To halvdele af det samme: at en opgave med et klokkeslæt også kan få en
alarm, uden at man går en omvej hver gang.
Påmindelser har virket længe og skulle sættes én ad gangen. En opgave
dikteret som "i morgen kl 9" fik en tid og INGEN alarm — `CreateReminder`
blev kun kaldt fra sit eget endepunkt, så intet skabte en påmindelse af sig
selv. Derefter skulle man åbne opgaven, finde Påmindelser og vælge et
klokkeslæt, og den omvej er længere end at skrive opgaven.
SÆTNINGEN
Hurtig tilføjelse forstår nu alarmen:
ring til tandlægen i morgen kl 9 #hjem mind mig en time før
Formerne er `mind mig` / `påmind` / `remind me` / `med alarm`, efterfulgt af
en varighed (`en time før`, `10 min før`, `et kvarter før`, `en halv time
før`, `dagen før`, `to dage før`) eller et klokkeslæt (`mind mig kl 8`).
Bar "mind mig" betyder på selve tidspunktet. Dansk og engelsk i samme
linje, som resten af parseren.
Det gælder uanset hvor stemmen kommer ind: tastaturets diktering, en
genvej, eller noget tredje ender som tekst gennem den samme parser. Derfor
er syntaksen forudsætningen for dem alle frem for én af dem.
Trinnet ligger FØR klokke og dato, og den rækkefølge er hele tricket: "mind
mig en time før" har en varighed i sig og "mind mig kl 8" har en klokke, og
begge læst af tidsparseren først bliver opgavens egen forfaldstid i stedet
for dens alarm.
STANDARDEN
En indstilling under Notifikationer giver opgaver med både dato og
klokkeslæt en alarm uden at blive bedt om det, med et valgfrit varsel.
Den rammer alle tre veje, en opgave kan få et klokkeslæt — oprettet,
redigeret og hurtig-tilføjet. Redigeringsvejen er den halvdel, løftet om
"alle opgaver med en dato og tid" ellers taber: en opgave skrevet nu og
givet en tid i eftermiddag er den samme opgave. CalDAV er bevidst udenfor:
en opgave fra Apple Påmindelser bærer sin egen alarm, og to alarmer for én
opgave er værre end ingen.
Slået FRA for alle, der findes i dag. At tænde den i en migrering ville
give hver eksisterende bruger alarmer, de aldrig har bedt om, på opgaver de
har liggende — og det her er software, andre selv driver.
Og standarden skabte et behov for en udvej, så den fik en: "ingen alarm" i
linjen springer en enkelt opgave over, mens man skriver den, frem for at
oprette den, åbne den og slette alarmen der lige blev lavet. En udtrykkelig
alarm slår også standarden — den lægger sig ikke oven på.
TRE TING LÆSNINGEN FANGEDE
* Fortegnet. Lageret LÆGGER forskydningen til forfaldstiden
(`due_datetime + offset_min * 60`), så "en time før" er -60. Gættet
havde givet en alarm en time for sent, og det er den ene retning en
påmindelse ikke må tage fejl i. Samme konvention hele vejen —
indstillingen, parseren og kolonnen — for to fortegnsregler for det
samme begreb viser sig kun som en alarm på et forkert tidspunkt.
* Den stille døde alarm. `DueReminders` vælger forskydningsformen kun
`AND t.due_datetime IS NOT NULL`. Så "mind mig en time før" på en opgave
med en dag men ingen klokketid ville have lagt en række, der aldrig
fyrer. Nu bliver opgaven oprettet, alarmen ikke, og det bliver sagt.
Det er den ene slags fejl en påmindelse ikke må have, fordi intet
bagefter afslører den: der står ingen række at savne.
* "-60 min." på skærmen. TaskDetail viste forskydninger råt. Før nu kunne
de kun laves gennem API'et, så grenen stod reelt urørt — dette er det
første, der bruger den i praksis. Den skriver nu "1 time før".
PRØVET
Prøverne spørger `DueReminders` frem for om rækken findes: en række med
forkert fortegn findes lige så overbevisende og ringer en time for sent. Et
minut før den er forfalden må alarmen ikke være i listen, et minut efter
skal den.
Hver plantet fejl er kontrolleret til at falde i præcis den prøve, der
findes for den — fortegnet vendt, ordgrænsen fjernet, trinnet flyttet efter
dato, umulig klokke accepteret, dobbelt-vagten slået fra, "ingen alarm"
ignoreret, positivt tal accepteret, råt fortegn vist.
Og prøvens eget navn er en rettelse: de første fejlede i hele suiten men
bestod isoleret. Suiten kører med én arbejder mod ÉN database, og "ring til
tandlægen" findes fire steder i filen, så `.first()` ramte en anden prøves
opgave uden alarm.
Go-suiten grøn. E2E: 131 bestod, 0 netafbrydelser.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Begge grene føjede prøver til i enden af smoke.spec.js, og begge beholdes:
fire markør-prøver og fire fra tal-en-opgave-ind. Den fælles `/**` ovenfor
dækkede kun den første, så den anden blok har fået sin egen.
Suiten på den løste fletning: 129 bestod, 0 netafbrydelser.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Retur-handleren udskyder rettelsen ét hak, fordi der før delingen ikke er
nogen ny blok at rette. Men rettelsen spurgte, hvor markøren stod *nu*, og
et hak er nok: skriver man hurtigt, er næste retur nået igennem først, og så
stod markøren i den NÆSTE blok. Så rettede den den — to gange — og lod den
blok, rettelsen var ment for, stå tilbage som browserens bare <div>. En
<div> læses som brødtekst og er ikke formateret som en, så afstanden mellem
afsnit forsvandt stille, hos netop de brugere der skriver hurtigst.
Målt frem for gættet: "flere markerede afsnit bliver til én monotypeblok"
faldt på en CI-runner med alle tre linjer skrevet rigtigt, hvor "linje et"
var en <div> og "linje to" og "linje tre" var <p>.
Rettelsen er delt efter hvad der er sikkert at røre:
* Der hvor markøren står, gør execCommand det fortsat. Det er den, der
lægger ændringen i browserens fortryd-historik, og filen vælger den
bevidst andre steder af samme grund — ⌘Z skal tage afsnittet tilbage,
ligesom den tager et ord tilbage.
* Den blok, delingen lige skabte, får samme regel uden markør at låne.
Den dækker overskriften: retur for enden af en overskrift efterlader
endnu en overskrift i de fleste browsere.
* Og hver <div> i noten bliver fejet op. En <div> er altid browserens egen
beholder og aldrig nogens valg, så den kan rettes hvor som helst. En <h1>
bliver IKKE fejet: menuen har en Titel-stil, så en overskrift midt i en
note kan være en linje, nogen selv har valgt, og den er deres at beholde.
Fejning frem for et håndtag til blokken, og det er målt: når den første
udskudte rettelse bytter tagget, peger den næstes håndtag på en node uden
for dokumentet, og blokken midt i kæden bliver aldrig rettet. Prøven planter
to efterladte blokke og er kontrolleret i tre retninger — ingen rettelse: 2
efterladte <div>, håndtag til blokken: 1, fejning: 0.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Oprettelse af en note satte ingen markør. Siden kaldte
`document.querySelector('.editor textarea')?.focus()` — og der er ingen
textarea; editoren blev lavet om til en contenteditable, så kaldet har ramt
ingenting lige siden, og `?.` sørgede for, at det aldrig larmede.
Rettelsen ligger i NoteEditor frem for på siden, så begge veje er dækket:
knappen på /noter og den på et projekt, der navigerer til /noter?note=<id>.
Reglen er, at en TOM note sætter markøren i sin overskrift — en note med
indhold rører den ikke, for der er markøren brugerens eget valg.
Fire prøver, og de er kontrolleret i begge retninger: uden kaldet giver den
nye note `Expected: "h1", Received: null`, og med kaldet på enhver note
giver kontrollen `Expected: null, Received: "h1"`.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
`inert` på skuffen, når den er lukket, så dens felt og knapper er ude af
tabrækkefølgen og ude af tilgængelighedstræet.
Det støder mod funktionen selv: et inert element kan ikke fokuseres, og
fokus i samme hug som klikket er præcis det, iOS kræver for at åbne
tastaturet. Attributten sættes reaktivt af `inert={!open}`, og Sveltes
opdateringer er asynkrone, så den er der stadig i det øjeblik handleren
kører.
Derfor fjernes den med hånden i `start()`, før fokus sættes, og den
reaktive binding lægger den tilbage ved lukning. En imperativ DOM-ændring
midt i en deklarativ komponent ser ud som sjusk, og uden en grund skrevet
ved siden af ville den næste læser helt rimeligt rydde den op.
Plantet ved at fjerne linjen: prøven går rød med "markøren skal stå i
skuffens felt efter trykket — Expected: true, Received: false". Linjen
bærer noget.
Luk-knappens `tabindex` er fjernet som overflødig; inert dækker hele træet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En stor rund knap nederst til højre, inden for tommelfingerens rækkevidde.
Den åbner en skuffe med quick-add-feltet og sætter markøren i det, så
tastaturet kommer frem — og så trykker man mikrofonen på tastaturet.
VI LAVER INGEN TALEGENKENDELSE, og det er et valg frem for en mangel. iOS'
egen diktering kører på enheden på nyere telefoner. En talegenkendelse
bygget ind her ville sende lyden fra et selvhostet program videre til Apple
eller Google — en datavej, der skulle forklares på privatlivssiden, for at
spare ét tryk. Af de tre AI-udbydere, instansen understøtter, har anthropic
i øvrigt slet ingen lyd-API, så serverside-transskription ville også dele
brugerne op efter hvem de har en nøgle hos.
Teksten lander i det felt, der i forvejen viser, hvad parseren forstod, så
"ring til tandlægen i dag kl 14 p1" bliver læst mens man ser på det, og
intet oprettes før man siger ja. Derfor hedder komponenten diktat og ikke
tale: den gør ikke selv noget ved lyden, den stiller feltet frem.
## Det ene, funktionen hænger på
Safari på iOS åbner kun tastaturet, hvis focus() kaldes INDE i den
brugerhandling, der bad om det. QuickAdds `autofocus` sker i en $effect,
altså efter klikket er returneret — det giver feltet en markør og intet
tastatur, og der er ingen fejl nogen steder.
Så skuffen er ALTID monteret og bare skubbet ud af syne med transform og
opacity. Ikke display:none, ikke visibility:hidden, ikke inert — alle tre
gør feltet ufokuserbart. Prøven påstår direkte, at feltet findes FØR
klikket, fordi det er den eneste del af iOS-kravet, en browser kan måles på;
plantet som `{#if open}` går den rød med Expected: 1, Received: 0.
## To kollisioner, hvor jeg kun så den ene
Skuffen lægger et felt mere på siden, og det rammer to ting:
- `data-quickadd`, som skriv-hvor-som-helst-genvejen slår op med
querySelector — altså FØRSTE match. Set på forhånd og løst med en
`marked`-prop.
- Det tilgængelige navn. Det så jeg IKKE, og otte prøver gik røde på
`getByLabel('Ny opgave') resolved to 2 elements`. Det er heller ikke kun
et prøveproblem: to felter med samme navn læses op to gange af en
skærmlæser, uden at man kan høre forskel. De to ER forskellige ting — det
ene er kassen på siden, det andet er det, knappen åbner — så de har hver
sit navn nu.
## Og en fejl, skærmbilledet fandt
Fremhævningen bag teksten lå på en linje, inputtet ikke havde — en bleg
blok under sætningen. Spejlet stod på `white-space: pre-wrap`, men et
<input type="text"> er enkeltlinje per specifikation og kan ikke ombryde,
uanset hvad reglen siger. Komponentens egen kommentar forudser det ordret:
"same wrapping. Any difference shows up as highlighting that drifts out of
alignment as the line grows."
Sjældent synligt på et bredt felt, konstant på 390px med en dikteret
sætning. Spejlet står nu på `pre` og rulles med inputtets scrollLeft.
Knappen tegnes ikke over 820px — der er feltet fremme hele tiden og et
tastatur at skrive på — og ikke i urd-ansigtet, hvor der ingen opgaver er.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
## Mærket
Urds oplagte mærke var ᚢ uruz — bogstavet navnet begynder med i den ældre
futhark, præcis som Verdandes er ᚹ wunjo. Det blev tegnet sådan først.
Men uruz er allerede et af husets egne produkter, og dets egen
`scripts/gen-icons.ts` siger i sin kommentar at den "draws the Uruz rune (ᚢ)
in rune-gold" med "a tall left vertical, a shoulder across the top, and a
shorter" — altså samme glyf, samme konstruktion, kun en anden farve. To af
samme persons apps side om side på en hjemmeskærm, hvilket er nøjagtig det
sted mærket skal kunne skelnes.
ᚦ thurisaz blev forkastet et niveau nede af samme grund: en stav med en
trekant til højre, og det er ᚹ også. Ved 16px er de én form.
Så bogstavet frem for runen: ð, ethet i Urðr. Centreret ved at tælle malede
pixels frem for ud fra path-tallene, fordi en centreret kasse ikke er en
centreret glyf:
verdande ᚹ blæk x 53–108 midte 80.5 · y 18–131 midte 74.5
urd ð blæk x 39–110 midte 74.5 · y 15–134 midte 74.5
Verdandes +5.5 i x er dens egen bevidste forskydning — en tung stav ved
siden af et let flag skal sidde til højre for midten for at se centreret ud.
ð er symmetrisk nok til at undvære den, og de to er enige i y.
Læsbarhed, målt: ð læses fra 32px og op. Ved 16px er det en klat, og det er
ᚹ også — en favicon er ikke det, der skiller to installerede apps i en dock.
`productRune` hedder nu `productMark`, fordi ð ikke er en rune.
## Determinisme
SvelteKits `kit.version.name` er som standard `Date.now()`. Millisekundet
landede i version.json, i index.html og i service-workeren, ændrede
indholdshashen på hver chunk der refererer dem, og dermed deres filnavne. To
bygninger af samme commit havde forskellige filer i sig.
Dockerfilen har i et år sagt at `-trimpath` og en tom buildid "keep the
output reproducible". Flagene gjorde deres arbejde; frontenden i binæren bar
et tidsstempel. Sætningen var falsk, og ingen læste den.
Fastgjort til VERSION, som udgivelsen allerede sender ind, og `dev` når
intet sætter den. Målt ved at bygge to gange og diffe træet, før og efter.
Prisen er at et lokalt `npm run build` ikke længere ligner en ny version for
service-workeren — hvilket kun betyder noget på en udrullet instans, hvor
udgivelsen sender det rigtige mærkat.
Det gør også CI's nye påstand mulig: de to images deler alle lag, så urd
bærer samme binær som verdande frem for en genbygning der tilfældigvis
matcher.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Prøven, der skal holde udgaverne adskilt, stod grøn gennem to merges, mens
34 opgaveruter blev betjent af noter-udgaven. Den fejlede ikke: den
sammenligner routeren med en nedskreven liste, og listen var skrevet ud
fra de ruter, nogen havde tænkt på. Den er en DRIFT-kontrol, og den kan
ikke være en fuldstændighedskontrol. Det står nu i prøven selv.
Lukket: CalDAV-træet (8 ruter, alle læser eller skriver en VTODO),
.well-known/caldav (en påstand om at der er en CalDAV-server), ICS-feedet
og de to ruter til dets token, de fire opgave-eksporter, Todoist- og
CSV-importen, skabelonerne, sektionerne, de seks AI-opgaveruter og
indbakke-krogen. Plus fem af ni MCP-værktøjer — endepunktet er der
stadig, værktøjslisten er kortere.
Tre blev afgjort ved at læse frem for ved navnet: en skabelon laver
opgaver (CreateProjectFromTemplate), `section_id` står på `tasks` og
findes ikke på `notes`, og add_comment hænger på en opgave.
Men den dyre halvdel var fladen. En vandring gennem hver side, der kan
nås i noter-udgaven, med konsollen og svarene aflæst, fandt SYV brud —
fire af dem fra den første port:
sidebjælken GET /filters 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
sidebjælken GET /labels 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
notifikationer GET /ai/plan 404, stille
notesbogens side GET /tasks kastede → status = 'failed'
notesbogens side GET /sections kastede → samme fejlskærm
indstillinger GET /templates toast med fejlbesked på skærmen
integrationer GET /feed 404, stille
Den fjerde er den, der har kostet noget: /projekt/{id} er notesbogens
side, og kaldene samles i et Promise.all, så én 404 tog hele siden med.
Den har vist en fejlskærm frem for noter siden porten blev sat. Ingen
prøve åbnede en notesbog i den udgave, og .catch(() => {}) sørgede for,
at resten ikke sagde noget. "Fladen følger udgaven" var sandt om menuen
og falsk om hentningerne.
Vagten for opgaver står i butikken frem for ved kaldestederne: der var
tre, og den fjerde blev glemt — hvilket er præcis sådan, den slap
igennem.
Og rettelsen lavede selv en fejl, som vandringen fangede: da opgavekaldet
holdt op med at fejle, kom en uendelig effekt-løkke frem, som 404'eren
havde holdt låg på. En ubetinget tilskrivning til app.tasks får
projektsidens effekt til at kalde tilbage. 404'eren var låget på en
løkke, ikke bare støj.
Også: -timeout 20m i begge CI-workflows. internal/httpapi tog 664s her og
498s i CI på #95, mod Go's standardgrænse på 600 — og når den krydses, er
beskeden "panic: test timed out after 10m0s" plus et goroutine-dump, som
læser som en deadlock i koden frem for som en suite, der blev for stor.
watchForTrouble udskilt til web/e2e/trouble.js, så udgave-suiten kan bruge
den samme.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Verdande og Urd er to af nornerne i Völuspá, og digtet har dem skære
mærker i træ: *skáru á skíði*. Verdande er det der bliver; Urd er det der
blev, og blev gemt. En instans startet uden opgaveruterne er et andet
produkt for den der bruger den, så den siger et andet navn.
Navnet læses fra udgaven i ÉT sted — Config.ProductName/ProductSlug —
frem for at stå skrevet i teksterne. Frontend-bygget er byte-identisk i
begge udgaver; serveren omdøber de to filer, browseren læser før noget
JavaScript kører.
Der er to titler, og det blev først klart, da e2e-prøven sagde det:
skallens <title>, som serveren omdøber, og rutens egen i <svelte:head>,
som appen sætter bagefter og som overskriver den første. Go-prøven var
grøn over de bytes, serveren sendte, mens fanen sagde "Noter · verdande".
Begge prøver spørger nu om begge.
Omdøbningen er ankret på hele strenge frem for på ordet "verdande", fordi
app.html også indeholder localStorage.getItem('verdande:theme'). Omdøbes
præfikset der og ikke i resten af appen, bliver temaet sat fra én nøgle og
læst fra en anden, og det eneste symptom er det hvide blink, det
indlejrede script findes for at undgå. Tre plantede fejl bekræfter, at det
er de rigtige prøver, der fanger det: et flyttet anker i app.html, en bred
søg-erstat, og en applyRebrands uden fejlretur.
Mailen var det vigtigste sted. appName var et felt med en værdi og ingen
læser, og kommentaren ved siden af sagde, at det stod i hver besked — de
tre steder havde ordet skrevet ud i stedet. En invitation fra en
urd-instans går til et andet menneskes indbakke.
Også omdøbt: web-manifestet (og sendt som application/manifest+json — Go
kender ikke .webmanifest og sniffer den til text/plain, hvorefter
browseren ignorerer manifestet uden at sige noget, og installationsknappen
bare ikke er der), mærket i menuen (ᚢ uruz frem for ᚹ wunjo),
opstartsloggen, passkey-promptens visningsnavn, ICS-kalendernavnet og
udseendet, der er opkaldt efter programmet.
Ikonet er IKKE med: icon.svg er stadig ᚹ, og de tre PNG'er genereres fra
den. Det rører binære, genererede filer og hører i sin egen ændring.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Trin 2. Serveren kunne allerede lade være med at montere opgaveruterne;
fladen tilbød dem stadig, så en noter-instans havde links til sider, der
ikke fandtes.
--- hvordan fladen får det at vide ---
`/auth/setup` bærer nu `edition`. Dér og ikke på `/auth/me`: udgaven er en
egenskab ved instansen, ikke ved den, der er logget ind, og fladen skal
kende den, før nogen er. Det er i forvejen kaldet, der spørger "hvad er
det her for en instans", så den følger med uden en ekstra tur.
Butikken henter formen ved siden af kontoen og tier, hvis den fejler: en
401 fra `me` må ikke tage udgaven med sig — login-skærmen er også en flade
i en udgave. Afventet før `loading` slippes, så fladen aldrig tegnes, før
den ved hvilket program den er; tegnet først og rettet bagefter ville vise
opgaver i et sekund på en instans, der ikke har nogen.
`full` som udgangspunkt, fordi det er det, programmet altid har været.
--- hvad der forsvinder ---
Menuens opgaveindgange er udeladt, ikke gråtonet. Forsiden er noterne. En
gemt adresse til /upcoming, /kalender, /uddelegeret, /faerdige, /opgave,
/filter eller /etiket fører til noterne frem for en blindgyde — der er
ikke sket noget forkert, adressen hører bare til et andet program end det,
der kører her. Listen står ét sted i layoutet frem for som en vagt pr.
rute: listen ER beslutningen, og en vagt pr. fil er syv steder at glemme
den ottende.
--- et hul, prøven fandt ---
/search er monteret i begge udgaver, fordi noter og notesbøger skal kunne
findes — og den returnerede opgaver. Ikke teoretisk: en instans lavet om
fra en fuld har opgaverne liggende i databasen endnu, så ⌘K ville være den
ene dør, der stod åben ind til den halvdel, resten af programmet lige
havde lukket. Lukket på serveren, hvor det hører hjemme, og ⌘K spørger
også selv — en tom liste af den rigtige grund og en tom liste ved et
tilfælde ser ens ud.
Prøven har en kontrol: den fulde udgave SKAL finde opgaven, ellers beviser
nullet i noter-udgaven ingenting.
--- prøverne ---
Et nyt Playwright-projekt med sin egen server, sin egen port og sin egen
database. Ingen lånt session: den instans har aldrig set den konto, den
fulde udgaves opsætning lavede. En skakt, der kun er prøvet ved at kalde en
funktion, er prøvet på det, nogen mente — det her måler programmet, som en
bruger møder det.
Seks prøver, heriblandt forskellen på skjult og fraværende målt udefra:
/api/v1/tasks, /labels, /upcoming og /filters skal svare 404, og
/api/v1/notes skal svare 200 — ellers ville de fire bestå på en server,
der bare var væk.
`testIgnore` på chromium-projektet, fordi filen ellers også kørte dér, mod
den fulde udgave, hvor den fejler med beskeder der læser som om skakten
ikke virker. Den rigtige fejl stod i projektnavnet, ikke i påstanden.
Go-suiten grøn. chromium + notes-edition: 110 bestået, 0 fejlet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ønsker, meldt sammen.
--- eksport af det hele ---
Eksporten fandtes allerede — konto som JSON, noter som Markdown i en zip,
og pr. projekt CSV i Todoist-format og ICS. Hullet var, at opgaver kun
kunne hentes ÉT PROJEKT AD GANGEN. Med femten projekter er det femten
downloads for at flytte sine egne opgaver, hvilket er en eksport, der
teknisk set findes, og som ingen bruger.
`GET /export/projects.zip` er én CSV pr. projekt. En zip og ikke én bred
fil med en projektkolonne: Todoists egen eksport er en fil pr. projekt, så
det er den form, der importeres i den anden ende — og den form, man kan
hive ét projekt ud af uden at åbne et regneark. Samme begrundelse som
noteeksporten, der er en mappe med Markdown og ikke én lang fil.
`GET /export/tasks.ics` er alle daterede opgaver i én kalender. Ét fil og
ikke en zip, fordi en kalender er lavet til at rumme mange ting, og
projektet følger med hver opgave. Udaterede udelades — en VTODO uden dato
er en linje, de fleste læsere taber på gulvet.
Prøven ser I filerne frem for på statuskoden: en tom zip og en kalender
uden VTODO'er er begge 200 med en troværdig Content-Type, og det er
præcis den form, en fejl i en eksport har. To projekter, ikke ét, så en
løkke der kun eksporterer det sidste ikke består.
--- en indsat liste bliver til opgaver ---
Quick-add er ét felt på én linje, og browseren smider linjeskiftene væk
ved indsætning i et `<input>` — så en kopieret liste blev til én opgave
med punkterne mast sammen.
Nu læses den. Indrykning bærer niveauet, og bredden læses af teksten frem
for at være gættet til to eller fire: en liste fra Apple Noter rykker ind
med ét antal mellemrum, en fra et Markdown-dokument med et andet, og
begge skal give ét niveau. `- `, `*`, `1.` og `1)` fjernes som den
notation, de er. `- [x]` er derimod indhold: en halvt afkrydset liste,
der kommer ind som lutter uløste opgaver, har tabt det, man indsatte den
for.
Teksten røres ikke ud over mærket. Datoer, `#projekt` og `@etiket` læses
af quickadd på serveren, præcis som når linjen var skrevet i hånden — ét
sted at forstå en opgavelinje, ikke to. Derfor tager `/tasks/quick-add`
nu et `parent_id`: en indrykket linje skal parses som enhver anden.
En undertask lever i sin forælders projekt. Et `#projekt` på en indrykket
linje honoreres derfor ikke, og det siges højt som `unknown_project` frem
for at ordet bare forsvinder fra titlen.
Indsætter man i en opgaves undertask-felt, bliver linjerne undertasks
dér. Det er "enten opgaver eller undertasks" afgjort af hvor man
indsætter, uden at nogen skal vælge noget i en menu.
Listen vises, før den oprettes. Fyrre opgaver fra et fejlklik er ikke
noget, man skal opdage bagefter — og visningen er også svaret på "forstod
den indrykningen", stillet mens der stadig er en Fortryd-knap.
--- rettet undervejs ---
Rækkens undertask-tæller stod stille, når en undertask blev tilføjet fra
ruden: rækken sagde 1/2, mens ruden foran viste fire. Tallene bor på
forælderen og regnes ud ved hentning, og serveren sender ikke forælderen
igen, fordi et barn blev lavet. Det gjaldt også den gamle vej, ikke kun
den nye.
Go-suiten grøn. Fuld chromium-suite: 103 bestået, 0 fejlet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind: "kun den øverste sætning af det jeg markerede blev lavet om til
monotype". Det førte til en anden fejl, der var værre.
--- den meldte ---
Monotype går uden om execCommand, fordi formatBlock pakker et <p> ind i
<pre>'en i stedet for at lave den om. Den vej spurgte efter
`currentBlock()`, og det er ét blok — markørens. Så af en markering over ti
linjers terminaludskrift blev den første linje til kode og resten stod
tilbage som brødtekst.
`selectedBlocks()` læser hele markeringen, og de markerede blokke lægges
sammen til ÉN blok. Ikke én pr. linje: en udskrift, man indsætter, er ét
stykke kode, og tre blokke ved siden af hinanden ser næsten ens ud på
skærmen og bliver til tre hegn i filen.
Vejen ud af monotype tager nu også hele markeringen. `swapTag()` bytter
tagget uden at røre markøren — tekstknuderne flytter med over, så den range
browseren holder på stadig peger på noget i dokumentet, og formatBlock kan
klare resten bagefter.
--- den anden, som prøven fandt ---
`watchForTrouble` meldte "ReferenceError: codeText is not defined" fra et
rekursivt kald, jeg havde glemt at omdøbe. Ved siden af det lå en KOPI af
"hvad er teksten i en blok", inde i editoren, med præcis den <br>-fejl, der
blev rettet i #91: `textContent` på et <br> er den tomme streng.
Den kopi bruges af farvelægningen, som maler resultatet TILBAGE ind i
blokken. Så en kodeblok skrevet med shift+retur fik sine linjer skrevet
sammen i det øjeblik, man klikkede væk fra den — på skærmen, ikke kun i
filen, og uden at nogen havde rørt teksten. Målt mod den gamle kode:
"echo enecho to".
Kommentaren over kopien sagde ordret, at de to læsninger skulle være ét
sted, FORDI en uenighed ville ende i noten. Den var sand, da den blev
skrevet; kopien kom senere. `blockText` i richtext.js er nu det ene sted,
eksporteret og brugt begge steder.
Begge prøver er efterprøvet mod den gamle kode.
Fuld chromium-suite kørt to gange: 94 bestået, 0 fejlet, begge gange.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Tre ting meldt ind sammen. De to første manglede; den tredje var i stykker.
--- man kunne søge og ikke vælge ---
Regression fra #84. Siden holdt op med at SKRIVE adressen, men blev ved med
at læse den ved hver ændring:
let asked = $derived($page.url.searchParams.get('note'));
$effect(() => { if (!asked || selectedId === asked) return; … });
Kom man fra ⌘K med `?note=<id1>`, stod `asked` fast på id1 for altid.
Hvert klik på en anden række satte `selectedId`, effekten så uenigheden og
åbnede id1 igen. Man blev trukket tilbage til den første træffer.
En adresse, der ikke følger med, er ikke en tilstand at holde sig enig med.
Den læses nu ved ankomsten — og der er TO ankomster, hvilket den første
udgave af rettelsen ikke tog højde for: layoutet tegner ingenting, mens
kontoen hentes, så siden monteres efter den første navigation er forbi, og
en lytter registreret der hører den aldrig. `/noter?note=<id>` tastet eller
fulgt udefra åbnede så ingenting. `onMount` og `afterNavigate`, samme
funktion, med `id === selectedId` som værn mod at begge fyrer.
--- en blok kunne ikke gemme flere linjer ---
Shift+retur bliver i blokken, men det browseren lægger ind er et <br>, og
`textContent` på et <br> er den tomme streng. Blokken blev skrevet til
Markdown som én linje: "first linesecond line". Usynligt indtil en
genindlæsning, for på skærmen står linjerne rigtigt hele tiden.
`codeText()` læser blokken rekursivt og gør <br> til et linjeskift.
Rekursivt, fordi indholdet ligger i et <code> inde i <pre>: en filtrering
over <pre>'ens egne børn spørger det ene element om en textContent, der
allerede har tabt linjeskiftet.
--- lister havde ingen vej til niveau to ---
Tab var ikke bundet til noget uden for forslagslisten, så den gjorde det,
Tab gør: flyttede fokus ud af noten. Den rykker nu ind og shift+Tab ud, og
kun inde i en liste — ellers er noten en boks, man ikke kan tabbe ud af.
Og skriveren ville have tabt resultatet: `list()` læste kun en underliste,
der ligger INDE i sit punkt. Lægger browseren den som søskende, og de gør
det uens, blev grenen sprunget over uden lyd. At binde Tab uden den her
halvdel ville have lavet en fejl, hvor indrykkede punkter forsvandt ved
gemningen.
Begge nye prøver måler EFTER en genindlæsning. Før den ser begge dele
rigtige ud på skærmen; det er turen gennem Markdown, der afgør, om det
blev skrevet ned.
Fuld chromium-suite kørt to gange: 92 bestået, 0 fejlet, begge gange.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Panelet hang under klokken med `right: 0` og en fast bredde på 340 px.
Klokken sidder ikke yderst — der er en temaknap, et mellemrum og en
kantafstand til højre for den — så der er kun omkring 330 px tilbage, og
resten blev skubbet ud over venstre kant og klippet af. Målt til -10 px ved
en skærmbredde på 390; på en smallere telefon mere. Overskriften "Beskeder"
klæbede til kanten uden luft, hvilket er det synlige tegn.
På en telefon hører panelet nu til skærmen i stedet for til klokken: det
spænder fra kant til kant med en margen i hver side, under toplinjen. Samme
knæk ved 820 px som toplinjens egen menuknap, så de to skifter form
samtidig. Det får også `overscroll-behavior: contain`, så det at rulle i
listen ikke trækker siden bagved med.
Toplinjens underkant måles frem for at blive regnet ud. Bredden KUNNE
trækkes fra i CSS, men så ville den her fil kende sine naboers størrelse, og
den næste knap i toplinjen ville lave fejlen om igen uden at sige noget.
--- og fire ustabile prøver mere ---
Fladen tegner hver ændring med det samme og sender kaldet bagefter. Alt, man
kan se, er altså sandt, før serveren har hørt om det, og en prøve, der
genindlæser eller klikker videre i det hul, måler den gamle tilstand.
`en monospace-linje kan forlades` ventede 1200 ms før en genindlæsning.
Datoprøven ventede 400 ms. Et gæt om, hvor hurtig maskinen er, holder indtil
CI er travl — begge fejlede i en fuld kørsel her.
`en gruppe er en side med sine projekter` er den mest lærerige: trækket
virkede, og `toPass` blev grøn på den lokale tilstand, hvorefter klikket
videre hentede en gruppe uden projekter i. Prøvens egen kommentar gætter på
et upålideligt HTML5-træk; det var gemningen, der ikke var nået frem.
Monospace-prøven havde OVENI en anden fejl, som først viste sig, da den
første var lukket: den klikkede "Ny note" og skrev med det samme. `create()`
venter på serverens svar, og imens står den forrige notes editor stadig på
skærmen, så teksten gik ind i den forrige note og den nye blev tom. Ny
hjælper `nyNote()` venter på et tomt felt. Omkring 14 andre steder i filen
har samme mønster; de er ikke skrevet om, fordi de består, og en samlet
omskrivning ville bytte kendte prøver for ukendte.
Det hul findes også for et menneske: klikker man Ny note og skriver straks,
lander de første anslag i den forrige note. Det er millisekunder lokalt og
sekunder på en dårlig forbindelse. Samme familie som #86, men tiden FØR
svaret frem for efter. Noteret som et selvstændigt punkt, ikke rettet her.
`noteGemt()` fra #88 er nu `gemt(side, sti)` med noteGemt, opgaveGemt og
projektGemt ovenpå. Der står 23 faste ventetider tilbage, men ingen af dem
lige før en genindlæsning eller en navigation.
Fuld chromium-suite kørt to gange: 90 bestået, 0 fejlet, begge gange.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Opstarten spørger serveren, hvem man er. Når svaret aldrig kommer, står
`user` som null — og null betyder "logget ud" alle andre steder i
programmet. Så et totalt udfald blev vist som login-skærmen: appen gav
sessionen skylden for, at nettet var nede, og tilbød et kodeordsfelt, der
umuligt kunne virke.
Det er værre end en fejlbesked, fordi det ligner noget, der kunne virke.
Man taster kodeordet, der sker ingenting, og man konkluderer, at kontoen
er i stykker. Det skete i virkeligheden 17. september 2026, da instansens
DNS-post blev slettet: det, appen viste, var en langsom login-side.
Forskellen var der allerede i forespørgselslaget. Et netværkssvigt, der
har brugt sit forsøgsvindue op, kastes som `ApiError(0, 'offline')` —
koden laves af klienten selv, netop fordi der aldrig kom en status. En 401
er serveren, der svarer, og det er en rigtig udlogning. Butikken skelner nu
på den kode, og fladen viser NoConnection i stedet for SignIn.
Teksten siger, at data er i behold, for det er det spørgsmål, man faktisk
har, når ens noter forsvinder bag en login-boks.
Prøven afbryder API-kaldene frem for at stoppe serveren: en afbrudt
forespørgsel er præcis det, en manglende DNS-post giver browseren.
Efterprøvet mod den gamle kode — den fejler på "Ingen forbindelse".
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret med et billede af en beskrivelse, der manglede sit første bogstav på
hver linje: "hermostat RU0910301440" og "atteries". Det er ikke manglende tegn —
det er et felt, der er rullet til højre. Og det ligner ikke rulning; det ligner,
at bogstaverne ikke er der.
To ting på én skærm.
Titlen var et <input>, og et input kan ikke ombryde. "tado°: Your Smart
Thermostat needs new batteries" er en almindelig opgavetitel, og på 390 px var
feltet 490 px bredt i en kasse på 356 — halvdelen af overskriften stod uden for
kanten. Den er nu et <textarea>, der vokser med sin tekst. Retur gemmer frem for
at lave en ny linje: en titel er én linje, uanset hvor mange den fylder på
skærmen. Trækkehåndtaget er væk, for højden sættes af teksten, og et håndtag
ville love noget, det næste bogstav retter tilbage.
Beskrivelsen er tit et klippet stykke mail med en URL i. Et <textarea> ombryder
ved mellemrum, og en URL har ingen.
`break-word` og ikke `anywhere`: den første bryder kun et ord, der ikke kan stå på
en linje alene, mens den anden bryder ved først givne lejlighed og delte
"GarageRisteriet" midt i en stavelse. Den lektion står allerede ved h1 på
projektsiden og er betalt én gang.
Prøven måler frem for at beskrive: et felt, der ruller vandret, har en
scrollWidth større end sin clientWidth. Kørt mod den gamle komponent fejler den
med "Opgavens tekst: 490 > 356".
Men kun den ene halvdel. Beskrivelsen løber ikke over i Chromium, heller ikke
uden reglen — det var Safari, den blev set i. Prøven måler derfor den regel frem
for dens virkning, og det står skrevet i prøven, så den næste ved, hvad den
vogter og hvad den ikke gør.
Bemærket undervejs: "en delt note tager de noter med, den peger på" fejlede én
gang ud af to fulde kørsler med "Delt med Mikkel." uden antallet. Den består
alene og i næste fulde kørsel. Den er ikke rørt her, men den flakker.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
I arket er et billede skaleret ned til spaltens bredde — et foto fra en telefon
er fire tusind pixels bredt — så det, man kigger på, er et miniaturebillede, der
ikke ser ud som et. Der var ingen vej fra det til billedet selv.
Et klik åbner det nu i fuld størrelse, med en knap, der kopierer det, og et link,
der åbner det i sit eget faneblad. Escape lukker og sætter markøren tilbage i
teksten — ellers står fokus på en knap, der ikke findes længere, og den næste
tast går ingen steder.
Klikket ligger i onEditorClick ved siden af notelinket, som er det andet, man kan
klikke på inde i et felt, man ellers skriver i. Billedet bliver stadig markeret
af klikket, og det skal det: det er sådan, det slettes.
To ting, der ikke er til at gætte:
Udklipsholderen tager kun PNG i de fleste browsere, og et foto fra en telefon er
en JPEG. Så et billede, der ikke allerede er PNG, tegnes om over et lærred —
ellers lykkes skrivningen enten ikke, eller den lykkes med noget, ingen kan
indsætte. Prøven indsætter derfor med vilje en JPEG; med en PNG var den kørt
forbi netop den kode.
Og løftet gives videre til ClipboardItem frem for at blive ventet af først.
Safari kræver, at clipboard.write kaldes i selve klikket, og en hentning
imellem gør klikket til fortid.
Ruden ligger uden for .wrap: editoren har sin egen rulning og sin egen
stablingskontekst, og et lag inde i den ville blive klippet af netop det ark, det
skal lægge sig over.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Paletten viste de noter, der passede, i sin egen liste — og når man valgte en,
åbnede den noten på en side, hvis liste stod helt uændret. De andre træffere var
væk, og det eneste sted, de nogensinde havde været, var en popup, der lige var
lukket.
Feltet i selve notelisten har filtreret hele tiden, og det er prøvet to steder.
Men den søgning, man finder, er den store i toppen, og den er palettens. Så det
er ikke "søgning i noter virker ikke" — det er, at den søgning, man bruger, ikke
efterlod noget.
Adressen bærer nu søgningen. ⌘K sender `?note=…&q=…`, notesiden læser begge, og
listen ved siden af den åbne note er de andre træffere. Den skrives tilbage, når
feltet ændres, så adressen kan gemmes og deles — og frem for alt ikke lyver, når
feltet er tømt.
To effekter, der deler en markør, og hvorfor de læser den med `untrack`:
Den nederste sætter `settled` og kalder `replaceState`. Det vækker den øverste,
og på det tidspunkt har `$page.url` endnu ikke skiftet — så den læste den gamle
adresse, fandt en søgning, der ikke var enig med markøren, og skrev den tilbage
i feltet. Man tømte søgefeltet, og ordet kom igen. Hver effekt skal reagere på
sin egen kilde, adressen og feltet, og aldrig på den fælles markør.
Den fejl fandt jeg kun, fordi prøven fejlede på den sidste linje og
fejlbilledets tilgængelighedstræ stadig viste "Fyrreskov" i feltet. En prøve,
der kun havde tjekket adressen, havde været grøn.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Spørgsmålet var, om modtageren ikke burde godkende først. Svaret er nej — men
det, spørgsmålet fik øje på, var rigtigt, og værre end det lød.
Tre ting gjaldt samtidig: man blev tilføjet uden at blive spurgt, man fik ikke
besked, og man kunne ikke gå ud igen. En delt note gav en klokkebesked; et delt
projekt gav ingenting — det stod bare i sidebjælken næste gang, man kiggede,
uden at noget sagde hvornår eller fra hvem. Og handleRemoveMember lå bag
ejer-kravet, så kun ejeren kunne fjerne nogen, også en selv.
Hvert enkelt af de tre er til at leve med. Alle tre sammen gør en deling til
noget, der sker for en.
Ikke et godkendelsestrin: en invitation, der venter på et ja, betyder, at den,
der delte, tror det er gjort, mens arbejdet ligger stille — og noter deles
allerede uden. Det, der manglede, var besked og en udgang.
`project.shared` er ny. Klokkens follow() kunne allerede føre et project_id hen
til projektet, så beskeden bærer sit eget mål og krævede ingen særregel.
Ruten til at fjerne et medlem er flyttet ud af ejer-gruppen, og handleren skiller
nu de to ting ad: ejeren, der fjerner nogen, og den, der selv går. At pege på en
andens medlemskab uden at eje projektet svarer 404 og ikke 403 — "det må du
ikke" bekræfter, at medlemskabet findes. Ejeren kan stadig ikke gå fra sit eget
projekt; det ville være en overdragelse, og den findes ikke endnu.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et
bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver,
projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det,
programmet består af.
Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten.
To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et.
Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets
egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af
sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem.
`words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord,
ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det
ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal,
webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de
virker som søgeord.
Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i
afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig —
og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server.
Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og
afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og
gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med
otte afsnit, man ikke selv rullede hen til.
Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun
under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde
fejl på det, der med rette var skjult.
Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet
noter længe, og kan nu også indstillinger.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Planen var en notifikation og ikke andet. Klokken klippede den af efter
én linje — "2 forfalder i dag, 1 er sprun…" — og klikket førte ingen
steder hen, fordi en plan hverken er en note, en opgave eller et projekt.
Det eneste sted, den landede hel, var push-beskeden på telefonen.
Nu står den som et kort øverst på I dag, dér hvor man kigger, når man
starter dagen. Beskeden er påmindelsen; kortet er stedet, den bliver.
Teksten er gemt for dagen frem for regnet forfra, hver gang nogen kigger.
En model pr. sidevisning er dyr for noget, der ikke har ændret sig — og
vigtigere: en plan, der siger noget andet, når man kigger på den, end den
sagde, da den kom, er værre end begge dele hver for sig. Kortet siger
også, hvornår den blev lavet: en plan fra klokken syv er en anden slags
oplysning klokken fire end klokken otte.
En plan fra i går sendes ikke med. Et kort, der viser gårsdagens plan
under overskriften "i dag", er værre end et tomt kort.
"Forny planen" laver en ny, når dagen har flyttet sig, og sender ikke en
besked om noget, man står og kigger på — den slags lærer folk at ignorere
klokken. Og for den, der har morgenbeskeden slået fra, tilbyder kortet at
lave planen på stedet, så funktionen ikke kun findes for dem, der vil
vækkes.
Klokken fører nu til I dag, og planen fylder de tre linjer, den er, i
stedet for at blive klippet af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
blive fundet
Tjekket fandtes i forvejen, og svaret stod ét sted: nederst på
indstillingssiden for beskeder. Det er en oplysning, man kun får, hvis
man i forvejen havde mistanke om, at der var noget at se efter — og "der
er kommet en rettelse af noget, du er ramt af" er ikke noget, man gætter
sig til at kigge efter.
Nu går den i klokken, i push og på mærket på ikonet, som alt andet, der
er værd at vide. Og den fører hen, hvor knappen til at genstarte sidder,
frem for ud af programmet.
Én besked pr. version, ikke én pr. time. En påmindelse hver time om det
samme er den slags besked, folk slår fra — og så er den næste, der
betyder noget, også slået fra. Versionen, der er sagt til om, skrives
først, når beskederne er sendt: den anden vej rundt ville en fejl
midtvejs betyde, at halvdelen fik besked og resten aldrig gjorde.
Kun administratorer, af samme grund som versionsfeltet allerede er det:
en besked om, at serveren er bagud, er en besked om en andens arbejde,
hvis man ikke selv kan gøre noget ved den.
Og et tjek, operatøren har slået fra, bliver ikke til en besked ad
bagvejen. VERDANDE_UPDATE_CHECK styrer det hele, som før.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De tre sidste af de fem. Alle tre samme sted hen: det, man ellers selv
skulle sidde og gøre klokken syv om morgenen.
Dagens plan. Én besked om morgenen om det, der forfalder i dag, og det,
der er sprunget over. Tallene tælles i basen og gives til modellen som
kendsgerninger, den ikke må regne om — en plan, der siger fire opgaver,
hvor der er tre, er værre end ingen plan. Er der ingen model, står
tallene alene, og det er stadig det, man havde brug for at vide. Er der
hverken noget, der forfalder, eller noget, der er sprunget over, kommer
der ingen besked: en morgen uden noget at gøre er en god morgen, og en
besked om ingenting lærer folk at lade være med at åbne beskeder.
Timen er personens egen — klokken syv er syv forskellige steder — og
jobbet kører hver time frem for på et klokkeslæt, så en instans, der sov,
ikke springer dagen over. Flytter man timen, ryger dagens mærke, så man
kan se virkningen i dag i stedet for i morgen.
Mails, der giver mening. Opgaven hed, hvad mailen hed: "Anders Jensen:
SV: SV: Vedr. levering uge 12". Nok til at genkende, ikke nok til at
gøre noget ved. Nu skriver modellen den handling, mailen beder om, og
lader være, hvis den ikke beder om nogen. Ét kald pr. gennemløb frem for
ét pr. mail — femogtyve mails er ellers femogtyve gange ventetid — og
emnet bliver stående i beskrivelsen, så en misforstået mail stadig kan
læses. Falder modellen ud, hedder opgaven afsender og emne som før: en
model, der er nede, må ikke kunne stoppe posten.
Og svar på et spørgsmål. "Hvad lovede jeg Anders i august?" — svaret står
spredt over tre noter, og ingen af dem indeholder ordet "lovede".
Søgningen kræver, at alle ord optræder, hvilket er rigtigt for et
søgefelt og forkert for et spørgsmål, så kandidaterne hentes ord for ord
og de noter, flere ord rammer, kommer øverst. Modellen får kun dem: den
slår ikke selv noget op, så et svar kan ikke handle om nogen andens
noter. Og svaret bærer, hvad det står på — en model, der siger "det
gjorde du den 14.", er kun brugbar, hvis man kan slå op i det, den læste
det i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den lå som en rude i hjørnet, oven på arbejdet, og dækkede knapperne i
notens fod og i delepanelet — seks e2e-prøver klikkede forgæves på noget,
der lå under den.
Det var ikke kun et prøveproblem. En besked, der er i vejen, bliver
klikket væk uden at blive læst, og så er den uopfordrede oplysning en
formalitet frem for noget, nogen har set. Nu står den øverst i indholdet
og skubber siden ned, indtil den bliver besvaret.
Og e2e beviser den nu frem for at klikke den væk: den første konto skal
møde beskeden, og der skal stå et instance_id og en version i den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To steder, hvor arbejdet ligger og venter på at blive skrevet færdigt.
Indbakken er der, hvor ting lander, når man ikke havde tid til at skrive
dem ordentligt — og derfor også der, hvor de bliver liggende. At åbne
hver enkelt og sætte projekt, dato og prioritet er ti klik pr. linje. Nu
er det ét spørgsmål og et ja pr. linje.
Og et referat er fuldt af sætninger, der ligner opgaver, og af tre, der
er det. Modellen bliver bedt om kun at tage dem, nogen har forpligtet sig
på, og om at citere de ord, den tog dem fra — så et forkert punkt kan
gennemskues frem for bare at være forkert.
Modellen skriver ikke noget. Den foreslår en *linje* i quick-add-syntaks,
og forslaget bliver til noget, når nogen siger ja. Det er ikke
forsigtighed for forsigtighedens skyld: en model, der retter i folks
opgaver direkte, skal have ret hver gang for at være til gavn, hvor en,
der foreslår, skal have ret tit nok til at spare et par tastetryk.
Linjen er quick-add-syntaks frem for et felt pr. egenskab, fordi parseren
findes. Der er én fortolkning af "i morgen" i dette program, og forslaget
går gennem den samme som alt andet — også når linjen er blevet rettet i
hånden, inden den blev accepteret. Og et forslag, skrevet i det sprog man
selv skriver i, kan læses og rettes af den, det bliver stillet til.
Modellen får listen over de projekter, der findes, og må ikke nævne
andre. Et `#Nyt projekt`, den fandt på, ville lave et projekt ved et
uheld, første gang nogen sagde ja — og et gæt må ikke kunne flytte en
opgave hen, hvor ejeren ikke leder efter den. Testet.
Forslagene til indbakken bærer et nummer tilbage til den opgave, de
handler om. Rækkefølgen alene ville også kunne bruges og gør det som
reserve, men en model, der springer en opgave over, ville så flytte alle
de følgende forslag én plads — og "sæt en dato på den her" ville lande på
en anden.
Noten bliver ikke rørt, når der laves opgaver ud af den. Det er
fristende at skrive linket ind i den, så de to peger på hinanden, men en
tekst, et program skriver i uden at blive bedt om det, er en tekst, man
holder op med at stole på. Opgaven bærer i stedet, hvor den kom fra.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det
bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og
fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver
åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse.
For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke
vidste, der var noget at slå fra.
Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt,
med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den
rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet
"anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som
læserens mulighed for at efterprøve det.
`keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde
"slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt
løfte som et tilvalg, ingen har truffet.
Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde:
Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed.
Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der
bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og
vist.
En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens
version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede
melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme.
Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke
offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en
DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser
alle sammen ud som "færre bruger det nu".
Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com,
ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags
installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra
hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Klokken i hovedet siger, hvad der er nyt — men kun til den, der kigger på
fanen. Det halve af pointen med at få besked er at få den, mens man laver
noget andet, og det eneste sted, appen kan sige noget dér, er på sit eget
ikon: mærket i Dock'en på en Mac, på proceslinjen på en pc.
Sat to steder, fordi der er to tilstande. Appen selv, mens den er åben og
kender tallet, og service-workeren, når den ikke er — og det er netop
dér, mærket er det, der siger, at der er sket noget.
Tallet kommer med i push-beskeden frem for at blive talt op af
service-workeren. Den husker ingenting mellem to opvågninger og kunne
derfor kun lægge én til noget, den ikke ved hvad er: et mærke, der tæller
sig selv op og aldrig kommer ned igen. Serveren ved det i forvejen, og en
tælling, der fejler, udelader feltet frem for at sende et nul — så står
mærket, som det stod, i stedet for at blive tørret af en optælling, der
ikke lykkedes.
Ét tal, aldrig en optælling: mærket sættes til hvad der *er*, så det går
ned af sig selv, når beskederne bliver læst. Og det ryddes ved log ud —
det står i Dock'en, også når ingen er logget ind.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
At skrive nogens navn i en note *er* at ville have dem til at læse den.
Indtil nu var det to handlinger — skriv navnet, åbn panelet, find
personen, del — og den anden blev glemt, så noten stod med en besked til
en, der ikke kunne se den.
Nu deler `@Navn` noten med den, der bliver nævnt, og siger det til dem.
Editoren foreslår personer efter `@`, ligesom `#` foreslår projekter.
Slået op i navnene frem for tolket ud af teksten. Et navn kan have
mellemrum i sig, og et udtryk, der skulle fange dem alle, ville også
fange sætningen bagefter: `@Sofie i morgen` ville blive til en person,
der hed noget i den retning. Her er der ikke noget at gætte — der står et
navn, eller der gør ikke. Det er også dét, der gør det forsvarligt at
dele på: adgang må ikke afhænge af, hvor langt et regulært udtryk valgte
at læse. En mailadresse er ikke en omtale, det længste navn vinder, og
ejefaldets s hører til sætningen.
Kun nye omtaler, sammenlignet med teksten før gemningen på samme måde som
links: en note gemmes ved hver tastepause, så uden sammenligningen var
hver gemning en ny deling og en ny besked om det samme navn.
Kun ejerens omtaler deler. En medredaktør må skrive i noten, men ikke
give den videre — ellers kunne den, ejeren har delt med, skrive et navn
og dermed dele ejerens note med en, ejeren aldrig har hørt om. Det er
den samme regel, panelet følger.
Læser, ikke medredaktør: en omtale siger "se på det her", og det mindste,
der opfylder sætningen, er det rigtige at give. En rolle, ejeren har
hævet i panelet, sænkes ikke igen af en omtale.
Og én besked pr. handling: den, der lige er blevet nævnt, får "nævnte
dig" og ikke også "rettede en note" om den samme gemning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med
dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente
på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og
en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her.
Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en
konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en
invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes.
Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note.
Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en
e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at
kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af
project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når
noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der
ikke er der længere.
Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i
forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan
invitere til en note, som kun ejeren kan dele den.
De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan
trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så
sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det
ene af dem til at gøre ugyldigt.
Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at
den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder
— en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers
i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne
den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved
det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det.
Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt
med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke
på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke.
Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En
note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person,
der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er
den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse.
note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et
generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og
fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et
generisk par ikke have.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig.
Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det
første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første
resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så
åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt,
tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der
deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at
kunne åbne det.
Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder
inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele
noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under
markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og
sin egen tekst.
Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML
gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som
htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode.
To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
The service worker did Web Push and nothing else, with a note that a cache
serving yesterday's data was worse than an honest "cannot connect". This adds a
cache that does not do that: network-first for everything that can go stale, so a
reader online always gets the live answer and the cache is reached only when the
network cannot answer. The task and note lists stay live; they just no longer go
blank the moment the signal does — a reload through a tunnel, a lift or a
base-station handover comes back to the app instead of the browser's offline page.
Writes are untouched and still go straight to the network; api.js already retries
them across the same short drop. The shell cache is versioned so a deploy lands in
a fresh cache and the old one is dropped on activate; the data cache is cleared on
sign-out so the next person on the browser does not inherit it.
The old hand-registered /sw.js becomes SvelteKit's src/service-worker.js, which it
registers itself, and the push handlers move across unchanged.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
On a touch screen a :hover on the tap target makes iOS spend the first tap
applying the hover and only open on the second — the double-tap Kristian hit
on tasks (and notes). The row hover is gated behind @media (hover: hover)
now, so a touch has no hover to apply and the first tap opens. The note
row's action buttons, which the hover used to reveal, are shown outright on
touch instead. And the task-row hover highlight is a rounded box (border
radius on the row), the same corner as a note in the list.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Kristian sent the exact values; the first Charcoal was a neutral grey guess
and missed them. Now: three panel greys, lightest sidebar (#2d3133) to
darkest editor (#1e1e1e) with the list (#242b2e) between — the reverse of
the usual sunken-is-darkest order, so the editor takes its own --editor-bg
rather than sharing the list's surface. The accent is amber: the selected
menu item is solid #ffce35 with dark text, a selected note is gold #a78c26
with dark text, and the section headings drop to a quiet grey (#8a8e90).
Each per-element colour is a fallback token only Charcoal sets, so every
other theme reads through to the shared token unchanged. Verified the
computed values land on Kristian's samples exactly.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
- A new Charcoal theme — neutral dark greys on the menu, note list and
editor instead of the default's faint green cast, with matching inks;
the green accent stays. It joins the theme picker on its own (the picker
is data-driven from THEMES).
- The text selection is a translucent wash of the accent, not the old
near-invisible tint and not a solid slab — visible on white and on the
dark surfaces, keeping the text's own colour.
- The note list is a rounded card now, the same corner and border as the
editor beside it, with a few pixels more air around the menu and the list.
- Signing out asks first: a second click within a few seconds confirms, so
a button the pointer passes over does not drop you at the login screen.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The chevron beside every section and group was saying "clickable" a
second time next to an icon and a bold name that already said it. Gone
now: a system section folds from anywhere on its heading, and a group
folds from its folder icon while the name still opens the group's page.
No arrow on the rail.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The calendar was a grey grid where every event was the same sunken block
edged in a colour you had to already know. Now the day itself is the
brightest surface and each event is a soft, dusty wash of its own
calendar's colour — so a screen of them reads as colour laid on white,
and two calendars are told apart at a glance. Tasks stay outlined cards,
the thing you can pick up, against the solid washes you cannot.
Today is marked where the day is named: its number sits in a filled disc
at the top of the column, the same one the month grid gives it, over a
faint wash down the whole column.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The scrollbar thumb centred a 4px bar in a 10px track behind a
transparent border, so it floated three pixels shy of the right edge.
The thumb is the track now — a thin 6px rounded bar sitting flush
against the divider line, where a scrollbar belongs.
The group heading is a heading now, not a project row: the smoke test
measured a group against the projects filed under it and read the
section icon as a dot. It measures a group against "Projekter" — the
tier it shares — and reads the icon both headings carry.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
System sections (Projects, Filters, Labels) and user groups (Work,
Home) now share one design: a bold label at menu size, a leading
folder/funnel/tag/people icon, and an always-visible fold chevron.
Groups drop their colour dot for the same folder icon, so the sidebar
reads as one consistent hierarchy instead of two visual languages.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
It sat a pad-width inside the right edge because the scroller lives inside the
sidebar's padding, so it read as floating in the middle. Pull the scroller out
to the border and pad the content back — the rows do not move — and make the
bar thin and dim so it is present without drawing the eye.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Following the Things pass, four bits of polish:
- The fixed views carry their own colour — amber star for Today, blue tray
for the Inbox, red Upcoming, violet Waiting on others, teal Notes, indigo
Calendar — and keep it whether or not they are the active row.
- The active row was all but invisible on the dark sidebar (a half-step of
surface); it is now an accent-tinted selection that reads in both themes.
- The Projekter heading — the only place to add a project or a group — no
longer scrolls away with a long list; it is pinned to the top of the
scroller.
- The note list and the editor lift off the page: white in light, a nuance
lighter than the ground in dark, so the two read as one writing surface.
Screenshots regenerated.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Toward Things' calm: the fixed views carry icons instead of dots — a star
for Today, a calendar for Upcoming, a person for Waiting on others, a tray
for the Inbox. Areas (the user's groups) are set in bold, plainly cased, so
the eye lands on them the way it lands on an area in Things; the system
sections (Projekter, Filtre, Etiketter) stay quiet. And projects sit at the
same left margin whether or not they are in an area — one straight edge down
the sidebar rather than a staircase, with the bold heading doing the
grouping the indent used to.
Screenshots regenerated to match.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at
medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are
choices under Settings → Appearance:
- Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses.
- Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes),
the same mechanism a look uses.
The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names,
the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look,
and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash
in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default
carries no attribute so the base tokens stand.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The first cut put an open-button overlay over the row, which intercepted
every click on the title text — nine smoke tests (and real users) open a
task by clicking its text, and the overlay stole those clicks. Make the
body a role=button instead, with each link stopping its own click from
bubbling: plain text opens the task, a link opens the page.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A task is plain text — the title is an input, the description a textarea —
so a pasted URL just sat there as words. It is now caught at display time
and shown as a link in the list and on the board, without the stored text
ever being anything but plain text.
The link cannot live inside the row's open-button (an <a> in a <button> is
invalid), so the body is a container with the open action as an overlay
behind it: plain text and the meta row still open the task, links are
raised above and take their own click. Conservative about what counts —
an explicit http(s):// or a bare www. host, not every dotted word.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
