Meldt ind som "den er for tæt på en eller anden måde". Grunden var ikke afstanden
mellem rækkerne: hver række sagde tre ting, og to af dem gentog sig selv nedad.
Datoen stod på hver eneste række — også når tyve noter deler dag — og projektet
fik en linje for sig selv. Tre linjer pr. note, gange tolv hundrede.
Gentagelserne er flyttet derhen, hvor de siger noget.
**Datoen er blevet til overskriften.** I dag · I går · Denne uge · August 2026 …
og så er den væk fra rækken. Noten går fra tre linjer til to, og luften kommer af,
at der er mindre at skrive — ikke af at listen bliver længere.
**Favoritterne har fået deres egen gruppe.** De lå allerede først; der stod bare
ikke hvorfor.
**Grupperingen følger sorteringen.** Sorteret på "Oprettet" grupperes der på
oprettelsesdatoen, på "Senest rørt" på den — ellers ville listen stå i én
rækkefølge og være grupperet efter en anden, og så er overskrifterne løgn.
Sorteret på navn er der ingen dato at gruppere på, så det bliver forbogstavet, og
datoen kommer tilbage i rækken, hvor den så er det eneste tilbage, der siger noget.
**Arkivet grupperes med.** Det er dér, de tolv hundrede importerede ligger, og
dér, det betyder mest.
**Projektet har sin egen farve** — den samme prik som i sidebjælken. Mærkaten sagde
det samme som alle de andre i en grå, der var lysere end uddraget, og projektet er
dét, man skanner efter, når man leder i tolv hundrede noter. Prikken bærer farven
og ikke teksten: fem projektfarver som skriftfarve er fem forskellige grader af
læsbarhed, og den lyseste er ikke læsbar.
Fire ting, der blev fundet ved at se på det:
- Uddraget gentog titlen, fordi titlen *er* første linje. Det var skjult, så længe
en dato stod imellem dem.
- Uddraget klippes ikke af sig selv. Det lå før i en flex-boks, der ejede
afkortningen; da datoen flyttede op, forsvandt boksen, og sætningen løb videre
ind under favoritstjernen.
- Overskriftens stjerne hed `.star` ligesom rækkens favoritknap og arvede dens
gennemsigtighed. Den stod der aldrig. To ting, der ligner hinanden, er ikke det
samme.
- En `aria-label` på foldeknappen erstatter knappens indhold som dens navn — og
knappen *er* overskriften, så overskriften kom til at hedde "Fold I dag sammen".
Sidebjælkens gruppehoveder gør det rigtigt, og gør det nu begge steder.
Sammenfoldning huskes ikke på tværs af besøg: en gruppe, der åbner foldet uden at
nogen bad om det, er en liste, der ser tom ud.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Alt om det var usynligt. Indstillingssiden sagde "til for denne enhed", så snart
der fandtes et abonnement — også når hver eneste push blev afvist. Og en afvist
push gik i en logline på **Debug**, som ikke skrives på en instans, der kører på
standardniveau. Så en levering, der fejler lydløst, og en levering, der aldrig
sker, så ens ud, og forskellen er hele diagnosen.
Tre forskellige problemer havde ét udseende: browseren tilmeldte sig aldrig,
tjenesten afviste den, eller der var ikke noget forfaldent endnu.
**En prøveknap** under Indstillinger → Notifikationer sender én notifikation
gennem den rigtige rute — ikke en genvej, så det, den beviser, er det, der
faktisk skal virke — og siger hvad hver enhed gjorde ved den. Kom den ikke frem,
og afviste ingen den, står der, at det så er browseren eller styresystemet, der
holder den tilbage. Nu peger svaret på ét af de tre steder.
Loglinjen er hævet fra Debug til Warn. Det var den ene linje, der ville have sagt
hvorfor.
Teksten kommer fra klienten, fordi ordbøgerne gør. En server, der bærer sin egen
kopi af "det her er en prøve", bærer den på ét sprog.
**Og en lækage, prøven fandt.** Go pakker en transportfejl som `*url.Error`, og
dens tekst er `Post "https://fcm.googleapis.com/fcm/send/dQw4…": dial tcp: …` —
hele endepunktet, som er den legitimation, push-tjenesten udstedte til den enhed.
Den var på vej ud i svaret, i loglinjen og i ethvert skærmbillede af nogen af dem.
Prøven var skrevet for at bevise, at kun værten blev nævnt, og det var sådan den
blev fundet. Fejlen pakkes ud, og adressen skrubbes bagefter alligevel: den næste
fejltype, der bærer den med, kommer ikke med en advarsel.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Bedt om: "jeg vil have tid på opgaver, og jeg vil kunne justere dem i kalenderen."
Serveren kunne det hele i forvejen — `due_date` og `due_time` læses sammen og
bliver til et `due_datetime` i kontoens tidszone. Det var fladen, der ikke havde
nogen vej til at sige det.
**Et felt i opgaveruden.** Tomt, indtil nogen sætter det: en opgave uden
klokkeslæt er det almindelige, og et felt, der åbner på 00:00, påstår, at noget
skal ske ved midnat.
**Og en fejl, der lå og ventede.** Serveren læser en dato uden en tid som "ryd
tiden". Så et gem af datoen alene tog klokkeslættet med sig — man rettede dagen og
mistede timen — og det samme gjorde hvert eneste træk i kalenderen. Ingen af
delene sagde noget.
`reschedule` siger nu tiden højt, tre måder, fordi de to første ligner hinanden i
JavaScript og derfor skal skilles ad ét sted frem for at blive forvekslet fire:
undefined behold den, opgaven har — månedens ruder, hvor der ingen tid er at læse
'' ryd den — heldagsbåndet
'HH:MM' sæt den — et sted på døgnet
**Hvor på søjlen man slipper, er klokkeslættet.** Målt mod søjlens egen kasse frem
for mod siden, så det bliver rigtigt uanset hvor gitteret sidder og hvor langt der
er rullet. Rundet til kvarter: minuttet under markøren er ikke en oplysning, nogen
har — pegefingeren er bredere end et minut — og 14:07 er et tal, der ser ud som om
det blev valgt.
Prøven går hele vejen: sæt tiden, genindlæs og se at serveren tog den, ret datoen
og se at timen bliver, find opgaven på sit klokkeslæt i ugegitteret, og træk den op
i båndet igen. To ting, den lærte undervejs, står skrevet ved den: et træk over
fire hundrede pixels skal gå i skridt, ellers har browseren for få mellemstationer
til at holde gesten i live — og klokken skal være tidlig, for klokken fjorten
ligger under skærmkanten, og at måle noget dernede ruller siden væk under målet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hvordan noter er bygget her: modellen, syntaksen, søgningens tre lag,
editorkontrakten, vedhæftninger, ind- og udførsel — og begrundelserne, som er den
del, der ikke kan læses ud af skemaet.
Den begynder med fjorten spørgsmål, der skal besvares før der skrives kode, og
siger det til den, der læser den, med rene ord: gæt ikke en standard. Grunden
står i filen — omtrent en tredjedel af designet her er arvet fra de omgivelser,
noterne bor i, og løftet ind i et program med andre omgivelser uden at afgøre
hvad der skal med, giver noget, der virker en uge og derefter slås med én.
Den siger også, hvad der ikke virker: notekroppe i klartekst i hver
sikkerhedskopi, import der aldrig fletter, ingen sync. En specifikation, der kun
beskriver det, der virker, lyver ved fortielse.
I repoet frem for uden for det, som HANDOFF.md og NOTES-PLAN.md er. De to er
arbejdspapirer om *dette* program; den her er beskrivelsen af en del af det, og
den bliver kun forkert, hvis koden flytter sig uden at den følger med — hvilket
er lettere at opdage, når den ligger ved siden af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "søgning har ikke det store held": en note med
`gamerule keepInventory true` kunne ikke findes ved at skrive "keep inventory".
Et indeks er bygget af tokens, og et token er det, en tokenizer besluttede var et
ord. `keepInventory` er ét. Så "keep inventory" spørger efter to ord, der ikke
findes nogen steder, og søgningen svarer, at der ikke er noget — mens noten står
lige der.
Præfikssøgningen tager halvdelen af det. `keep*` rammer faktisk
`keepinventory`; `inventory*` kan ikke, for det er ikke et præfiks af noget. Og
de to led er bundet sammen med AND, så den halvdel, der virker, bliver kasseret af
den, der ikke kan.
Det er ikke et sært tilfælde i en notesapp. Ti års noter er fulde af kommandoer,
identifikatorer og filnavne, og hver eneste af dem er flere ord, indekset tror er
ét: `keepInventory`, `VACUUM INTO`, `apple-notes-til-markdown`.
Indekset svarer først. Har det ingenting, læses teksten: hvert ord skal stå et
sted i noten, hvor som helst, i hvilket som helst ord. `fold` er
`title || ' ' || body` med de danske bogstaver translittereret, så én søjle dækker
titlen, brødteksten og "gron" for "grøn" på én gang.
Opgavesøgningen har fået den samme arm. At have den i den ene af de to ville være
værre end at have den i ingen af dem: "den finder det i mine noter, men ikke i
mine opgaver" er den næste melding, og svaret på den ville være denne linje.
Hvad det koster, og hvornår formen er forkert, står skrevet ved koden: en LIKE med
et indledende % kan ikke bruge et indeks, så den læser hver note. Ved tolv hundrede
noter er det fire megabyte og et par millisekunder, og den kører kun, når den
hurtige vej allerede kom tomhændet tilbage — altså netop den søgning, der var ved
at skuffe nogen. Ved hundrede tusind er svaret et FTS5-`trigram`-indeks, ikke en
større scanning.
Prøverne er set fejle uden rettelsen, og de dækker begge veje: "inventory" alene,
som ingen præfikssøgning kan nå, og "Bedrock", som stadig skal besvares af
indekset — ellers er rangeringen, der blev bygget til tolv hundrede noter, stille
forsvundet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting, meldt ind fra en uge, der ikke svarede på det, man åbnede den for.
**Dagene var ikke lige brede.** Gitteret stod på `repeat(7, 1fr)`, og `1fr` er
`minmax(auto, 1fr)`: `auto` som minimum betyder, at en søjle ikke kan blive
smallere end sit længste ord. Én opgave, der hed "Gårdbutikken på Møllerup Gods —
opfølgning på mail", gjorde onsdag dobbelt så bred som mandag og klemte resten af
ugen sammen om den. `minmax(0, 1fr)` lader søjlen blive så smal, den skal, og så
klipper brikken sin tekst af — hvilket den allerede kunne.
**Ugen var syv punktopstillinger.** Den svarede på "hvad skal der ske torsdag" og
ikke på "hvornår", og det andet er det, man åbner en uge for. To møder klokken ti
er en konflikt, man skal kunne se, ikke læse sig til.
Nu et gitter med en tidsrende og syv dage: timerne ned ad siden, begivenheder
placeret efter klokkeslæt, og et bånd foroven til det, der ikke har et — en
heldagsbegivenhed lagt klokken nul ville påstå, den holdt fra midnat til midnat.
Overlappende ting deler bredden i sammenhængende klynger frem for parvist:
overlapper A med B og B med C, skal alle tre dele, også når A og C ikke rører
hinanden. Ellers ville A og C hver tro, de havde halvdelen, og lægge sig oven på
hver sin halvdel af B.
Hvilke timer der tegnes, kommer fra ugens egne begivenheder med arbejdsdagen som
gulv. Et helt døgn er fireogtyve rækker, hvoraf de otte altid er tomme, og så er
gitteret noget man ruller i frem for noget man ser — men en vagt klokken fem skal
med, uden at alle andre uger betaler for den med tomme rækker.
Måneden er ikke rørt ud over søjlebredden. En dag i en månedsrude er halvanden
centimeter høj; et døgn tegnet i den er ikke en visning, det er en streg.
Brikkerne er flyttet ud i to snippets, som begge visninger tegner med. De viser
de samme to ting og skal vise dem ens; det er placeringen, der er forskellig, og
så er det kun placeringen, der står to steder.
`data-date` følger med over på ugens timesøjler — det er sådan noget uden for
komponenten peger på en dag. Båndet får sit eget `data-allday`, så de to ikke
bliver til det samme svar på ét spørgsmål.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To dele.
**Lately** siger, hvad der er kommet til, fem linjer med versionsnummer i egen
søjle. En landingsside kan påstå, at et projekt er i live; en liste over hvad der
faktisk landede siger det bedre. Ikke en changelog — den ville gå i stå — så den
peger på release-noterne, som skrives alligevel.
**At your own risk** siger det, MIT-licensen siger, og som ingen læser: uden
garanti af nogen art. Dertil det, der er sandt om netop dette: én persons projekt,
version 0.x, du hoster det selv, så data og sikkerhedskopier er dine — og en
sikkerhedskopi, ingen har gendannet, er ikke en sikkerhedskopi endnu. At der er
lavet to gennemgange af koden, at hvert fund er skrevet ned og lukket, og at
**ingen udefra har auditeret det**.
Sat i samme skriftstørrelse som alt andet på siden. Et forbehold med mindre skrift
end resten er skrevet for at kunne peges på bagefter, og det er den ene ting,
siden ikke skal gøre.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Der er hverken en e-mail eller en adgangskode i et passkey-login. Loginet er
discoverable — enheden ved selv, hvilken konto nøglen hører til, og der bliver
ikke tastet noget. Alligevel fik en afvisning fladens generiske 401-tekst, og den
nævner begge dele.
Det sendte en person ud at lede efter en tastefejl i sin konto, der aldrig havde
været der. Det, der faktisk var sket, var at instansen var flyttet fra http til
https: en passkey hører til præcis den adresse, den blev lavet på — `RPOrigins`
bygges af `VERDANDE_BASE_URL` med skema og alt — så et login på det ene skema mod
en server, der venter det andet, kan ikke verificeres.
Beskeden siger nu det, og siger også hvor man skal kigge. Serveren har hele tiden
svaret "that key was not accepted"; det var oversættelsen i fladen, der gjorde
den til noget andet.
Aflysning bliver behandlet som før — den er ikke en fejl, og en fejl for den ville
læse som om nøglen blev afvist.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "jeg kan ikke skifte mellem noter — uanset hvilken jeg trykker på,
åbner de ikke".
Editoren indlæste med `note.body.trim()` uden værn. `body` er en streng fra
serveren hver eneste gang — indtil den ikke er, og så kaster den her inde i et
`$effect`. En effekt, der kaster, tager komponentens opdateringer med sig: den
forrige note bliver stående, og *ingen* note kan åbnes bagefter. Klikket kan ikke
engang lande, hvilket er derfor det ikke ligner en fejl i noten, man klikkede på,
men i hele ruden.
To ting, ikke én. Værnet, så en manglende krop er en tom note. Og en ramme om
tegningen, så det næste, der en dag ikke kan tegnes, heller ikke bliver til det
her: en note, der fejler, viser sin egen tekst uden formatering, og resten af
ruden virker videre.
`loadedId` sættes nu før tegningen frem for efter. Ellers ville effekten prøve
igen ved hver eneste ændring bagefter og kaste hver gang.
`textContent` og ikke `innerHTML` i faldbakken: teksten er ikke tegnet, og at
lægge den ind som markup ville være at køre præcis det, tegningen nægtede.
Gemningen er ikke i fare — den skriver `draft`, som kommer fra svaret og ikke fra
det, der står i editoren, indtil nogen taster i den.
Prøven tvinger formen frem i stedet for at vente på den nyttelast, der gjorde
det. Hvad der end fik `body` til at mangle, er svaret det samme: én note må ikke
kunne låse de tolv hundrede andre ude. Den er set fejle uden rettelsen — med
netop den fejl, konsollen viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To huller fundet ved en gennemgang efter dagens arbejde. Begge har en prøve, der
er set fejle før rettelsen.
CalDAV PUT afgjorde adgang på det projekt, klienten *nævnte i adressen*, og tog
derefter opgavens id fra den samme adresse. Intet bandt de to sammen. En viewer
på et delt projekt kunne pege på et projekt, de selv ejer — indbakken, som alle
har og alle må redigere — og lægge den delte opgaves id i filnavnet. Projekt-
tjekket gik godt på indbakken, og skrivningen landede på en opgave, de kun må
læse. GetTask lukkede det ikke: den svarer "må denne person se det", og det må en
viewer. `CanEdit` er spørgsmålet, og det er det samme, handleUpdateTask altid har
stillet — API-døren har spurgt hele tiden, CalDAV-døren spurgte ikke.
Opgaven skal nu også ligge, hvor adressen siger. Uden det kan en redaktør på to
projekter nå det ene gennem det andets adresse; intet eskaleres af det i sig
selv, men en adresse, der har lov at lyve om hvor noget bor, er sådan sagen
ovenfor kom ind.
Web Push blev leveret med en almindelig http.Client. Adressen kommer fra
browserens abonnement — altså fra den, der er logget ind — og serveren POSTer til
den på et skema, de selv vælger: sæt en påmindelse et minut ude, og jobbet går
igen hvert minut. Tilmeldingen afviser en privat adresse, og den kontrol er ikke
nok alene: den kører på URL'en som skrevet, og et navn, den godkender, kan svare
127.0.0.1 næste gang det slås op. Det er præcis den sætning, `internal/safedial`
selv står og advarer om. Leveringen går gennem safedial nu, som tjekker den
opslåede adresse ved forbindelsen og hvert viderestillingshop på samme måde.
Kontrollen ved tilmelding bliver, fordi den siger nej, mens nogen kigger på
skærmen.
Og en hærdning: /inbound/mail har fået et loft. Det er den svagere af de to
offentlige skriveveje — beaconet skriver en række for en fremmed, denne skriver
ingenting uden en 256-bit adresse, man skal kende i forvejen — men adressen deles
med mailservere og står på en indstillingsside, og når den først er kendt, var der
intet loft på, hvad der kunne laves med den. Tallet er sat generøst: modtageren er
mailserveren, én adresse der leverer det hele.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Siden stod fra før kalenderen, noternes billeder og arkiv, sikkerhedsarbejdet og
beaconet. Nu står de der: søgning der læser dansk, kalenderen, Venter på andre,
gentagelser, AI slået fra som udgangspunkt, andenfaktor, at ingen skriver sig
selv op, og beaconet — sagt som det er, tændt fra start og med ét klik til at
slukke.
Google Kalender står med sit forbehold på selve kortet. Den er skrevet efter
dokumentationen og har aldrig kørt mod Google, og en landingsside, der siger
noget andet, er den ene sætning, resten af siden ikke kan bære.
Ikke-målene løj om posten: "No mail integration beyond Gmail and the forwarding
address" har været forkert, siden IMAP kom til. iCloud og Fastmail virker. Det,
der faktisk ikke virker, er Outlook, og det er nu det, der står.
Designet: en bjælke der bliver stående, fordi siden er 5.600 px og vejen ud kun lå
i toppen. Fire fakta under knapperne, hvor en landingsside plejer at sætte
logoer, den ikke har gjort sig fortjent til. Kort med egne kanter frem for celler
i ét gitter — ti celler i tre søjler er et hul i tegningen, atten kort i tre
grupper er ikke. To paneler under "Running it", fordi de er alternativer og ikke
trin. Ikke-målene som en liste, der kan tælles. Og tre skærmbilleder, der lå i
site/screenshots uden at være brugt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er `.page`, der ruller — og det var også `.page`, der blev smallere for at
holde linjelængden nede. Så bjælken fulgte med ind til tekstsøjlens kant og stod
med en håndflade tom rude til højre for sig, en tredjedel inde i ruden.
Grænsen sættes som polstring i stedet for som bredde. Elementet er lige så bredt
som ruden — bjælken bliver ved kanten, hvor den hører til — og teksten er
nøjagtig lige så bred som før. `max()` mod nul, fordi en smal rude ellers ville få
negativ polstring, og `border-box` er sat globalt, så bredden er hele boksen og
ikke boksen plus polstringen; uden det ville det give en vandret rullebjælke.
Kildevisningen deler `.page` med editoren og havde samme fejl. Den følger med.
Målt: elementet slutter nu på rudens indholdskant i stedet for 74 px inde, og
`scrollWidth - clientWidth` er nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "AI-informationerne gemmes ikke". De blev gemt. De blev taget
bagefter.
`user_settings` blev oprettet med `user_id` som hele sin primærnøgle — én række
per person, uanset scope — og upserten skrev `scope` om ved konflikt. Der er tre
scopes i live: `ai`, `gmail` og `calendar`. De delte den ene række, så hver
skrivning slettede de to andre, og hver eneste svarede 204. Det virker begge
veje: at forbinde kalenderen slettede Gmail-forbindelsen, og Gmail slettede
kalenderen.
Fælden var set komme to gange. 0011 gav instansens indstillinger deres egen
tabel delvis af den grund og skrev advarslen ned med rene ord; 0014 flyttede
postkasserne ud og skrev, at advarslen "nær var trådt i for anden gang". Tredje
gang var kalenderen, som lagde et `calendar`-scope ved siden af de to andre.
Lektien værd at holde fast i: en advarsel i en migration bliver læst af den, der
redigerer *den* migration, og det var ingen. Formen er rettet her, så der ikke er
noget tilbage at advare om — `PRIMARY KEY (user_id, scope)`, og upserten rammer
den nøgle.
Tabellen bygges om, fordi SQLite ikke kan ændre en primærnøgle på plads. De rækker,
der findes, kopieres som de er: hver person har højst én, og den holder det scope,
der vandt sidst. Det, de tidligere skrivninger tog, er overskrevet og kan ikke
hentes tilbage her — efter opdateringen skal AI-udbyderen sættes op igen, og
Gmail-forbindelsen tjekkes.
To prøver: én mod store-laget, hvor formen var fejlen, og én gennem handlerne,
hvor den blev set.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækkefølgen af sektioner *er* planen — "Planlægning" står før "I gang", fordi det
er den vej arbejdet går — og indtil nu kunne den kun laves om ved at slette en
sektion og lave den igen, hvilket smider dens opgaver ud i det usektionerede
område på vejen.
Hele overskriften er håndtaget. En sektionsoverskrift indeholder ikke noget, der
selv bliver trukket, så der er ingen geste at stjæle — hvilket er grunden til, at
sidebjælkens rækker skulle have et greb, og grunden til at disse ikke skal. Ikke
draggable mens den omdøbes: et draggable element lader ikke markøren vælge tekst
i det felt, det indeholder.
Serversiden er hele listen på én gang som projekter og grupper, og af samme
grund: et projekt har en håndfuld sektioner, så 0, 1, 2 … er én lille transaktion
uden præcision at løbe tør for, og en liste kan ikke ende halvt anvendt.
`ReorderSections` er scopet til projektet og ikke til en ejer — en sektion har
ingen ejer, den hører til et projekt, og om du må rykke rundt er et spørgsmål om
det projekt, som handleren allerede har stillet. Id'er fra et andet projekt
springes over af WHERE-klausulen; der er en prøve på præcis det, fordi ingenting
ellers kontrollerer id'erne enkeltvis.
Båndet stod fire pixels skævt. Det var trukket ud med --s2 og polstret med --s3 —
samme idé gjort med to forskellige tal — så det blev otte pixels bredere end
listen i hver side, og teksten landede fire pixels uden for den kolonne, rækkerne
holder. Til venstre var det usynligt. Til højre var det Omdøb og Slet, der stod
fire pixels forbi alt over og under sig, hvilket er præcis langt nok til at ligne
en fejl og ikke langt nok til at se hvorfor. En række er `.row` med
`padding: var(--s2)` inde i en boks uden, så båndet har nu samme polstring og
ingen margen.
Board-visningen er ikke rørt: der er kolonnerne vandrette, og det er en anden
geste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hele sidebjælken rullede, så runen og I dag forsvandt over kanten, så snart der
var projekter nok — og de er dem, man er på vej hen til oftest. Alt under de
faste visninger ligger i en rulleboks nu, så rullebjælken begynder under dem.
En boks indeni frem for `position: sticky` udenom: et klæbende hoved efterlader
rullebjælken i fuld højde ved siden af sig, og det var netop den, der skulle
starte længere nede. Snippet-erklæringerne bliver liggende udenfor — de tegner
ikke noget selv, men de kaldes oppe fra .views, og en snippet erklæret indeni
hører kun til indeni.
Chevronen for en mappe dækkede gruppens prik med et felt i --surface. På den
sænkede bjælke er det en lys firkant, og en foldet gruppe har sin chevron fremme
permanent, så klodsen stod der hele tiden. Prikken tones ud i stedet.
Det kostede en fælde: en `opacity` under 1 laver en stakkontekst og maler
elementet, som var det placeret med `z-index: 0`. Prikken lagde sig dermed oven
på knappen, den lige var forsvundet for, og tog klikket — usynlig og stadig i
vejen, så gruppen ikke kunne foldes. Ét lag op på knappen, og rækkefølgen er
som før.
Prøven for vandret rul måler nu begge bokse. Bjælken selv er `overflow: hidden`,
så en for bred række ville blive klippet dér og aldrig nå at tælle med — den
ville bestå af den forkerte grund.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den skiller "skriv en ny" fra "det, der allerede er". Uden afstand sad den første
sektion klods op ad den, så den læste som en kant om sektionen frem for som en
afslutning på feltet over. En streg skal have plads på begge sider for at kunne
ses som en streg.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To knapper ved siden af hinanden er toogfyrre pixels taget fra en liste, der er
tre hundrede bred — og de er det, man rører en gang imellem, mens titlen og
uddraget er det, man læser hele tiden. I en søjle koster de toogtyve.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
46rem var sat for at holde linjelængden i skak, og det er stadig det rigtige
hensyn — men det blev sat som ét tal, og på en skærm halvanden gang så bred stod
teksten i en smal søjle med en håndflade tom plads ved siden af. Kodeblokke og
billeder, som er de to ting i en note, der *vil* have bredde, blev klemt sammen
uden grund.
clamp frem for et tal: en smal rude får det hele, en bred får en linjelængde,
øjet kan finde tilbage i. På 1920 er tekstsøjlen nu 1088 px af arkets 1304 i
stedet for 736.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Chrome frøs på notesiden, og der var to grunde.
**Nyttelasten.** Listen viser en titel og omkring halvfems tegn. Den fik hele
noter for at gøre det: med tolv hundrede blev svaret 3,9 MB, hvoraf otteoghalvfems
procent var brødtekst, ingen ville læse på den skærm — hentet, tolket og holdt i
hukommelsen hver gang siden blev åbnet. Nu 763 KB.
Kroppen tømmes frem for at blive forkortet, og det er den vigtige halvdel. Et felt,
der hedder `body` og indeholder et *stykke* af kroppen, er en fælde: editoren ville
åbne det, pausen ville gemme det, og noten ville være skåret ned til sit eget
uddrag af ingenting andet end at være blevet kigget på. Tom er en form, klienten
kan se efter — og den gør det og henter hele noten, når den åbner en.
Det kostede en adskillelse mere: hvilken række der er *valgt*, og hvilken note der
er *indlæst*, er nu to ting. Editoren indlæser sin tekst, når notens id skifter, så
hvis den fik uddraget først og hele noten bagefter, ville id'et være det samme
begge gange og den anden aldrig blive vist. Man ville sidde med en tom note, der
lige havde haft en titel.
**Tegningen.** Alle tolv hundrede rækker fik layout og maling, også de tusind
ingen kan se: 2,1 sekunder til første tegning. `content-visibility: auto` lader
browseren springe det over og tage det, når man ruller derhen — 0,95 sekunder, og
uden en eneste linje JavaScript, ingen rullematematik og ingen liste, der kan komme
ud af trit med sig selv.
**Og søgefeltet.** Det var en pille med et forstørrelsesglas tegnet ind som et
baggrundsbillede med farven skrevet i hånden — #8b918d, uanset tema — hvilket
gjorde det til det ene sted på siden, der ikke fulgte resten. Nu samme form som
søgefeltet i toppen, et rigtigt ikon i `currentColor`, en ryd-knap og et antal
fundne.
Det havde heller ingen pause: hver tast sendte en søgning gennem tolv hundrede
noter, så "kaffe" var fem forespørgsler, hvoraf de fire var forældede inden de kom
tilbage — og svarene kunne lande i den forkerte rækkefølge. Nu én.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Søgningen sorterede efter dato.** Usynligt med ti noter og ubrugeligt med tolv
hundrede: de blev alle importeret samme aften, så `updated_at` siger ingenting, og
loftet skar listen af ved halvtreds vilkårlige rækker. At søge "Tesla" svarede med
en note om nginx først og noten, der hedder "Tesla Model Y", bagefter — hvilket
læses som en søgning, der ikke virker, fordi det fra brugerens plads er præcis
dét.
Nu bm25, med titlen vægtet ti gange kroppen: et ord i titlen er, hvad noten
*handler om*, mens det samme ord én gang i en lang krop er en henvisning. `fold`
vejer som kroppen, ellers ville et dansk match slå et præcist. Sammenføjet frem
for `rowid IN (…)`, fordi rangeringen hører til matchet, og en underforespørgsel
smider den væk. Fladen sorterer ikke om, når der er søgt — det ville kaste netop
det væk, der gør en søgning i tolv hundrede noter brugbar.
**Et træk af en note hen på et projekt gjorde ingenting.** `ondragover` tog imod
både opgaver og noter, så rækken lyste op — og `ondrop` sendte kun opgaver videre,
mens noten faldt ned i grenen, der omarrangerer projekter, hvor den ikke betyder
noget. Den værst mulige form for i stykker: den så ud, som om den ville virke,
helt indtil man slap.
Det står i overleveringen som "virker i koden, men ikke fastholdt i prøver, fordi
prøven blev upålidelig". Den er skrevet igen, og den ser på resultatet — ligger
noten i projektet bagefter — frem for på om rækken blev fremhævet, hvilket var
netop det, den gamle kunne se og som blev ved med at være sandt, mens funktionen
var i stykker.
**Og datoen i listen var altid `updated_at`.** For tolv hundrede importerede noter
er det i aftes, så en note fra 2017 stod som "i går", og den dato, man sorterede
efter, var ingen steder at se. Rækken viser nu den dato, listen er sorteret efter,
og har begge i sit værktøjstip.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**H2 — SSRF gennem AI-udbyderens adresse.** `base_url` blev gemt uden kontrol og
hentet med en almindelig klient, og udbyderens svar blev givet tilbage ordret.
Det var en fungerende skanner af det interne net for enhver bruger: peg den på en
vært, læs de første tre hundrede bytes af det, der svarede. På en homelab er det
det meste af, hvad der er værd at nå.
Nu gennem `safedial`, og svarets krop går i loggen frem for i svaret. Operatøren
har stadig brug for beskeden — for en lokal model er den som regel selve
problemet — så den er der, bare kun for den, der kører instansen.
**M2 — Web Push havde tre.** Endepunktet blev gemt ukontrolleret og POSTet til på
en tidsplan, den, der ringer, selv vælger: sæt en påmindelse et minut ude, og
serveren henter adressen, hvert minut. Upserten flyttede desuden ejerskabet med
`user_id = excluded.user_id`, så enhver, der kendte en andens endepunkt, kunne
overtage det — offerets telefon ville få angriberens beskeder og ingen af sine
egne. Og `DeletePushSubscription` havde ingen ejer-kontrol.
**H3 — tre veje uden loft.** FTS-udtrykket byggede omkring halvtreds bytes pr.
ord uden grænse; en søgning på en kvart megabyte blev til to megabyte
MATCH-udtryk og seksogtyve sekunder inde i SQLite, mens den holdt på én af kun
fire til otte forbindelser. Nogle få af dem samtidig, og databasen er utilgængelig
for alle på instansen, logins inklusive. `filterquery.Parse` er kvadratisk —
halvtreds tusind led er syv sekunders CPU og seksogfyrre gigabyte allokering i én
forespørgsel — og havde hverken loft på antal eller på dybde. Og noteimporten
læste hver fil i arkivet uden grænse: 64 MB komprimeret kan blive til
seksogtres gigabyte skrevet ned på den disk, databasen ligger på.
**M1 — `comment_id` blev taget på tro.** Rettighedskontrollen så på opgaven i
adressen, mens filen blev hængt på den kommentar, formularen bad om. En viewer på
et delt projekt kan liste dets kommentarer, så hun kunne læse et id og lægge en
fil under en andens kommentar i et projekt, hun kun må læse.
**M4 — fire hemmeligheder lå i klartekst i hver sikkerhedskopi.** TOTP-koden og
AI-nøglen forsegles nu; begge konverterer sig selv næste gang de skrives.
Kalenderfeedets og mailadressens tokens gør ikke — de slås op på deres præcise
værdi og vises i fladen mere end én gang, hvilket en hash ikke kan. Det står nu
skrevet i `SECURITY.md`, som påstod det modsatte. At rette det betyder, at
adressen kun kan vises én gang, og det er en beslutning om, hvordan funktionen
virker.
Og en prøve på, at politikken overhovedet bliver sendt. Det var den, der gjorde
XSS-en i nat til indsat HTML frem for kørt script, og der var ingen prøve, der
rørte den — en foranstaltning, ingen prøve rører, kan forsvinde i en oprydning,
uden at nogen opdager det. Målt på script-src alene: `style-src 'unsafe-inline'`
står der med vilje, og en indsat stil kan gøre en side grim, ikke køre kode.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To huller fra sikkerhedsgennemgangen, og de er samme historie fortalt to gange:
den ene kontrol, der findes til når adgangskoden allerede er tabt, kunne omgås af
netop den, der havde adgangskoden.
**H1 — spanden blev fyldt af adgangskoden alene.** `handleLogin` nulstillede
ratebegrænseren ved hver korrekt adgangskode, *før* den så på, om der var en
andenfaktor. Det gav én, der havde kodeordet, ubegrænsede portioner på ti gæt:
log ind, få en frisk spand og en frisk ventende session, brug ti gæt på koden, log
ind igen. Med tre gyldige koder i ethvert øjeblik og tyve forespørgsler i
sekundet er det lige odds inden for en eftermiddag.
Spanden ryddes nu først, når login er *færdigt*, og der er kommet en spand mere:
koder tælles pr. konto og ikke kun pr. adresse. Adressespanden er slået af enhver
med mere end én adresse, hvilket er det almindelige — en telefon og en bærbar er
allerede to. Det, der gør en sekscifret kode sikker, er at gæt er en knap
ressource, og knapheden skal tælles imod det, der bliver angrebet.
Den ventende session får lov at leve. At afslutte den ved første forkerte ciffer
blev overvejet og valgt fra: det ville koste en, der taster ét tal forkert, sin
adgangskode igen, og det køber næsten ingenting oven i loftet pr. konto.
**M3 — et lækket token kunne tilmelde sin egen andenfaktor.** `/auth/totp/setup`
lå kun bag `requireAuth` og spurgte om ingenting, mens `disable` altid har
krævet adgangskoden: døren åbnede med et token og lukkede kun med et kodeord. Et
stjålet token kunne hente hemmeligheden, lægge den i sin egen godkender, bekræfte
den og beholde den eneste kopi af gendannelseskoderne. Ejerens næste login ville
stoppe ved en kode, de ikke havde, og de kunne ikke slå den fra uden at logge ind
først. Et tyveri bliver til et lejemål — den sætning står allerede i filen ved
siden af om passkeys, og det er den samme regel.
Nu bag `requireSession` sammen med passkeys og sessionerne, og `setup` spørger om
adgangskoden ligesom `disable`. Symmetrien er pointen: at slå den til er mindst
lige så indgribende som at slå den fra.
Og en note kan oprettes inde fra et projekt. At ligge i et projekt *er* måden en
note deles på, så det er én handling frem for to — man skulle før oprette noten
under Noter og bagefter finde projektet frem i "Del i". Ruden findes nu, også før
der er en eneste note, for ellers er der ingen knap dér, hvor man opdager at der
skal skrives noget ned.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel:
kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage.
**OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som
*Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun
Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er
klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord,
man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør.
Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen
OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det
næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op.
`internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme
flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails:
én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved
at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer
alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en
opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en
en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan
ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021
skulle igennem.
Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et
sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit,
og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret
ikke stille viser noget forkert.
`CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en
opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er
læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre
færdigt ved en andens møde.
To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den
må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https.
Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Skærmbillederne er engelske, fjorten i alt, og der er to mennesker i dem. Det
sidste er ikke pynt: halvdelen af det, programmet er til, findes ikke med én
konto — en ansvarlig, et navn i historikken, en medlemsliste, og "Venter på
andre" som andet end en tom side.
Sproget kommer fra kontoens locale og ikke fra strenge skrevet i hånden, hvilket
er dét, der fandt fejlene: otte steder, hvor grænsefladen blev ved med at være
dansk, uanset hvad kontoen sagde. "Forsinket" og "I dag" skrevet ind i markup,
"Uden sektion" som boardets første kolonne, gentagelsesreglerne halvt oversat,
alle nitten navne på hændelser i historikken, og et `da-DK` hårdkodet i Kommende.
Gentagelsesreglerne er flyttet til `when.js`, så menuen og mærket ikke kan blive
uenige igen — det er præcis, hvad den fil er til.
README's billeder havde været brudte siden `37605ba`, som lavede PNG'erne om til
WebP og slettede dem, uden at teksten fulgte med: forsidebilledet og alle seks i
tabellen var 404 på GitHub. Og noterne — hele funktionen — stod ikke nævnt hverken
i README, på forsiden eller i dokumentationen.
Nu skrives PNG til docs og WebP til site, altså præcis dét, de to steder læser.
Før efterlod hver kørsel tolv usporede PNG'er i site, som intet pegede på.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hjælpeteksten sagde "slå Gmail API til", og det er kun det halve nu. Den samme
klient bærer både Gmail og Google Kalender og skal have begge redirect-URI'er —
og kalenderpanelet siger, hvor dets egen kommer fra, så ingen leder efter et
felt til en klienthemmelighed, der allerede står ovenfor.
Rapporteret fra brug: man kunne ikke indsætte billeder eller trække filer ind i
noter. Det passede — importen kunne tage billeder med, og intet andet kunne.
Indsætningen tog kun `text/plain` og smed resten væk, og der var slet ingen
håndtering af et træk. At indsætte et skærmbillede er det mest almindelige, der
findes i et noteprogram, og det gjorde ingenting overhovedet.
Der manglede også et sted at lægge filen. Vedhæftninger på en note fandtes i
databasen, siden migration 0021, men kun importen kunne skrive dem; der var ingen
rute. Nu er der en, med editor-rettigheder på noten og samme svar for "findes
ikke" og "ikke din", så et id ikke kan afprøves.
Skrevet ind som `` og ikke som en data-URL: en note er Markdown i en
database, og et fotografi fra en telefon som base64 midt i teksten ville gøre
noten til fire megabyte tekst, der skal læses hver gang listen tegnes.
`execCommand` frem for at bygge noden selv, fordi det er dét, der lægger
handlingen i browserens egen fortryd-historik — ⌘Z tager billedet ud igen,
ligesom det tager et ord ud.
`preventDefault` på både dragover og drop. Uden den første kommer der intet drop;
uden den anden åbner browseren filen i stedet, og man mister det, man var i gang
med at skrive, til en fane med et billede i. Kun filer: et træk inde fra appen
selv bærer vores egen nyttelast og skal falde igennem til den, der lyttede.
Prøven går begge veje ind, ser at billederne bliver hentet og tegnet, og læser
filen bagefter for at sikre, at der står to bilagsadresser og ingen data-URL.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Serveren sorterer allerede, men en celle, der viser 14:00 over 09:15, ligner
ikke en liste i forkert rækkefølge — den ligner et forkert klokkeslæt på
chippen, og det er langt værre at skulle udelukke. Heldags først: en heldags
begivenhed er et bånd hen over dagen, ikke noget der sker på et punkt i den.
Standardstien var site/screenshots, som siden landingssiden gik over til WebP
kun indeholder WebP. En kørsel lagde tolv PNG'er ved siden af dem, som ingen
tekst peger på. Den skriver nu til docs/, hvor de andre PNG'er ligger.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
At vælge en kalender er nogen, der siger "vis mig den her". At gemme valget og
lade gitteret stå tomt, til fejeren kommer forbi et kvarter senere, er en
kalender, der påstår, at fjorten dage er fri — og personen står på siden med
knappen under hånden. Gemningen henter nu selv.
Og er der forbundet en konto uden at der er valgt nogen kalendere, siger
visningen dét. "Der er ikke valgt en kalender" og "der er ikke booket noget"
ser ens ud, og kun den ene er noget at gøre noget ved.
README'ets billeder havde været brudte siden landingssiden gik over til WebP:
site/screenshots/*.png blev slettet dengang, og markup'en pegede stadig på
dem. Den peger nu på PNG'erne i docs/, som er dem, der findes.
Noter er en af de største ting i appen og stod ikke ét sted i teksten —
hverken i README'et, på landingssiden eller i dokumentationen. Nu gør de,
med de to nye billeder.
Fem billeder pegede ingen tekst på: upcoming, sections, delegated, settings
og admin. De har fået et afsnit i docs/index.md, hvor hvert enkelt beviser
noget, siden siger. Landingssidens gitter viste den lyse udgave to gange —
den ene af dem er blevet til noterne.
Og to billedtekster passede ikke længere på billedet: temaerne viser nu også
de fire udseender, og opgaven i skuffen viser ikke sin samtale.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Landingssiden og dokumentationen læses på engelsk, og billederne var danske
hele vejen — både grænsefladen og indholdet. Kontoen bliver nu oprettet med
engelsk sprog frem for at oversætte noget her: det er sådan appen selv gør
det, og det er også dét, der får en glemt oversættelse til at stå i et
billede i stedet for at vente på en bruger.
Demodataene er skrevet om til engelsk arbejde og husholdning. Og der er en
person mere: en invitation, en konto, tre opgaver hun sidder på og en
kommentar. Halvdelen af det, appen er til for, findes først, når der er to i
den — en ansvarlig på en opgave, et navn i historikken, og "Venter på andre"
som andet end en tom side.
Tre billeder viste ikke det, teksten sagde. `detail` var en tom formular, så
opgaven har fået beskrivelse, undertasks, en fil, en påmindelse og en samtale.
`themes` viste profilfeltet over temaerne, så den ruller nu ned til dem.
`delegated` var en tom tilstand.
Noterne er kommet til — listen med en note åben, og den samme note som kilde.
Fjorten billeder i alt.
WebP'en skrives af den browser, der i forvejen står åben, frem for af cwebp:
et program mere at installere hører ikke til i et script, hvis hele pointe er,
at der ikke er noget at installere. PNG'erne ligger nu kun i docs/ og WebP'en
kun i site/, hvilket er præcis dét, de to steder læser — før lagde et kørsel
tolv usporede PNG'er i site/, som ingen brugte.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
`caldav.md` beskrev to måder at sende opgaver *ud*. Den tredje er den modsatte
retning og hører til samme sted, fordi det er dér, man ville lede.
`configuration.md` hed "Gmail" og handler nu om Google: samme klient, to
redirect-URI'er, to API'er, to scopes. Bemærkningen om en Internal-app står
begge steder, fordi den gælder begge veje — og for én privat konto er
kalenderens egen hemmelige ICS-adresse den kortere vej. Intet i verdande
abonnerer på sådan en endnu.
Skærmbillederne skulle tages på engelsk, og det var dét, der fandt dem:
en konto sat til engelsk fik stadig "Forsinket" over de forsinkede opgaver,
"Uden sektion" over den første kolonne på tavlen, "Aldrig" i gentagelses-
menuen, "hver dag" på rækken, "til instansen · inviteret af" på invitationen,
"3 projekter" på kontoen, og hele historikken — nitten hændelser, alle på
dansk. En funktion, der kun virker på det ene sprog, er en funktion, der er i
stykker.
Gentagelsen er den eneste, der ikke bare manglede en nøgle. Serveren skriver
`recurrence_text` på dansk og skal blive ved med det: én besked går over
WebSocket til alle i projektet på én gang, og de læser ikke det samme sprog.
Så de regler, der har et navn, får det i when.js — på den side, der ved, hvis
skærm det er — og alt mere specifikt falder tilbage til serverens ord.
Mellemrummet i historikken er skrevet ud. Svelte fjerner det, der åbner en
blok, så "inviterede" og adressen løb sammen til ét ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme gitter som Kommende, givet en liste mere at tegne. Ikke et gitter nummer
to, og grunden er den del, der er nem at få næsten rigtig: et mål skal afgøre
ud fra `dataTransfer.types` alene, om det tager imod, og to kopier af det er to
steder at være næsten rigtig. En opgave trukket her flyttes præcis som alle
andre steder, fordi det er den samme kode, der gør det.
En begivenhed er ikke en opgave, og cellen siger det før et eneste ord er
læst: en flade af farve, hvor en opgave er et kort med en farvet kant. Den kan
ikke trækkes — forbindelsen er læsende, og en chip, der letter fra siden og så
ikke vil lande, læses som en fejl frem for som en regel — og den er ikke en
knap, for der er ikke noget at lukke ved en andens møde. Farven er Googles egen
for den kalender, så to kalendere i ét gitter kendes fra hinanden på den farve,
personen allerede kender dem på.
Farven tjekkes frem for at blive troet: den ender i en inline `style`, og en
værdi, der ikke er en farve, kan lukke erklæringen og åbne en anden. Linket
tegnes kun, hvis det begynder med `https://` — et href er dér, hvor en
`javascript:`-adresse bliver til et klik, der kører.
Prøven bruger uge-visningen med vilje: en månedscelle skæres af ved tre chips,
og resten af suiten lægger opgaver på andre dage. Datoen læses ud af siden, ikke
ud af testprocessen, som de øvrige har lært at gøre.
Rapporteret fra drift med et skærmbillede af den samme mail seks gange i træk.
**IMAP: flaget kommer af, når mailen er blevet en opgave.** Markøren var et uid —
husk det højeste, begynd over det næste gang — og den holdt kun, hvis uids var,
hvad serveren sagde. Den brød på et fetch-svar uden uid, på en UIDVALIDITY, der
skiftede under en genopbygget postkasse, og på to postkasse-rækker, der pegede
samme sted og hver især førte deres eget regnskab. Alle tre gav det samme
symptom.
Så regnskabet flytter derhen, hvor spørgsmålet bliver stillet. "Flaget" betyder
"lav det her om til en opgave"; når den er en opgave, har flaget gjort sit
arbejde og er ikke sandt længere. Så er der ingenting at huske, og dermed
ingenting, der kan komme ud af trit — en anden synkronisering, en anden
postkasse-række eller en database gendannet fra en kopi finder alle det samme
svar, fordi svaret ligger i postkassen.
Flaget tages af *efter* opgaven er skrevet. Et flag fjernet fra en mail, hvis
opgave aldrig blev gemt, er en mail, ingen ser igen.
**Gmail havde den samme fejl af en anden grund.** Listen over allerede behandlede
beskeder blev bygget om ved hver kørsel af *kun de id'er, Gmail svarede med den
gang* — for at den ikke skulle vokse uendeligt. Men forespørgslen er begrænset,
så på en konto med mere stjernemarkeret post, end der er plads til i ét svar,
glemte hver kørsel det, den forrige havde husket. De kom tilbage som ubehandlede
og blev opgaver igen. Det var ikke en grænse, det var en måde at glemme på.
Listen har nu et loft på antal i stedet, nyeste først.
Gmail kan ikke få taget stjernen af: scopet er `gmail.readonly`, med vilje, fordi
det er dét, der gør samtykkeskærmen til noget, et menneske kan sige ja til. Derfor
skal regnskabet blive på vores side dér — men det skal så være et regnskab, der
kan holde.
Prøven kører hele vejen mod en rigtig IMAP-server: find de flagede, tag flaget af,
og spørg så forfra med markøren sat til nul — altså det værst tænkelige tilfælde,
hvor alt, vi selv havde husket, er væk. Der kommer ingenting tilbage.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme registrering som Gmail, et andet scope og en anden redirect-URI. Google
udsteder en refresh-token pr. godkendelse og holder op til hundrede i live pr.
konto, hver med sine egne scopes — så en forbundet kalender rører ikke en
Gmail, der virker, og at afbryde den ene tager ikke den anden med.
Callbacken har sin egen sti. Én callback, der ud fra gemt tilstand afgjorde,
hvilket af de to flows der kom tilbage, ville lægge valget af *hvilket
token-lager der skrives* bag et opslag — og går det galt, går det galt ved at
overskrive en virkende Gmail-forbindelse med kalender-tokens.
Begivenhederne caches i et vindue på 90 dage tilbage og et år frem. Et
månedsgitter bladrer, og et kald til Google pr. piletast er en kalender,
der er langsommere end den kalender, den viser. Vinduet har en kant, og
endpointet siger hvor den er: et tomt svar uden forklaring er en kalender,
der lydløst påstår, at en dag er fri.
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i
døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet.
Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør
det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed
for at efterprøve det.
**Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke
håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i
første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og
koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles
her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en
kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den
historie, der ikke passer.
Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte
begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet
ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele.
Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn
eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og
samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen
mellem anonym og pseudonym.
Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden
login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når
instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand,
der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft:
endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden
et loft kunne enhver fylde disken.
Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger
kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde
"hvor mange har prøvet det".
`internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen,
og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på
den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og
svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Klienten henter kalenderlisten og begivenhederne i et vindue, og laver Googles
to former om til den ene, et gitter kan spørge om: dage i begge ender, begge
med. Googles heldags-slutdato er eksklusiv, og et møde, der slutter ved midnat,
slutter aftenen før — begge dele rettes ét sted frem for hos hver læser.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. De to ligner hinanden på afstand og er
uenige om hver eneste kolonne bagefter: `trigger_kind`, `seen`, `last_uid` og
`project_id` svarer alle på "hvad laver en besked om til en opgave", og intet
her bliver til en opgave. Én konto rummer desuden mange kalendere, og en
en-til-mange er der ikke plads til. Det afgørende er mindre og mere praktisk:
`mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan ikke ændre en CHECK — en tredje
værdi koster en tabelombygning med fremmednøgler slået fra. Derfor er der ingen
CHECK på `provider` her: CalDAV skal koste en række, ikke en ombygning.
Gmail og Google Calendar logger ind gennem den samme registrering med den
samme PKCE og den samme fornyelse. Det eneste, der adskiller dem, er ét ord:
scopet. En kopi mere ville være et sted mere, hvor `access_type=offline` kan
blive glemt — og det er dén fejl, der får en forbindelse til at dø lydløst en
time efter, den blev lavet.
internal/gmail beholder sit API og sit scope; navnene på flowet er aliaser, så
hverken kaldere eller prøver ændrer sig. Prøverne for PKCE, AuthURL og
Configured flytter med koden.
Et `git add -A` fangede .claude/worktrees/ som et indlejret repo. Det er en
agents arbejdskopi og skal ingen steder.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Indført i aften, sammen med billedvisningen, og fundet ved at læse den igen.
`escapeHtml` tager &, < og > — ikke anførselstegn, og det er rigtigt for tekst
mellem to tags, hvor et anførselstegn ikke betyder noget. `alt` er ikke tekst
mellem to tags. Det står inde i en attribut, og der lukker det første
anførselstegn den, hvorefter resten står som markup:
blev til et <img> med en onerror på. Adressen var i forvejen bundet til vores
eget bilagsmønster, så den var ikke vejen ind — teksten ved siden af var.
Det er ikke en teoretisk vej. En note deles ved at ligge i et projekt, så den
læses af alle, der kan læse projektet, og scriptet ville køre på vores eget
domæne med sessionscookien, hos den der åbnede noten.
En værdi i en attribut har brug for sin egen undslipning, og har nu en. Prøven
skriver noten, åbner den og ser efter, at hændelsen står som tekst i alt og ikke
som en attribut på elementet — og at billedets 404, som er selve vejen en
onerror ville blive kaldt ad, ikke kalder noget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet af prøverne, som for første gang kørte forbi midnat.
Dagen blev læst som `completed_at.slice(0, 10)` — de ti første tegn af et
tidsstempel, der er i UTC. Overskriften sammenlignede med *lokal* dato. I dansk
sommertid er de to ikke den samme dag i de første to timer efter midnat, så en
opgave lukket 00.30 blev sat under "I går", indtil klokken blev to. Tyve timer i
døgnet er de ens, hvilket er derfor prøven har været grøn hver eneste gang før.
Dagen udregnes nu lokalt, som den overskrift den skal svare til.
Og prøven for invitationslinket kunne kun bestå seks dage om ugen. Den ledte
efter "males inden fredag" som én tekst, men hurtig tilføjelse læser "fredag" som
forfaldsdatoen og tager ordet ud af titlen — tilbage står "males inden" plus et
mærke, hvis ord skifter med ugedagen. Kørt på en torsdag hedder mærket "I
morgen", og så fandt den ingenting. Prøven handler om invitationer, ikke om
datoer, så den ser nu på titlen alene.
Uddraget i notelisten viste `![](/api/v1/attachments/01a0…` for hver note med et
billede i — den eneste tekst i listen, ingen havde skrevet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
`skipFile` afviste ethvert navn, der indeholdt "..", for at stoppe en zip i at
skrive uden for sin egen mappe. Det er den rigtige idé rettet mod det forkerte:
det beskriver ikke en sti, der klatrer ud af arkivet, men ethvert filnavn med to
prikker ved siden af hinanden. En ellipse i en overskrift er almindelig, og noten
"Så blev det endelig jul! Stay tuned... ☕️" blev derfor aldrig oprettet.
Lydløst, oven i købet: filen blev sprunget over, før den blev talt, så svaret
sagde det samme, som hvis den var kommet med. Én note ud af tolv hundrede, og den
blev kun fundet ved at tælle efter, hvor mange der kom ud i den anden ende — 1140
hvor der skulle stå 1141.
Nu læses ".." som et stiled, ikke som to tegn, og en Markdown-fil, filteret
afviser, tælles som sprunget over. En import, der taber noget, skal sige det.
Og move-ikonet i sidebjælken er væk. ⠿ sad i den to pixels brede rende til
venstre for teksten og lå oven i rækkens egen kant — idéen var rigtig, pladsen
var det ikke. Elementet bliver: det er dét, der ejer trækket, og gjorde man i
stedet hele rækken draggable, ville alt indeni også blive det, og en opgave
trukket hen på I dag holdt op med at lande. Nu er håndtaget usynligt og lidt
bredere, og hånden ved hover er hele forklaringen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire ting, som en rigtig import af tolv hundrede noter fandt på en time.
**Billederne blev vist som ord.** `markdownToHtml` havde ingen regel for
`` overhovedet, så en note fra Apple Noter viste sin egen billedadresse som
tekst. Filen var hentet, gemt og hæftet på noten; det eneste, der manglede, var
at nogen tegnede den. Kun vores egen adresse bliver til et billede — et
`` fra en indsat tekst ville ellers hente fra en fremmed vært, når
noten åbnes, og en note er det sidste sted, man vil have en sporingspixel. Og
vejen tilbage skulle med: uden `IMG` i inlineToMarkdown ville den første gemning
have taget hvert billede ud af noten igen.
**Titlen blev revet i stykker.** Noter deler en linje op i så mange stumper, den
har brug for — "Aalborg Kommune" står som
`<h1>A</h1><h1>alb</h1><h1>org Kom</h1><h1>mune</h1>`, fordi der er en
attributkørsel bag hver stump — og eksporten læste et linjeskift ved hver af dem.
Noten kom ud som fire overskrifter oven på hinanden, altså ødelagt på den mest
synlige måde der findes: i sin egen titel. Samme rod gav `**M****øde**` for fed
og `*M**øde*` for kursiv, hvor de to stjerner i midten læses som fed. Nu brydes
der kun, når blokken skifter, og et mærke, der lukkes og straks åbnes igen, er
ingenting.
**Datoerne fandtes ikke.** Eksporten læste dem aldrig, og Markdown havde ingen
plads til dem — så en flytning af tolv hundrede noter blev en bunke, der alle var
skrevet samme aften. Rækkefølgen er halvdelen af, hvad et arkiv er. Nu står de i
et YAML-hoved, som Obsidian og Bear allerede skriver, og importen læser det.
`SetNoteTimes` frem for gennem SaveNote: `updated_at` betyder "hvornår skrev
*dette* program noten sidst", og lod man enhver kalder sætte den, ville kolonnen
betyde det, den sidste skriver havde lyst til.
**Og listen kan sorteres** — senest rørt, oprettet, navn. Favoritter står øverst
uanset hvad; det er hele meningen med at gøre en note til favorit.
Eksporten henter nu i klumper. Ét kald pr. note tog halvanden time for tolv
hundrede, ikke fordi Noter er langsom, men fordi hvert kald er en proces, der
skal startes — og det gjorde det umuligt at rette en fejl i oversættelsen og se
resultatet, for hver runde var en frokostpause. Antallet af bilag kom med i
klumpen af samme grund: ni ud af ti kald var en proces startet for at få svaret
nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet ved at importere rigtige noter frem for ti prøvenoter.
Linket blev skrevet halvt om. attachToNote kendte to måder, en note kan nævne en
fil på — den bare filnavn og stien i forhold til noten — men ikke den, en Apple
Noter-eksport faktisk skriver: `vedhaeftninger/751-2-IMG_0615.heic`, med noten i
roden ved siden af mappen. Kun det bare navn matchede, så kun det blev erstattet,
og hver eneste billede i hver eneste importerede note endte som
`vedhaeftninger//api/v1/attachments/…`, som er ingenting. Filerne var gemt og
hæftet rigtigt på; det var linket, der var forkert. Længste match først, ellers
bliver mappen stående foran adressen.
Og billederne kunne alligevel ikke vises. Alt blev serveret som
application/octet-stream med Content-Disposition: attachment, hvilket er en god
regel med en god grund — en uploadet SVG eller HTML vist inline ville køre sit
eget script på dette domæne med sessionscookien på. Men en note bærer sine
billeder i teksten som ``, og under den regel er hvert eneste af dem et
brudt billede. Hele importen findes for at tage dem med.
En kort liste af rasterformater vises nu inline med deres egen type. Det er ikke
en opblødning: listen er navngivet ét format ad gangen frem for matchet på
"image/", fordi præfikset ville lukke image/svg+xml ind — et dokument, der kan
køre script — og en liste, der vokser ved et uheld, er præcis sådan det sker.
nosniff står, så browseren skal læse filen som netop det billede eller slet ikke.
Titlen stod to gange i fjorten noter. Noter kalder noten det, der står på de
første linjer sat sammen med mellemrum, så en note, hvis to første linjer er
"CPU" og "CAN", hedder "CPU CAN" — og sammenligningen med kun den første linje
gik fri. Overskrifterne øverst tages nu med, så længe de tilsammen stadig er
begyndelsen på titlen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den var lagt fast øverst i ruden, med den begrundelse at en menu, der følger
markøren, rykker sig et par pixels for hvert bogstav. Det er rigtigt, og det var
alligevel forkert: i en note på en skærmfuld skriver man `#` nederst og får en
menu i toppen — fire hundrede pixels fra det, øjet ser på, og langt nok væk til
at man ikke opdager, at den er der.
Begge dele kan lade sig gøre. Positionen måles, når menuen åbner, og ikke igen
mens listen snævres ind: den står ved tegnet, og den står stille.
Målt på `#term` frem for på markøren, fordi et sammenfaldet område ikke har nogen
kasse på en tom linje. Klemt inden for ruden, og vendt op over linjen, når der
ikke er plads under — ellers ville en note, der er skrevet helt ned i bunden,
lægge menuen uden for skærmen.
Og pak-noter-i-portioner.py, fordi en Apple Noter-eksport er hundrede og
enoghalvfems megabyte, hvoraf teksten er fire: importen tager 64 MB ad gangen, og
tunnelen foran den tager mindre. Delt efter hvad en note vejer med sine billeder,
og altid med billederne i samme portion som den note, der peger på dem.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kildevisningen, fordi den rige flade ikke kan tage imod Markdown. Indsat i den
er "## Overskrift" fem tegn og ikke en overskrift, og der var ingen vej ind for
tekst skrevet et andet sted — hvilket er en mærkelig mangel i et program, hvis
hele lager er Markdown. Knappen </> viser filen, som den ligger i databasen, og
det, man skriver der, går tilbage gennem den samme oversætter som altid.
Fyldt fra kilden og ikke fra note.body, når man går tilbage: gemningen venter på
sin pause, så den vej ville kaste det nyeste væk. Og kildevisningen hører til den
note, den blev slået til på — skifter man note, er det den rige flade, man møder.
Margenerne. Teksten lå helt ude ved kanten, og på en bred skærm blev linjerne
hundrede og fyrre tegn — dér mister øjet hvilken linje det var på, når det
springer tilbage. Arket har nu marginer, der vokser med ruden, og teksten en
grænse på 46rem. Kun teksten: værktøjslinjen og foden hører til ruden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Seks ting fundet ved at bruge appen, i den rækkefølge de gjorde ondt.
En liste inde i en blok blev læst som tekst. htmlToMarkdown havde én gren for
ul og ol og lod alt andet falde ned i inlineToMarkdown, som samler efterkommere
til én streng — så et blokcitat med en liste i kom tilbage som "> PunktPunkt 2",
og en note fra Apple Noter, der er fuld af citater, mistede hvert punktmærke ved
den første gemning. Ingen havde rørt de linjer. Nu læses en blok, der rummer
blokke, igennem frem for flad, og et citat sætter "> " foran det, der kommer
indefra.
Indlejrede lister fandtes ikke. Den flade `list`-variabel kunne kun beskrive ét
niveau, så et indrykket punkt blev lagt ved siden af sit ophav. Nu en stak, og
underlisten lægges inde i sit <li> — det er den forskel, der kan læses tilbage.
En liste, der begyndte ved ti, begyndte ved ét bagefter. `start` skrives nu med
og læses med, så en gemning uden ændringer ikke gør noten om.
Tallet blev klippet af. Mærket sættes uden for tekstkanten, og 16px rakte til et
punkttegn og ikke til "10." — resten hang ud over kanten, hvor .page beskærer.
Renden er nu 2.2em og deles af begge slags, så punkter og tal flugter.
# viste seks vilkårlige projekter ud af tyve og så færdig ud. Loftet er væk,
listen kan rulle, og det, der begynder med det tastede, står øverst.
Og to ting om, hvordan det ser ud. Noteruden har fået sin egen flade, fordi et
ark, der holder op et sted, skiller det, man skriver, fra det program, man
skriver det i — `--surface` frem for `#fff`, så de fem temaer hver får deres.
Noter stod for sig selv over en streg, hvilket sagde det rigtige og kostede
halvfjerds pixels; den står nu i rækken med de faste visninger og bærer et ark i
stedet for en prik, hvilket siger det samme gratis.
Prøven skriver de fem listeformer, gemmer gennem den rigtige editor og læser
filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækken har nu titel i samme størrelse som en opgavetitel — en note og en opgave er
to ting af samme slags, og hver sin størrelse får den ene til at se mindre vigtig
ud. Under den står dato og begyndelse på samme linje, som Apple Noter gør det: to
linjer pr. note frem for tre, og datoen først, fordi det er den, man skanner efter.
Ligger noten i et projekt, står det nedenunder.
⌘K søgte kun i opgaver og projekter. Feltet ser ud til at kunne finde alt, så det
er svært at gætte, at halvdelen af programmet ikke var med. Og mens jeg var der:
"Projekt" og "Opgave" stod hårdkodet på dansk i paletten.
En note kan trækkes ind på et projekt i sidebjælken — samme mål som en opgave,
fordi det er samme gestus: læg denne her.
To fejl i søgefeltet, begge Safaris egen type="search":
Fokusringen tvang sin egen hjørneradius og tegnede en firkantet bue uden om en
rund kant — to streger, hvor der skulle være én. Den følger nu elementets form,
overalt i programmet. Og feltet skiftede udseende ved fokus: forstørrelsesglasset
forsvandt og pilleformen blev firkantet. Det tegnes nu af os.
Trækket og palettens noter er ikke fastholdt i en prøve. ⌘K, tastning og en
debounce oven på hinanden gjorde den upålidelig, og en flakkende prøve siger
mindre end ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Konverteringen læser nu Apple Noters HTML frem for at flade den ud med textutil.
Overskrifter, fed, kursiv, understreget, lister og monospace kommer med. En note er
ikke kun sine ord — et referat med overskrifter er ikke det samme referat som en
klump — og ti prøvenoter viste hvad det kostede.
Skrevet om til Python, fordi HTML skal læses og ikke gættes med regulære udtryk.
Den alvorligste fejl, prøvekørslen fandt: navn og krop blev hentet i hvert sit
kald, og Noter sorterer listen efter ændringsdato. Flyttede noget sig imellem de
to kald, fik en note én titel og en andens indhold. På ti noter er det synligt; på
tolv hundrede ville det være ubemærket rod. Der hentes nu ved id, og navn og krop
kommer i samme kald.
Sammenhængende monospace-linjer bliver til én blok. Hver linje i Noter er pakket
ind i sin egen div, hvis starttag tømmer den forrige — så mellem to tt-linjer kom
der altid en tom flush forbi, og hver linje i en terminaludskrift blev sin egen
blok.
Og i editoren ser en kodeblok ud som en terminal: mørk flade, monospace, sproget i
hjørnet, farver på strenge, tal, kommentarer, nøgleord og prompten. Monospace ER
kode i praksis, og en mørk flade siger det på afstand.
Farverne lægges på de blokke, markøren IKKE står i. At farve mens nogen skriver
betyder at bygge indholdet om ved hvert tastetryk og sætte markøren tilbage
bagefter — det virker ni gange ud af ti og flytter markøren midt i en sætning den
tiende.
Et API-token er ét ord, der er bredere end skærmen. Uden min-width: 0 skubbede en
sådan note hele listen bredere og klemte editoren sammen — på en note, man ikke
engang havde åben.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kodningen. textutil gætter på inddataets kodning og gætter forkert, så
"Ansøgning" kom ud som "Ansøgning". Det ser ud som én underlig note, indtil man
opdager, at det er hver eneste note med et dansk bogstav i.
Titlen stod to gange. Kroppen af en Apple-note begynder med notens egen titel, så
en overskrift ovenover gav den dobbelt overalt.
Og listerne var ikke lister. Apple skriver dem som tabulator, tegn, tabulator —
en liste for et menneske og ingenting for en Markdown-læser, så en huskeliste
ankom som en klump linjer. Punkttegnet er flerbyte, og BSD sed hakkede det midt
over, så hver linje begyndte med to halve tegn; perl med -CSD gør det rigtigt.
Scriptet tager nu et antal som andet argument, så en prøvekørsel er til at
gentage. Det er billigere at opdage den slags på ti noter end på tolv hundrede.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt
stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer
over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den.
En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger.
Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet
og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem.
En tabel mere ville være et alt-sammen mere.
Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så
en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til —
noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb
ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting.
Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at
hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag.
Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som
forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes
ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet.
AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten.
Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for
at vælte kørslen.
Migration 0021.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den
fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er
ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en
teksteditor, i hvad som helst.
To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast:
Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på
Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger.
Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er
et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer.
Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede
på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger
selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden vej af samme forbindelse. En note, der nævner en opgave, viste den; nu
viser opgaven noten. Uden det virker forbindelsen kun, hvis man tilfældigvis
sidder og læser noten, og det er den halvdel, ingen har brug for hjælp til.
Undervejs viste det sig, at en opgave slet ikke havde en adresse. Skuffen åbner
over den liste, man står på, og ændrer ingenting i URL'en — hvilket er rigtigt for
et klik og ubrugeligt for et link: man kan ikke sende nogen en opgave, og en note,
der nævner en, har ingen steder at sende dem hen. Min egen henvisningsform pegede
altså på noget, der ikke fandtes.
/opgave/{id} findes nu. Den åbner skuffen og træder til side — erstatter sig selv
med opgavens eget projekt, så man lander hvor opgaven bor, med den åben, og
tilbage-knappen ikke går gennem en side, der kun nogensinde viderestillede.
Prøven henter opgavens id fra API'et frem for fra adresselinjen, netop fordi den
ikke står der.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De var det ikke. Nøglen blev gemt præcis som skrevet og slået op på samme måde,
så en note, der nævnte et projekt med lille begyndelsesbogstav, dukkede simpelthen
ikke op på det — stille, og uden noget der antydede hvorfor.
Foldet på vej ind og foldet i opslaget, så sammenligningen bliver ved med at være
en nøjagtig lighed og bruger sit indeks. Havde man i stedet sænket kolonnen i
forespørgslen, skulle hele tabellen læses.
Kun projekter. En [[notetitel]] er en titel, ikke en nøgle: to noter, der hedder
"Møde" og "møde", er to noter, og at folde dem sammen ville slå noget sammen,
nogen havde holdt adskilt. Der er en prøve for begge dele.
Migrationen samler de rækker, der allerede er skrevet. Primærnøglen er
(note_id, kind, target_id), så en note, der skrev begge stavemåder, ville kollidere
med sig selv — derfor bygges sættet forfra med INSERT OR IGNORE frem for en
opdatering, der ville fejle på parret.
Fladen viser projektets egen stavemåde og ikke den foldede nøgle. En etiket, ingen
har skrevet, og som står hverken i noten eller på projektet, ville være værre end
ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Titlen var udledt én gang og derefter ladt i fred, så den gik i stå i det øjeblik
nogen skrev begyndelsen om — en note med overskriften "Ny note" stod i listen som
"fdgfgfgh", hvilket var, hvad dens første linje havde været nogle rettelser
tidligere. Den udledes nu ved hver gemning, og ingen kan sætte den ved siden af
teksten: kolonnen er en kopi af kroppen, ikke et felt derudover. Feltet er væk fra
både HTTP-fladen og MCP-værktøjerne, for et felt, serveren ignorerer, er et løfte,
den ikke kan holde.
Skriver man #Kaf, foreslås #Kaffebaren. Ordet læses fra den tekstknude, markøren
står i, og ikke fra hele dokumentet — en note kan nævne tyve projekter, og kun det
under markøren er ved at blive skrevet. Listen ejer piletasterne og retur, mens
den er åben, som enhver anden fuldførelse.
Og under feltet står nu, hvad teksten forstår: # projekt, [[en anden note]], ⌘B,
⌘U. Samme idé som linjen under hurtig tilføjelse — en note er det andet sted i
programmet, hvor det, man skriver, bliver læst for betydning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En ny note åbner på sin titel, og linjen efter er brødtekst — uden at man vælger
noget. Det er det, Apple Notes gør, og det er også hvad listen har brug for:
første linje bliver notens navn, så en note, der begynder i brødtekst, hedder sin
egen første sætning.
To ting undervejs. Reserven for en tom note blev aldrig brugt, fordi en tom tekst
ikke gengives som ingenting men som ét tomt afsnit — den prøves nu på teksten og
ikke på resultatet. Og Chromium svarer på retur med et bart <div>, som læses som
brødtekst men ikke er formateret som det: afstanden mellem afsnit forsvandt
stille i det øjeblik, man trykkede retur frem for at vælge Brødtekst i menuen.
Listen viste desuden den rå Markdown i forhåndsvisningen — "# Møde med Anders" og
"**fed**" — hvilket er præcis det, editoren blev bygget for at holde op med at
vise. Den viser nu sætningen frem for notationen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
I dag, Kommende, Venter og Indbakken kan trækkes i den rækkefølge, man vil have
dem. På kontoen frem for i browseren: sidebjælkens bredde er en kendsgerning om
skærmen, og svaret på en telefon er ikke svaret på en skærm — men hvilken
rækkefølge man vil have dem i, er en kendsgerning om personen.
En liste af nøgler frem for et tal pr. visning. Ukendte nøgler droppes og
manglende føjes til sidst, så en visning kan tilføjes eller fjernes uden at
strande nogens rækkefølge — hvilket allerede er sket én gang, da Færdige
forlod menuen.
To ting, prøverne fandt undervejs, og begge var mine:
Rækken som trækgreb gjorde alt indeni trækbart, og sidebjælken er allerede
modtager for opgaver — en opgave trukket til I dag holdt op med at lande, fordi
rækken havde taget gestussen. Et lille greb tager ingenting, før man griber det.
Og drop-håndteringen slugte begivenheden, før den tjekkede, om den overhovedet
var en menuflytning.
Migration 0019.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire udseender ved siden af de fem temaer: Verdande, Rolig (serif, mere luft),
Tæt (flere rækker, mindre luft) og Terminal (én bredde til det hele). De ganges ud
til tyve udseender fra otte små blokke CSS frem for at kræve en blok hver.
To akser, fordi det er to spørgsmål. Den, der vil have en serif om natten, skal
ikke opgive den mørke palet for at få den — og prøven holder netop det fast: at
vælge en skrift må ikke trække temaet med sig.
Udseendet sættes før første optegning, ligesom temaet. Ellers bliver siden sat op
i én skrift og derefter i en anden, og det er et synligt spring.
Det er også det ærlige svar på at ligne noget andet. Standarden er bevidst
genkendelig — det var det, der blev bedt om — men et program med ét muligt
udseende har lånt en form, det ikke kan give tilbage. Med udseender er ligheden en
indstilling blandt flere frem for det eneste, det kan være.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ikke en adgangsliste af sin egen. Projekter har allerede medlemmer, roller og
invitationer — alt sammen afprøvet, og alt sammen noget folk har lært her i
forvejen. En anden måde at give adgang på er et andet sted at gøre det forkert,
og de to ville være uenige den dag, den ene blev ændret.
To ting, prøven fandt, som begge var rigtige fejl.
Projektsiden viste kun noter, der NÆVNTE projektet, ikke dem, der lå i det — så
en note, man lige havde delt derind, dukkede ikke op. Nu vises begge slags.
Og noteoversigten viste kun dem uden projekt, så en note forsvandt fra listen i
det øjeblik, den blev delt. Det fik deling til at se ud som sletning. Listen viser
nu alt, man kan se: sine egne løse, og dem i de projekter, man er med i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Man skriver nu i formateret tekst frem for i Markdown-kildekode. Titel,
Overskrift, Underrubrik, Brødtekst, Monotype, Blokcitat, punkt- og talliste, plus
fed, kursiv, understreget og gennemstreget — samme ordforråd som Apple Notes, for
det er det, en, der kommer derfra, allerede kan.
Filen under er stadig Markdown. Det er ikke et kompromis, nogen skal leve med i
stilhed: det er grunden til, at eksporten er til at stole på — filen, en note
bliver til, er den fil, den allerede var. Understregning er den ene undtagelse;
den findes ikke i noget Markdown-dialekt og gemmes som <u>, som enhver læser
sender uændret igennem. Det er bedre end at fjerne en stilart, kilden har.
contenteditable med execCommand. Den er forældet og også det eneste, alle browsere
er enige om; at skrive en markeringsmodel fra bunden er ugers arbejde og en ny
slags fejl netop dér, hvor tabt tekst er utilgiveligt.
Tre ting, prøverne fandt, som alle ville have kostet tekst:
Værktøjslinjen stjal markeringen, når man klikkede — knapperne tager ikke fokus
længere. Browseren skrev <span style="font-weight: normal"> for en ophævet fed,
hvilket en oversætter, der læser tags, taber; der bedes nu om tags, og styles
læses alligevel, fordi det ikke honoreres alle steder. Og markeringen med
Shift+Home tog hele dokumentet, ikke linjen.
Favoritter er stjernen på hver note. Noteoversigten har fået luft mod venstre
kant, og Gem og Slet er knapper frem for bare ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Formatering vises, mens man skriver. Overskrifter, fed, kursiv, kode, citater,
punkter, #tags og [[links]].
Et spejl bag et gennemsigtigt tekstfelt — samme greb som hurtig tilføjelse bruger
til at vise, hvad parseren forstod. En contenteditable ville lade teksten style
direkte og ville også ødelægge fortryd, autokorrektur og IME. Det er en dårlig
byttehandel i det ene sted i programmet, hvor nogen skriver en halv time i træk.
Mærkerne bliver stående, dæmpede. Obsidian skjuler dem uden for den linje,
markøren står i; at dæmpe dem altid er en mindre idé, der ikke flytter tekst under
markøren mens den bevæger sig — og den overlever mødet med et tekstfelt.
Overskrifter skifter vægt og farve, aldrig størrelse: en større skrift ville fylde
flere linjer end tekstfeltet gør, og så skred alt nedenunder.
Hele risikoen ved grebet er, at de to lag skal flugte tegn for tegn. Prøven måler
det frem for at stole på det: skrifttype, linjehøjde, ombrydning, polstring og den
faktiske højde af de to lag med samme tekst i.
Undervejs: kursiv-passet slugte " og " efter et fed-udtryk, fordi den løse stjerne
stadig var synlig for det. Hvert pas læser nu en kopi, hvor de tidligere pas'
tegn er blændet ud.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple
Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på
maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note
ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til.
Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet
forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den
række, der blev skrevet.
Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de
samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af
programmet, og i den række læste de som endnu et filter.
Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af
papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken
visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved
siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse
af hvad den er til.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Tredje etape. En liste til venstre, noten til højre — ikke et gitter af kort: en
note læses langt oftere på sin første linje end i sin helhed, og en liste viser
tyve af dem, hvor et gitter viser seks.
Gemmes når man holder op med at skrive. En note er det ene sted i programmet, hvor
en times skrivning kan gå tabt på ét fejltryk, og en Gem-knap er en knap, der
findes for at blive glemt. Teksten holdes adskilt fra den note, den kom fra, så en
gemning, der lander sent, ikke kan overskrive det, der er skrevet siden.
Og udbetalingen: skriver man #GarageRisteriet i en note, står den på projektets
side. Ingen har filet den derhen — den dukker op, fordi nogen nævnte projektet
mens de skrev. Slået op på navnet og ikke på et id, for et #tag skrives i hånden,
og et menneske skriver navnet.
Markdown i et almindeligt tekstfelt indtil videre. Live preview, hvor mærkerne kun
vises i den linje markøren står i, er næste stykke og det dyre; det her er den
form, den skal sidde inde i, og alt andet er allerede sandt uden den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Anden etape. Handlere, ruter og OpenAPI.
Adgang følger projektet, for det er der, noten bor: en note i et delt projekt kan
læses af alle, der kan læse projektet, og ændres af en redaktør. En note uden
projekt er sin forfatters alene — samme svar som en opgave i indbakken får, nået
frem til på samme måde frem for ved en regel, noter fandt på for sig selv.
Listning og søgning er samme endepunkt, fordi de svarer på det samme spørgsmål
med forskellige ord. Filtreringen sker EFTER indekset: FTS5 svarer om tekst, og
at lære indekset om roller ville lægge en adgangsregel et sted, ingen ville kigge
den dag den var forkert. Der er en prøve for, at en fremmeds søgning ikke finder
noget, og at en fremmed får 404 og ikke 403 — så et id ikke kan afprøves.
Den baglæns rute hænger på det, der spørges om: et opgave-id giver hver note, der
nævner den; et projektnavn giver hver note med det #tag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Første etape af noter. Tabel, CRUD, fuldtekstsøgning og de links, en note bærer.
Markdown i en kolonne, ikke rich text og ikke et format af vores eget. Eksport
var et krav, før der var skrevet en linje, og er den gemte form den eksporterede
form, er der ingen konvertering tilbage at tabe noget i — noten kan læses af
enhver anden editor den dag programmet ikke findes.
Et #tag i en note er DET SAMME tag som i en opgave. Ikke en anden slags, der
ligner. Det er hele svaret på "tag en note og se den i projektet": referencen er
den samme, så der ikke opstår to systemer, brugeren selv skal holde i sync.
Links gemmes som rækker, udledt af teksten ved hver gemning. Teksten er stadig
sandheden; tabellen er et indeks over den. Uden det ville "hvad peger på denne
opgave" betyde en gennemsøgning af al prosa, og den rude ville være for langsom
til at lade stå åben. De rives ned og bygges op frem for at blive sammenlignet:
en sammenligning er en anden beskrivelse af samme kendsgerning, og den kan komme
til at være uenig med teksten.
Noter ligger under projekter og arver deling, roller, papirkurv og historik. En
mappestruktur ved siden af ville være ét hierarki for meget.
MatchExpr fik navngivne kolonner. Den var skrevet til opgavernes og gav
"no such column" mod noternes — hvilket i det mindste er højlydt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Siden fulgte systemet og kunne ikke andet. Nu er der en knap, valget huskes, og
skærmbilledet øverst skifter med — der ligger både en mørk og en lys udgave af
det samme, og det er kejtet at vise et mørkt skærmbillede på en lys side.
Farverne står to gange med vilje. Mediaforespørgslen er hvad en førstegangsbesøgende
får; attributten er hvad en, der har valgt, får — og den skal vinde begge veje, både
et valgt lyst tema på et mørkt system og omvendt. Én regel kan ikke gøre begge dele.
Begge skærmbilleder ligger i markuppen og skjules med CSS, så ingen af dem skal
hentes i det øjeblik nogen trykker på knappen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme mail blev en opgave hver tiende minut, og markøren stod stille på 1271.
Målt i produktion: en manuel synk lavede én opgave og flyttede ikke last_uid en
eneste plads.
Årsagen er ikke vores regnestykke, men hvad søgningen svarer. Vi beder om
1272:* — og en rigtig server læser det som 0:1272 og sender hele postkassen
tilbage. Alt, hvad den finder, ligger så under markøren, og markøren kan derfor
aldrig komme videre.
Uid'er ved eller under markøren frasorteres nu hos os. Det koster ét gennemløb
af nogle hundrede tal og afhænger ikke af nogen andens læsning af specifikationen.
De to tidligere forsøg var ikke forkerte, de var bare ikke årsagen: at tage
uid'en fra søgningen frem for fra fetch-svaret, og at give hver postkasse sin
egen lås, var begge reelle fejl. Denne er den, der fik den til at gentage sig.
Prøven læser en postkasse med markøren over alt i den og kræver nul tilbage —
og gentager det for hver enkelt besked.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
"Hvorfor står der 2 ud for et tomt projekt?" Fordi tallet var member_count — hvor
mange mennesker. Den samme grå kolonne betød tre ting: personer ved projekter,
projekter ved grupper, opgaver ved etiketter. I en opgaveapp læses et tal ved
siden af et projekt som opgaver, og det gjorde manden, der har skrevet appen.
Nu er det åbne opgaver, og det vises når der er noget tilbage frem for når
projektet er delt — som var den gamle betingelse, og grunden til at netop de tre
delte havde et tal. Hvem der ellers er med står på projektets egen side.
Tællingen hentes fra serveren igen, når opgaver flytter sig. Det ville være
hurtigere at lægge til og trække fra lokalt, og det ville være forkert inden for
en dag: en opgave flyttet mellem projekter, en lukket i en anden fane, en
gentagende der lukker og åbner sig selv.
Og sidebjælken kunne allerede foldes — der var bare kun en knap med et rektangel
med en streg i, og det er ikke et ord. Nu gør ⌘B det samme, knappen siger det, og
genvejssiden nævner det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To nye sider. Postkasser: at stjerne i Gmail eller flage i iCloud og Fastmail
bliver til opgaver, at hver postkasse hører til den, der forbandt den, at
app-kodeord er noget andet end ens rigtige, og at Office 365 ikke kan nås ad den
vej — sidstnævnte skrevet ned frem for at blive opdaget ved at prøve. Og at logge
ind: kodeord, totrinskode og passkeys, med hvorfor en passkey ikke kan laves på
en bar IP-adresse.
Konfigurationen manglede VERDANDE_SECRET_KEY, som er den, det koster mest ikke at
vide noget om: mister man nøglen, skal postkasserne forbindes forfra. Begrundelsen
står med — det er kopierne, ikke serveren, der er problemet, for de kan hentes
gennem fladen.
Og genvejsafsnittet i quick-add beskrev q, t og u, som ikke findes længere. En
dokumentation, der lover taster, der ikke gør noget, er værre end ingen: man
prøver, der sker intet, og så tror man appen er i stykker.
Bygget med --strict; alle krydshenvisninger rammer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Et skærmbillede af en brugerflade siger ingenting ved 281 pixels, og det er der,
de fleste af dem sidder i gitteret. Et klik åbner nu det samme billede omkring
tre en halv gang større.
<dialog> frem for et selvbygget lag: Escape lukker, fokus bliver inde i den,
resten af siden bliver inert — tre ting browseren gør gratis og som et selvbygget
overlay skal have kode for hver af. Billedet får rolle og tabindex, så det også
kan åbnes fra tastaturet; en kontrol, kun en mus kan nå, er ikke en kontrol alle
har.
To ting rettet undervejs, som først kunne ses ved at kigge: billedet fik lov at
blive højere end skærmen, så billedtekst og lukkeknap røg op over kanten — og
lukkeknappen er den synlige vej ud. Og dialogen fyldte hele bredden i stedet for
at slutte om billedet, så skærmbilledet stod op ad venstre kant med knappen ude i
det modsatte hjørne. Nu er den fit-content og centreret, og alt er inden for
vinduet ned til en telefonbredde.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den navngiver panelet, server-id'et og produktionsadressen — et kort over én
persons opsætning, og det hører ikke til i et offentligt repo. Ingen adgangskoder,
men et server-id og en panel-adresse er præcis det, et lækket token skal bruge for
at være farligt.
Filen er fjernet fra hele historikken, ikke kun fra spidsen: at slette den i en ny
commit ville have efterladt den læselig i alle de gamle. Den ligger stadig på
disken, for det er sådan en session afleverer til den næste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Påmindelser blev sendt i appen og på mail. Har man fanen lukket og ingen
mailserver sat op — hvilket er præcis det, docker-linjen i dokumentationen giver
— kom der ingenting, mens indstillingssiden sagde at notifikationer var slået til
for enheden.
Push-halvdelen var aldrig hægtet på. Notifikationer fra andres handlinger gik ud;
kun de tidsstyrede gjorde ikke, og det er dem, man har slået til for at slippe for
at holde øje selv. Jobbet har nu en vej til at sende, leveret af HTTP-laget, som
ejer VAPID-nøglerne og listen over enheder — samme mønster som synkroniseringerne.
Prøven ser efter, at den når frem, og at den kun når frem én gang: en påmindelse,
der ankommer ved hver fejning, er værre end en, der ikke ankommer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Skærmbillederne lå som PNG i fuld skærmopløsning — 2,1 MB for syv billeder på en
side, der viser dem under 900 pixels bred. Som WebP i dobbelt visningsbredde
fylder de 424 kB. Samme billeder, samme skarphed, en femtedel af vægten.
Indholdet fangede aldrig op på det, der blev bygget: postkasser over IMAP ved
siden af Gmail, passkeys, at man kan skrive hvor som helst for at fange noget, at
hemmeligheder ligger krypteret med nøglen uden for databasen, og historikken.
Ni felter nu, hvilket også fylder gitteret ud i stedet for at efterlade et tomt.
Og en fejl, jeg selv lavede undervejs: jeg lagde en description-meta ind, fordi
min søgning ikke så den, der lå i forvejen — den var delt over flere linjer.
Dubletten er væk, og den oprindelige er opdateret i stedet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fyrre kopier af én mail ankom i samme sekund. Én kørsel kan højst lave femogtyve,
så der var to i gang: et tryk på "Hent nu" mens ti-minutters-fejningen allerede
var inde i den samme postkasse. Begge læste markøren som den stod, begge hentede
de samme beskeder, begge lavede opgaver ud af dem.
Markør-rettelsen fra i går var altså rigtig, men ikke nok — den virker, når der
kun er én læser. Rækken læses nu igen under låsen, og låsen holdes hele vejen
igennem: slap man den, før markøren var skrevet, ville hullet stå åbent præcis
der, hvor det skulle lukkes.
Et kort pr. postkasse frem for én lås. To menneskers postkasser har intet at sige
hinanden, og én fælles lås ville gøre én langsom vært til alles problem.
Prøven kører to kørsler oven i hinanden med vilje og tæller, hvor mange der er
inde ad gangen — en lås er kun værd at have, hvis noget prøver døren. Den holder
også øje med, at to forskellige postkasser ikke venter på hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Knappen tog produktionen ned og lod den ligge. Panelets almindelige restart
udfører arbejdet mens forespørgslen står åben: den stopper containeren — hvilket
slår denne proces ihjel — og panelet, der ser afsenderen forsvinde, når aldrig
til den halvdel, der starter igen. Fire minutters nedetid den 18. august, og det
kan ikke lappes herfra: enhver knap, der synkront beder om sin egen død, har
samme form.
safe-restart planlægges i stedet. Panelet svarer "Restart scheduled" og gør
arbejdet bagefter for egen regning, så intet afhænger af, at denne proces stadig
er i live til at høre svaret.
Prøven hang bagefter, og det var prøvens skyld: dens falske panel læste aldrig
forespørgslens krop, og der er en nu. En server, der ikke læser hvad den fik,
opdager aldrig at afsenderen har lagt på — så httptest ventede på en handler, der
aldrig vendte tilbage, og hele binæren løb tør for tid i stedet for den ene
forespørgsel.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ét sted at spørge "hvilke postkasser har den her person". Gmails tokens, udløser,
etiket, set-liste og målprojekt ligger nu som en række i mailboxes ved siden af
dem, der læses over IMAP, og baggrundsjobbet fejer én gang i stedet for to og
skifter vej efter rækkens kind.
PKCE-værdierne bliver i user_settings. De hører til ét forsøg på at logge ind,
ikke til en postkasse, og de skal væk igen når forsøget er ovre.
Målprojektet fik sin egen kolonne, som IMAP-postkasser også får glæde af — en
arbejdspostkasse, der filer i arbejdsprojektet, er det åbenlyse at ville have.
Ikke en fremmednøgle: sletter man projektet, skal destinationen stille holde op
med at gælde, ikke afvise sletningen eller tage postkassen med sig.
Flytningen kunne først køre nu. Den tømmer indstillingsrækken, og havde den ligget
i v0.14.0, mens handlerne stadig læste den, var en fungerende postkasse blevet
koblet fra. Værdierne kopieres som chiffertekst — begge tabeller forsegler med
samme nøgle — så migrationen behøver ikke nøglen, hvilket en migration heller
ikke har noget at gøre med at holde.
Der er en prøve for præcis dét: en Gmail forbundet før flytningen, med et forseglet
token skrevet som indstillingstabellen skrev dem, kommer ud på den anden side med
token, udløser, adresse, målprojekt og set-liste i behold.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To fejl fra ét skærmbillede.
Markøren stod stille. Den blev sat ud fra uid'en i fetch-svaret, og den kommer
ikke fra alle servere — så next-run læste fra nul hver gang. Den sættes nu ud fra
hvad SØGNINGEN fandt, når kørslen kom hele vejen igennem: så er alt op til det
punkt betragtet, uanset hvad fetch-svaret bar med. En afbrudt kørsel flytter kun
til den sidste, den faktisk lavede en opgave af. Prøven mod hukommelsesserveren
ville aldrig have fanget det, for den svarer altid med uid.
Og uddraget hentede BODY[TEXT], som ved multipart er grænser og dele-hoveder og
det hele — derfor stod der "--=_be71cb39… Content-Transfer-Encoding: 8bit" foran
teksten i hver eneste opgave. Nu hentes hele beskeden og MIME-strukturen gås
igennem: text/plain foretrækkes, HTML er reserven med mærkerne pillet af. Groft,
for det er linjen under en overskrift og ikke en gengivelsesmotor.
Multipart-prøven er sat på prøve: med den gamle hentning fejler den med præcis
den tekst, skærmbilledet viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kolonnerne, ikke flytningen. Gmail-handlerne læser stadig user_settings, og en
migration, der tømte den tabel før de var skrevet om, ville koble en fungerende
postkasse fra. Det additive først; flytningen når koden på den anden side er klar
til den, og den ligger som PENDING_gmail_move.sql.txt uden for .sql-mønstret,
så den ikke kan køre ved et uheld.
Udløseren fik sin egen kolonne frem for at blive pakket ind i label med et kolon.
En kolonne, der rummer to ting adskilt af et tegn, er en kolonne, nogen læser
forkert senere — og en etiket med kolon i navnet ville gøre det på første dag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Panelet under Integrationer: tilføj, hent nu, kobl fra. Sit eget frem for en
tilstand mere inde i Gmail-panelet, for de to er ikke det samme i forskellige
klæder — det ene er en app, man logger ind igennem, det andet et kodeord, man
selv holder.
Feltet hedder IMAP-server og ikke Server: der stod i forvejen Server på CalDAV
længere nede, og to felter med samme navn på én side er tvetydige også for en
skærmlæser. Testen fandt det, men det var ikke kun testens problem.
To vagter fangede mangler undervejs, og begge havde ret: mailbox_failed skulle
have en tekst i fladen, ellers ville nogen få serverens engelske logsprog at se,
og de tre ruter skulle i openapi.yaml. Der er nu et Mailbox-skema samme sted, som
siger hvad der ikke kommer tilbage — kodeordet og eventuelle tokens.
E2E-prøven forbinder til noget, der ikke lytter, og ser efter værtens egen
afvisning på skærmen. Den er samtidig prøven på at 422 var det rigtige valg: var
det stadig 502, ville et mellemled kunne kaste beskeden væk, og der ville stå
"noget gik galt".
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Handlere til at forbinde, koble fra og hente nu, plus baggrundssynk hvert tiende
minut ved siden af Gmails. Forbindelsen prøves FØR den gemmes: en postkasse, der
blev taget imod og så fejler stille hvert tiende minut, er værre end en, der blev
afvist ved døren, mens man stadig sidder med kodeordet i hånden.
Ingen "set"-liste til deduplikering som Gmail har. Uid'er er monotone, så
last_uid er hele svaret — og den skrives også, når budgettet løb ud, for en
kørsel, der lavede opgaver og glemte hvor langt den nåede, laver dem alle igen
næste gang.
Rundturen køres nu mod go-imap's egen server i processen: flaget post kommer med,
uflaget gør ikke, og fortsættelsen fra et uid henter kun det nyere. De hidtidige
prøver dækkede de rene dele og ville alle have bestået med selve hentningen i
stykker.
Testen kræver et selvsigneret certifikat, og klienten nægter dem. Account.RootCAs
lader en test TILFØJE tillid; der er stadig ingen måde at fjerne den på. Forskellen
er en søm og ikke et hul — en prøve viser, at samme server afvises uden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmail lå i user_settings under en scope. Den tabel har user_id som hele
primærnøglen, så den rummer præcis én scope pr. person, og dens upsert skriver
scope-navnet om ved konflikt: at lægge IMAP ved siden af ville have slettet
Gmail-forbindelsen uden at sige det. Migration 0011 advarer ordret mod netop det,
og advarslen var tæt på at blive gået i for anden gang.
Formen var forkert alligevel. Man har postkasser, flertal — en arbejds-Gmail og
en privat iCloud er det almindelige tilfælde, ikke det sære. En række hver siger
det. Og den svarer på spørgsmålet, der satte det i gang: hver postkasse hører til
en bruger, så to mennesker på samme instans forbinder hver sin og ser kun sin
egen. Det eneste, der bliver fælles, er Googles OAuth-klient, og det er rigtigt:
den er appen, ikke kontoen.
Kodeord og tokens skrives forseglet. Forseglingen i notifications.go dækker kun
indstillingstabellerne, så denne tabels metoder kalder den i hånden — værd at
vide, før der kommer en tredje hemmelig kolonne.
Gmail bliver hvor den er indtil videre. Den virker, og at lægge en flytning af en
kørende forbindelse i samme ombæring som en ny integration gør begge dele sværere
at efterprøve. Skemaet har allerede plads til den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting fra Doda. Begynder man at skrive et sted i appen, åbner hurtig tilføjelse
med bogstavet allerede i feltet — ingen knap at ramme først, og tanken skal ikke
overleve en rejse hen for at finde et sted at ligge. Og under feltet står nu, hvad
parseren kan læse: #projekt, /sektion, @etiket, p1, en dato. Det stod i
pladsholderen før, som er det ene sted en hjælp ikke kan stå: den forsvinder ved
første anslag, altså præcis når den begynder at være nyttig.
Prisen er de enkelte bogstaver som genveje. Ét tastatur kan ikke både stave "tal
med Anders" og springe til I dag på samme t, og det, man gør halvtreds gange om
dagen, er at fange. Navigation ligger i paletten, som kan mere og koster ét
anslag. Genvejssiden er rettet, så den ikke lover q, t og u.
Undervejs, i den rækkefølge testene fandt dem: reglen var først "er det et
tekstfelt?", hvilket stjal bogstaver fra en fokuseret knap eller liste — den er nu
"har noget som helst fokus?". Hjælpelinjen lå i flowet og skubbede hele listen ned,
når feltet fik fokus, så klik landede en række forkert; tolv tests fangede det.
Den svæver nu, og efter at have svævet ovenpå den første opgave og slugt dens klik
tager den ikke længere imod pegeredskaber.
Og en fejl, der allerede lå der: q slog feltet op på aria-label="Ny opgave", så
genvejen gjorde stille ingenting for enhver, der kørte fladen på engelsk. Feltet
findes nu på et mærke, ikke på en oversat tekst.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren,
der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem
fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token.
Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af
dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed,
instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i
samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve
databasen, så filen følger ikke med.
Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password,
client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller:
hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke
købe noget og ville koste muligheden for at kigge.
Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses
som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen
konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der
skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det.
Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder
noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen
er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Første del af IMAP-understøttelsen: selve klienten, som sit eget hjørne uden
tråde ud i noget bestående. Den logger ind over TLS, henter de flagede beskeder
nyere end et givet uid, og giver dem tilbage i samme form som Gmail-klienten —
afsender, emne, uddrag — så den, der senere kalder dem, kan få at vide hvor der
skal kigges og ikke hvordan.
Flagede og ikke ulæste: ulæst er en tilstand, ejeren stadig bruger, og en synk,
der brugte den op, ville tage noget fra ham. Det er samme begrundelse som stjerner
på Gmail-siden.
TLS er ikke valgfrit, og der er ingen kontakt til at slå det fra. Det her bærer et
kodeord, der åbner en hel postkasse, og en kontakt til at fjerne beskyttelsen er
en kontakt, der en dag bliver fundet allerede slået fra.
iCloud og enhver almindelig udbyder taler det her. Office 365 gør ikke længere —
Microsoft har lukket for kodeord på IMAP og vil have sit eget OAuth — så det er
ikke en vært, man kan nå herfra, og at lade som om ville kun fejle senere og
mindre tydeligt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De to ord "Omdøb" og "Slet" lå oven på gruppens navn, hver gang musen var i
nærheden. De er væk fra sidebjælken. Omdøbning starter nu ved dobbeltklik på
rækken — eller F2, hvis man har den i fokus og ikke vil bruge musen. Sletning er
flyttet til gruppens egen side, hvor projekterne, den ikke tager med sig, står på
skærmen ovenover knappen.
Dobbeltklik på et navn, der også er et link, er ikke gratis. Første forsøg lod
det første klik navigere, og så åbnede siden mens omdøbningsformularen kom frem —
farveprikkerne flyttede sig ud under markøren, hvilket testen fangede som "element
is not stable". Navigationen venter derfor to tiendedele på et muligt andet klik.
Det er under grænsen for et dobbeltklik og over grænsen for at mærke det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Serveren svarede 502 med en forklaring, og Cloudflare erstattede kroppen med sin
egen side. Bevist i produktion: handleren skrev 122 bytes JSON på 38 ms med
teksten "the panel refused: HTTP 401", og browseren fik en HTML-fejlside. Det
gjaldt også Gmail, som bruger samme hjælper — derfor har fladen hele tiden kunnet
sige "noget gik galt" og ikke andet, selv om serveren vidste præcis hvad der var
sket.
En proxy har lov til at gøre det ved en origin-5xx. Så det er ikke Cloudflare,
der skal laves om: 502 var den pæne kode, ikke den brugbare. Upstream-afvisninger
er nu 422, som går uændret igennem. Navnet StatusUpstreamRefused står ét sted med
grunden, så det ikke bliver rullet tilbage af en, der med rette synes 502 lyder
mere rigtigt.
Fladen læste altid fejlkoden i kroppen og ikke statuskoden, så der var intet at
rette dér.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To fejl i samme række. "Omdøb" og "Slet" lå i flowet og optog deres bredde også
usynlige, så ARBEJDE blev tegnet som "ARBE"; de ligger nu over rækkens højre
ende og dukker op ved hover. Og chevronen sad før navnet og skubbede en gruppe
toogtyve pixels længere ind end de projekter, den indeholder — så en gruppe så
ud til at ligge under dem. Den deler nu plads med gruppens prik: prikken hviler,
chevronen tager over ved hover, og bliver stående mens gruppen er foldet.
De sidste otte pixels sad i a-reglen, som giver hvert link i sidebjælken sin
egen venstrepolstring oven i rækkens.
Prøven, der holdt øje med rækken, målte at alt lå side om side — hvilket var
netop den geometri, der skulle laves om. Den måler nu det, der blev bedt om:
at navnet kan læses helt, og at gruppens prik står præcis hvor et projekts gør.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Beskeden efter "Fetch now" stod på dansk uanset sprog, og med et "(r)" i stedet
for rigtig bøjning. Den bruger nu t() og plural() som resten.
Vagten burde have fanget den og gjorde det ikke: den krævede et anførselstegn
lige efter app.toast(, og denne stod som en skabelonstreng inde i en ternær hen
over to linjer. Den læser nu hele argumentlisten frem til den matchende
slutparentes, så det er formen på kaldet og ikke tilfældig placering, der afgør,
om en streng bliver set. Sat på prøve ved at lægge den gamle tekst tilbage:
begge strenge blev fanget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Et 502 i produktion så ud som om kaldet til panelet hang. Det gør det ikke: et
panel, der aldrig svarer, giver 202 efter ti sekunder, og et panel, der afviser,
giver 502 med sin egen statuskode i teksten. Begge dele står nu som prøver, så
næste gang mistanken falder på handleren, kan den frikendes uden at gætte.
Hvad der så gav Cloudflares 502 i produktion, er stadig uafklaret.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En postkasse, der ikke svarer, holdt hele forespørgslen åben. Efter hundrede
sekunder gav Cloudflare op og sendte sin egen 502-side tilbage — HTML uden
fejlkode, så fladen kunne kun sige "Noget gik galt", og fejlloggen var tom,
fordi handleren aldrig nåede at vende tilbage.
Synk får nu sit eget budget på femogtyve sekunder. Løkken tjekker fristen mellem
hver besked, og hver opgave gemmes efterhånden som den laves, så en overskredet
frist er en kortere kørsel og ikke en tabt. Baggrundsjobbet beholder den fulde
tid; det har ingen, der venter.
Endepunkterne kan nu pege et andet sted hen, så testen kan stille en postkasse
op, der aldrig svarer, og se hvor lang tid der går. Budgettet kan sættes, så
den prøve koster et sekund frem for femogtyve.
Et budget på nul betyder standarden — ikke ingen tid. Uden det ville en
opsætning, der ikke satte feltet, lade fristen udløbe før første kald og gøre
hver eneste synk til et stilfærdigt nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "Fetch now" said "something went wrong" and the error log was
empty. Both halves were the same bug wearing two hats.
`handleGmailSyncNow` answered 502 with the code `internal_error`, which the
interface maps to a generic sentence — so Google's own words, which are the whole
diagnosis, were replaced by one that says nothing. And `writeError` records
nothing; only `s.internal` does. So there was no message to read and nowhere to
look it up afterwards.
`s.upstream()` is the answer: 502 because this is somebody else's service saying
no rather than this server breaking, a code of its own so the interface can quote
what was said, and a row in the error log — which is the entire reason that log
exists. A Gmail sync failing quietly for a week is otherwise invisible: the
background job writes a line the next restart erases.
The same connection also left the mailbox unnamed. The address is learned at
connect time and that call can fail; a warning went to the log and an empty string
to the database, so the page said "an unknown account" and kept saying it. The only
way back was to disconnect and reconnect, which nobody would guess. The status
endpoint asks again when it finds none, so a wrong answer lasts until the next look
rather than until somebody reconnects.
Ten Danish strings were hiding in `confirm()` and `app.toast()` calls, including
every destructive confirmation in the app — the worst possible set to leave in one
language, since it is what somebody reads in the half-second before agreeing to
lose something. The i18n guard reads markup and attributes, and a string argument
lives in the script block. It reads those now, and found four my own grep missed.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The list this session started with is empty, and so is the one that grew during it
— eleven items reported by somebody using the app while it was being built, taken
in the order they arrived.
Two traps worth the next session's time, both found the hard way. A Rune's manifest
`version` has to be bumped when its variables change: the panel keys its catalogue
on that number, so new fields with an unchanged version are invisible, the upload
succeeds, and nothing reports it. And the restart button's `confirm()` cannot be
driven from automation — a browser modal blocks the renderer — which is the point,
but it means an agent testing it has to ask a person to press OK.
Three things are reported and not fixed: Gmail showing "an unknown account" because
the profile call fails into a log line that a restart erases, an unidentified
"something went wrong" on the integrations page, and three Danish strings in a
script block that the i18n guard cannot see because it only reads markup.
"Det næste, jeg selv ville tage" was three items that are now done. It says what is
actually next.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The three panel settings were added to the manifest in v0.12.0 and `version` was
left at 2. The panel keys its catalogue on that number, so a manifest with new
fields and an unchanged version is one it has no reason to re-read — the server's
settings page simply does not offer them, and nothing reports it.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A container cannot replace its own image from the inside, so "update" is really
"ask whoever owns the container to recreate it" — Yggdrasil pulls `:latest` on the
way, which is what makes a restart an update at all. This removes the second
browser tab, not the panel's authority: the panel still does the work and still
records who asked.
Three settings, needed together, and the page names whichever are missing — an
operator reading "not configured" should not have to go and find out which of
three. The token is never sent to a browser; the page is told only whether it is
set.
Answers 202 rather than waiting. The panel stops this container as part of
answering, so the reply may never arrive, and a request cut off mid-flight is the
successful case wearing a failure's clothes. The interface believes neither answer
and polls /healthz until it responds.
Administrators only, and sessions only. A leaked API token that could restart the
server is a denial of service in one request.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Two from use.
Section headings were small uppercase text over a hairline — a heading you have to
look for. A project with four sections is four groups, and the eye should be able
to count them without reading a word, so the heading gets a ground of its own and
the rows sit against the page. `--surface` rather than a tint of the accent: the
colour on that page belongs to the project, and a section is not a second thing to
colour. A step in lightness separates them in all five themes without anybody
measuring anything.
And the Inbox. The server names it at account creation, before anybody has seen a
settings page, so it is the one project name nobody chose — and an account made in
Danish went on saying "Indbakke" inside an English interface, which reads as a
string somebody forgot to translate. It was. `projectName()` translates it while it
still carries the name the server gave it; rename it and that is your name for it,
in every language, like any other project. The rename field keeps the raw name, or
editing a translated label would save the translation.
The screenshot set gains the list view, which is where sections read as bands
rather than as columns — and the shape most people actually work in.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A password and a TOTP code are both shared secrets: the server keeps something
that can be stolen from it, and the person keeps something that can be talked out
of them. A passkey is neither. The private half never leaves the device, and the
signature is bound to the origin that asked for it — so a convincing copy of the
sign-in page at another address gets a signature it cannot use.
Logging in asks for no email. The device knows which account its key belongs to,
which is not only convenience: it means the sign-in page cannot be used to find out
who has an account here. A key that verified its owner is both factors at once and
completes the login; one that only proved possession still meets the TOTP step,
exactly as a password does.
The relying party id is derived from VERDANDE_BASE_URL rather than configured
separately — a second setting that has to agree with the first is one that will
one day disagree, and the failure is a login nobody can complete. An IP address is
refused up front: no browser accepts one, and without the check the server issues
a challenge happily and the browser throws SecurityError long afterwards. The list
endpoint reports whether this deployment can offer them at all, so the interface
never shows a button that cannot work.
A challenge is stored server-side, answerable exactly once, and taken rather than
read — two requests racing the same one would both succeed, which is the shape of
a replay. A sign count that has gone backwards means the credential was cloned and
is refused rather than logged.
The Go tests cover who may reach these endpoints and that challenges are spent.
The ceremony itself needs an authenticator, so the smoke test drives Chromium's
virtual one over CDP — the only thing that can tell whether the base64url
conversions are right, since one wrong byte produces a signature that will not
verify and reads as a broken key rather than a broken encoder.
That test runs at localhost in its own context while the suite stays on the
loopback address, because WebAuthn refuses an IP and resolving localhost is slow
enough here to cost the suite minutes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
It was created alongside the three untranslated strings it catches and left
untracked — `git add -u` stages tracked files only. CI has been running without
it since.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "I just closed a task by accident, and there is no undo and no
list of closed tasks." Both halves were true.
Completing is one click on a small circle beside a row you were only reading, and
it takes the row off the screen — so the mistake and the evidence of it leave
together. There was no name left to search for and nowhere to look: the project
page can show its own closed tasks, but only if you already know which project it
was in.
The toast covers the mistake you notice at once. It names the task, so you can see
which one you hit, and stands for twelve seconds rather than five — five is enough
to read "could not save" and not enough to notice, decide and reach the mouse. A
toast with an action also gets two targets: the message dismisses and the action
acts, which were one button before and would otherwise put "yes, put it back" and
"go away" in the same place.
`/faerdige` covers the one you notice tomorrow. A place rather than a toggle in
every view, because somebody hunting for a task they closed does not know which
view they closed it in. Newest first — a record of what is finished is read
backwards from now, not by a due date the task no longer has — and grouped by the
day, because "I dag" and "I går" is how anybody would describe it.
A recurring task is offered no undo. Completing it moves it to its next date rather
than closing it, so there is nothing to reverse, and an undo that quietly rolled
the date back would be a different act from the one it claims to be.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
