A task assigned to somebody who is not you is out of your hands and into
theirs, but the row only showed their name — the same weight as any
other meta. The assignee is now a bordered chip led by an outgoing arrow
in the accent colour, so a list reads at a glance as which tasks are
yours to do and which you are waiting on. Covers the board too: its
cards render a TaskRow.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a phone the detail drawer's field grid stayed two columns, so each
field got half the viewport. Prioritet collapsed to "Ing" and the due
row — a date input plus fixed-width time and duration fields — ran off
the right edge. Below 560px the grid now stacks to one column per field
and the due row wraps.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Snooze puts a task out of the way without finishing it or filing it: it sinks to
the bottom of its list and greys, and comes back on its own when its time passes.
No job wakes it — "snoozed" is just snoozed_until being still in the future, read
against the clock each time the list is ordered.
- `snoozed_until` on tasks (migration 0031); the list order sinks a still-snoozed
task below everything, and it rejoins its place the moment the time passes.
- POST /tasks/{id}/snooze {until} — an RFC3339 time to snooze to, or empty to wake.
Nothing else about the task moves; a snooze is about when you want to see it, not
when it is due.
- The task drawer gains quick picks (this evening / tomorrow / next week) and a
custom time, and a Wake now once it is snoozed. The row dims and carries a
"snoozed until X" mark, and the list keeps snoozed tasks at the foot — the client
sorts the same way the server does, so a drag-sorted list does not jump on reload.
Tests: snooze sinks a task below one made after it and waking returns it (Go); and
from the drawer the row greys, shows the mark, and un-greys on wake (e2e). Full
suites green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Choosing a note from the [[ completion wrote [[Title]] as plain text. It made a
real link behind the scenes — it showed in the panel under the note — but in the
note itself it stayed brackets, and "it doesn't become a link" is exactly how that
reads. A wiki link is a link where it is written.
Now a [[note]] renders inline as the title, in the accent colour, and a click on it
opens the note it points at. It is atomic — contenteditable="false" — so it moves
and deletes as one thing and a click is a click, not a caret landing mid-word. And
it appears the moment it is chosen: the completion drops the finished link in,
brackets and all swallowed, rather than text waiting to become a link when the note
is next opened.
The seam holds both ways: markdownToHtml lifts [[title]] into the link the same way
it already lifts an image, and htmlToMarkdown reads the link back to [[title]] by
the title it carries — so what is on disk is still the same Markdown, and a note
opened, saved and reopened is unchanged.
e2e: choosing a note writes an inline link, it survives the round-trip through
Markdown and a reload, and clicking it opens the note it names. Full suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Typing [[ did nothing. The toolbar hint offered "[[ another note" and the parser
turned a fully-typed [[Title]] into a link on save, but the completion that makes
it usable — the one # has for projects — was never there, so you had to know and
type a note's title exactly, brackets and all.
Now [[ opens the same picker # does, over the notes the page has loaded: the
current note is left out (a note linking to itself is a loop nobody meant), and
one without a title yet cannot be pointed at. Choosing a note closes its own
brackets — the opener is already in the text — and leaves a space, so the next
word is a word and not more of the tag. On save the link is real and shows in the
note's links, not merely as text.
The picker's two kinds are told apart where a project wears its colour: a note
suggestion wears the brackets that open it.
e2e: [[ offers a note by title, choosing it writes [[Title]] into the note, and
the link lands in the note's links. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A timed task was drawn at a fixed half hour whatever its `duration_min` said, so a
length the data model already carried was invisible and uneditable. Three parts:
- The calendar draws a task at its real length — a quarter-hour floor so a
zero-minute task is still grabbable, the day's end as the ceiling — instead of a
flat thirty minutes. A ninety-minute task now looks like ninety minutes.
- A grip along the foot of a timed task drags its length. Pointer events, not the
HTML5 drag the body uses, and stopPropagation between them — otherwise making a
task longer would pick it up and move it instead. It snaps to the quarter hour,
follows the handle live, and writes once on release through a new store `resize`.
Moving a task (the existing day/time drag) leaves the length alone.
- The task drawer gains a length field beside the time — minutes, shown only with
a time to hang it on, since a duration without a start is a length of nothing and
the calendar has nowhere to draw it. So a length can be set off the calendar too.
e2e: dragging the foot of a task makes it longer both on screen and in what the
server stores, and the time does not move. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A <pre> is preformatted, so the browser answered Enter by inserting a <br> and
keeping the caret inside it. A monospace last line therefore trapped everything
typed after it in monospace, with no way back to body by typing — and the style
menu could not get out either: `formatBlock('p')` on a line inside a <pre> nests a
<p> *inside* the block (`<pre>…<p>body</p></pre>`), so the text stayed monospace
and the note was left malformed. Reported as "monospace keeps going and I can
neither delete it nor switch to body".
Two fixes, both in the editor:
- Plain Enter in a <pre> now steps out: the tail after the caret becomes a
paragraph below the block, and that is where the caret lands. Shift+Enter is
untouched, so a soft line break still writes multi-line code inside the block —
Enter to leave, Shift+Enter to stay.
- The style menu converts anything touching a <pre> by hand, replacing the element
rather than reformatting inside it, so a monospace line goes cleanly back to body
(or to a heading) instead of nesting.
The split can leave an empty text node in the new paragraph, and a block with no
element and no text is not a caret host in Chromium — the next keystroke falls back
into the block above. So an empty paragraph is given a <br> to stand in, which was
the difference between the caret landing in the new line and the text reappearing
in the code.
e2e: a monospace line left on Enter is body after it, Shift+Enter stays monospace,
the menu returns it to body, and the whole thing survives the round-trip through
Markdown and a reload.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ugen fandtes på Kommende og på Kalender, men ikke dér hvor et projekt bor — og det
er dér, "hvornår sker de her fire ting" oftest bliver spurgt.
Inde i kalendervisningen frem for som en fjerde `view_mode`. `view_mode` er
projektets og delt med alle, der kan se det, mens uge eller måned er et spørgsmål
om hvor bred skærmen er, foran hvilken der sidder én person — samme grund som
sidebjælkens bredde ligger i localStorage af. Og en fjerde værdi ville kræve en
tabelombygning: `CHECK (view_mode IN ('list','board','calendar'))` kan SQLite ikke
ændre på plads.
**Og så fandt den en fejl, der har ligget og ventet.** `cursor` blev sat med
`span === 'week' ? … : …`, hvilket læser `span` i det øjeblik komponenten bliver
til og fanger den værdi for altid. Byggeriet har advaret om det lige så længe. Så
længe hver visning havde sin egen komponent, gjorde det ingen forskel — og det
gjorde det i samme sekund, en vælger begyndte at skifte `span` på den samme.
Markøren stod på den 1. i måneden, og et skift til uge landede på ugen omkring den
1.: "27. jul.–2. aug." for en person, der kiggede på august.
Rettet, med den ene undtagelse skrevet ned: en månedsvisnings markør *er* den
første i måneden, så et skift til uge, mens man står i den indeværende måned,
skal lande på den uge, i dag ligger i — ikke på ugen omkring den 1.
Og en anden fælde, jeg selv gik i undervejs: en underklasses felter sættes *efter*
basens konstruktør er kørt. Nøglen til localStorage som et felt på en underklasse
betød, at valget blev gemt ét sted og læst et andet — en uge, man havde valgt, var
en måned igen efter en genindlæsning. Nøglen er et argument nu; et argument har
ingen rækkefølge at tage fejl af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Bedt om: "jeg vil have tid på opgaver, og jeg vil kunne justere dem i kalenderen."
Serveren kunne det hele i forvejen — `due_date` og `due_time` læses sammen og
bliver til et `due_datetime` i kontoens tidszone. Det var fladen, der ikke havde
nogen vej til at sige det.
**Et felt i opgaveruden.** Tomt, indtil nogen sætter det: en opgave uden
klokkeslæt er det almindelige, og et felt, der åbner på 00:00, påstår, at noget
skal ske ved midnat.
**Og en fejl, der lå og ventede.** Serveren læser en dato uden en tid som "ryd
tiden". Så et gem af datoen alene tog klokkeslættet med sig — man rettede dagen og
mistede timen — og det samme gjorde hvert eneste træk i kalenderen. Ingen af
delene sagde noget.
`reschedule` siger nu tiden højt, tre måder, fordi de to første ligner hinanden i
JavaScript og derfor skal skilles ad ét sted frem for at blive forvekslet fire:
undefined behold den, opgaven har — månedens ruder, hvor der ingen tid er at læse
'' ryd den — heldagsbåndet
'HH:MM' sæt den — et sted på døgnet
**Hvor på søjlen man slipper, er klokkeslættet.** Målt mod søjlens egen kasse frem
for mod siden, så det bliver rigtigt uanset hvor gitteret sidder og hvor langt der
er rullet. Rundet til kvarter: minuttet under markøren er ikke en oplysning, nogen
har — pegefingeren er bredere end et minut — og 14:07 er et tal, der ser ud som om
det blev valgt.
Prøven går hele vejen: sæt tiden, genindlæs og se at serveren tog den, ret datoen
og se at timen bliver, find opgaven på sit klokkeslæt i ugegitteret, og træk den op
i båndet igen. To ting, den lærte undervejs, står skrevet ved den: et træk over
fire hundrede pixels skal gå i skridt, ellers har browseren for få mellemstationer
til at holde gesten i live — og klokken skal være tidlig, for klokken fjorten
ligger under skærmkanten, og at måle noget dernede ruller siden væk under målet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting, meldt ind fra en uge, der ikke svarede på det, man åbnede den for.
**Dagene var ikke lige brede.** Gitteret stod på `repeat(7, 1fr)`, og `1fr` er
`minmax(auto, 1fr)`: `auto` som minimum betyder, at en søjle ikke kan blive
smallere end sit længste ord. Én opgave, der hed "Gårdbutikken på Møllerup Gods —
opfølgning på mail", gjorde onsdag dobbelt så bred som mandag og klemte resten af
ugen sammen om den. `minmax(0, 1fr)` lader søjlen blive så smal, den skal, og så
klipper brikken sin tekst af — hvilket den allerede kunne.
**Ugen var syv punktopstillinger.** Den svarede på "hvad skal der ske torsdag" og
ikke på "hvornår", og det andet er det, man åbner en uge for. To møder klokken ti
er en konflikt, man skal kunne se, ikke læse sig til.
Nu et gitter med en tidsrende og syv dage: timerne ned ad siden, begivenheder
placeret efter klokkeslæt, og et bånd foroven til det, der ikke har et — en
heldagsbegivenhed lagt klokken nul ville påstå, den holdt fra midnat til midnat.
Overlappende ting deler bredden i sammenhængende klynger frem for parvist:
overlapper A med B og B med C, skal alle tre dele, også når A og C ikke rører
hinanden. Ellers ville A og C hver tro, de havde halvdelen, og lægge sig oven på
hver sin halvdel af B.
Hvilke timer der tegnes, kommer fra ugens egne begivenheder med arbejdsdagen som
gulv. Et helt døgn er fireogtyve rækker, hvoraf de otte altid er tomme, og så er
gitteret noget man ruller i frem for noget man ser — men en vagt klokken fem skal
med, uden at alle andre uger betaler for den med tomme rækker.
Måneden er ikke rørt ud over søjlebredden. En dag i en månedsrude er halvanden
centimeter høj; et døgn tegnet i den er ikke en visning, det er en streg.
Brikkerne er flyttet ud i to snippets, som begge visninger tegner med. De viser
de samme to ting og skal vise dem ens; det er placeringen, der er forskellig, og
så er det kun placeringen, der står to steder.
`data-date` følger med over på ugens timesøjler — det er sådan noget uden for
komponenten peger på en dag. Båndet får sit eget `data-allday`, så de to ikke
bliver til det samme svar på ét spørgsmål.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Der er hverken en e-mail eller en adgangskode i et passkey-login. Loginet er
discoverable — enheden ved selv, hvilken konto nøglen hører til, og der bliver
ikke tastet noget. Alligevel fik en afvisning fladens generiske 401-tekst, og den
nævner begge dele.
Det sendte en person ud at lede efter en tastefejl i sin konto, der aldrig havde
været der. Det, der faktisk var sket, var at instansen var flyttet fra http til
https: en passkey hører til præcis den adresse, den blev lavet på — `RPOrigins`
bygges af `VERDANDE_BASE_URL` med skema og alt — så et login på det ene skema mod
en server, der venter det andet, kan ikke verificeres.
Beskeden siger nu det, og siger også hvor man skal kigge. Serveren har hele tiden
svaret "that key was not accepted"; det var oversættelsen i fladen, der gjorde
den til noget andet.
Aflysning bliver behandlet som før — den er ikke en fejl, og en fejl for den ville
læse som om nøglen blev afvist.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "jeg kan ikke skifte mellem noter — uanset hvilken jeg trykker på,
åbner de ikke".
Editoren indlæste med `note.body.trim()` uden værn. `body` er en streng fra
serveren hver eneste gang — indtil den ikke er, og så kaster den her inde i et
`$effect`. En effekt, der kaster, tager komponentens opdateringer med sig: den
forrige note bliver stående, og *ingen* note kan åbnes bagefter. Klikket kan ikke
engang lande, hvilket er derfor det ikke ligner en fejl i noten, man klikkede på,
men i hele ruden.
To ting, ikke én. Værnet, så en manglende krop er en tom note. Og en ramme om
tegningen, så det næste, der en dag ikke kan tegnes, heller ikke bliver til det
her: en note, der fejler, viser sin egen tekst uden formatering, og resten af
ruden virker videre.
`loadedId` sættes nu før tegningen frem for efter. Ellers ville effekten prøve
igen ved hver eneste ændring bagefter og kaste hver gang.
`textContent` og ikke `innerHTML` i faldbakken: teksten er ikke tegnet, og at
lægge den ind som markup ville være at køre præcis det, tegningen nægtede.
Gemningen er ikke i fare — den skriver `draft`, som kommer fra svaret og ikke fra
det, der står i editoren, indtil nogen taster i den.
Prøven tvinger formen frem i stedet for at vente på den nyttelast, der gjorde
det. Hvad der end fik `body` til at mangle, er svaret det samme: én note må ikke
kunne låse de tolv hundrede andre ude. Den er set fejle uden rettelsen — med
netop den fejl, konsollen viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er `.page`, der ruller — og det var også `.page`, der blev smallere for at
holde linjelængden nede. Så bjælken fulgte med ind til tekstsøjlens kant og stod
med en håndflade tom rude til højre for sig, en tredjedel inde i ruden.
Grænsen sættes som polstring i stedet for som bredde. Elementet er lige så bredt
som ruden — bjælken bliver ved kanten, hvor den hører til — og teksten er
nøjagtig lige så bred som før. `max()` mod nul, fordi en smal rude ellers ville få
negativ polstring, og `border-box` er sat globalt, så bredden er hele boksen og
ikke boksen plus polstringen; uden det ville det give en vandret rullebjælke.
Kildevisningen deler `.page` med editoren og havde samme fejl. Den følger med.
Målt: elementet slutter nu på rudens indholdskant i stedet for 74 px inde, og
`scrollWidth - clientWidth` er nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hele sidebjælken rullede, så runen og I dag forsvandt over kanten, så snart der
var projekter nok — og de er dem, man er på vej hen til oftest. Alt under de
faste visninger ligger i en rulleboks nu, så rullebjælken begynder under dem.
En boks indeni frem for `position: sticky` udenom: et klæbende hoved efterlader
rullebjælken i fuld højde ved siden af sig, og det var netop den, der skulle
starte længere nede. Snippet-erklæringerne bliver liggende udenfor — de tegner
ikke noget selv, men de kaldes oppe fra .views, og en snippet erklæret indeni
hører kun til indeni.
Chevronen for en mappe dækkede gruppens prik med et felt i --surface. På den
sænkede bjælke er det en lys firkant, og en foldet gruppe har sin chevron fremme
permanent, så klodsen stod der hele tiden. Prikken tones ud i stedet.
Det kostede en fælde: en `opacity` under 1 laver en stakkontekst og maler
elementet, som var det placeret med `z-index: 0`. Prikken lagde sig dermed oven
på knappen, den lige var forsvundet for, og tog klikket — usynlig og stadig i
vejen, så gruppen ikke kunne foldes. Ét lag op på knappen, og rækkefølgen er
som før.
Prøven for vandret rul måler nu begge bokse. Bjælken selv er `overflow: hidden`,
så en for bred række ville blive klippet dér og aldrig nå at tælle med — den
ville bestå af den forkerte grund.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den skiller "skriv en ny" fra "det, der allerede er". Uden afstand sad den første
sektion klods op ad den, så den læste som en kant om sektionen frem for som en
afslutning på feltet over. En streg skal have plads på begge sider for at kunne
ses som en streg.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
46rem var sat for at holde linjelængden i skak, og det er stadig det rigtige
hensyn — men det blev sat som ét tal, og på en skærm halvanden gang så bred stod
teksten i en smal søjle med en håndflade tom plads ved siden af. Kodeblokke og
billeder, som er de to ting i en note, der *vil* have bredde, blev klemt sammen
uden grund.
clamp frem for et tal: en smal rude får det hele, en bred får en linjelængde,
øjet kan finde tilbage i. På 1920 er tekstsøjlen nu 1088 px af arkets 1304 i
stedet for 736.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Søgningen sorterede efter dato.** Usynligt med ti noter og ubrugeligt med tolv
hundrede: de blev alle importeret samme aften, så `updated_at` siger ingenting, og
loftet skar listen af ved halvtreds vilkårlige rækker. At søge "Tesla" svarede med
en note om nginx først og noten, der hedder "Tesla Model Y", bagefter — hvilket
læses som en søgning, der ikke virker, fordi det fra brugerens plads er præcis
dét.
Nu bm25, med titlen vægtet ti gange kroppen: et ord i titlen er, hvad noten
*handler om*, mens det samme ord én gang i en lang krop er en henvisning. `fold`
vejer som kroppen, ellers ville et dansk match slå et præcist. Sammenføjet frem
for `rowid IN (…)`, fordi rangeringen hører til matchet, og en underforespørgsel
smider den væk. Fladen sorterer ikke om, når der er søgt — det ville kaste netop
det væk, der gør en søgning i tolv hundrede noter brugbar.
**Et træk af en note hen på et projekt gjorde ingenting.** `ondragover` tog imod
både opgaver og noter, så rækken lyste op — og `ondrop` sendte kun opgaver videre,
mens noten faldt ned i grenen, der omarrangerer projekter, hvor den ikke betyder
noget. Den værst mulige form for i stykker: den så ud, som om den ville virke,
helt indtil man slap.
Det står i overleveringen som "virker i koden, men ikke fastholdt i prøver, fordi
prøven blev upålidelig". Den er skrevet igen, og den ser på resultatet — ligger
noten i projektet bagefter — frem for på om rækken blev fremhævet, hvilket var
netop det, den gamle kunne se og som blev ved med at være sandt, mens funktionen
var i stykker.
**Og datoen i listen var altid `updated_at`.** For tolv hundrede importerede noter
er det i aftes, så en note fra 2017 stod som "i går", og den dato, man sorterede
efter, var ingen steder at se. Rækken viser nu den dato, listen er sorteret efter,
og har begge i sit værktøjstip.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel:
kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage.
**OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som
*Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun
Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er
klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord,
man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør.
Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen
OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det
næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op.
`internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme
flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails:
én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved
at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer
alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en
opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en
en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan
ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021
skulle igennem.
Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et
sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit,
og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret
ikke stille viser noget forkert.
`CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en
opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er
læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre
færdigt ved en andens møde.
To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den
må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https.
Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Skærmbillederne er engelske, fjorten i alt, og der er to mennesker i dem. Det
sidste er ikke pynt: halvdelen af det, programmet er til, findes ikke med én
konto — en ansvarlig, et navn i historikken, en medlemsliste, og "Venter på
andre" som andet end en tom side.
Sproget kommer fra kontoens locale og ikke fra strenge skrevet i hånden, hvilket
er dét, der fandt fejlene: otte steder, hvor grænsefladen blev ved med at være
dansk, uanset hvad kontoen sagde. "Forsinket" og "I dag" skrevet ind i markup,
"Uden sektion" som boardets første kolonne, gentagelsesreglerne halvt oversat,
alle nitten navne på hændelser i historikken, og et `da-DK` hårdkodet i Kommende.
Gentagelsesreglerne er flyttet til `when.js`, så menuen og mærket ikke kan blive
uenige igen — det er præcis, hvad den fil er til.
README's billeder havde været brudte siden `37605ba`, som lavede PNG'erne om til
WebP og slettede dem, uden at teksten fulgte med: forsidebilledet og alle seks i
tabellen var 404 på GitHub. Og noterne — hele funktionen — stod ikke nævnt hverken
i README, på forsiden eller i dokumentationen.
Nu skrives PNG til docs og WebP til site, altså præcis dét, de to steder læser.
Før efterlod hver kørsel tolv usporede PNG'er i site, som intet pegede på.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret fra brug: man kunne ikke indsætte billeder eller trække filer ind i
noter. Det passede — importen kunne tage billeder med, og intet andet kunne.
Indsætningen tog kun `text/plain` og smed resten væk, og der var slet ingen
håndtering af et træk. At indsætte et skærmbillede er det mest almindelige, der
findes i et noteprogram, og det gjorde ingenting overhovedet.
Der manglede også et sted at lægge filen. Vedhæftninger på en note fandtes i
databasen, siden migration 0021, men kun importen kunne skrive dem; der var ingen
rute. Nu er der en, med editor-rettigheder på noten og samme svar for "findes
ikke" og "ikke din", så et id ikke kan afprøves.
Skrevet ind som `` og ikke som en data-URL: en note er Markdown i en
database, og et fotografi fra en telefon som base64 midt i teksten ville gøre
noten til fire megabyte tekst, der skal læses hver gang listen tegnes.
`execCommand` frem for at bygge noden selv, fordi det er dét, der lægger
handlingen i browserens egen fortryd-historik — ⌘Z tager billedet ud igen,
ligesom det tager et ord ud.
`preventDefault` på både dragover og drop. Uden den første kommer der intet drop;
uden den anden åbner browseren filen i stedet, og man mister det, man var i gang
med at skrive, til en fane med et billede i. Kun filer: et træk inde fra appen
selv bærer vores egen nyttelast og skal falde igennem til den, der lyttede.
Prøven går begge veje ind, ser at billederne bliver hentet og tegnet, og læser
filen bagefter for at sikre, at der står to bilagsadresser og ingen data-URL.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Serveren sorterer allerede, men en celle, der viser 14:00 over 09:15, ligner
ikke en liste i forkert rækkefølge — den ligner et forkert klokkeslæt på
chippen, og det er langt værre at skulle udelukke. Heldags først: en heldags
begivenhed er et bånd hen over dagen, ikke noget der sker på et punkt i den.
Skærmbillederne skulle tages på engelsk, og det var dét, der fandt dem:
en konto sat til engelsk fik stadig "Forsinket" over de forsinkede opgaver,
"Uden sektion" over den første kolonne på tavlen, "Aldrig" i gentagelses-
menuen, "hver dag" på rækken, "til instansen · inviteret af" på invitationen,
"3 projekter" på kontoen, og hele historikken — nitten hændelser, alle på
dansk. En funktion, der kun virker på det ene sprog, er en funktion, der er i
stykker.
Gentagelsen er den eneste, der ikke bare manglede en nøgle. Serveren skriver
`recurrence_text` på dansk og skal blive ved med det: én besked går over
WebSocket til alle i projektet på én gang, og de læser ikke det samme sprog.
Så de regler, der har et navn, får det i when.js — på den side, der ved, hvis
skærm det er — og alt mere specifikt falder tilbage til serverens ord.
Mellemrummet i historikken er skrevet ud. Svelte fjerner det, der åbner en
blok, så "inviterede" og adressen løb sammen til ét ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme gitter som Kommende, givet en liste mere at tegne. Ikke et gitter nummer
to, og grunden er den del, der er nem at få næsten rigtig: et mål skal afgøre
ud fra `dataTransfer.types` alene, om det tager imod, og to kopier af det er to
steder at være næsten rigtig. En opgave trukket her flyttes præcis som alle
andre steder, fordi det er den samme kode, der gør det.
En begivenhed er ikke en opgave, og cellen siger det før et eneste ord er
læst: en flade af farve, hvor en opgave er et kort med en farvet kant. Den kan
ikke trækkes — forbindelsen er læsende, og en chip, der letter fra siden og så
ikke vil lande, læses som en fejl frem for som en regel — og den er ikke en
knap, for der er ikke noget at lukke ved en andens møde. Farven er Googles egen
for den kalender, så to kalendere i ét gitter kendes fra hinanden på den farve,
personen allerede kender dem på.
Farven tjekkes frem for at blive troet: den ender i en inline `style`, og en
værdi, der ikke er en farve, kan lukke erklæringen og åbne en anden. Linket
tegnes kun, hvis det begynder med `https://` — et href er dér, hvor en
`javascript:`-adresse bliver til et klik, der kører.
Prøven bruger uge-visningen med vilje: en månedscelle skæres af ved tre chips,
og resten af suiten lægger opgaver på andre dage. Datoen læses ud af siden, ikke
ud af testprocessen, som de øvrige har lært at gøre.
`skipFile` afviste ethvert navn, der indeholdt "..", for at stoppe en zip i at
skrive uden for sin egen mappe. Det er den rigtige idé rettet mod det forkerte:
det beskriver ikke en sti, der klatrer ud af arkivet, men ethvert filnavn med to
prikker ved siden af hinanden. En ellipse i en overskrift er almindelig, og noten
"Så blev det endelig jul! Stay tuned... ☕️" blev derfor aldrig oprettet.
Lydløst, oven i købet: filen blev sprunget over, før den blev talt, så svaret
sagde det samme, som hvis den var kommet med. Én note ud af tolv hundrede, og den
blev kun fundet ved at tælle efter, hvor mange der kom ud i den anden ende — 1140
hvor der skulle stå 1141.
Nu læses ".." som et stiled, ikke som to tegn, og en Markdown-fil, filteret
afviser, tælles som sprunget over. En import, der taber noget, skal sige det.
Og move-ikonet i sidebjælken er væk. ⠿ sad i den to pixels brede rende til
venstre for teksten og lå oven i rækkens egen kant — idéen var rigtig, pladsen
var det ikke. Elementet bliver: det er dét, der ejer trækket, og gjorde man i
stedet hele rækken draggable, ville alt indeni også blive det, og en opgave
trukket hen på I dag holdt op med at lande. Nu er håndtaget usynligt og lidt
bredere, og hånden ved hover er hele forklaringen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire ting, som en rigtig import af tolv hundrede noter fandt på en time.
**Billederne blev vist som ord.** `markdownToHtml` havde ingen regel for
`` overhovedet, så en note fra Apple Noter viste sin egen billedadresse som
tekst. Filen var hentet, gemt og hæftet på noten; det eneste, der manglede, var
at nogen tegnede den. Kun vores egen adresse bliver til et billede — et
`` fra en indsat tekst ville ellers hente fra en fremmed vært, når
noten åbnes, og en note er det sidste sted, man vil have en sporingspixel. Og
vejen tilbage skulle med: uden `IMG` i inlineToMarkdown ville den første gemning
have taget hvert billede ud af noten igen.
**Titlen blev revet i stykker.** Noter deler en linje op i så mange stumper, den
har brug for — "Aalborg Kommune" står som
`<h1>A</h1><h1>alb</h1><h1>org Kom</h1><h1>mune</h1>`, fordi der er en
attributkørsel bag hver stump — og eksporten læste et linjeskift ved hver af dem.
Noten kom ud som fire overskrifter oven på hinanden, altså ødelagt på den mest
synlige måde der findes: i sin egen titel. Samme rod gav `**M****øde**` for fed
og `*M**øde*` for kursiv, hvor de to stjerner i midten læses som fed. Nu brydes
der kun, når blokken skifter, og et mærke, der lukkes og straks åbnes igen, er
ingenting.
**Datoerne fandtes ikke.** Eksporten læste dem aldrig, og Markdown havde ingen
plads til dem — så en flytning af tolv hundrede noter blev en bunke, der alle var
skrevet samme aften. Rækkefølgen er halvdelen af, hvad et arkiv er. Nu står de i
et YAML-hoved, som Obsidian og Bear allerede skriver, og importen læser det.
`SetNoteTimes` frem for gennem SaveNote: `updated_at` betyder "hvornår skrev
*dette* program noten sidst", og lod man enhver kalder sætte den, ville kolonnen
betyde det, den sidste skriver havde lyst til.
**Og listen kan sorteres** — senest rørt, oprettet, navn. Favoritter står øverst
uanset hvad; det er hele meningen med at gøre en note til favorit.
Eksporten henter nu i klumper. Ét kald pr. note tog halvanden time for tolv
hundrede, ikke fordi Noter er langsom, men fordi hvert kald er en proces, der
skal startes — og det gjorde det umuligt at rette en fejl i oversættelsen og se
resultatet, for hver runde var en frokostpause. Antallet af bilag kom med i
klumpen af samme grund: ni ud af ti kald var en proces startet for at få svaret
nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den var lagt fast øverst i ruden, med den begrundelse at en menu, der følger
markøren, rykker sig et par pixels for hvert bogstav. Det er rigtigt, og det var
alligevel forkert: i en note på en skærmfuld skriver man `#` nederst og får en
menu i toppen — fire hundrede pixels fra det, øjet ser på, og langt nok væk til
at man ikke opdager, at den er der.
Begge dele kan lade sig gøre. Positionen måles, når menuen åbner, og ikke igen
mens listen snævres ind: den står ved tegnet, og den står stille.
Målt på `#term` frem for på markøren, fordi et sammenfaldet område ikke har nogen
kasse på en tom linje. Klemt inden for ruden, og vendt op over linjen, når der
ikke er plads under — ellers ville en note, der er skrevet helt ned i bunden,
lægge menuen uden for skærmen.
Og pak-noter-i-portioner.py, fordi en Apple Noter-eksport er hundrede og
enoghalvfems megabyte, hvoraf teksten er fire: importen tager 64 MB ad gangen, og
tunnelen foran den tager mindre. Delt efter hvad en note vejer med sine billeder,
og altid med billederne i samme portion som den note, der peger på dem.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kildevisningen, fordi den rige flade ikke kan tage imod Markdown. Indsat i den
er "## Overskrift" fem tegn og ikke en overskrift, og der var ingen vej ind for
tekst skrevet et andet sted — hvilket er en mærkelig mangel i et program, hvis
hele lager er Markdown. Knappen </> viser filen, som den ligger i databasen, og
det, man skriver der, går tilbage gennem den samme oversætter som altid.
Fyldt fra kilden og ikke fra note.body, når man går tilbage: gemningen venter på
sin pause, så den vej ville kaste det nyeste væk. Og kildevisningen hører til den
note, den blev slået til på — skifter man note, er det den rige flade, man møder.
Margenerne. Teksten lå helt ude ved kanten, og på en bred skærm blev linjerne
hundrede og fyrre tegn — dér mister øjet hvilken linje det var på, når det
springer tilbage. Arket har nu marginer, der vokser med ruden, og teksten en
grænse på 46rem. Kun teksten: værktøjslinjen og foden hører til ruden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Seks ting fundet ved at bruge appen, i den rækkefølge de gjorde ondt.
En liste inde i en blok blev læst som tekst. htmlToMarkdown havde én gren for
ul og ol og lod alt andet falde ned i inlineToMarkdown, som samler efterkommere
til én streng — så et blokcitat med en liste i kom tilbage som "> PunktPunkt 2",
og en note fra Apple Noter, der er fuld af citater, mistede hvert punktmærke ved
den første gemning. Ingen havde rørt de linjer. Nu læses en blok, der rummer
blokke, igennem frem for flad, og et citat sætter "> " foran det, der kommer
indefra.
Indlejrede lister fandtes ikke. Den flade `list`-variabel kunne kun beskrive ét
niveau, så et indrykket punkt blev lagt ved siden af sit ophav. Nu en stak, og
underlisten lægges inde i sit <li> — det er den forskel, der kan læses tilbage.
En liste, der begyndte ved ti, begyndte ved ét bagefter. `start` skrives nu med
og læses med, så en gemning uden ændringer ikke gør noten om.
Tallet blev klippet af. Mærket sættes uden for tekstkanten, og 16px rakte til et
punkttegn og ikke til "10." — resten hang ud over kanten, hvor .page beskærer.
Renden er nu 2.2em og deles af begge slags, så punkter og tal flugter.
# viste seks vilkårlige projekter ud af tyve og så færdig ud. Loftet er væk,
listen kan rulle, og det, der begynder med det tastede, står øverst.
Og to ting om, hvordan det ser ud. Noteruden har fået sin egen flade, fordi et
ark, der holder op et sted, skiller det, man skriver, fra det program, man
skriver det i — `--surface` frem for `#fff`, så de fem temaer hver får deres.
Noter stod for sig selv over en streg, hvilket sagde det rigtige og kostede
halvfjerds pixels; den står nu i rækken med de faste visninger og bærer et ark i
stedet for en prik, hvilket siger det samme gratis.
Prøven skriver de fem listeformer, gemmer gennem den rigtige editor og læser
filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækken har nu titel i samme størrelse som en opgavetitel — en note og en opgave er
to ting af samme slags, og hver sin størrelse får den ene til at se mindre vigtig
ud. Under den står dato og begyndelse på samme linje, som Apple Noter gør det: to
linjer pr. note frem for tre, og datoen først, fordi det er den, man skanner efter.
Ligger noten i et projekt, står det nedenunder.
⌘K søgte kun i opgaver og projekter. Feltet ser ud til at kunne finde alt, så det
er svært at gætte, at halvdelen af programmet ikke var med. Og mens jeg var der:
"Projekt" og "Opgave" stod hårdkodet på dansk i paletten.
En note kan trækkes ind på et projekt i sidebjælken — samme mål som en opgave,
fordi det er samme gestus: læg denne her.
To fejl i søgefeltet, begge Safaris egen type="search":
Fokusringen tvang sin egen hjørneradius og tegnede en firkantet bue uden om en
rund kant — to streger, hvor der skulle være én. Den følger nu elementets form,
overalt i programmet. Og feltet skiftede udseende ved fokus: forstørrelsesglasset
forsvandt og pilleformen blev firkantet. Det tegnes nu af os.
Trækket og palettens noter er ikke fastholdt i en prøve. ⌘K, tastning og en
debounce oven på hinanden gjorde den upålidelig, og en flakkende prøve siger
mindre end ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Konverteringen læser nu Apple Noters HTML frem for at flade den ud med textutil.
Overskrifter, fed, kursiv, understreget, lister og monospace kommer med. En note er
ikke kun sine ord — et referat med overskrifter er ikke det samme referat som en
klump — og ti prøvenoter viste hvad det kostede.
Skrevet om til Python, fordi HTML skal læses og ikke gættes med regulære udtryk.
Den alvorligste fejl, prøvekørslen fandt: navn og krop blev hentet i hvert sit
kald, og Noter sorterer listen efter ændringsdato. Flyttede noget sig imellem de
to kald, fik en note én titel og en andens indhold. På ti noter er det synligt; på
tolv hundrede ville det være ubemærket rod. Der hentes nu ved id, og navn og krop
kommer i samme kald.
Sammenhængende monospace-linjer bliver til én blok. Hver linje i Noter er pakket
ind i sin egen div, hvis starttag tømmer den forrige — så mellem to tt-linjer kom
der altid en tom flush forbi, og hver linje i en terminaludskrift blev sin egen
blok.
Og i editoren ser en kodeblok ud som en terminal: mørk flade, monospace, sproget i
hjørnet, farver på strenge, tal, kommentarer, nøgleord og prompten. Monospace ER
kode i praksis, og en mørk flade siger det på afstand.
Farverne lægges på de blokke, markøren IKKE står i. At farve mens nogen skriver
betyder at bygge indholdet om ved hvert tastetryk og sætte markøren tilbage
bagefter — det virker ni gange ud af ti og flytter markøren midt i en sætning den
tiende.
Et API-token er ét ord, der er bredere end skærmen. Uden min-width: 0 skubbede en
sådan note hele listen bredere og klemte editoren sammen — på en note, man ikke
engang havde åben.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden vej af samme forbindelse. En note, der nævner en opgave, viste den; nu
viser opgaven noten. Uden det virker forbindelsen kun, hvis man tilfældigvis
sidder og læser noten, og det er den halvdel, ingen har brug for hjælp til.
Undervejs viste det sig, at en opgave slet ikke havde en adresse. Skuffen åbner
over den liste, man står på, og ændrer ingenting i URL'en — hvilket er rigtigt for
et klik og ubrugeligt for et link: man kan ikke sende nogen en opgave, og en note,
der nævner en, har ingen steder at sende dem hen. Min egen henvisningsform pegede
altså på noget, der ikke fandtes.
/opgave/{id} findes nu. Den åbner skuffen og træder til side — erstatter sig selv
med opgavens eget projekt, så man lander hvor opgaven bor, med den åben, og
tilbage-knappen ikke går gennem en side, der kun nogensinde viderestillede.
Prøven henter opgavens id fra API'et frem for fra adresselinjen, netop fordi den
ikke står der.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Titlen var udledt én gang og derefter ladt i fred, så den gik i stå i det øjeblik
nogen skrev begyndelsen om — en note med overskriften "Ny note" stod i listen som
"fdgfgfgh", hvilket var, hvad dens første linje havde været nogle rettelser
tidligere. Den udledes nu ved hver gemning, og ingen kan sætte den ved siden af
teksten: kolonnen er en kopi af kroppen, ikke et felt derudover. Feltet er væk fra
både HTTP-fladen og MCP-værktøjerne, for et felt, serveren ignorerer, er et løfte,
den ikke kan holde.
Skriver man #Kaf, foreslås #Kaffebaren. Ordet læses fra den tekstknude, markøren
står i, og ikke fra hele dokumentet — en note kan nævne tyve projekter, og kun det
under markøren er ved at blive skrevet. Listen ejer piletasterne og retur, mens
den er åben, som enhver anden fuldførelse.
Og under feltet står nu, hvad teksten forstår: # projekt, [[en anden note]], ⌘B,
⌘U. Samme idé som linjen under hurtig tilføjelse — en note er det andet sted i
programmet, hvor det, man skriver, bliver læst for betydning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En ny note åbner på sin titel, og linjen efter er brødtekst — uden at man vælger
noget. Det er det, Apple Notes gør, og det er også hvad listen har brug for:
første linje bliver notens navn, så en note, der begynder i brødtekst, hedder sin
egen første sætning.
To ting undervejs. Reserven for en tom note blev aldrig brugt, fordi en tom tekst
ikke gengives som ingenting men som ét tomt afsnit — den prøves nu på teksten og
ikke på resultatet. Og Chromium svarer på retur med et bart <div>, som læses som
brødtekst men ikke er formateret som det: afstanden mellem afsnit forsvandt
stille i det øjeblik, man trykkede retur frem for at vælge Brødtekst i menuen.
Listen viste desuden den rå Markdown i forhåndsvisningen — "# Møde med Anders" og
"**fed**" — hvilket er præcis det, editoren blev bygget for at holde op med at
vise. Den viser nu sætningen frem for notationen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
I dag, Kommende, Venter og Indbakken kan trækkes i den rækkefølge, man vil have
dem. På kontoen frem for i browseren: sidebjælkens bredde er en kendsgerning om
skærmen, og svaret på en telefon er ikke svaret på en skærm — men hvilken
rækkefølge man vil have dem i, er en kendsgerning om personen.
En liste af nøgler frem for et tal pr. visning. Ukendte nøgler droppes og
manglende føjes til sidst, så en visning kan tilføjes eller fjernes uden at
strande nogens rækkefølge — hvilket allerede er sket én gang, da Færdige
forlod menuen.
To ting, prøverne fandt undervejs, og begge var mine:
Rækken som trækgreb gjorde alt indeni trækbart, og sidebjælken er allerede
modtager for opgaver — en opgave trukket til I dag holdt op med at lande, fordi
rækken havde taget gestussen. Et lille greb tager ingenting, før man griber det.
Og drop-håndteringen slugte begivenheden, før den tjekkede, om den overhovedet
var en menuflytning.
Migration 0019.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Man skriver nu i formateret tekst frem for i Markdown-kildekode. Titel,
Overskrift, Underrubrik, Brødtekst, Monotype, Blokcitat, punkt- og talliste, plus
fed, kursiv, understreget og gennemstreget — samme ordforråd som Apple Notes, for
det er det, en, der kommer derfra, allerede kan.
Filen under er stadig Markdown. Det er ikke et kompromis, nogen skal leve med i
stilhed: det er grunden til, at eksporten er til at stole på — filen, en note
bliver til, er den fil, den allerede var. Understregning er den ene undtagelse;
den findes ikke i noget Markdown-dialekt og gemmes som <u>, som enhver læser
sender uændret igennem. Det er bedre end at fjerne en stilart, kilden har.
contenteditable med execCommand. Den er forældet og også det eneste, alle browsere
er enige om; at skrive en markeringsmodel fra bunden er ugers arbejde og en ny
slags fejl netop dér, hvor tabt tekst er utilgiveligt.
Tre ting, prøverne fandt, som alle ville have kostet tekst:
Værktøjslinjen stjal markeringen, når man klikkede — knapperne tager ikke fokus
længere. Browseren skrev <span style="font-weight: normal"> for en ophævet fed,
hvilket en oversætter, der læser tags, taber; der bedes nu om tags, og styles
læses alligevel, fordi det ikke honoreres alle steder. Og markeringen med
Shift+Home tog hele dokumentet, ikke linjen.
Favoritter er stjernen på hver note. Noteoversigten har fået luft mod venstre
kant, og Gem og Slet er knapper frem for bare ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple
Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på
maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note
ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til.
Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet
forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den
række, der blev skrevet.
Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de
samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af
programmet, og i den række læste de som endnu et filter.
Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af
papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken
visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved
siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse
af hvad den er til.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Tredje etape. En liste til venstre, noten til højre — ikke et gitter af kort: en
note læses langt oftere på sin første linje end i sin helhed, og en liste viser
tyve af dem, hvor et gitter viser seks.
Gemmes når man holder op med at skrive. En note er det ene sted i programmet, hvor
en times skrivning kan gå tabt på ét fejltryk, og en Gem-knap er en knap, der
findes for at blive glemt. Teksten holdes adskilt fra den note, den kom fra, så en
gemning, der lander sent, ikke kan overskrive det, der er skrevet siden.
Og udbetalingen: skriver man #GarageRisteriet i en note, står den på projektets
side. Ingen har filet den derhen — den dukker op, fordi nogen nævnte projektet
mens de skrev. Slået op på navnet og ikke på et id, for et #tag skrives i hånden,
og et menneske skriver navnet.
Markdown i et almindeligt tekstfelt indtil videre. Live preview, hvor mærkerne kun
vises i den linje markøren står i, er næste stykke og det dyre; det her er den
form, den skal sidde inde i, og alt andet er allerede sandt uden den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
"Hvorfor står der 2 ud for et tomt projekt?" Fordi tallet var member_count — hvor
mange mennesker. Den samme grå kolonne betød tre ting: personer ved projekter,
projekter ved grupper, opgaver ved etiketter. I en opgaveapp læses et tal ved
siden af et projekt som opgaver, og det gjorde manden, der har skrevet appen.
Nu er det åbne opgaver, og det vises når der er noget tilbage frem for når
projektet er delt — som var den gamle betingelse, og grunden til at netop de tre
delte havde et tal. Hvem der ellers er med står på projektets egen side.
Tællingen hentes fra serveren igen, når opgaver flytter sig. Det ville være
hurtigere at lægge til og trække fra lokalt, og det ville være forkert inden for
en dag: en opgave flyttet mellem projekter, en lukket i en anden fane, en
gentagende der lukker og åbner sig selv.
Og sidebjælken kunne allerede foldes — der var bare kun en knap med et rektangel
med en streg i, og det er ikke et ord. Nu gør ⌘B det samme, knappen siger det, og
genvejssiden nævner det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting fra Doda. Begynder man at skrive et sted i appen, åbner hurtig tilføjelse
med bogstavet allerede i feltet — ingen knap at ramme først, og tanken skal ikke
overleve en rejse hen for at finde et sted at ligge. Og under feltet står nu, hvad
parseren kan læse: #projekt, /sektion, @etiket, p1, en dato. Det stod i
pladsholderen før, som er det ene sted en hjælp ikke kan stå: den forsvinder ved
første anslag, altså præcis når den begynder at være nyttig.
Prisen er de enkelte bogstaver som genveje. Ét tastatur kan ikke både stave "tal
med Anders" og springe til I dag på samme t, og det, man gør halvtreds gange om
dagen, er at fange. Navigation ligger i paletten, som kan mere og koster ét
anslag. Genvejssiden er rettet, så den ikke lover q, t og u.
Undervejs, i den rækkefølge testene fandt dem: reglen var først "er det et
tekstfelt?", hvilket stjal bogstaver fra en fokuseret knap eller liste — den er nu
"har noget som helst fokus?". Hjælpelinjen lå i flowet og skubbede hele listen ned,
når feltet fik fokus, så klik landede en række forkert; tolv tests fangede det.
Den svæver nu, og efter at have svævet ovenpå den første opgave og slugt dens klik
tager den ikke længere imod pegeredskaber.
Og en fejl, der allerede lå der: q slog feltet op på aria-label="Ny opgave", så
genvejen gjorde stille ingenting for enhver, der kørte fladen på engelsk. Feltet
findes nu på et mærke, ikke på en oversat tekst.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De to ord "Omdøb" og "Slet" lå oven på gruppens navn, hver gang musen var i
nærheden. De er væk fra sidebjælken. Omdøbning starter nu ved dobbeltklik på
rækken — eller F2, hvis man har den i fokus og ikke vil bruge musen. Sletning er
flyttet til gruppens egen side, hvor projekterne, den ikke tager med sig, står på
skærmen ovenover knappen.
Dobbeltklik på et navn, der også er et link, er ikke gratis. Første forsøg lod
det første klik navigere, og så åbnede siden mens omdøbningsformularen kom frem —
farveprikkerne flyttede sig ud under markøren, hvilket testen fangede som "element
is not stable". Navigationen venter derfor to tiendedele på et muligt andet klik.
Det er under grænsen for et dobbeltklik og over grænsen for at mærke det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To fejl i samme række. "Omdøb" og "Slet" lå i flowet og optog deres bredde også
usynlige, så ARBEJDE blev tegnet som "ARBE"; de ligger nu over rækkens højre
ende og dukker op ved hover. Og chevronen sad før navnet og skubbede en gruppe
toogtyve pixels længere ind end de projekter, den indeholder — så en gruppe så
ud til at ligge under dem. Den deler nu plads med gruppens prik: prikken hviler,
chevronen tager over ved hover, og bliver stående mens gruppen er foldet.
De sidste otte pixels sad i a-reglen, som giver hvert link i sidebjælken sin
egen venstrepolstring oven i rækkens.
Prøven, der holdt øje med rækken, målte at alt lå side om side — hvilket var
netop den geometri, der skulle laves om. Den måler nu det, der blev bedt om:
at navnet kan læses helt, og at gruppens prik står præcis hvor et projekts gør.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "Fetch now" said "something went wrong" and the error log was
empty. Both halves were the same bug wearing two hats.
`handleGmailSyncNow` answered 502 with the code `internal_error`, which the
interface maps to a generic sentence — so Google's own words, which are the whole
diagnosis, were replaced by one that says nothing. And `writeError` records
nothing; only `s.internal` does. So there was no message to read and nowhere to
look it up afterwards.
`s.upstream()` is the answer: 502 because this is somebody else's service saying
no rather than this server breaking, a code of its own so the interface can quote
what was said, and a row in the error log — which is the entire reason that log
exists. A Gmail sync failing quietly for a week is otherwise invisible: the
background job writes a line the next restart erases.
The same connection also left the mailbox unnamed. The address is learned at
connect time and that call can fail; a warning went to the log and an empty string
to the database, so the page said "an unknown account" and kept saying it. The only
way back was to disconnect and reconnect, which nobody would guess. The status
endpoint asks again when it finds none, so a wrong answer lasts until the next look
rather than until somebody reconnects.
Ten Danish strings were hiding in `confirm()` and `app.toast()` calls, including
every destructive confirmation in the app — the worst possible set to leave in one
language, since it is what somebody reads in the half-second before agreeing to
lose something. The i18n guard reads markup and attributes, and a string argument
lives in the script block. It reads those now, and found four my own grep missed.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Two from use.
Section headings were small uppercase text over a hairline — a heading you have to
look for. A project with four sections is four groups, and the eye should be able
to count them without reading a word, so the heading gets a ground of its own and
the rows sit against the page. `--surface` rather than a tint of the accent: the
colour on that page belongs to the project, and a section is not a second thing to
colour. A step in lightness separates them in all five themes without anybody
measuring anything.
And the Inbox. The server names it at account creation, before anybody has seen a
settings page, so it is the one project name nobody chose — and an account made in
Danish went on saying "Indbakke" inside an English interface, which reads as a
string somebody forgot to translate. It was. `projectName()` translates it while it
still carries the name the server gave it; rename it and that is your name for it,
in every language, like any other project. The rename field keeps the raw name, or
editing a translated label would save the translation.
The screenshot set gains the list view, which is where sections read as bands
rather than as columns — and the shape most people actually work in.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A password and a TOTP code are both shared secrets: the server keeps something
that can be stolen from it, and the person keeps something that can be talked out
of them. A passkey is neither. The private half never leaves the device, and the
signature is bound to the origin that asked for it — so a convincing copy of the
sign-in page at another address gets a signature it cannot use.
Logging in asks for no email. The device knows which account its key belongs to,
which is not only convenience: it means the sign-in page cannot be used to find out
who has an account here. A key that verified its owner is both factors at once and
completes the login; one that only proved possession still meets the TOTP step,
exactly as a password does.
The relying party id is derived from VERDANDE_BASE_URL rather than configured
separately — a second setting that has to agree with the first is one that will
one day disagree, and the failure is a login nobody can complete. An IP address is
refused up front: no browser accepts one, and without the check the server issues
a challenge happily and the browser throws SecurityError long afterwards. The list
endpoint reports whether this deployment can offer them at all, so the interface
never shows a button that cannot work.
A challenge is stored server-side, answerable exactly once, and taken rather than
read — two requests racing the same one would both succeed, which is the shape of
a replay. A sign count that has gone backwards means the credential was cloned and
is refused rather than logged.
The Go tests cover who may reach these endpoints and that challenges are spent.
The ceremony itself needs an authenticator, so the smoke test drives Chromium's
virtual one over CDP — the only thing that can tell whether the base64url
conversions are right, since one wrong byte produces a signature that will not
verify and reads as a broken key rather than a broken encoder.
That test runs at localhost in its own context while the suite stays on the
loopback address, because WebAuthn refuses an IP and resolving localhost is slow
enough here to cost the suite minutes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "I just closed a task by accident, and there is no undo and no
list of closed tasks." Both halves were true.
Completing is one click on a small circle beside a row you were only reading, and
it takes the row off the screen — so the mistake and the evidence of it leave
together. There was no name left to search for and nowhere to look: the project
page can show its own closed tasks, but only if you already know which project it
was in.
The toast covers the mistake you notice at once. It names the task, so you can see
which one you hit, and stands for twelve seconds rather than five — five is enough
to read "could not save" and not enough to notice, decide and reach the mouse. A
toast with an action also gets two targets: the message dismisses and the action
acts, which were one button before and would otherwise put "yes, put it back" and
"go away" in the same place.
`/faerdige` covers the one you notice tomorrow. A place rather than a toggle in
every view, because somebody hunting for a task they closed does not know which
view they closed it in. Newest first — a record of what is finished is read
backwards from now, not by a due date the task no longer has — and grouped by the
day, because "I dag" and "I går" is how anybody would describe it.
A recurring task is offered no undo. Completing it moves it to its next date rather
than closing it, so there is nothing to reverse, and an undo that quietly rolled
the date back would be a different act from the one it claims to be.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The box at the top puts things in the project with no section, which is right for
capturing. But a project has sections because the work belongs somewhere, and
dragging every new task down into the right one is a second gesture for something
you already knew when you typed it.
Two ways in, because they answer different moments. A field at the foot of each
section and each board column — standing there is enough, no syntax to know. And
`/section` in quick add, for the box at the top and for Today and Upcoming, where
you are not standing in a section at all.
The field goes through quick add rather than createTask, so a line written there
still parses its dates, priorities and labels.
The sigil needed care: '#' and '@' never turn up in a Danish task line by accident
and '/' turns up constantly. It has to follow whitespace and be followed
immediately by the name, which "km/t", "3/4" and "20 kr / stk" all fail. The bare
form is greedy, because "Kunder/Ordrer" is a real section name and the sigil is
inside it.
A section id from the client is checked against the project the task actually
landed in. A `#project` in the same line can move the task elsewhere, and the id
would otherwise follow it into a project that section does not belong to.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported as "sections can only have one task", and that is exactly what it looked
like.
TaskList read the dragged task from its own `draggingId`, which is only set when
the drag *started* in that list. A task dragged in from the unsectioned rows above,
or from another section, arrived as null and the handler returned early — after it
had already called `stopPropagation`, so the section around it never got the drop
either.
So a section could only be dropped into while it was empty, because an empty one
has no row in the way to swallow the drop. Put one task in and there was no route
to a second. The id comes out of `dataTransfer` at drop time now, and `dragover`
decides with `carries()` rather than local state — which is the only thing a target
can read while a drag is in the air.
The stuck frame was the same cause: the section's own cleanup never ran, so the
highlight stayed lit after the drop. It is cleared on `dragend` now, which fires
once per drag on the source and bubbles to the window — the one place that is true
however a drag ends, including one abandoned with Escape, which produces no drop at
all and left the frame standing too.
The smoke test drops a second task onto the row already in the section, which is
the gesture that did nothing, and runs in WebKit as well.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The account has had a `locale` since the beginning and it only chose which grammar
quick add read a line with — so picking English changed nothing anybody could see,
and the field said so honestly: "Sprog i hurtig tilføjelse". It says "Sprog" now,
because it means it.
Every component goes through `t()`. Danish is the source: a key missing from
English falls through to Danish rather than to the key, because a Danish sentence
in an English screen can be read and `settings.notifications.title` cannot.
`tag()` is the single place `Intl` is asked. Before, `'da-DK'` was written into a
dozen components, and that is the half of a translation that gets left behind — an
English interface still saying "24. aug." is exactly the shape of a job half done.
There is a smoke test that switches to English and refuses to see a Danish month
name in the calendar's heading.
Colour and theme names are keys now. `colors.js` keeps its ids untouched — they
are what the database stores, and `internal/store` reads them out of that file —
but `name` is `'color.tomato'`, resolved where it is drawn.
The Inbox keeps its name. It is a project row the server creates at signup, not a
string in the interface, and it can be renamed like any other project.
Four copies of "3 hours ago" became one, in `web/src/lib/when.js`. They had
already drifted: one said "aldrig logget ind", another "aldrig", and two stopped
at days where the others carried on to a date.
Routes stay Danish. `/indstillinger`, `/projekt`, `/uddelegeret` are bookmarks and
they are in every smoke test; translating them buys nothing and costs both.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
