTTPS — hele modellen
forudsætter TLS. Uden HSTS holder den forudsætning ikke mod en netværksangriber:
den allerførste navigation kan strippes til http://, og cookien rækkes over i
klartekst, før Secure-flaget nogensinde kommer i spil. HSTS lukker vinduet, og
den er sat på nøjagtig samme betingelse som cookiens Secure-flag (secureCookies),
så en dev-instans på ren HTTP aldrig bliver bedt om et certifikat, den ikke har.
To år, underdomæner med; ingen preload — at blive hard-kodet ind i browsere er en
beslutning for domænets ejer, ikke for en selv-hostet app.
verdande beder aldrig om kamera, mikrofon eller placering, så den sikreste
Permissions-Policy er at slå dem alle fra: et indsat element kan ikke bede om det,
siden selv har afvist. Navngivet felt for felt frem for med et jokertegn, fordi
jokertegns-formen ikke forstås ens af alle browsere, og en regel, en browser
ignorerer, er ingen regel.
Prøve på begge: HSTS følger HTTPS og udebliver over HTTP, og Permissions-Policy
lukker for kameraet uanset skema.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Every label link in the sidebar was dead. The route file landed in
web/web/src/routes/ because the shell that created it was already inside
web/ — SvelteKit never saw it, so /etiket/<name> fell through to the
app shell and rendered nothing.
The manifest also listed icon-192.png and icon-512.png, and app.html an
apple-touch-icon, none of which were ever generated. A manifest pointing
at missing icons is worse than one listing only what exists, so the dead
references are gone and the SVG — which Chrome and Firefox install from
happily — is what remains.
docs: hand over the project
HANDOFF.md covers what cannot be read out of the code: why the name is
not skuld, the decisions that look strange until you know the reason,
what is tested against a real service and what is only tested against
its specification, the gaps in the order I would take them, and the
traps that cost the most time to find.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The landing page and README now show the app rather than describing it.
The images are captured by tools/shots, which drives a headless Chrome
over the DevTools protocol — Chrome's own --screenshot flag cannot set a
session cookie, so it would only ever photograph the sign-in page. Kept
in the repository so they can be regenerated when the interface changes,
rather than being something somebody did once by hand.
The quick-add example on the site is in English, with the Danish
equivalent shown underneath — the page is read by people who do not
speak Danish, and the point being made is that both work.
Yggdrasil is stated up front rather than left to the footer: being a
Rune is what this was built for, and somebody running the panel should
learn that in the first paragraph instead of the last line.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmail now connects. Authorisation-code flow with PKCE, the verifier kept
server-side rather than in a cookie — the callback is a top-level
navigation from Google, and a SameSite=Lax cookie is the kind of thing
that works until a browser tightens its defaults. State is checked, the
attempt expires after ten minutes, and the spent verifier is deleted
rather than left at rest.
Scope is gmail.readonly and the sync is one-way on purpose. Unstarring a
message does not delete the task; completing the task does not touch the
mailbox. Two-way would mean deciding what happens when both sides
changed, and the only honest answer is a sync model far larger than the
feature. The query carries newer_than:30d so connecting an account with
a decade of starred mail does not create a decade of tasks.
The update check is off unless the operator turns it on, asks GitHub at
most every six hours, and sends nothing about the instance — no
identifier, no version, no counts. A development build never reports an
update: somebody running their own tree is ahead of every release, and
telling them otherwise trains them to ignore the notice. Only
administrators see it, because only they can act on it.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
