A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only
grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not,
because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after
the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for
the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a
label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own.
The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope
Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its
old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is
logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and
the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays
starred, stays in the next query, and is tried again.
The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs
and the scope table all say modify rather than read-only in the same change.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a touch screen a :hover on the tap target makes iOS spend the first tap
applying the hover and only open on the second — the double-tap Kristian hit
on tasks (and notes). The row hover is gated behind @media (hover: hover)
now, so a touch has no hover to apply and the first tap opens. The note
row's action buttons, which the hover used to reveal, are shown outright on
touch instead. And the task-row hover highlight is a rounded box (border
radius on the row), the same corner as a note in the list.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
In Charcoal the note-list day separators used --ground, the darkest colour
in the theme, so they read as dark bars on the lighter list. They take the
menu's own resting grey (#2d3133) now — the colour "Projekter" sits on —
via a --note-group-bg fallback token, so every other theme keeps --ground.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the list/editor switch keyed on the loaded note, which arrives a
moment after the tap — so the first tap looked like nothing happened and
people tapped again. It keys on the selected id now, set the instant a row
is tapped, so the pane switches at once; the back button is there
immediately and the body fills in when it arrives, with a quiet pane rather
than the "pick a note" prompt in the half-second between.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the note list and the editor stacked in one column, so a tapped
note opened below a full-height list, out of sight — "kan vælge en note men
kan ikke se indholdet". Now it is master-detail: the list fills the screen
until a note is opened, the editor takes over once one is, and an iOS-style
"‹ Noter" at the top of the editor goes back. The cards drop their border
and corners on one column, where there is nothing beside them.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Kristian sent the exact values; the first Charcoal was a neutral grey guess
and missed them. Now: three panel greys, lightest sidebar (#2d3133) to
darkest editor (#1e1e1e) with the list (#242b2e) between — the reverse of
the usual sunken-is-darkest order, so the editor takes its own --editor-bg
rather than sharing the list's surface. The accent is amber: the selected
menu item is solid #ffce35 with dark text, a selected note is gold #a78c26
with dark text, and the section headings drop to a quiet grey (#8a8e90).
Each per-element colour is a fallback token only Charcoal sets, so every
other theme reads through to the shared token unchanged. Verified the
computed values land on Kristian's samples exactly.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
- A new Charcoal theme — neutral dark greys on the menu, note list and
editor instead of the default's faint green cast, with matching inks;
the green accent stays. It joins the theme picker on its own (the picker
is data-driven from THEMES).
- The text selection is a translucent wash of the accent, not the old
near-invisible tint and not a solid slab — visible on white and on the
dark surfaces, keeping the text's own colour.
- The note list is a rounded card now, the same corner and border as the
editor beside it, with a few pixels more air around the menu and the list.
- Signing out asks first: a second click within a few seconds confirms, so
a button the pointer passes over does not drop you at the login screen.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The setup screen showed the secret and the otpauth URI as text and asked
you to scan — with nothing to scan. It renders the URI as a QR now, an SVG
(one dark path on a white card, so it reads in either theme) generated from
the barcode encoder already in the module graph via pquerna/otp. The secret
stays below it for a device that cannot scan.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A save made while the connection blips for a few seconds is retried rather
than reverted: the request layer keeps trying a network failure for a
fifteen-second window, waking the instant the OS reports a link again, and
only falls back to the existing error path if the drop outlasts it. A quiet
"reconnecting" pill appears if the wait passes about a second, and leaves
the moment it heals — so a two-second blip is felt as nothing at all.
This is deliberately not offline mode: the app is a live view of a shared
list, so there is no cache to work in with no server and no write log to
reconcile. It is only the blip, ridden out. A server error (4xx/5xx) is the
server answering and is not retried; an aborted request (a superseded
search) is left to propagate.
Kristian: an offline function for when the net drops for short periods,
seconds. Shared items stay server-authoritative — nothing is edited against
a stale copy for longer than the blip.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Each note is three lines now: the title, then the date and the excerpt,
then where the note is filed — a folder like the menu's groups and the
project's name, the owner's when it is someone else's, or simply "Noter"
when it belongs to no project. The date leads the second line, left
aligned, instead of being pushed to the right of the title. A faint
hairline separates one note from the next, and a month heading is
capitalised ("August 2026", not "august 2026").
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
It carried class="ghost", which nothing in the data page styles — so it
fell back to the browser's blue underline while every link beside it is
the accent-coloured .link. Now it matches them.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Same as the sidebar: the box folds on a click, the star and people icon
are the marks that mean something, and a date group keeps an empty spacer
so every label still starts at the same place.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The note list still wore the old faint-uppercase group header beside the
sidebar's bold plain-case one, so the two columns read as two apps. The
group headers are bold, plainly cased and in the reading ink now, at
menu size, and their separator boxes carry the same rounded corner as an
active menu item — the hard rule underneath is gone, the box is the
separation. The disclosure mark stays: unlike a sidebar section, a
time-group has no icon, so it is the only thing that says "this folds".
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Following the Things pass, four bits of polish:
- The fixed views carry their own colour — amber star for Today, blue tray
for the Inbox, red Upcoming, violet Waiting on others, teal Notes, indigo
Calendar — and keep it whether or not they are the active row.
- The active row was all but invisible on the dark sidebar (a half-step of
surface); it is now an accent-tinted selection that reads in both themes.
- The Projekter heading — the only place to add a project or a group — no
longer scrolls away with a long list; it is pinned to the top of the
scroller.
- The note list and the editor lift off the page: white in light, a nuance
lighter than the ground in dark, so the two read as one writing surface.
Screenshots regenerated.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at
medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are
choices under Settings → Appearance:
- Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses.
- Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes),
the same mechanism a look uses.
The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names,
the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look,
and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash
in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default
carries no attribute so the base tokens stand.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A donate link belongs in Settings and nowhere in the way — so it sits last,
understated, below the device list. A plain anchor with an inline SVG cup:
no third-party script, no webfont, no tracking, so it works offline and
cannot phone home. Wording says the app is MIT with nothing held back and
that nothing changes if you don't pay.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Archiving a single note meant finding its row in the list and its hover-only
button. With a note open to read or write, the one place you would reach for it —
its own footer, beside Gem and Slet — had no way to put it away.
There is one now: Arkivér between Save and Delete, which reads "bring it back" once
the note is already archived. Owner only, like delete, and it runs the same archive
the row button does — the note leaves the list without leaving the account.
e2e: archiving from the footer takes the note off the list, the archive holds it
with a bring-back button, and bringing it back returns it. The existing bulk-archive
test is scoped to the selection bar, now that "Arkivér" also lives in the footer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Choosing a note from the [[ completion wrote [[Title]] as plain text. It made a
real link behind the scenes — it showed in the panel under the note — but in the
note itself it stayed brackets, and "it doesn't become a link" is exactly how that
reads. A wiki link is a link where it is written.
Now a [[note]] renders inline as the title, in the accent colour, and a click on it
opens the note it points at. It is atomic — contenteditable="false" — so it moves
and deletes as one thing and a click is a click, not a caret landing mid-word. And
it appears the moment it is chosen: the completion drops the finished link in,
brackets and all swallowed, rather than text waiting to become a link when the note
is next opened.
The seam holds both ways: markdownToHtml lifts [[title]] into the link the same way
it already lifts an image, and htmlToMarkdown reads the link back to [[title]] by
the title it carries — so what is on disk is still the same Markdown, and a note
opened, saved and reopened is unchanged.
e2e: choosing a note writes an inline link, it survives the round-trip through
Markdown and a reload, and clicking it opens the note it names. Full suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Picking a note from the [[ completion wrote [[Title]] and the server made a real
link from it — but the link only ever showed in the panel under the note as plain
text. It said the note pointed somewhere and gave no way to go there, which reads
as "it didn't become a link at all".
The links in that panel are buttons now. A [[note]] resolves by its title to the
note — the one already on the list, or looked up if not — and opens it in place; a
#project goes to its page; a task link to the task. Titles with punctuation work,
brackets and parentheses included, because the match is on the whole title, not a
parse of it.
e2e: after linking a note, clicking its chip opens the note it names.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Typing [[ did nothing. The toolbar hint offered "[[ another note" and the parser
turned a fully-typed [[Title]] into a link on save, but the completion that makes
it usable — the one # has for projects — was never there, so you had to know and
type a note's title exactly, brackets and all.
Now [[ opens the same picker # does, over the notes the page has loaded: the
current note is left out (a note linking to itself is a loop nobody meant), and
one without a title yet cannot be pointed at. Choosing a note closes its own
brackets — the opener is already in the text — and leaves a space, so the next
word is a word and not more of the tag. On save the link is real and shows in the
note's links, not merely as text.
The picker's two kinds are told apart where a project wears its colour: a note
suggestion wears the brackets that open it.
e2e: [[ offers a note by title, choosing it writes [[Title]] into the note, and
the link lands in the note's links. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The sharing controls were laid out across the note's footer — the project select,
the whole "Del med personer" panel and the Save/Delete buttons all on one row. It
crammed: "Læg i projekt" wrapped to two lines and the people panel ran into the
rest.
Now one Del button in the footer opens a popover that holds both ways a note is
shared — a project and named people — stacked in a small card. The footer is a
status on the left and Del / Gem / Slet on the right, and nothing wraps. The
button carries a count when the note is shared with someone, so "shared" is
legible without opening it.
The popover closes on a click outside, on Escape, and on switching to another
note — the last tracked by note id, so a save returning a fresh copy of the same
note does not slam it shut mid-use. The inner "add someone" button is now Tilføj,
so it does not read as a second Del.
e2e updated to open the popover before reaching the controls; full Chromium suite
green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Until now a note was shared exactly one way: file it in a shared project, and
everyone who could read the project could read the note. That is right when the
note belongs with a body of work and wrong when it is just "let Sofie see this" —
it made you stand up a project to hand over a single page.
A note can now be shared with named people directly, at viewer or editor — the
same two roles a project membership uses, so there is one idea of a role in the
program and not two. The paths stack: a note can be loose, filed, shared with
people, or any mix, and access is the most any of them allow.
The store:
- note_shares (migration 0030): note ↔ user ↔ role, one row per person, owner
recorded. Visibility (AllNotes, and search via mayTouchNote) widens to include
notes shared directly with the reader.
- the effective role folds a direct share on top of the owner and project paths.
The rules, drawn where they protect the owner:
- read = viewer, edit text = editor, on any path.
- MOVE a note (change its project) is owner-only: an editor filing it into a
project the owner is not in would take the owner's own note away from them.
- DELETE is owner or project-editor — a direct share, however high its role,
does not reach to throwing the note away.
- SHARE and UNSHARE are the owner's alone, like a project's invitations.
- the picker is everyone on the instance (a closed, invited set) minus who is
already on the note; a made-up id and the owner themselves are refused.
The list:
- a "Delt med mig" group at the top, collapsible, that appears only when it has
something in it — the same rule Favoritter follows — so it costs nothing when
you share nothing. A shared note lives there, not also in a time bucket.
- every shared note carries a small chip in its owner's avatar colour, the
project mark's shape said for a person.
- no star or archive button on a note somebody else owns: those change the note
itself, and it is not yours to put away.
- the editor grows a "Del med personer" panel for the owner: who can see it, at
what role, and an add row drawn from the instance's other people.
The old comment in the notes footer argued against a note having an access list
of its own. That was the right call until the case it did not cover — sharing
without a project — turned out to be the one actually asked for. Updated to match.
Person now carries json tags, so a note's owner serialises as id/name/avatar_color
like every other person in the API rather than as Go field names.
Tests: a shared note reaches the other person marked and owned; a viewer reads but
cannot write; an editor writes but cannot re-share or delete; unshare removes
access and is owner-only; the candidate list excludes who is already on and the
owner; and a made-up id and self are refused. OpenAPI covers the three new routes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret som "AI gemmer ikke mine oplysninger". Anden gang det symptom
meldes, og en helt anden årsag end sidst — dengang delte scopes i user_settings
én række og slettede hinanden.
Udbyderen hedder "OpenAI-kompatibel (Ollama, LM Studio, …)" og feltet foreslår
selv http://localhost:11434/v1. safedial nægter præcis den slags adresser. Så
den ene udbyder, der findes for at køre sin egen model, kunne ikke sættes op,
og formularen foreslog en adresse, serveren ville afvise.
Serveren svarede 422 med en fejl på base_url. Formularen havde ingen plads til
at vise en fejl på det felt, og fordi fejlobjektet ikke var tomt, blev der
heller ikke vist en toast. Beskeden forsvandt, og det så ud, som om der ikke
skete noget ved at trykke Gem.
Tre rettelser:
- Private adresser tillades for admins. Muren står, fordi en server, der henter
en brugerangivet adresse, lader den, der angiver den, nå ting han ellers ikke
kan. En admin på en selvhostet instans ejer allerede værten og dens netværk,
så det giver ham intet nyt. For en inviteret bruger er den lukket som før.
Tilladelsen regnes ud pr. forespørgsel, ikke gemt ved siden af adressen — den,
der ikke længere er admin, skal ikke kunne nå indenfor på et gammelt flag.
- Tailnet er ikke "indenfor". Halvdelen virkede allerede ved et tilfælde: Gos
IsPrivate dækker RFC1918 og ikke det CGNAT-område, Tailscale låner, så 100.x
slap igennem uden at nogen havde besluttet det. IPv6-halvdelen gjorde ikke —
fd7a:115c:a1e0::/48 ligger inde i fc00::/7. Samme maskine var altså
tilgængelig eller ej alt efter adressefamilie. Begge områder er nu navngivet,
hvilket gør IPv4-halvdelen bevidst frem for heldig.
- Feltfejl kan ikke længere forsvinde. base_url og model har fået et sted at
vise en, og en fejl på et felt, der ikke har et, råbes op som en toast frem
for at blive tabt.
Meldt ind som "noter vises ikke i den nye listeform": hver eneste overskrift stod
der med sit tal, og der var ikke en eneste note under nogen af dem.
Før var der ét `<ul>`, og *det* rullede. Da listen blev delt i grupper, blev hver
gruppe sit eget `<ul>` — og dermed sit eget flex-element med `overflow-y: auto`.
Flex-elementer skrumper som udgangspunkt, og et element, der skrumper og klipper,
viser ingenting. Med tyve måneder i søjlen fik hver liste nul at være høj i.
Rulningen hører til kassen om dem alle, ikke til hver af dem.
**Prøven fangede det ikke, og det er værd at forstå hvorfor.** Den lavede to noter,
altså tre grupper, i et vindue på 720 pixels — og med så få grupper er der plads
nok til, at skrumpningen ikke bider. Fejlen kræver pres. Prøven gør vinduet lavt
nu og kigger efter, at rækkerne kan *ses* og ikke bare findes, og den siger
desuden hvor rulningen ligger: på kassen, ikke på listerne. Den er set fejle med
den gamle stil.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ugen fandtes på Kommende og på Kalender, men ikke dér hvor et projekt bor — og det
er dér, "hvornår sker de her fire ting" oftest bliver spurgt.
Inde i kalendervisningen frem for som en fjerde `view_mode`. `view_mode` er
projektets og delt med alle, der kan se det, mens uge eller måned er et spørgsmål
om hvor bred skærmen er, foran hvilken der sidder én person — samme grund som
sidebjælkens bredde ligger i localStorage af. Og en fjerde værdi ville kræve en
tabelombygning: `CHECK (view_mode IN ('list','board','calendar'))` kan SQLite ikke
ændre på plads.
**Og så fandt den en fejl, der har ligget og ventet.** `cursor` blev sat med
`span === 'week' ? … : …`, hvilket læser `span` i det øjeblik komponenten bliver
til og fanger den værdi for altid. Byggeriet har advaret om det lige så længe. Så
længe hver visning havde sin egen komponent, gjorde det ingen forskel — og det
gjorde det i samme sekund, en vælger begyndte at skifte `span` på den samme.
Markøren stod på den 1. i måneden, og et skift til uge landede på ugen omkring den
1.: "27. jul.–2. aug." for en person, der kiggede på august.
Rettet, med den ene undtagelse skrevet ned: en månedsvisnings markør *er* den
første i måneden, så et skift til uge, mens man står i den indeværende måned,
skal lande på den uge, i dag ligger i — ikke på ugen omkring den 1.
Og en anden fælde, jeg selv gik i undervejs: en underklasses felter sættes *efter*
basens konstruktør er kørt. Nøglen til localStorage som et felt på en underklasse
betød, at valget blev gemt ét sted og læst et andet — en uge, man havde valgt, var
en måned igen efter en genindlæsning. Nøglen er et argument nu; et argument har
ingen rækkefølge at tage fejl af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Bedt om som "abonnering af flere kalendere (ics og webcal?)". Det er også den
eneste vej for en privat konto: instansens OAuth-klient er Internal, og Google
afviser en konto udefra med `org_internal`, uanset hvad der ellers er sat op.
**Samme tabeller.** Et abonnement er én kalender med begivenheder i, og det er
præcis det, `calendars` og `calendar_events` allerede beskriver — med vinduet,
farven, `shown` og hele fejemaskinen omkring sig. En tabel til ville være en anden
vej til det samme sted, og to veje til ét sted er to steder at rette den dag noget
om begivenheder ændrer sig.
Det, der skulle laves om, var identiteten. En OAuth-konto er én pr. person og
udbyder — tokenet er identiteten — mens et abonnement er én pr. adresse, og man har
flere. `calendar_accounts_once` er derfor delvist nu: det holder for rækkerne uden
adresse, og et andet indeks holder adresserne unikke. Delvise indekser er den ene
ting, SQLite kan her, som ellers krævede en tabelombygning.
**`webcal://` skrives om til `https://`.** Det er ikke en protokol, noget taler —
det er en konvention, der får et skrivebord til at give adressen til
kalenderprogrammet i stedet for til browseren, og alle udgivere skriver deres links
sådan. At afvise den ville være at afvise folk på en teknikalitet.
**Adressen gennem `safedial`, begge halvdele.** Afvist hvor den skrives ned, så
den, der står med feltet, får svaret med det samme — og igen på den *opslåede*
adresse hver gang den hentes, fordi et navn, der blev godkendt ved indtastningen,
kan svare 127.0.0.1, når fejemaskinen kører klokken tre om natten. Det er den
sætning, `internal/safedial` selv står og advarer om, og den blev skrevet efter et
SSRF-fund i morges.
**Hentet én gang, før den gemmes.** En adresse, der ikke kan læses, er en tastefejl
langt oftere end en server, der tilfældigvis er nede, og at sige det, mens nogen
står med feltet, er de to sekunder værd. Et abonnement, der lydløst aldrig fyldes,
er den samme tavshed, notifikationerne havde.
Læseren er ny i `internal/ics`, som hidtil kun kunne skrive. To ting, den med vilje
ikke gør, står skrevet ved den: den udfolder ikke gentagelser, og den opløser ikke
tidszoner. Begge dele er større end de ser ud, og begge har ét sted at høre til
den dag de skal.
En ting, formatet lærte: DTEND er eksklusiv for en heldagsbegivenhed. Gemmes den,
som filen skriver den, dækker hver eneste helligdag også dagen efter sig.
Én adresse, der fejler, stopper ikke de andre. Et abonnement er en anden persons
server, og den ordinære tilstand for en anden persons server er, at den er i orden
indtil en morgen hvor den ikke er.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "den er for tæt på en eller anden måde". Grunden var ikke afstanden
mellem rækkerne: hver række sagde tre ting, og to af dem gentog sig selv nedad.
Datoen stod på hver eneste række — også når tyve noter deler dag — og projektet
fik en linje for sig selv. Tre linjer pr. note, gange tolv hundrede.
Gentagelserne er flyttet derhen, hvor de siger noget.
**Datoen er blevet til overskriften.** I dag · I går · Denne uge · August 2026 …
og så er den væk fra rækken. Noten går fra tre linjer til to, og luften kommer af,
at der er mindre at skrive — ikke af at listen bliver længere.
**Favoritterne har fået deres egen gruppe.** De lå allerede først; der stod bare
ikke hvorfor.
**Grupperingen følger sorteringen.** Sorteret på "Oprettet" grupperes der på
oprettelsesdatoen, på "Senest rørt" på den — ellers ville listen stå i én
rækkefølge og være grupperet efter en anden, og så er overskrifterne løgn.
Sorteret på navn er der ingen dato at gruppere på, så det bliver forbogstavet, og
datoen kommer tilbage i rækken, hvor den så er det eneste tilbage, der siger noget.
**Arkivet grupperes med.** Det er dér, de tolv hundrede importerede ligger, og
dér, det betyder mest.
**Projektet har sin egen farve** — den samme prik som i sidebjælken. Mærkaten sagde
det samme som alle de andre i en grå, der var lysere end uddraget, og projektet er
dét, man skanner efter, når man leder i tolv hundrede noter. Prikken bærer farven
og ikke teksten: fem projektfarver som skriftfarve er fem forskellige grader af
læsbarhed, og den lyseste er ikke læsbar.
Fire ting, der blev fundet ved at se på det:
- Uddraget gentog titlen, fordi titlen *er* første linje. Det var skjult, så længe
en dato stod imellem dem.
- Uddraget klippes ikke af sig selv. Det lå før i en flex-boks, der ejede
afkortningen; da datoen flyttede op, forsvandt boksen, og sætningen løb videre
ind under favoritstjernen.
- Overskriftens stjerne hed `.star` ligesom rækkens favoritknap og arvede dens
gennemsigtighed. Den stod der aldrig. To ting, der ligner hinanden, er ikke det
samme.
- En `aria-label` på foldeknappen erstatter knappens indhold som dens navn — og
knappen *er* overskriften, så overskriften kom til at hedde "Fold I dag sammen".
Sidebjælkens gruppehoveder gør det rigtigt, og gør det nu begge steder.
Sammenfoldning huskes ikke på tværs af besøg: en gruppe, der åbner foldet uden at
nogen bad om det, er en liste, der ser tom ud.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Alt om det var usynligt. Indstillingssiden sagde "til for denne enhed", så snart
der fandtes et abonnement — også når hver eneste push blev afvist. Og en afvist
push gik i en logline på **Debug**, som ikke skrives på en instans, der kører på
standardniveau. Så en levering, der fejler lydløst, og en levering, der aldrig
sker, så ens ud, og forskellen er hele diagnosen.
Tre forskellige problemer havde ét udseende: browseren tilmeldte sig aldrig,
tjenesten afviste den, eller der var ikke noget forfaldent endnu.
**En prøveknap** under Indstillinger → Notifikationer sender én notifikation
gennem den rigtige rute — ikke en genvej, så det, den beviser, er det, der
faktisk skal virke — og siger hvad hver enhed gjorde ved den. Kom den ikke frem,
og afviste ingen den, står der, at det så er browseren eller styresystemet, der
holder den tilbage. Nu peger svaret på ét af de tre steder.
Loglinjen er hævet fra Debug til Warn. Det var den ene linje, der ville have sagt
hvorfor.
Teksten kommer fra klienten, fordi ordbøgerne gør. En server, der bærer sin egen
kopi af "det her er en prøve", bærer den på ét sprog.
**Og en lækage, prøven fandt.** Go pakker en transportfejl som `*url.Error`, og
dens tekst er `Post "https://fcm.googleapis.com/fcm/send/dQw4…": dial tcp: …` —
hele endepunktet, som er den legitimation, push-tjenesten udstedte til den enhed.
Den var på vej ud i svaret, i loglinjen og i ethvert skærmbillede af nogen af dem.
Prøven var skrevet for at bevise, at kun værten blev nævnt, og det var sådan den
blev fundet. Fejlen pakkes ud, og adressen skrubbes bagefter alligevel: den næste
fejltype, der bærer den med, kommer ikke med en advarsel.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækkefølgen af sektioner *er* planen — "Planlægning" står før "I gang", fordi det
er den vej arbejdet går — og indtil nu kunne den kun laves om ved at slette en
sektion og lave den igen, hvilket smider dens opgaver ud i det usektionerede
område på vejen.
Hele overskriften er håndtaget. En sektionsoverskrift indeholder ikke noget, der
selv bliver trukket, så der er ingen geste at stjæle — hvilket er grunden til, at
sidebjælkens rækker skulle have et greb, og grunden til at disse ikke skal. Ikke
draggable mens den omdøbes: et draggable element lader ikke markøren vælge tekst
i det felt, det indeholder.
Serversiden er hele listen på én gang som projekter og grupper, og af samme
grund: et projekt har en håndfuld sektioner, så 0, 1, 2 … er én lille transaktion
uden præcision at løbe tør for, og en liste kan ikke ende halvt anvendt.
`ReorderSections` er scopet til projektet og ikke til en ejer — en sektion har
ingen ejer, den hører til et projekt, og om du må rykke rundt er et spørgsmål om
det projekt, som handleren allerede har stillet. Id'er fra et andet projekt
springes over af WHERE-klausulen; der er en prøve på præcis det, fordi ingenting
ellers kontrollerer id'erne enkeltvis.
Båndet stod fire pixels skævt. Det var trukket ud med --s2 og polstret med --s3 —
samme idé gjort med to forskellige tal — så det blev otte pixels bredere end
listen i hver side, og teksten landede fire pixels uden for den kolonne, rækkerne
holder. Til venstre var det usynligt. Til højre var det Omdøb og Slet, der stod
fire pixels forbi alt over og under sig, hvilket er præcis langt nok til at ligne
en fejl og ikke langt nok til at se hvorfor. En række er `.row` med
`padding: var(--s2)` inde i en boks uden, så båndet har nu samme polstring og
ingen margen.
Board-visningen er ikke rørt: der er kolonnerne vandrette, og det er en anden
geste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hele sidebjælken rullede, så runen og I dag forsvandt over kanten, så snart der
var projekter nok — og de er dem, man er på vej hen til oftest. Alt under de
faste visninger ligger i en rulleboks nu, så rullebjælken begynder under dem.
En boks indeni frem for `position: sticky` udenom: et klæbende hoved efterlader
rullebjælken i fuld højde ved siden af sig, og det var netop den, der skulle
starte længere nede. Snippet-erklæringerne bliver liggende udenfor — de tegner
ikke noget selv, men de kaldes oppe fra .views, og en snippet erklæret indeni
hører kun til indeni.
Chevronen for en mappe dækkede gruppens prik med et felt i --surface. På den
sænkede bjælke er det en lys firkant, og en foldet gruppe har sin chevron fremme
permanent, så klodsen stod der hele tiden. Prikken tones ud i stedet.
Det kostede en fælde: en `opacity` under 1 laver en stakkontekst og maler
elementet, som var det placeret med `z-index: 0`. Prikken lagde sig dermed oven
på knappen, den lige var forsvundet for, og tog klikket — usynlig og stadig i
vejen, så gruppen ikke kunne foldes. Ét lag op på knappen, og rækkefølgen er
som før.
Prøven for vandret rul måler nu begge bokse. Bjælken selv er `overflow: hidden`,
så en for bred række ville blive klippet dér og aldrig nå at tælle med — den
ville bestå af den forkerte grund.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To knapper ved siden af hinanden er toogfyrre pixels taget fra en liste, der er
tre hundrede bred — og de er det, man rører en gang imellem, mens titlen og
uddraget er det, man læser hele tiden. I en søjle koster de toogtyve.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Chrome frøs på notesiden, og der var to grunde.
**Nyttelasten.** Listen viser en titel og omkring halvfems tegn. Den fik hele
noter for at gøre det: med tolv hundrede blev svaret 3,9 MB, hvoraf otteoghalvfems
procent var brødtekst, ingen ville læse på den skærm — hentet, tolket og holdt i
hukommelsen hver gang siden blev åbnet. Nu 763 KB.
Kroppen tømmes frem for at blive forkortet, og det er den vigtige halvdel. Et felt,
der hedder `body` og indeholder et *stykke* af kroppen, er en fælde: editoren ville
åbne det, pausen ville gemme det, og noten ville være skåret ned til sit eget
uddrag af ingenting andet end at være blevet kigget på. Tom er en form, klienten
kan se efter — og den gør det og henter hele noten, når den åbner en.
Det kostede en adskillelse mere: hvilken række der er *valgt*, og hvilken note der
er *indlæst*, er nu to ting. Editoren indlæser sin tekst, når notens id skifter, så
hvis den fik uddraget først og hele noten bagefter, ville id'et være det samme
begge gange og den anden aldrig blive vist. Man ville sidde med en tom note, der
lige havde haft en titel.
**Tegningen.** Alle tolv hundrede rækker fik layout og maling, også de tusind
ingen kan se: 2,1 sekunder til første tegning. `content-visibility: auto` lader
browseren springe det over og tage det, når man ruller derhen — 0,95 sekunder, og
uden en eneste linje JavaScript, ingen rullematematik og ingen liste, der kan komme
ud af trit med sig selv.
**Og søgefeltet.** Det var en pille med et forstørrelsesglas tegnet ind som et
baggrundsbillede med farven skrevet i hånden — #8b918d, uanset tema — hvilket
gjorde det til det ene sted på siden, der ikke fulgte resten. Nu samme form som
søgefeltet i toppen, et rigtigt ikon i `currentColor`, en ryd-knap og et antal
fundne.
Det havde heller ingen pause: hver tast sendte en søgning gennem tolv hundrede
noter, så "kaffe" var fem forespørgsler, hvoraf de fire var forældede inden de kom
tilbage — og svarene kunne lande i den forkerte rækkefølge. Nu én.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Søgningen sorterede efter dato.** Usynligt med ti noter og ubrugeligt med tolv
hundrede: de blev alle importeret samme aften, så `updated_at` siger ingenting, og
loftet skar listen af ved halvtreds vilkårlige rækker. At søge "Tesla" svarede med
en note om nginx først og noten, der hedder "Tesla Model Y", bagefter — hvilket
læses som en søgning, der ikke virker, fordi det fra brugerens plads er præcis
dét.
Nu bm25, med titlen vægtet ti gange kroppen: et ord i titlen er, hvad noten
*handler om*, mens det samme ord én gang i en lang krop er en henvisning. `fold`
vejer som kroppen, ellers ville et dansk match slå et præcist. Sammenføjet frem
for `rowid IN (…)`, fordi rangeringen hører til matchet, og en underforespørgsel
smider den væk. Fladen sorterer ikke om, når der er søgt — det ville kaste netop
det væk, der gør en søgning i tolv hundrede noter brugbar.
**Et træk af en note hen på et projekt gjorde ingenting.** `ondragover` tog imod
både opgaver og noter, så rækken lyste op — og `ondrop` sendte kun opgaver videre,
mens noten faldt ned i grenen, der omarrangerer projekter, hvor den ikke betyder
noget. Den værst mulige form for i stykker: den så ud, som om den ville virke,
helt indtil man slap.
Det står i overleveringen som "virker i koden, men ikke fastholdt i prøver, fordi
prøven blev upålidelig". Den er skrevet igen, og den ser på resultatet — ligger
noten i projektet bagefter — frem for på om rækken blev fremhævet, hvilket var
netop det, den gamle kunne se og som blev ved med at være sandt, mens funktionen
var i stykker.
**Og datoen i listen var altid `updated_at`.** For tolv hundrede importerede noter
er det i aftes, så en note fra 2017 stod som "i går", og den dato, man sorterede
efter, var ingen steder at se. Rækken viser nu den dato, listen er sorteret efter,
og har begge i sit værktøjstip.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To huller fra sikkerhedsgennemgangen, og de er samme historie fortalt to gange:
den ene kontrol, der findes til når adgangskoden allerede er tabt, kunne omgås af
netop den, der havde adgangskoden.
**H1 — spanden blev fyldt af adgangskoden alene.** `handleLogin` nulstillede
ratebegrænseren ved hver korrekt adgangskode, *før* den så på, om der var en
andenfaktor. Det gav én, der havde kodeordet, ubegrænsede portioner på ti gæt:
log ind, få en frisk spand og en frisk ventende session, brug ti gæt på koden, log
ind igen. Med tre gyldige koder i ethvert øjeblik og tyve forespørgsler i
sekundet er det lige odds inden for en eftermiddag.
Spanden ryddes nu først, når login er *færdigt*, og der er kommet en spand mere:
koder tælles pr. konto og ikke kun pr. adresse. Adressespanden er slået af enhver
med mere end én adresse, hvilket er det almindelige — en telefon og en bærbar er
allerede to. Det, der gør en sekscifret kode sikker, er at gæt er en knap
ressource, og knapheden skal tælles imod det, der bliver angrebet.
Den ventende session får lov at leve. At afslutte den ved første forkerte ciffer
blev overvejet og valgt fra: det ville koste en, der taster ét tal forkert, sin
adgangskode igen, og det køber næsten ingenting oven i loftet pr. konto.
**M3 — et lækket token kunne tilmelde sin egen andenfaktor.** `/auth/totp/setup`
lå kun bag `requireAuth` og spurgte om ingenting, mens `disable` altid har
krævet adgangskoden: døren åbnede med et token og lukkede kun med et kodeord. Et
stjålet token kunne hente hemmeligheden, lægge den i sin egen godkender, bekræfte
den og beholde den eneste kopi af gendannelseskoderne. Ejerens næste login ville
stoppe ved en kode, de ikke havde, og de kunne ikke slå den fra uden at logge ind
først. Et tyveri bliver til et lejemål — den sætning står allerede i filen ved
siden af om passkeys, og det er den samme regel.
Nu bag `requireSession` sammen med passkeys og sessionerne, og `setup` spørger om
adgangskoden ligesom `disable`. Symmetrien er pointen: at slå den til er mindst
lige så indgribende som at slå den fra.
Og en note kan oprettes inde fra et projekt. At ligge i et projekt *er* måden en
note deles på, så det er én handling frem for to — man skulle før oprette noten
under Noter og bagefter finde projektet frem i "Del i". Ruden findes nu, også før
der er en eneste note, for ellers er der ingen knap dér, hvor man opdager at der
skal skrives noget ned.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel:
kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage.
**OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som
*Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun
Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er
klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord,
man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør.
Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen
OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det
næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op.
`internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme
flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails:
én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved
at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer
alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en
opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en
en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan
ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021
skulle igennem.
Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et
sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit,
og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret
ikke stille viser noget forkert.
`CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en
opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er
læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre
færdigt ved en andens møde.
To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den
må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https.
Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Skærmbillederne er engelske, fjorten i alt, og der er to mennesker i dem. Det
sidste er ikke pynt: halvdelen af det, programmet er til, findes ikke med én
konto — en ansvarlig, et navn i historikken, en medlemsliste, og "Venter på
andre" som andet end en tom side.
Sproget kommer fra kontoens locale og ikke fra strenge skrevet i hånden, hvilket
er dét, der fandt fejlene: otte steder, hvor grænsefladen blev ved med at være
dansk, uanset hvad kontoen sagde. "Forsinket" og "I dag" skrevet ind i markup,
"Uden sektion" som boardets første kolonne, gentagelsesreglerne halvt oversat,
alle nitten navne på hændelser i historikken, og et `da-DK` hårdkodet i Kommende.
Gentagelsesreglerne er flyttet til `when.js`, så menuen og mærket ikke kan blive
uenige igen — det er præcis, hvad den fil er til.
README's billeder havde været brudte siden `37605ba`, som lavede PNG'erne om til
WebP og slettede dem, uden at teksten fulgte med: forsidebilledet og alle seks i
tabellen var 404 på GitHub. Og noterne — hele funktionen — stod ikke nævnt hverken
i README, på forsiden eller i dokumentationen.
Nu skrives PNG til docs og WebP til site, altså præcis dét, de to steder læser.
Før efterlod hver kørsel tolv usporede PNG'er i site, som intet pegede på.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hjælpeteksten sagde "slå Gmail API til", og det er kun det halve nu. Den samme
klient bærer både Gmail og Google Kalender og skal have begge redirect-URI'er —
og kalenderpanelet siger, hvor dets egen kommer fra, så ingen leder efter et
felt til en klienthemmelighed, der allerede står ovenfor.
At vælge en kalender er nogen, der siger "vis mig den her". At gemme valget og
lade gitteret stå tomt, til fejeren kommer forbi et kvarter senere, er en
kalender, der påstår, at fjorten dage er fri — og personen står på siden med
knappen under hånden. Gemningen henter nu selv.
Og er der forbundet en konto uden at der er valgt nogen kalendere, siger
visningen dét. "Der er ikke valgt en kalender" og "der er ikke booket noget"
ser ens ud, og kun den ene er noget at gøre noget ved.
Skærmbillederne skulle tages på engelsk, og det var dét, der fandt dem:
en konto sat til engelsk fik stadig "Forsinket" over de forsinkede opgaver,
"Uden sektion" over den første kolonne på tavlen, "Aldrig" i gentagelses-
menuen, "hver dag" på rækken, "til instansen · inviteret af" på invitationen,
"3 projekter" på kontoen, og hele historikken — nitten hændelser, alle på
dansk. En funktion, der kun virker på det ene sprog, er en funktion, der er i
stykker.
Gentagelsen er den eneste, der ikke bare manglede en nøgle. Serveren skriver
`recurrence_text` på dansk og skal blive ved med det: én besked går over
WebSocket til alle i projektet på én gang, og de læser ikke det samme sprog.
Så de regler, der har et navn, får det i when.js — på den side, der ved, hvis
skærm det er — og alt mere specifikt falder tilbage til serverens ord.
Mellemrummet i historikken er skrevet ud. Svelte fjerner det, der åbner en
blok, så "inviterede" og adressen løb sammen til ét ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme gitter som Kommende, givet en liste mere at tegne. Ikke et gitter nummer
to, og grunden er den del, der er nem at få næsten rigtig: et mål skal afgøre
ud fra `dataTransfer.types` alene, om det tager imod, og to kopier af det er to
steder at være næsten rigtig. En opgave trukket her flyttes præcis som alle
andre steder, fordi det er den samme kode, der gør det.
En begivenhed er ikke en opgave, og cellen siger det før et eneste ord er
læst: en flade af farve, hvor en opgave er et kort med en farvet kant. Den kan
ikke trækkes — forbindelsen er læsende, og en chip, der letter fra siden og så
ikke vil lande, læses som en fejl frem for som en regel — og den er ikke en
knap, for der er ikke noget at lukke ved en andens møde. Farven er Googles egen
for den kalender, så to kalendere i ét gitter kendes fra hinanden på den farve,
personen allerede kender dem på.
Farven tjekkes frem for at blive troet: den ender i en inline `style`, og en
værdi, der ikke er en farve, kan lukke erklæringen og åbne en anden. Linket
tegnes kun, hvis det begynder med `https://` — et href er dér, hvor en
`javascript:`-adresse bliver til et klik, der kører.
Prøven bruger uge-visningen med vilje: en månedscelle skæres af ved tre chips,
og resten af suiten lægger opgaver på andre dage. Datoen læses ud af siden, ikke
ud af testprocessen, som de øvrige har lært at gøre.
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i
døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet.
Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør
det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed
for at efterprøve det.
**Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke
håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i
første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og
koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles
her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en
kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den
historie, der ikke passer.
Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte
begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet
ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele.
Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn
eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og
samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen
mellem anonym og pseudonym.
Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden
login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når
instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand,
der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft:
endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden
et loft kunne enhver fylde disken.
Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger
kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde
"hvor mange har prøvet det".
`internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen,
og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på
den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og
svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet af prøverne, som for første gang kørte forbi midnat.
Dagen blev læst som `completed_at.slice(0, 10)` — de ti første tegn af et
tidsstempel, der er i UTC. Overskriften sammenlignede med *lokal* dato. I dansk
sommertid er de to ikke den samme dag i de første to timer efter midnat, så en
opgave lukket 00.30 blev sat under "I går", indtil klokken blev to. Tyve timer i
døgnet er de ens, hvilket er derfor prøven har været grøn hver eneste gang før.
Dagen udregnes nu lokalt, som den overskrift den skal svare til.
Og prøven for invitationslinket kunne kun bestå seks dage om ugen. Den ledte
efter "males inden fredag" som én tekst, men hurtig tilføjelse læser "fredag" som
forfaldsdatoen og tager ordet ud af titlen — tilbage står "males inden" plus et
mærke, hvis ord skifter med ugedagen. Kørt på en torsdag hedder mærket "I
morgen", og så fandt den ingenting. Prøven handler om invitationer, ikke om
datoer, så den ser nu på titlen alene.
Uddraget i notelisten viste `` overhovedet, så en note fra Apple Noter viste sin egen billedadresse som
tekst. Filen var hentet, gemt og hæftet på noten; det eneste, der manglede, var
at nogen tegnede den. Kun vores egen adresse bliver til et billede — et
`` fra en indsat tekst ville ellers hente fra en fremmed vært, når
noten åbnes, og en note er det sidste sted, man vil have en sporingspixel. Og
vejen tilbage skulle med: uden `IMG` i inlineToMarkdown ville den første gemning
have taget hvert billede ud af noten igen.
**Titlen blev revet i stykker.** Noter deler en linje op i så mange stumper, den
har brug for — "Aalborg Kommune" står som
`<h1>A</h1><h1>alb</h1><h1>org Kom</h1><h1>mune</h1>`, fordi der er en
attributkørsel bag hver stump — og eksporten læste et linjeskift ved hver af dem.
Noten kom ud som fire overskrifter oven på hinanden, altså ødelagt på den mest
synlige måde der findes: i sin egen titel. Samme rod gav `**M****øde**` for fed
og `*M**øde*` for kursiv, hvor de to stjerner i midten læses som fed. Nu brydes
der kun, når blokken skifter, og et mærke, der lukkes og straks åbnes igen, er
ingenting.
**Datoerne fandtes ikke.** Eksporten læste dem aldrig, og Markdown havde ingen
plads til dem — så en flytning af tolv hundrede noter blev en bunke, der alle var
skrevet samme aften. Rækkefølgen er halvdelen af, hvad et arkiv er. Nu står de i
et YAML-hoved, som Obsidian og Bear allerede skriver, og importen læser det.
`SetNoteTimes` frem for gennem SaveNote: `updated_at` betyder "hvornår skrev
*dette* program noten sidst", og lod man enhver kalder sætte den, ville kolonnen
betyde det, den sidste skriver havde lyst til.
**Og listen kan sorteres** — senest rørt, oprettet, navn. Favoritter står øverst
uanset hvad; det er hele meningen med at gøre en note til favorit.
Eksporten henter nu i klumper. Ét kald pr. note tog halvanden time for tolv
hundrede, ikke fordi Noter er langsom, men fordi hvert kald er en proces, der
skal startes — og det gjorde det umuligt at rette en fejl i oversættelsen og se
resultatet, for hver runde var en frokostpause. Antallet af bilag kom med i
klumpen af samme grund: ni ud af ti kald var en proces startet for at få svaret
nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kildevisningen, fordi den rige flade ikke kan tage imod Markdown. Indsat i den
er "## Overskrift" fem tegn og ikke en overskrift, og der var ingen vej ind for
tekst skrevet et andet sted — hvilket er en mærkelig mangel i et program, hvis
hele lager er Markdown. Knappen </> viser filen, som den ligger i databasen, og
det, man skriver der, går tilbage gennem den samme oversætter som altid.
Fyldt fra kilden og ikke fra note.body, når man går tilbage: gemningen venter på
sin pause, så den vej ville kaste det nyeste væk. Og kildevisningen hører til den
note, den blev slået til på — skifter man note, er det den rige flade, man møder.
Margenerne. Teksten lå helt ude ved kanten, og på en bred skærm blev linjerne
hundrede og fyrre tegn — dér mister øjet hvilken linje det var på, når det
springer tilbage. Arket har nu marginer, der vokser med ruden, og teksten en
grænse på 46rem. Kun teksten: værktøjslinjen og foden hører til ruden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Seks ting fundet ved at bruge appen, i den rækkefølge de gjorde ondt.
En liste inde i en blok blev læst som tekst. htmlToMarkdown havde én gren for
ul og ol og lod alt andet falde ned i inlineToMarkdown, som samler efterkommere
til én streng — så et blokcitat med en liste i kom tilbage som "> PunktPunkt 2",
og en note fra Apple Noter, der er fuld af citater, mistede hvert punktmærke ved
den første gemning. Ingen havde rørt de linjer. Nu læses en blok, der rummer
blokke, igennem frem for flad, og et citat sætter "> " foran det, der kommer
indefra.
Indlejrede lister fandtes ikke. Den flade `list`-variabel kunne kun beskrive ét
niveau, så et indrykket punkt blev lagt ved siden af sit ophav. Nu en stak, og
underlisten lægges inde i sit <li> — det er den forskel, der kan læses tilbage.
En liste, der begyndte ved ti, begyndte ved ét bagefter. `start` skrives nu med
og læses med, så en gemning uden ændringer ikke gør noten om.
Tallet blev klippet af. Mærket sættes uden for tekstkanten, og 16px rakte til et
punkttegn og ikke til "10." — resten hang ud over kanten, hvor .page beskærer.
Renden er nu 2.2em og deles af begge slags, så punkter og tal flugter.
# viste seks vilkårlige projekter ud af tyve og så færdig ud. Loftet er væk,
listen kan rulle, og det, der begynder med det tastede, står øverst.
Og to ting om, hvordan det ser ud. Noteruden har fået sin egen flade, fordi et
ark, der holder op et sted, skiller det, man skriver, fra det program, man
skriver det i — `--surface` frem for `#fff`, så de fem temaer hver får deres.
Noter stod for sig selv over en streg, hvilket sagde det rigtige og kostede
halvfjerds pixels; den står nu i rækken med de faste visninger og bærer et ark i
stedet for en prik, hvilket siger det samme gratis.
Prøven skriver de fem listeformer, gemmer gennem den rigtige editor og læser
filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækken har nu titel i samme størrelse som en opgavetitel — en note og en opgave er
to ting af samme slags, og hver sin størrelse får den ene til at se mindre vigtig
ud. Under den står dato og begyndelse på samme linje, som Apple Noter gør det: to
linjer pr. note frem for tre, og datoen først, fordi det er den, man skanner efter.
Ligger noten i et projekt, står det nedenunder.
⌘K søgte kun i opgaver og projekter. Feltet ser ud til at kunne finde alt, så det
er svært at gætte, at halvdelen af programmet ikke var med. Og mens jeg var der:
"Projekt" og "Opgave" stod hårdkodet på dansk i paletten.
En note kan trækkes ind på et projekt i sidebjælken — samme mål som en opgave,
fordi det er samme gestus: læg denne her.
To fejl i søgefeltet, begge Safaris egen type="search":
Fokusringen tvang sin egen hjørneradius og tegnede en firkantet bue uden om en
rund kant — to streger, hvor der skulle være én. Den følger nu elementets form,
overalt i programmet. Og feltet skiftede udseende ved fokus: forstørrelsesglasset
forsvandt og pilleformen blev firkantet. Det tegnes nu af os.
Trækket og palettens noter er ikke fastholdt i en prøve. ⌘K, tastning og en
debounce oven på hinanden gjorde den upålidelig, og en flakkende prøve siger
mindre end ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Konverteringen læser nu Apple Noters HTML frem for at flade den ud med textutil.
Overskrifter, fed, kursiv, understreget, lister og monospace kommer med. En note er
ikke kun sine ord — et referat med overskrifter er ikke det samme referat som en
klump — og ti prøvenoter viste hvad det kostede.
Skrevet om til Python, fordi HTML skal læses og ikke gættes med regulære udtryk.
Den alvorligste fejl, prøvekørslen fandt: navn og krop blev hentet i hvert sit
kald, og Noter sorterer listen efter ændringsdato. Flyttede noget sig imellem de
to kald, fik en note én titel og en andens indhold. På ti noter er det synligt; på
tolv hundrede ville det være ubemærket rod. Der hentes nu ved id, og navn og krop
kommer i samme kald.
Sammenhængende monospace-linjer bliver til én blok. Hver linje i Noter er pakket
ind i sin egen div, hvis starttag tømmer den forrige — så mellem to tt-linjer kom
der altid en tom flush forbi, og hver linje i en terminaludskrift blev sin egen
blok.
Og i editoren ser en kodeblok ud som en terminal: mørk flade, monospace, sproget i
hjørnet, farver på strenge, tal, kommentarer, nøgleord og prompten. Monospace ER
kode i praksis, og en mørk flade siger det på afstand.
Farverne lægges på de blokke, markøren IKKE står i. At farve mens nogen skriver
betyder at bygge indholdet om ved hvert tastetryk og sætte markøren tilbage
bagefter — det virker ni gange ud af ti og flytter markøren midt i en sætning den
tiende.
Et API-token er ét ord, der er bredere end skærmen. Uden min-width: 0 skubbede en
sådan note hele listen bredere og klemte editoren sammen — på en note, man ikke
engang havde åben.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
