b18d9a26e64a4d4bd4fd6b15a4cadf74d6fd2039
224
Commits
| Author | SHA1 | Message | Date | |
|---|---|---|---|---|
 kristianwindandClaude Opus 5
|
b18d9a26e6 |
fix(noter): afsnit skrevet hurtigt mister ikke deres afstand
Retur-handleren udskyder rettelsen ét hak, fordi der før delingen ikke er nogen ny blok at rette. Men rettelsen spurgte, hvor markøren stod *nu*, og et hak er nok: skriver man hurtigt, er næste retur nået igennem først, og så stod markøren i den NÆSTE blok. Så rettede den den — to gange — og lod den blok, rettelsen var ment for, stå tilbage som browserens bare <div>. En <div> læses som brødtekst og er ikke formateret som en, så afstanden mellem afsnit forsvandt stille, hos netop de brugere der skriver hurtigst. Målt frem for gættet: "flere markerede afsnit bliver til én monotypeblok" faldt på en CI-runner med alle tre linjer skrevet rigtigt, hvor "linje et" var en <div> og "linje to" og "linje tre" var <p>. Rettelsen er delt efter hvad der er sikkert at røre: * Der hvor markøren står, gør execCommand det fortsat. Det er den, der lægger ændringen i browserens fortryd-historik, og filen vælger den bevidst andre steder af samme grund — ⌘Z skal tage afsnittet tilbage, ligesom den tager et ord tilbage. * Den blok, delingen lige skabte, får samme regel uden markør at låne. Den dækker overskriften: retur for enden af en overskrift efterlader endnu en overskrift i de fleste browsere. * Og hver <div> i noten bliver fejet op. En <div> er altid browserens egen beholder og aldrig nogens valg, så den kan rettes hvor som helst. En <h1> bliver IKKE fejet: menuen har en Titel-stil, så en overskrift midt i en note kan være en linje, nogen selv har valgt, og den er deres at beholde. Fejning frem for et håndtag til blokken, og det er målt: når den første udskudte rettelse bytter tagget, peger den næstes håndtag på en node uden for dokumentet, og blokken midt i kæden bliver aldrig rettet. Prøven planter to efterladte blokke og er kontrolleret i tre retninger — ingen rettelse: 2 efterladte <div>, håndtag til blokken: 1, fejning: 0. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
9199709aa5 |
feat(urd): den anden dør — /urd kan installeres som sin egen app
Én instans, én database, ét login — og to ting, der kan installeres.
Et styresystem installerer ikke en URL, det installerer et MANIFEST, og en
installeret apps identitet er manifestets `id`. To manifester på samme
origin med forskellige id'er er to apps; to adresser, der deler ét manifest,
er én app med et bogmærke. Det er hele mekanismen.
/ → verdande, ᚹ, /manifest.webmanifest, id "/"
/urd → urd, ð, /urd.webmanifest, id "/urd"
Skallen serveres per dør frem for at blive rettet af JavaScript bagefter,
fordi iOS læser sidens <head> ved "Føj til hjemmeskærm" — og Safari leder
efter apple-touch-icon VED NAVN og har historisk ignoreret manifestets
ikoner helt. Et <head> rettet efter indlæsning er et <head>, der måske ikke
er det, iOS læste.
urds manifest bygges AF verdandes frem for at stå ved siden af det, så de
felter, de faktisk deler — farverne, visningstilstanden, sproget — kommer ét
sted fra og ikke kan drive fra hinanden. Seks nøgler ændres: id, start_url,
scope, de to navne og ikonerne. Et ikon i det byggede manifest, som urd
ikke har en fil til, stopper serveren frem for at gå igennem: symptomet
ville ellers være, at urds installationsprompt stille viste verdandes mærke.
`scope` skrives ud, selvom "/" er hvad specifikationen ville udlede af en
start_url på "/urd". En app, hvis scope ikke dækkede hele origin, ville åbne
sine egne links i en browserfane, første gang nogen navigerede ud af /urd —
og det er en regel, ingen skal behøve at huske, mens de læser koden.
## Ansigtet er en præference, ikke en port
`urdFace` holdes skarpt adskilt fra `notesOnly`, og det er den vigtigste
linje i ændringen:
notesOnly — serveren HAR ingen opgaveruter. En vagt: hent dem ikke, de
svarer 404.
urdFace — vinduet kom ind ad urd-døren. En præference: ruterne er der,
dataene er personens egne, kun navnet er et andet.
Slås de sammen, begynder urd-ansigtet at skjule data frem for pynt — en
notesbog ville holde op med at vise sine opgaver, fordi nogen valgte en
anden indgang, og så er det den separate instans i forklædning. En prøve
påstår det modsatte direkte: urd-vinduet får stadig 200 på /api/v1/tasks.
Ansigtet ligger i sessionStorage og ikke localStorage, og det er dét, der
lader de to apps være to apps: de deler origin og dermed localStorage,
cookies og service worker. sessionStorage er per vindue, og en installeret
PWA er sit eget vindue. Det overlever en genindlæsning, hvilket det skal —
efter første navigation står adressen på /noter, og ingen går gennem /urd
igen.
## Undervejs
contentTypeFor slog op på det eksakte navn "manifest.webmanifest", så den
anden dørs manifest blev serveret som HTML i fire minutter. Intet ville have
meldt det: et manifest med forkert type ignoreres af browseren uden fejl, og
det eneste symptom er en installationsknap, der ikke dukker op. Læser nu
endelsen.
Og drift-kontrollen mod app.html dækkede kun udgavens to ankre, ikke dørens
fem — hvilket er grunden til, at dørens fikstur manglede to <link>-linjer,
den rigtige fil har. Fanget alene fordi applyRebrands nægter et anker, den
ikke kan finde. Kontrollen dækker nu begge sæt.
Plantet: et manifest uden `id` giver "the urd manifest has id = <nil>, want
/urd" — altså den værdi, hele designet hviler på.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
ff988d26bb |
feat(urd): mærket bliver ð, og frontend-bygget bliver deterministisk
## Mærket Urds oplagte mærke var ᚢ uruz — bogstavet navnet begynder med i den ældre futhark, præcis som Verdandes er ᚹ wunjo. Det blev tegnet sådan først. Men uruz er allerede et af husets egne produkter, og dets egen `scripts/gen-icons.ts` siger i sin kommentar at den "draws the Uruz rune (ᚢ) in rune-gold" med "a tall left vertical, a shoulder across the top, and a shorter" — altså samme glyf, samme konstruktion, kun en anden farve. To af samme persons apps side om side på en hjemmeskærm, hvilket er nøjagtig det sted mærket skal kunne skelnes. ᚦ thurisaz blev forkastet et niveau nede af samme grund: en stav med en trekant til højre, og det er ᚹ også. Ved 16px er de én form. Så bogstavet frem for runen: ð, ethet i Urðr. Centreret ved at tælle malede pixels frem for ud fra path-tallene, fordi en centreret kasse ikke er en centreret glyf: verdande ᚹ blæk x 53–108 midte 80.5 · y 18–131 midte 74.5 urd ð blæk x 39–110 midte 74.5 · y 15–134 midte 74.5 Verdandes +5.5 i x er dens egen bevidste forskydning — en tung stav ved siden af et let flag skal sidde til højre for midten for at se centreret ud. ð er symmetrisk nok til at undvære den, og de to er enige i y. Læsbarhed, målt: ð læses fra 32px og op. Ved 16px er det en klat, og det er ᚹ også — en favicon er ikke det, der skiller to installerede apps i en dock. `productRune` hedder nu `productMark`, fordi ð ikke er en rune. ## Determinisme SvelteKits `kit.version.name` er som standard `Date.now()`. Millisekundet landede i version.json, i index.html og i service-workeren, ændrede indholdshashen på hver chunk der refererer dem, og dermed deres filnavne. To bygninger af samme commit havde forskellige filer i sig. Dockerfilen har i et år sagt at `-trimpath` og en tom buildid "keep the output reproducible". Flagene gjorde deres arbejde; frontenden i binæren bar et tidsstempel. Sætningen var falsk, og ingen læste den. Fastgjort til VERSION, som udgivelsen allerede sender ind, og `dev` når intet sætter den. Målt ved at bygge to gange og diffe træet, før og efter. Prisen er at et lokalt `npm run build` ikke længere ligner en ny version for service-workeren — hvilket kun betyder noget på en udrullet instans, hvor udgivelsen sender det rigtige mærkat. Det gør også CI's nye påstand mulig: de to images deler alle lag, så urd bærer samme binær som verdande frem for en genbygning der tilfældigvis matcher. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
8c3aa33f13 |
fix(udgaver): porten dækkede 29 ruter og skulle dække 63 — og fladen ringede stadig på dørene
Prøven, der skal holde udgaverne adskilt, stod grøn gennem to merges, mens
34 opgaveruter blev betjent af noter-udgaven. Den fejlede ikke: den
sammenligner routeren med en nedskreven liste, og listen var skrevet ud
fra de ruter, nogen havde tænkt på. Den er en DRIFT-kontrol, og den kan
ikke være en fuldstændighedskontrol. Det står nu i prøven selv.
Lukket: CalDAV-træet (8 ruter, alle læser eller skriver en VTODO),
.well-known/caldav (en påstand om at der er en CalDAV-server), ICS-feedet
og de to ruter til dets token, de fire opgave-eksporter, Todoist- og
CSV-importen, skabelonerne, sektionerne, de seks AI-opgaveruter og
indbakke-krogen. Plus fem af ni MCP-værktøjer — endepunktet er der
stadig, værktøjslisten er kortere.
Tre blev afgjort ved at læse frem for ved navnet: en skabelon laver
opgaver (CreateProjectFromTemplate), `section_id` står på `tasks` og
findes ikke på `notes`, og add_comment hænger på en opgave.
Men den dyre halvdel var fladen. En vandring gennem hver side, der kan
nås i noter-udgaven, med konsollen og svarene aflæst, fandt SYV brud —
fire af dem fra den første port:
sidebjælken GET /filters 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
sidebjælken GET /labels 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
notifikationer GET /ai/plan 404, stille
notesbogens side GET /tasks kastede → status = 'failed'
notesbogens side GET /sections kastede → samme fejlskærm
indstillinger GET /templates toast med fejlbesked på skærmen
integrationer GET /feed 404, stille
Den fjerde er den, der har kostet noget: /projekt/{id} er notesbogens
side, og kaldene samles i et Promise.all, så én 404 tog hele siden med.
Den har vist en fejlskærm frem for noter siden porten blev sat. Ingen
prøve åbnede en notesbog i den udgave, og .catch(() => {}) sørgede for,
at resten ikke sagde noget. "Fladen følger udgaven" var sandt om menuen
og falsk om hentningerne.
Vagten for opgaver står i butikken frem for ved kaldestederne: der var
tre, og den fjerde blev glemt — hvilket er præcis sådan, den slap
igennem.
Og rettelsen lavede selv en fejl, som vandringen fangede: da opgavekaldet
holdt op med at fejle, kom en uendelig effekt-løkke frem, som 404'eren
havde holdt låg på. En ubetinget tilskrivning til app.tasks får
projektsidens effekt til at kalde tilbage. 404'eren var låget på en
løkke, ikke bare støj.
Også: -timeout 20m i begge CI-workflows. internal/httpapi tog 664s her og
498s i CI på #95, mod Go's standardgrænse på 600 — og når den krydses, er
beskeden "panic: test timed out after 10m0s" plus et goroutine-dump, som
læser som en deadlock i koden frem for som en suite, der blev for stor.
watchForTrouble udskilt til web/e2e/trouble.js, så udgave-suiten kan bruge
den samme.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
6154e6b247 |
feat(udgaver): urd — noter-udgaven siger sit eget navn
Verdande og Urd er to af nornerne i Völuspá, og digtet har dem skære
mærker i træ: *skáru á skíði*. Verdande er det der bliver; Urd er det der
blev, og blev gemt. En instans startet uden opgaveruterne er et andet
produkt for den der bruger den, så den siger et andet navn.
Navnet læses fra udgaven i ÉT sted — Config.ProductName/ProductSlug —
frem for at stå skrevet i teksterne. Frontend-bygget er byte-identisk i
begge udgaver; serveren omdøber de to filer, browseren læser før noget
JavaScript kører.
Der er to titler, og det blev først klart, da e2e-prøven sagde det:
skallens <title>, som serveren omdøber, og rutens egen i <svelte:head>,
som appen sætter bagefter og som overskriver den første. Go-prøven var
grøn over de bytes, serveren sendte, mens fanen sagde "Noter · verdande".
Begge prøver spørger nu om begge.
Omdøbningen er ankret på hele strenge frem for på ordet "verdande", fordi
app.html også indeholder localStorage.getItem('verdande:theme'). Omdøbes
præfikset der og ikke i resten af appen, bliver temaet sat fra én nøgle og
læst fra en anden, og det eneste symptom er det hvide blink, det
indlejrede script findes for at undgå. Tre plantede fejl bekræfter, at det
er de rigtige prøver, der fanger det: et flyttet anker i app.html, en bred
søg-erstat, og en applyRebrands uden fejlretur.
Mailen var det vigtigste sted. appName var et felt med en værdi og ingen
læser, og kommentaren ved siden af sagde, at det stod i hver besked — de
tre steder havde ordet skrevet ud i stedet. En invitation fra en
urd-instans går til et andet menneskes indbakke.
Også omdøbt: web-manifestet (og sendt som application/manifest+json — Go
kender ikke .webmanifest og sniffer den til text/plain, hvorefter
browseren ignorerer manifestet uden at sige noget, og installationsknappen
bare ikke er der), mærket i menuen (ᚢ uruz frem for ᚹ wunjo),
opstartsloggen, passkey-promptens visningsnavn, ICS-kalendernavnet og
udseendet, der er opkaldt efter programmet.
Ikonet er IKKE med: icon.svg er stadig ᚹ, og de tre PNG'er genereres fra
den. Det rører binære, genererede filer og hører i sin egen ændring.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
3cee9bfb6e |
feat(udgaver): fladen følger udgaven, og søgningen holder opgaverne inde
Trin 2. Serveren kunne allerede lade være med at montere opgaveruterne; fladen tilbød dem stadig, så en noter-instans havde links til sider, der ikke fandtes. --- hvordan fladen får det at vide --- `/auth/setup` bærer nu `edition`. Dér og ikke på `/auth/me`: udgaven er en egenskab ved instansen, ikke ved den, der er logget ind, og fladen skal kende den, før nogen er. Det er i forvejen kaldet, der spørger "hvad er det her for en instans", så den følger med uden en ekstra tur. Butikken henter formen ved siden af kontoen og tier, hvis den fejler: en 401 fra `me` må ikke tage udgaven med sig — login-skærmen er også en flade i en udgave. Afventet før `loading` slippes, så fladen aldrig tegnes, før den ved hvilket program den er; tegnet først og rettet bagefter ville vise opgaver i et sekund på en instans, der ikke har nogen. `full` som udgangspunkt, fordi det er det, programmet altid har været. --- hvad der forsvinder --- Menuens opgaveindgange er udeladt, ikke gråtonet. Forsiden er noterne. En gemt adresse til /upcoming, /kalender, /uddelegeret, /faerdige, /opgave, /filter eller /etiket fører til noterne frem for en blindgyde — der er ikke sket noget forkert, adressen hører bare til et andet program end det, der kører her. Listen står ét sted i layoutet frem for som en vagt pr. rute: listen ER beslutningen, og en vagt pr. fil er syv steder at glemme den ottende. --- et hul, prøven fandt --- /search er monteret i begge udgaver, fordi noter og notesbøger skal kunne findes — og den returnerede opgaver. Ikke teoretisk: en instans lavet om fra en fuld har opgaverne liggende i databasen endnu, så ⌘K ville være den ene dør, der stod åben ind til den halvdel, resten af programmet lige havde lukket. Lukket på serveren, hvor det hører hjemme, og ⌘K spørger også selv — en tom liste af den rigtige grund og en tom liste ved et tilfælde ser ens ud. Prøven har en kontrol: den fulde udgave SKAL finde opgaven, ellers beviser nullet i noter-udgaven ingenting. --- prøverne --- Et nyt Playwright-projekt med sin egen server, sin egen port og sin egen database. Ingen lånt session: den instans har aldrig set den konto, den fulde udgaves opsætning lavede. En skakt, der kun er prøvet ved at kalde en funktion, er prøvet på det, nogen mente — det her måler programmet, som en bruger møder det. Seks prøver, heriblandt forskellen på skjult og fraværende målt udefra: /api/v1/tasks, /labels, /upcoming og /filters skal svare 404, og /api/v1/notes skal svare 200 — ellers ville de fire bestå på en server, der bare var væk. `testIgnore` på chromium-projektet, fordi filen ellers også kørte dér, mod den fulde udgave, hvor den fejler med beskeder der læser som om skakten ikke virker. Den rigtige fejl stod i projektnavnet, ikke i påstanden. Go-suiten grøn. chromium + notes-edition: 110 bestået, 0 fejlet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
438095e252 |
fix(noter): ⌘B gør teksten fed i stedet for at folde sidebjælken
Meldt ind: "command+b viser og skjuler menuen - ikke bold". Fladen tog ⌘B til sidebjælken, og begrundelsen stod i koden: "works while typing as well — it moves nothing in the field". Det passer for et `<input>`, hvor ⌘B ikke gør noget. I en contenteditable ER ⌘B fed tekst, og `preventDefault()` stoppede browseren i at gøre den. Sætningen var sand, da den blev skrevet. Så kom en rig editor til, og begrundelsen holdt op med at passe uden at nogen rørte linjen — samme form som flere af fælderne i den her kodebase. Feltet, markøren står i, har førsteret til en tast, det selv bruger. Uden for et skrivefelt folder genvejen stadig sidebjælken, og prøven måler begge halvdele: en rettelse, der bare holdt op med at folde, ville være halvt færdig. Efterprøvet mod den gamle kode — ordet blev aldrig fedt. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
3132bba7e5 |
feat(data): hele kontoens opgaver kan hentes, og en indsat liste bliver til opgaver
To ønsker, meldt sammen. --- eksport af det hele --- Eksporten fandtes allerede — konto som JSON, noter som Markdown i en zip, og pr. projekt CSV i Todoist-format og ICS. Hullet var, at opgaver kun kunne hentes ÉT PROJEKT AD GANGEN. Med femten projekter er det femten downloads for at flytte sine egne opgaver, hvilket er en eksport, der teknisk set findes, og som ingen bruger. `GET /export/projects.zip` er én CSV pr. projekt. En zip og ikke én bred fil med en projektkolonne: Todoists egen eksport er en fil pr. projekt, så det er den form, der importeres i den anden ende — og den form, man kan hive ét projekt ud af uden at åbne et regneark. Samme begrundelse som noteeksporten, der er en mappe med Markdown og ikke én lang fil. `GET /export/tasks.ics` er alle daterede opgaver i én kalender. Ét fil og ikke en zip, fordi en kalender er lavet til at rumme mange ting, og projektet følger med hver opgave. Udaterede udelades — en VTODO uden dato er en linje, de fleste læsere taber på gulvet. Prøven ser I filerne frem for på statuskoden: en tom zip og en kalender uden VTODO'er er begge 200 med en troværdig Content-Type, og det er præcis den form, en fejl i en eksport har. To projekter, ikke ét, så en løkke der kun eksporterer det sidste ikke består. --- en indsat liste bliver til opgaver --- Quick-add er ét felt på én linje, og browseren smider linjeskiftene væk ved indsætning i et `<input>` — så en kopieret liste blev til én opgave med punkterne mast sammen. Nu læses den. Indrykning bærer niveauet, og bredden læses af teksten frem for at være gættet til to eller fire: en liste fra Apple Noter rykker ind med ét antal mellemrum, en fra et Markdown-dokument med et andet, og begge skal give ét niveau. `- `, `*`, `1.` og `1)` fjernes som den notation, de er. `- [x]` er derimod indhold: en halvt afkrydset liste, der kommer ind som lutter uløste opgaver, har tabt det, man indsatte den for. Teksten røres ikke ud over mærket. Datoer, `#projekt` og `@etiket` læses af quickadd på serveren, præcis som når linjen var skrevet i hånden — ét sted at forstå en opgavelinje, ikke to. Derfor tager `/tasks/quick-add` nu et `parent_id`: en indrykket linje skal parses som enhver anden. En undertask lever i sin forælders projekt. Et `#projekt` på en indrykket linje honoreres derfor ikke, og det siges højt som `unknown_project` frem for at ordet bare forsvinder fra titlen. Indsætter man i en opgaves undertask-felt, bliver linjerne undertasks dér. Det er "enten opgaver eller undertasks" afgjort af hvor man indsætter, uden at nogen skal vælge noget i en menu. Listen vises, før den oprettes. Fyrre opgaver fra et fejlklik er ikke noget, man skal opdage bagefter — og visningen er også svaret på "forstod den indrykningen", stillet mens der stadig er en Fortryd-knap. --- rettet undervejs --- Rækkens undertask-tæller stod stille, når en undertask blev tilføjet fra ruden: rækken sagde 1/2, mens ruden foran viste fire. Tallene bor på forælderen og regnes ud ved hentning, og serveren sender ikke forælderen igen, fordi et barn blev lavet. Det gjaldt også den gamle vej, ikke kun den nye. Go-suiten grøn. Fuld chromium-suite: 103 bestået, 0 fejlet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
b497b76be4 |
fix(noter): monotype tager hele markeringen, og farvelægningen taber ingen linjer
Meldt ind: "kun den øverste sætning af det jeg markerede blev lavet om til monotype". Det førte til en anden fejl, der var værre. --- den meldte --- Monotype går uden om execCommand, fordi formatBlock pakker et <p> ind i <pre>'en i stedet for at lave den om. Den vej spurgte efter `currentBlock()`, og det er ét blok — markørens. Så af en markering over ti linjers terminaludskrift blev den første linje til kode og resten stod tilbage som brødtekst. `selectedBlocks()` læser hele markeringen, og de markerede blokke lægges sammen til ÉN blok. Ikke én pr. linje: en udskrift, man indsætter, er ét stykke kode, og tre blokke ved siden af hinanden ser næsten ens ud på skærmen og bliver til tre hegn i filen. Vejen ud af monotype tager nu også hele markeringen. `swapTag()` bytter tagget uden at røre markøren — tekstknuderne flytter med over, så den range browseren holder på stadig peger på noget i dokumentet, og formatBlock kan klare resten bagefter. --- den anden, som prøven fandt --- `watchForTrouble` meldte "ReferenceError: codeText is not defined" fra et rekursivt kald, jeg havde glemt at omdøbe. Ved siden af det lå en KOPI af "hvad er teksten i en blok", inde i editoren, med præcis den <br>-fejl, der blev rettet i #91: `textContent` på et <br> er den tomme streng. Den kopi bruges af farvelægningen, som maler resultatet TILBAGE ind i blokken. Så en kodeblok skrevet med shift+retur fik sine linjer skrevet sammen i det øjeblik, man klikkede væk fra den — på skærmen, ikke kun i filen, og uden at nogen havde rørt teksten. Målt mod den gamle kode: "echo enecho to". Kommentaren over kopien sagde ordret, at de to læsninger skulle være ét sted, FORDI en uenighed ville ende i noten. Den var sand, da den blev skrevet; kopien kom senere. `blockText` i richtext.js er nu det ene sted, eksporteret og brugt begge steder. Begge prøver er efterprøvet mod den gamle kode. Fuld chromium-suite kørt to gange: 94 bestået, 0 fejlet, begge gange. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
f34690f41a |
fix(noter): niveauer i lister, flere linjer i en blok, og en søgning man kan vælge i
Tre ting meldt ind sammen. De to første manglede; den tredje var i stykker. --- man kunne søge og ikke vælge --- Regression fra #84. Siden holdt op med at SKRIVE adressen, men blev ved med at læse den ved hver ændring: let asked = $derived($page.url.searchParams.get('note')); $effect(() => { if (!asked || selectedId === asked) return; … }); Kom man fra ⌘K med `?note=<id1>`, stod `asked` fast på id1 for altid. Hvert klik på en anden række satte `selectedId`, effekten så uenigheden og åbnede id1 igen. Man blev trukket tilbage til den første træffer. En adresse, der ikke følger med, er ikke en tilstand at holde sig enig med. Den læses nu ved ankomsten — og der er TO ankomster, hvilket den første udgave af rettelsen ikke tog højde for: layoutet tegner ingenting, mens kontoen hentes, så siden monteres efter den første navigation er forbi, og en lytter registreret der hører den aldrig. `/noter?note=<id>` tastet eller fulgt udefra åbnede så ingenting. `onMount` og `afterNavigate`, samme funktion, med `id === selectedId` som værn mod at begge fyrer. --- en blok kunne ikke gemme flere linjer --- Shift+retur bliver i blokken, men det browseren lægger ind er et <br>, og `textContent` på et <br> er den tomme streng. Blokken blev skrevet til Markdown som én linje: "first linesecond line". Usynligt indtil en genindlæsning, for på skærmen står linjerne rigtigt hele tiden. `codeText()` læser blokken rekursivt og gør <br> til et linjeskift. Rekursivt, fordi indholdet ligger i et <code> inde i <pre>: en filtrering over <pre>'ens egne børn spørger det ene element om en textContent, der allerede har tabt linjeskiftet. --- lister havde ingen vej til niveau to --- Tab var ikke bundet til noget uden for forslagslisten, så den gjorde det, Tab gør: flyttede fokus ud af noten. Den rykker nu ind og shift+Tab ud, og kun inde i en liste — ellers er noten en boks, man ikke kan tabbe ud af. Og skriveren ville have tabt resultatet: `list()` læste kun en underliste, der ligger INDE i sit punkt. Lægger browseren den som søskende, og de gør det uens, blev grenen sprunget over uden lyd. At binde Tab uden den her halvdel ville have lavet en fejl, hvor indrykkede punkter forsvandt ved gemningen. Begge nye prøver måler EFTER en genindlæsning. Før den ser begge dele rigtige ud på skærmen; det er turen gennem Markdown, der afgør, om det blev skrevet ned. Fuld chromium-suite kørt to gange: 92 bestået, 0 fejlet, begge gange. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
cac6c14a23 |
fix(beskeder): klokkens panel bliver inden for skærmen på en telefon
Panelet hang under klokken med `right: 0` og en fast bredde på 340 px. Klokken sidder ikke yderst — der er en temaknap, et mellemrum og en kantafstand til højre for den — så der er kun omkring 330 px tilbage, og resten blev skubbet ud over venstre kant og klippet af. Målt til -10 px ved en skærmbredde på 390; på en smallere telefon mere. Overskriften "Beskeder" klæbede til kanten uden luft, hvilket er det synlige tegn. På en telefon hører panelet nu til skærmen i stedet for til klokken: det spænder fra kant til kant med en margen i hver side, under toplinjen. Samme knæk ved 820 px som toplinjens egen menuknap, så de to skifter form samtidig. Det får også `overscroll-behavior: contain`, så det at rulle i listen ikke trækker siden bagved med. Toplinjens underkant måles frem for at blive regnet ud. Bredden KUNNE trækkes fra i CSS, men så ville den her fil kende sine naboers størrelse, og den næste knap i toplinjen ville lave fejlen om igen uden at sige noget. --- og fire ustabile prøver mere --- Fladen tegner hver ændring med det samme og sender kaldet bagefter. Alt, man kan se, er altså sandt, før serveren har hørt om det, og en prøve, der genindlæser eller klikker videre i det hul, måler den gamle tilstand. `en monospace-linje kan forlades` ventede 1200 ms før en genindlæsning. Datoprøven ventede 400 ms. Et gæt om, hvor hurtig maskinen er, holder indtil CI er travl — begge fejlede i en fuld kørsel her. `en gruppe er en side med sine projekter` er den mest lærerige: trækket virkede, og `toPass` blev grøn på den lokale tilstand, hvorefter klikket videre hentede en gruppe uden projekter i. Prøvens egen kommentar gætter på et upålideligt HTML5-træk; det var gemningen, der ikke var nået frem. Monospace-prøven havde OVENI en anden fejl, som først viste sig, da den første var lukket: den klikkede "Ny note" og skrev med det samme. `create()` venter på serverens svar, og imens står den forrige notes editor stadig på skærmen, så teksten gik ind i den forrige note og den nye blev tom. Ny hjælper `nyNote()` venter på et tomt felt. Omkring 14 andre steder i filen har samme mønster; de er ikke skrevet om, fordi de består, og en samlet omskrivning ville bytte kendte prøver for ukendte. Det hul findes også for et menneske: klikker man Ny note og skriver straks, lander de første anslag i den forrige note. Det er millisekunder lokalt og sekunder på en dårlig forbindelse. Samme familie som #86, men tiden FØR svaret frem for efter. Noteret som et selvstændigt punkt, ikke rettet her. `noteGemt()` fra #88 er nu `gemt(side, sti)` med noteGemt, opgaveGemt og projektGemt ovenpå. Der står 23 faste ventetider tilbage, men ingen af dem lige før en genindlæsning eller en navigation. Fuld chromium-suite kørt to gange: 90 bestået, 0 fejlet, begge gange. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
eabb00ecc2 |
test(e2e): to genindlæsninger mere venter på gemningen
Samme form som de fire "Gemt"-ventetider, to andre steder — begge lige før en `page.reload()`, hvilket er der, hvor det koster. `en note kan skrives fed, og den kommer hel tilbage` havde `blur()` direkte efterfulgt af en genindlæsning uden noget værn overhovedet. Nåede PATCH'en ikke frem først, målte prøven en note, der aldrig blev skrevet — og den prøve findes netop for at fange en omformer, der er uenig med sig selv. `[[henvisning]]`-prøven havde `waitForTimeout(900)`. Tallet var gættet til at overleve tastepausen på 700 ms; et gæt om tid måler maskinen frem for programmet. Det er den konstruktion, den her fil allerede advarer imod. Begge venter nu på PATCH-svaret gennem noteGemt(). Der står 24 faste ventetider tilbage i filen. De er ikke rørt: flere af dem venter med vilje (at skrive i et menneskeligt tempo er en rigtig grund), og at skrive dem om samlet ville bytte kendte prøver for ukendte. Fuld chromium-suite: 89 bestået, 0 fejlet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
4874f7bbd8 |
test(e2e): værn, der kan vente på noget
Fire steder ventede prøverne på teksten "Gemt" i notefoden. Den er hvilestanden: feltet siger "Gemmer" mens en gemning kører og "Gemt" ellers — altså også før den første gemning overhovedet er begyndt. Alle fire ventetider var grønne med det samme og ventede på ingenting. To af dem dækkede over et rigtigt kapløb: - `en delt note tager de noter med, den peger på` skriver i en note og navigerer væk umiddelbart efter. Nåede PATCH'en ikke frem først, var teksten væk, da siden kom igen. - `en gruppe er en side med sine projekter` har samme form et andet sted: beskrivelsen tegnes optimistisk — siden sætter teksten på gruppen straks og sender PATCH'en bagefter — så kontrollen var grøn, før serveren havde hørt om den, og `page.reload()` lige efter hentede den gamle gruppe tilbage. Prøven fejlede altså på noget, der ikke var i stykker. De to sidste ventede på ingenting uden at skade noget, men var stadig vildledende at læse. Der er nu én hjælper, `noteGemt(side)`, der venter på selve PATCH-svaret, med forklaringen på hvorfor "Gemt" ikke duer skrevet ét sted. Gruppeprøven venter tilsvarende på sin egen PATCH. Hvor rækken i listen allerede var det rigtige værn, er den overflødige linje væk. Samme form som reglen i CLAUDE.md om at læse, hvad en kontrol skrev, da den BESTOD: "venter på gemning" og "matchede den tekst, der altid står der", er samme grønne. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
84af63316d |
feat(net): et udfald siger "ingen forbindelse" frem for at bede om kodeordet
Opstarten spørger serveren, hvem man er. Når svaret aldrig kommer, står `user` som null — og null betyder "logget ud" alle andre steder i programmet. Så et totalt udfald blev vist som login-skærmen: appen gav sessionen skylden for, at nettet var nede, og tilbød et kodeordsfelt, der umuligt kunne virke. Det er værre end en fejlbesked, fordi det ligner noget, der kunne virke. Man taster kodeordet, der sker ingenting, og man konkluderer, at kontoen er i stykker. Det skete i virkeligheden 17. september 2026, da instansens DNS-post blev slettet: det, appen viste, var en langsom login-side. Forskellen var der allerede i forespørgselslaget. Et netværkssvigt, der har brugt sit forsøgsvindue op, kastes som `ApiError(0, 'offline')` — koden laves af klienten selv, netop fordi der aldrig kom en status. En 401 er serveren, der svarer, og det er en rigtig udlogning. Butikken skelner nu på den kode, og fladen viser NoConnection i stedet for SignIn. Teksten siger, at data er i behold, for det er det spørgsmål, man faktisk har, når ens noter forsvinder bag en login-boks. Prøven afbryder API-kaldene frem for at stoppe serveren: en afbrudt forespørgsel er præcis det, en manglende DNS-post giver browseren. Efterprøvet mod den gamle kode — den fejler på "Ingen forbindelse". Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
9ed6f49589 |
fix(noter): en ny note taber ikke det, man skriver i den
Serveren tømmer `body` på listerækker med vilje, så en tom krop var sidens tegn på "det her er en række, hent noten hel". En nyoprettet note er også tom — og hel — så den blev sendt samme vej: editoren blev pillet af skærmen, noten hentet igen, og editoren sat op på ny. I det hul er der ingen valgt note, og save() går tavst tilbage uden en. Skrev man der, forsvandt teksten sporløst: ingen fejl, ingen toast, bare en tom note. Svaret på oprettelsen var hele noten hele tiden, så opslaget var også overflødigt. Det er samtidig grunden til, at søgeprøven var ustabil. Dens værn var en ventetid på "Gemt", og den tekst er hvilestanden — feltet siger "Gemmer" mens en gemning kører og "Gemt" ellers, altså også før den første gemning er begyndt. Prøven fik grønt med det samme og målte ingenting; i CI var maskinen langsom nok til at ramme hullet bagefter. Den venter nu på et tomt felt før den skriver, og på rækken i listen bagefter. Den nye prøve tæller opslag frem for at måle et blink: et blink ville kræve en prøve, der er hurtigere end programmet, hvilket er præcis den fejl den lukker. Efterprøvet mod den gamle kode — den fejler på `expect(fetched).toEqual([])`. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
87054ac8ca |
fix(noter): søgefeltet taber ikke bogstaver, og det nyeste svar vinder
Fra en skærmoptagelse, to billeder i sekundet:
2,5 s feltet "verd" listen ufiltreret
3,0 s feltet "nde" listen filtreret
6,0 s feltet "verdande" listen ufiltreret
6,5 s feltet tomt listen filtreret
To fejl oven i hinanden, og den ene er min fra #79.
Bogstaverne forsvandt, fordi adressen blev skrevet ved hvert tastetryk, så en
søgning kunne gemmes og deles. `replaceState` opdaterer `$page.url` et øjeblik
efter, den kaldes, så to hurtige tastetryk gav en effekt, der læste den *forrige*
adresse, fandt den uenig med det skrevne, og skrev den gamle værdi tilbage i
feltet. `untrack` fjernede sløjfen mellem de to effekter; den fjernede ikke
kapløbet med browserens egen forsinkelse.
En markør, der skal holde to retninger enige, taber kapløbet et sted. Adressen
skrives derfor ikke længere af siden — kun af navigation — og der er én effekt
tilbage, som læser den. Prisen er, at et ryddet søgefelt ikke rydder `q` af
adressen. Det er en mindre løgn end at æde bogstaver.
Den anden fejl har ligget der hele tiden: `load()` havde ingen vagt mod forældede
svar. To hentninger kunne være undervejs på én gang, og den langsomste vandt — så
listen viste svaret på et spørgsmål, der ikke længere blev stillet. Pausen på
250 ms gjorde det sjældnere og kunne ikke gøre det umuligt; det stod endda i
kommentaren ved siden af. Hver hentning har nu et nummer, og kun det nyeste
skrives i listen.
Prøven skriver i et menneskeligt tempo, for det var hastigheden, der afslørede
det, og holder den ene af to hentninger tilbage for at tvinge rækkefølgen om.
Kørt mod den gamle kode fejler den med `Received: ""` — feltet var tømt helt.
Bemærket: "en gruppe er en side med sine projekter" fejlede to fulde kørsler i
træk og bestod på den tredje, og alene. Den er ikke rørt her. Sammen med "en delt
note tager de noter med" i går er der nu to prøver, der flakker.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
|
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
0110a86858 |
fix(opgave): teksten kan læses færdig, også på en telefon
Rapporteret med et billede af en beskrivelse, der manglede sit første bogstav på hver linje: "hermostat RU0910301440" og "atteries". Det er ikke manglende tegn — det er et felt, der er rullet til højre. Og det ligner ikke rulning; det ligner, at bogstaverne ikke er der. To ting på én skærm. Titlen var et <input>, og et input kan ikke ombryde. "tado°: Your Smart Thermostat needs new batteries" er en almindelig opgavetitel, og på 390 px var feltet 490 px bredt i en kasse på 356 — halvdelen af overskriften stod uden for kanten. Den er nu et <textarea>, der vokser med sin tekst. Retur gemmer frem for at lave en ny linje: en titel er én linje, uanset hvor mange den fylder på skærmen. Trækkehåndtaget er væk, for højden sættes af teksten, og et håndtag ville love noget, det næste bogstav retter tilbage. Beskrivelsen er tit et klippet stykke mail med en URL i. Et <textarea> ombryder ved mellemrum, og en URL har ingen. `break-word` og ikke `anywhere`: den første bryder kun et ord, der ikke kan stå på en linje alene, mens den anden bryder ved først givne lejlighed og delte "GarageRisteriet" midt i en stavelse. Den lektion står allerede ved h1 på projektsiden og er betalt én gang. Prøven måler frem for at beskrive: et felt, der ruller vandret, har en scrollWidth større end sin clientWidth. Kørt mod den gamle komponent fejler den med "Opgavens tekst: 490 > 356". Men kun den ene halvdel. Beskrivelsen løber ikke over i Chromium, heller ikke uden reglen — det var Safari, den blev set i. Prøven måler derfor den regel frem for dens virkning, og det står skrevet i prøven, så den næste ved, hvad den vogter og hvad den ikke gør. Bemærket undervejs: "en delt note tager de noter med, den peger på" fejlede én gang ud af to fulde kørsler med "Delt med Mikkel." uden antallet. Den består alene og i næste fulde kørsel. Den er ikke rørt her, men den flakker. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
5d911d40fe |
test(noter): vent på at noten er gemt, før den næste laves
Prøven fra i går fejlede i CI på en PR, der kun rørte dokumentation — altså flakkede den, og det er min. Løkken laver tre noter og klikkede "Ny note" igen, uden at vente på at den forrige gemning var kvitteret. Her på maskinen nåede den altid med; på en belastet runner gjorde den ikke, og listen manglede noten. Fem sekunders tålmodighed hjalp ikke, for det var ikke ventetid, der manglede — det var et signal. Der ventes nu på "Gemt". Kørt tre gange i træk grønt. En prøve, der er hurtigere end programmet, måler den maskine, den kører på. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
ff0447317b |
feat(noter): et indsat billede kan ses helt og kopieres videre
I arket er et billede skaleret ned til spaltens bredde — et foto fra en telefon er fire tusind pixels bredt — så det, man kigger på, er et miniaturebillede, der ikke ser ud som et. Der var ingen vej fra det til billedet selv. Et klik åbner det nu i fuld størrelse, med en knap, der kopierer det, og et link, der åbner det i sit eget faneblad. Escape lukker og sætter markøren tilbage i teksten — ellers står fokus på en knap, der ikke findes længere, og den næste tast går ingen steder. Klikket ligger i onEditorClick ved siden af notelinket, som er det andet, man kan klikke på inde i et felt, man ellers skriver i. Billedet bliver stadig markeret af klikket, og det skal det: det er sådan, det slettes. To ting, der ikke er til at gætte: Udklipsholderen tager kun PNG i de fleste browsere, og et foto fra en telefon er en JPEG. Så et billede, der ikke allerede er PNG, tegnes om over et lærred — ellers lykkes skrivningen enten ikke, eller den lykkes med noget, ingen kan indsætte. Prøven indsætter derfor med vilje en JPEG; med en PNG var den kørt forbi netop den kode. Og løftet gives videre til ClipboardItem frem for at blive ventet af først. Safari kræver, at clipboard.write kaldes i selve klikket, og en hentning imellem gør klikket til fortid. Ruden ligger uden for .wrap: editoren har sin egen rulning og sin egen stablingskontekst, og et lag inde i den ville blive klippet af netop det ark, det skal lægge sig over. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
1bbd36c79b |
fix(noter): en søgning i ⌘K efterlader de træffere, den fandt
Paletten viste de noter, der passede, i sin egen liste — og når man valgte en, åbnede den noten på en side, hvis liste stod helt uændret. De andre træffere var væk, og det eneste sted, de nogensinde havde været, var en popup, der lige var lukket. Feltet i selve notelisten har filtreret hele tiden, og det er prøvet to steder. Men den søgning, man finder, er den store i toppen, og den er palettens. Så det er ikke "søgning i noter virker ikke" — det er, at den søgning, man bruger, ikke efterlod noget. Adressen bærer nu søgningen. ⌘K sender `?note=…&q=…`, notesiden læser begge, og listen ved siden af den åbne note er de andre træffere. Den skrives tilbage, når feltet ændres, så adressen kan gemmes og deles — og frem for alt ikke lyver, når feltet er tømt. To effekter, der deler en markør, og hvorfor de læser den med `untrack`: Den nederste sætter `settled` og kalder `replaceState`. Det vækker den øverste, og på det tidspunkt har `$page.url` endnu ikke skiftet — så den læste den gamle adresse, fandt en søgning, der ikke var enig med markøren, og skrev den tilbage i feltet. Man tømte søgefeltet, og ordet kom igen. Hver effekt skal reagere på sin egen kilde, adressen og feltet, og aldrig på den fælles markør. Den fejl fandt jeg kun, fordi prøven fejlede på den sidste linje og fejlbilledets tilgængelighedstræ stadig viste "Fyrreskov" i feltet. En prøve, der kun havde tjekket adressen, havde været grøn. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
7f09b35db5 |
feat(projekter): en deling siger til, og der er en vej ud af den
Spørgsmålet var, om modtageren ikke burde godkende først. Svaret er nej — men det, spørgsmålet fik øje på, var rigtigt, og værre end det lød. Tre ting gjaldt samtidig: man blev tilføjet uden at blive spurgt, man fik ikke besked, og man kunne ikke gå ud igen. En delt note gav en klokkebesked; et delt projekt gav ingenting — det stod bare i sidebjælken næste gang, man kiggede, uden at noget sagde hvornår eller fra hvem. Og handleRemoveMember lå bag ejer-kravet, så kun ejeren kunne fjerne nogen, også en selv. Hvert enkelt af de tre er til at leve med. Alle tre sammen gør en deling til noget, der sker for en. Ikke et godkendelsestrin: en invitation, der venter på et ja, betyder, at den, der delte, tror det er gjort, mens arbejdet ligger stille — og noter deles allerede uden. Det, der manglede, var besked og en udgang. `project.shared` er ny. Klokkens follow() kunne allerede føre et project_id hen til projektet, så beskeden bærer sit eget mål og krævede ingen særregel. Ruten til at fjerne et medlem er flyttet ud af ejer-gruppen, og handleren skiller nu de to ting ad: ejeren, der fjerner nogen, og den, der selv går. At pege på en andens medlemskab uden at eje projektet svarer 404 og ikke 403 — "det må du ikke" bekræfter, at medlemskabet findes. Ejeren kan stadig ikke gå fra sit eget projekt; det ville være en overdragelse, og den findes ikke endnu. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
9b21b3eac5 |
feat(projekter): del et projekt med en, der allerede er her
Et projekt kunne kun deles ved at stave en e-mailadresse. Det er den forkerte
vej at spørge om en kollega, man kender navnet på og sidder i samme rum som —
og beslutningen om, hvorvidt en instans' konti må vises for hinanden, var
allerede taget: `UsersForSharing` har gjort det for noter hele tiden, med
begrundelsen skrevet ved siden af. Der er ingen åben oprettelse, så konti er en
lukket, inviteret mængde, og det er en adressebog frem for en udlevering.
Projekterne bruger nu den samme.
`GET /members` svarer med tre lister frem for én, så panelet åbner færdigt i ét
kald — samme form som notens delingspanel. `POST /invites` tager `user_id` ved
siden af `email`, og de to veje mødes ét sted: en adresse, der viser sig at høre
til en konto, ER den konto, og skal ikke gennem en oprettelsesside, den ikke kan
komme igennem.
De ventende invitationer kom med, fordi den nye liste skabte behovet for dem:
den, der er inviteret og ikke kommet, har ingen konto og står derfor hverken
blandt medlemmerne eller blandt dem, man kan vælge. Før betød det, at man ikke
kunne se sin egen invitation; nu ville det betyde, at man leder efter en person,
der mangler i listen, og inviterer igen. Det andet link virker lige så godt som
det første. De kan trækkes tilbage, for ellers er den ventende liste kun til at
se på.
Tre ting, der kostede en kørsel hver:
`OpenAPI is valid` fangede den nye DELETE-rute, før jeg selv gjorde.
To felter hed "Rolle" på den samme side. Det er ikke kun en prøve, der brokker
sig — en skærmlæser siger "Rolle" to gange uden at kunne skelne. De har nu hver
sin tilstand og hvert sit navn, og den gamle prøves `getByLabel('Rolle')` er
blevet `exact`, fordi den matchede som understreng.
Og e2e-prøven lånte først sin anden person fra prøven ovenfor. Det så jeg kun,
fordi jeg kørte den alene: basen tømmes for hver kørsel, så en prøve, der kun
består, når hele filen kører i rækkefølge, består ikke af sine egne grunde. Den
laver nu selv sin — og viser dermed skiftet: den samme person er først en
ventende adresse og bagefter et navn, der kan vælges.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
|
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
7e981354c2 |
feat(indstillinger): en indstilling kan findes ved at søge efter den
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver, projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det, programmet består af. Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten. To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et. Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem. `words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord, ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal, webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de virker som søgeord. Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig — og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server. Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med otte afsnit, man ikke selv rullede hen til. Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde fejl på det, der med rette var skjult. Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet noter længe, og kan nu også indstillinger. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
61f8887319 |
fix(integrationer): en adresse kan læses helt, også på en telefon
Feed'et, mailadressen, krogen, curl-eksemplet, CalDAV-serveren og de to redirect-URI'er lå i skrivebeskyttede <input>. Et input ombryder ikke — det ruller indeni — så på en telefon stoppede adressen midt i kassen, og resten fandtes kun ved at trække inde i feltet. Der var ikke engang et rullepanel at se: feltet så ud som om det indeholdt det, der stod i det. Målt ved 390 px var kassen 306 px og krogens adresse 634. De er nu <output>. Det er stadig et felt, en <label for> kan pege på, så navnene på felterne bliver ved med at høre sammen med dem, og det er tekst, der ombryder. `user-select: all` beholder det ene, inputtet gjorde bedre: ét tryk tager hele adressen. Det samme gjaldt invitationslinket i en delt note, som vises netop når der ikke er nogen post at sende det med — altså når det er det eneste, der findes. Prøven nævner felterne ved navn frem for at forespørge på en klasse. Den, der måler `.field output` og finder nul, består også den dag felterne er lavet om til noget andet klippet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
72637a153a |
fix(kalender): en abonnementsadresse skubber ikke siden ud over skærmen
Adressen på et kalenderabonnement blev vist i en punktliste uden noget, der lod den ombryde. En URL er ét ord på et par hundrede tegn uden et mellemrum i, så den kan ikke bryde af sig selv — og det bredeste element på en side bestemmer sidens bredde. På en telefon betød det, at hele indholdsspalten fik et vandret rullepanel, ikke bare den ene linje. `overflow-wrap: anywhere` er det, resten af indstillingerne allerede bruger til et token og en hemmelighed; listen her var den, der blev glemt. Samtidig får den layout frem for at ligge som løse inline-spans: navn, adresse og knap under hinanden, uden punkttegnets indrykning. Prøven måler `.content` og ikke dokumentet. Skallen holder selv siden på skærmens bredde, så en måling på documentElement består med fejlen i behold — den blev skrevet først og bestod, hvilket er grunden til at kommentaren står der. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
6cf184caa6 |
feat(plan): dagens plan står på I dag, og ikke kun i en besked
Planen var en notifikation og ikke andet. Klokken klippede den af efter én linje — "2 forfalder i dag, 1 er sprun…" — og klikket førte ingen steder hen, fordi en plan hverken er en note, en opgave eller et projekt. Det eneste sted, den landede hel, var push-beskeden på telefonen. Nu står den som et kort øverst på I dag, dér hvor man kigger, når man starter dagen. Beskeden er påmindelsen; kortet er stedet, den bliver. Teksten er gemt for dagen frem for regnet forfra, hver gang nogen kigger. En model pr. sidevisning er dyr for noget, der ikke har ændret sig — og vigtigere: en plan, der siger noget andet, når man kigger på den, end den sagde, da den kom, er værre end begge dele hver for sig. Kortet siger også, hvornår den blev lavet: en plan fra klokken syv er en anden slags oplysning klokken fire end klokken otte. En plan fra i går sendes ikke med. Et kort, der viser gårsdagens plan under overskriften "i dag", er værre end et tomt kort. "Forny planen" laver en ny, når dagen har flyttet sig, og sender ikke en besked om noget, man står og kigger på — den slags lærer folk at ignorere klokken. Og for den, der har morgenbeskeden slået fra, tilbyder kortet at lave planen på stedet, så funktionen ikke kun findes for dem, der vil vækkes. Klokken fører nu til I dag, og planen fylder de tre linjer, den er, i stedet for at blive klippet af. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
5eb689e4c2 |
feat(links): vælg hvilken browser et link åbner i
Ønsket var en liste over de installerede browsere. Den findes ikke: en webside kan hverken se, hvilke browsere der er på maskinen — listen er lukket land, fordi den er et fingeraftryk, der ville følge folk rundt på nettet — eller bede systemet om at bruge en bestemt af dem. Det eneste håndtag er de URL-skemaer, browserne selv registrerer: firefox://open-url, googlechrome://, microsoft-edge:. Dem kan man prøve, og man kan ikke spørge, om de findes. Så indstillingen er skrevet som det, den er — et forsøg med et faldback — frem for som et løfte, der ville holde på telefonen og ikke på en Mac. Valget står i localStorage, ikke på kontoen. Samme grund som sidebjælkens bredde: det er en egenskab ved maskinen, man sidder ved. firefox:// virker på telefonen og gør ingenting på Mac'en, så et valg, der fulgte kontoen, ville være forkert det ene af de to steder hver gang. Ét sted i koden frem for ét pr. komponent. Links står i opgavetitler, i beskrivelser, i noter og i indstillingerne, og en regel, der skulle gentages hvert af de steder, ville mangle det ene sted, ingen tænkte på. Kun udadgående links; programmets egne ruter går gennem SvelteKit som før. To ting, målingen rettede undervejs: Det skjulte iframe — den kendte opskrift — bliver blokeret af appens egen Content-Security-Policy, som siger default-src 'self'. Uden e2e-prøven, der fangede CSP-fejlen i konsollen, ville skemaet aldrig være blevet forsøgt i produktion, og indstillingen ville have set ud til at virke, fordi faldbacket åbnede linket alligevel. Nu sættes location i stedet: et ukendt skema afbryder navigationen frem for at forlade siden. Og faldbacket troede sig blokeret hver eneste gang. window.open med noopener returnerer altid null — det står i specifikationen — så kontrollen af, om fanen blev åbnet, faldt altid ud til "blokeret", og den aktuelle fane blev navigeret væk i stedet. Håndtaget er det eneste, der kan kende en blokeret fane fra en åbnet, så det bruges nu, og opener ryddes bagefter. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
2210dc082a |
feat(opdatering): en ny version siger til, i stedet for at vente på at
blive fundet Tjekket fandtes i forvejen, og svaret stod ét sted: nederst på indstillingssiden for beskeder. Det er en oplysning, man kun får, hvis man i forvejen havde mistanke om, at der var noget at se efter — og "der er kommet en rettelse af noget, du er ramt af" er ikke noget, man gætter sig til at kigge efter. Nu går den i klokken, i push og på mærket på ikonet, som alt andet, der er værd at vide. Og den fører hen, hvor knappen til at genstarte sidder, frem for ud af programmet. Én besked pr. version, ikke én pr. time. En påmindelse hver time om det samme er den slags besked, folk slår fra — og så er den næste, der betyder noget, også slået fra. Versionen, der er sagt til om, skrives først, når beskederne er sendt: den anden vej rundt ville en fejl midtvejs betyde, at halvdelen fik besked og resten aldrig gjorde. Kun administratorer, af samme grund som versionsfeltet allerede er det: en besked om, at serveren er bagud, er en besked om en andens arbejde, hvis man ikke selv kan gøre noget ved den. Og et tjek, operatøren har slået fra, bliver ikke til en besked ad bagvejen. VERDANDE_UPDATE_CHECK styrer det hele, som før. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian Wind
|
9fa47822c1 |
Merge pull request #69 from kristianwind/ai-dagens-plan-2
feat(ai): dagens plan, mails der giver mening, og svar på et spørgsmål |
||
|
Kristian Wind
|
366bed3a15 |
Merge pull request #68 from kristianwind/ai-foreslaar-du-bestemmer
feat(ai): forslag, man siger ja til — indbakken og noternes opgaver |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
8139003b35 |
feat(ai): dagens plan, mails der giver mening, og svar på et spørgsmål
De tre sidste af de fem. Alle tre samme sted hen: det, man ellers selv skulle sidde og gøre klokken syv om morgenen. Dagens plan. Én besked om morgenen om det, der forfalder i dag, og det, der er sprunget over. Tallene tælles i basen og gives til modellen som kendsgerninger, den ikke må regne om — en plan, der siger fire opgaver, hvor der er tre, er værre end ingen plan. Er der ingen model, står tallene alene, og det er stadig det, man havde brug for at vide. Er der hverken noget, der forfalder, eller noget, der er sprunget over, kommer der ingen besked: en morgen uden noget at gøre er en god morgen, og en besked om ingenting lærer folk at lade være med at åbne beskeder. Timen er personens egen — klokken syv er syv forskellige steder — og jobbet kører hver time frem for på et klokkeslæt, så en instans, der sov, ikke springer dagen over. Flytter man timen, ryger dagens mærke, så man kan se virkningen i dag i stedet for i morgen. Mails, der giver mening. Opgaven hed, hvad mailen hed: "Anders Jensen: SV: SV: Vedr. levering uge 12". Nok til at genkende, ikke nok til at gøre noget ved. Nu skriver modellen den handling, mailen beder om, og lader være, hvis den ikke beder om nogen. Ét kald pr. gennemløb frem for ét pr. mail — femogtyve mails er ellers femogtyve gange ventetid — og emnet bliver stående i beskrivelsen, så en misforstået mail stadig kan læses. Falder modellen ud, hedder opgaven afsender og emne som før: en model, der er nede, må ikke kunne stoppe posten. Og svar på et spørgsmål. "Hvad lovede jeg Anders i august?" — svaret står spredt over tre noter, og ingen af dem indeholder ordet "lovede". Søgningen kræver, at alle ord optræder, hvilket er rigtigt for et søgefelt og forkert for et spørgsmål, så kandidaterne hentes ord for ord og de noter, flere ord rammer, kommer øverst. Modellen får kun dem: den slår ikke selv noget op, så et svar kan ikke handle om nogen andens noter. Og svaret bærer, hvad det står på — en model, der siger "det gjorde du den 14.", er kun brugbar, hvis man kan slå op i det, den læste det i. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
96e1fa251b |
fix(beacon): beskeden skubber i stedet for at dække
Den lå som en rude i hjørnet, oven på arbejdet, og dækkede knapperne i notens fod og i delepanelet — seks e2e-prøver klikkede forgæves på noget, der lå under den. Det var ikke kun et prøveproblem. En besked, der er i vejen, bliver klikket væk uden at blive læst, og så er den uopfordrede oplysning en formalitet frem for noget, nogen har set. Nu står den øverst i indholdet og skubber siden ned, indtil den bliver besvaret. Og e2e beviser den nu frem for at klikke den væk: den første konto skal møde beskeden, og der skal stå et instance_id og en version i den. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
40102d6038 |
feat(ai): forslag, man siger ja til — indbakken og noternes opgaver
To steder, hvor arbejdet ligger og venter på at blive skrevet færdigt. Indbakken er der, hvor ting lander, når man ikke havde tid til at skrive dem ordentligt — og derfor også der, hvor de bliver liggende. At åbne hver enkelt og sætte projekt, dato og prioritet er ti klik pr. linje. Nu er det ét spørgsmål og et ja pr. linje. Og et referat er fuldt af sætninger, der ligner opgaver, og af tre, der er det. Modellen bliver bedt om kun at tage dem, nogen har forpligtet sig på, og om at citere de ord, den tog dem fra — så et forkert punkt kan gennemskues frem for bare at være forkert. Modellen skriver ikke noget. Den foreslår en *linje* i quick-add-syntaks, og forslaget bliver til noget, når nogen siger ja. Det er ikke forsigtighed for forsigtighedens skyld: en model, der retter i folks opgaver direkte, skal have ret hver gang for at være til gavn, hvor en, der foreslår, skal have ret tit nok til at spare et par tastetryk. Linjen er quick-add-syntaks frem for et felt pr. egenskab, fordi parseren findes. Der er én fortolkning af "i morgen" i dette program, og forslaget går gennem den samme som alt andet — også når linjen er blevet rettet i hånden, inden den blev accepteret. Og et forslag, skrevet i det sprog man selv skriver i, kan læses og rettes af den, det bliver stillet til. Modellen får listen over de projekter, der findes, og må ikke nævne andre. Et `#Nyt projekt`, den fandt på, ville lave et projekt ved et uheld, første gang nogen sagde ja — og et gæt må ikke kunne flytte en opgave hen, hvor ejeren ikke leder efter den. Testet. Forslagene til indbakken bærer et nummer tilbage til den opgave, de handler om. Rækkefølgen alene ville også kunne bruges og gør det som reserve, men en model, der springer en opgave over, ville så flytte alle de følgende forslag én plads — og "sæt en dato på den her" ville lande på en anden. Noten bliver ikke rørt, når der laves opgaver ud af den. Det er fristende at skrive linket ind i den, så de to peger på hinanden, men en tekst, et program skriver i uden at blive bedt om det, er en tekst, man holder op med at stole på. Opgaven bærer i stedet, hvor den kom fra. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
0cf5c8c281 |
feat(beacon): sig det uopfordret, og lad være med at fejle i tavshed
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse. For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke vidste, der var noget at slå fra. Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt, med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet "anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. `keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde "slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt løfte som et tilvalg, ingen har truffet. Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde: Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed. Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og vist. En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme. Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser alle sammen ud som "færre bruger det nu". Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com, ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra hinanden. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian Wind
|
445d9de57a |
Merge pull request #66 from kristianwind/indbakken-har-en-adresse-apps-kan-skubbe-til
feat(indbakke): en adresse, andre programmer kan skubbe en opgave til |
||
|
Kristian Wind
|
d5ad459eba |
Merge pull request #65 from kristianwind/maerket-paa-ikonet
feat(beskeder): appens ikon bærer tallet på ulæste |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
d063425cae |
feat(indbakke): en adresse, andre programmer kan skubbe en opgave til
Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her, mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan kalde en URL. Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren, så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder. Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med. Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan. Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke kan lukke for den indgående post. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
b041b32aa2 |
feat(beskeder): appens ikon bærer tallet på ulæste
Klokken i hovedet siger, hvad der er nyt — men kun til den, der kigger på fanen. Det halve af pointen med at få besked er at få den, mens man laver noget andet, og det eneste sted, appen kan sige noget dér, er på sit eget ikon: mærket i Dock'en på en Mac, på proceslinjen på en pc. Sat to steder, fordi der er to tilstande. Appen selv, mens den er åben og kender tallet, og service-workeren, når den ikke er — og det er netop dér, mærket er det, der siger, at der er sket noget. Tallet kommer med i push-beskeden frem for at blive talt op af service-workeren. Den husker ingenting mellem to opvågninger og kunne derfor kun lægge én til noget, den ikke ved hvad er: et mærke, der tæller sig selv op og aldrig kommer ned igen. Serveren ved det i forvejen, og en tælling, der fejler, udelader feltet frem for at sende et nul — så står mærket, som det stod, i stedet for at blive tørret af en optælling, der ikke lykkedes. Ét tal, aldrig en optælling: mærket sættes til hvad der *er*, så det går ned af sig selv, når beskederne bliver læst. Og det ryddes ved log ud — det står i Dock'en, også når ingen er logget ind. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
d8f5f6e236 |
feat(noter): nævn en person i en note, og den er delt med dem
At skrive nogens navn i en note *er* at ville have dem til at læse den. Indtil nu var det to handlinger — skriv navnet, åbn panelet, find personen, del — og den anden blev glemt, så noten stod med en besked til en, der ikke kunne se den. Nu deler `@Navn` noten med den, der bliver nævnt, og siger det til dem. Editoren foreslår personer efter `@`, ligesom `#` foreslår projekter. Slået op i navnene frem for tolket ud af teksten. Et navn kan have mellemrum i sig, og et udtryk, der skulle fange dem alle, ville også fange sætningen bagefter: `@Sofie i morgen` ville blive til en person, der hed noget i den retning. Her er der ikke noget at gætte — der står et navn, eller der gør ikke. Det er også dét, der gør det forsvarligt at dele på: adgang må ikke afhænge af, hvor langt et regulært udtryk valgte at læse. En mailadresse er ikke en omtale, det længste navn vinder, og ejefaldets s hører til sætningen. Kun nye omtaler, sammenlignet med teksten før gemningen på samme måde som links: en note gemmes ved hver tastepause, så uden sammenligningen var hver gemning en ny deling og en ny besked om det samme navn. Kun ejerens omtaler deler. En medredaktør må skrive i noten, men ikke give den videre — ellers kunne den, ejeren har delt med, skrive et navn og dermed dele ejerens note med en, ejeren aldrig har hørt om. Det er den samme regel, panelet følger. Læser, ikke medredaktør: en omtale siger "se på det her", og det mindste, der opfylder sætningen, er det rigtige at give. En rolle, ejeren har hævet i panelet, sænkes ikke igen af en omtale. Og én besked pr. handling: den, der lige er blevet nævnt, får "nævnte dig" og ikke også "rettede en note" om den samme gemning. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
8ee9fbedfb |
feat(noter): del en note med en, der ikke har en konto endnu
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her. Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes. Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note. Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der ikke er der længere. Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan invitere til en note, som kun ejeren kan dele den. De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det ene af dem til at gøre ugyldigt. Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder — en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
ab77024ec9 |
feat(beskeder): klokken siger til, når nogen rører noget, der er dit
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det. Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke. Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person, der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse. note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et generisk par ikke have. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
916a0c0224 |
feat(noter): en delt note tager de noter med, den peger på
Den anden halvdel af den melding, der begyndte det her: linkene i en delt note førte ingen steder hen, fordi det, de pegede på, ikke var delt. At dele en note er at dele det, den *siger*, og et link er en del af det. note_shares får en `linked`-søjle. 0 er en deling, nogen har valgt; 1 er en, der er udledt af et link. Skellet er hele modellen. Fladen kan sige *hvorfor* en person har en note — "fulgte med" er en anden sætning end "du delte den" — og de udledte rækker kan regnes forfra efter hver ændring, uden at røre dem, ejeren selv har sat. SyncLinkedShares regner billedet om fra bunden efter enhver af ejerens egne handlinger: en deling, en fjernet deling, en gemning der har ændret links eller titel, en sletning. Hele kæden følger med, ikke kun første led, med et loft på hundrede noter — "del denne ene note" må ikke kunne blive til fire hundrede. Rollen arves fra den note, man kom fra, og stærkest vinder, når en note kan nås ad to veje. Kun ejerens egne noter følger med, og det er ikke en optimering: et link peger på en titel, og en medredaktør må skrive titler. Kunne et link hente hvad som helst, kunne den, man har delt med, skrive [[Bankoplysninger]] og læse med. Derfor slås der kun op blandt ejerens egne noter, og derfor regner kun ejerens egne gemninger om. Begge dele har en Go-prøve. Det lukker ikke hullet helt: skriver medredaktøren linket, og gemmer ejeren bagefter sin egen note, følger den note med dér. Det, der står imod, er synlighed — linket står som tekst i ejerens egen note, og panelet viser hver note, der er fulgt med, og hvem der har den. Udregningen åbner hver af ejerens noter, fordi titlerne er forseglet. Derfor to værn: har man ikke delt noget, svares der med det samme ud fra ét EXISTS, og en gemning regner kun om, når links eller titel faktisk har flyttet sig. Uden det første kostede "Ny note" halvfems millisekunder, og i det hul nåede e2e-prøven for monospace at taste sin titel ind i den forrige note, som editoren så tegnede væk. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
08d703e3af |
fix(noter): følg note-links i en delt note, og lad </> være kode
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig. Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt, tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at kunne åbne det. Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og sin egen tekst. Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode. To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
094ea5cdd8 |
feat(upcoming): look up to 30 days ahead, and choose how far
Kommendes liste has always been the next seven days and nothing else. Seven days is the right walk to take in the morning, and it is still what the view opens on — but "when does this month get busy" is a different question, and the month grid answers it with shape rather than in order. So the list now takes a horizon: 7, 14 or 30 days, chosen with a switcher beside the view buttons. Only the list gets one. A week grid is a week and a month grid is a month; there is no fortnight for them to show, so the switcher is hidden in those modes. The choice lives in localStorage next to the mode, under its own key. It is the same kind of choice as list-or-grid — how you want to look, not a fact about the work — and it should survive a reload without following you to a phone where thirty day headings is a very long scroll. Once the strip is longer than a week the day headings carry the week number. Thirty days repeat every weekday four times, and "mandag 6. okt" alone does not say which mandag. Server side the endpoint already took `?days=` and capped it at 31, so the window needed nothing — but its row limit was a constant 1000 written for a week. A month asked for with a week's ceiling would truncate the last days silently, and a day cut off the end of the answer looks exactly like a day with nothing due, so the limit now follows the window. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> Claude-Session: https://claude.ai/code/session_01SA1TDmgQZw3AufJqkbwezx |
||
|
kristianwindandClaude Opus 4.8
|
9d390d021f |
docs(site): show all six themes, and put the demo line in English
Adds a gallery of the same Today view in each of the six themes — Northern lights, Charcoal, Dusk, Daylight, Paper, Contrast — so the range is shown rather than described, on the landing page and (as the swatch panel) the docs home. The lone Charcoal Today capture is folded into it. And the quick-add demo that leads the docs — "betal moms i morgen kl 10 p1 #Firma @regnskab" — is now English, "file the VAT return tomorrow at 10am p1 #Accounts @tax", on every page it appears as the line to type: the home, the quick-add page, the API and MCP examples, and the OpenAPI blurb. The Danish date words on the quick-add page stay, because documenting the Danish parser is their job. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 4.8
|
1612f53966 |
docs(site): the Charcoal theme, offline, and the star that comes off
Refreshes the whole screenshot set to the app as it ships now — the three-line note rows, the lightened calendar — and adds two Charcoal captures, the theme modelled on Apple Notes, since it is the one worth showing. The landing page and the docs home both gain it, a "holds through a short network drop" line, and the correction that a starred or flagged mail now loses its mark once it is a task rather than keeping it. Six themes now, not five. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian Wind
|
4d5f1a56b1 |
Merge pull request #56 from kristianwind/gmail-unstar
feat(gmail): take the star off a mail once it has become a task |
||
|
kristianwindandClaude Opus 4.8
|
84ca506961 |
feat(gmail): take the star off a mail once it has become a task
A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not, because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own. The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays starred, stays in the next query, and is tried again. The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs and the scope table all say modify rather than read-only in the same change. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 4.8
|
6db61b0cc7 |
test(e2e): block the service worker except where the test is about it
The caching worker controls every page once it registers, and Playwright's page.route() does not see the fetches a worker makes — so the failed-load test, which forces a 500 to check the error path, got the real 200 through the worker and read as a broken feature. Block the worker by default and turn it back on only for the offline test, which is the one that needs a real one. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 4.8
|
57689ddfbb |
feat(offline): hold through a short network drop with a caching worker
The service worker did Web Push and nothing else, with a note that a cache serving yesterday's data was worse than an honest "cannot connect". This adds a cache that does not do that: network-first for everything that can go stale, so a reader online always gets the live answer and the cache is reached only when the network cannot answer. The task and note lists stay live; they just no longer go blank the moment the signal does — a reload through a tunnel, a lift or a base-station handover comes back to the app instead of the browser's offline page. Writes are untouched and still go straight to the network; api.js already retries them across the same short drop. The shell cache is versioned so a deploy lands in a fresh cache and the old one is dropped on activate; the data cache is cleared on sign-out so the next person on the browser does not inherit it. The old hand-registered /sw.js becomes SvelteKit's src/service-worker.js, which it registers itself, and the push handlers move across unchanged. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |