Den anden halvdel af den melding, der begyndte det her: linkene i en delt note
førte ingen steder hen, fordi det, de pegede på, ikke var delt. At dele en note
er at dele det, den *siger*, og et link er en del af det.
note_shares får en `linked`-søjle. 0 er en deling, nogen har valgt; 1 er en, der
er udledt af et link. Skellet er hele modellen. Fladen kan sige *hvorfor* en
person har en note — "fulgte med" er en anden sætning end "du delte den" — og de
udledte rækker kan regnes forfra efter hver ændring, uden at røre dem, ejeren
selv har sat.
SyncLinkedShares regner billedet om fra bunden efter enhver af ejerens egne
handlinger: en deling, en fjernet deling, en gemning der har ændret links eller
titel, en sletning. Hele kæden følger med, ikke kun første led, med et loft på
hundrede noter — "del denne ene note" må ikke kunne blive til fire hundrede.
Rollen arves fra den note, man kom fra, og stærkest vinder, når en note kan nås
ad to veje.
Kun ejerens egne noter følger med, og det er ikke en optimering: et link peger
på en titel, og en medredaktør må skrive titler. Kunne et link hente hvad som
helst, kunne den, man har delt med, skrive [[Bankoplysninger]] og læse med.
Derfor slås der kun op blandt ejerens egne noter, og derfor regner kun ejerens
egne gemninger om. Begge dele har en Go-prøve.
Det lukker ikke hullet helt: skriver medredaktøren linket, og gemmer ejeren
bagefter sin egen note, følger den note med dér. Det, der står imod, er
synlighed — linket står som tekst i ejerens egen note, og panelet viser hver
note, der er fulgt med, og hvem der har den.
Udregningen åbner hver af ejerens noter, fordi titlerne er forseglet. Derfor to
værn: har man ikke delt noget, svares der med det samme ud fra ét EXISTS, og en
gemning regner kun om, når links eller titel faktisk har flyttet sig. Uden det
første kostede "Ny note" halvfems millisekunder, og i det hul nåede e2e-prøven
for monospace at taste sin titel ind i den forrige note, som editoren så tegnede
væk.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig.
Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det
første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første
resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så
åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt,
tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der
deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at
kunne åbne det.
Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder
inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele
noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under
markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og
sin egen tekst.
Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML
gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som
htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode.
To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ
Kommendes liste has always been the next seven days and nothing else. Seven days
is the right walk to take in the morning, and it is still what the view opens on
— but "when does this month get busy" is a different question, and the month grid
answers it with shape rather than in order. So the list now takes a horizon: 7,
14 or 30 days, chosen with a switcher beside the view buttons.
Only the list gets one. A week grid is a week and a month grid is a month; there
is no fortnight for them to show, so the switcher is hidden in those modes.
The choice lives in localStorage next to the mode, under its own key. It is the
same kind of choice as list-or-grid — how you want to look, not a fact about the
work — and it should survive a reload without following you to a phone where
thirty day headings is a very long scroll.
Once the strip is longer than a week the day headings carry the week number.
Thirty days repeat every weekday four times, and "mandag 6. okt" alone does not
say which mandag.
Server side the endpoint already took `?days=` and capped it at 31, so the window
needed nothing — but its row limit was a constant 1000 written for a week. A
month asked for with a week's ceiling would truncate the last days silently, and
a day cut off the end of the answer looks exactly like a day with nothing due, so
the limit now follows the window.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com>
Claude-Session: https://claude.ai/code/session_01SA1TDmgQZw3AufJqkbwezx
The caching worker controls every page once it registers, and Playwright's
page.route() does not see the fetches a worker makes — so the failed-load test,
which forces a 500 to check the error path, got the real 200 through the worker
and read as a broken feature. Block the worker by default and turn it back on only
for the offline test, which is the one that needs a real one.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The service worker did Web Push and nothing else, with a note that a cache
serving yesterday's data was worse than an honest "cannot connect". This adds a
cache that does not do that: network-first for everything that can go stale, so a
reader online always gets the live answer and the cache is reached only when the
network cannot answer. The task and note lists stay live; they just no longer go
blank the moment the signal does — a reload through a tunnel, a lift or a
base-station handover comes back to the app instead of the browser's offline page.
Writes are untouched and still go straight to the network; api.js already retries
them across the same short drop. The shell cache is versioned so a deploy lands in
a fresh cache and the old one is dropped on activate; the data cache is cleared on
sign-out so the next person on the browser does not inherit it.
The old hand-registered /sw.js becomes SvelteKit's src/service-worker.js, which it
registers itself, and the push handlers move across unchanged.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A save made while the connection blips for a few seconds is retried rather
than reverted: the request layer keeps trying a network failure for a
fifteen-second window, waking the instant the OS reports a link again, and
only falls back to the existing error path if the drop outlasts it. A quiet
"reconnecting" pill appears if the wait passes about a second, and leaves
the moment it heals — so a two-second blip is felt as nothing at all.
This is deliberately not offline mode: the app is a live view of a shared
list, so there is no cache to work in with no server and no write log to
reconcile. It is only the blip, ridden out. A server error (4xx/5xx) is the
server answering and is not retried; an aborted request (a superseded
search) is left to propagate.
Kristian: an offline function for when the net drops for short periods,
seconds. Shared items stay server-authoritative — nothing is edited against
a stale copy for longer than the blip.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The chevron beside every section and group was saying "clickable" a
second time next to an icon and a bold name that already said it. Gone
now: a system section folds from anywhere on its heading, and a group
folds from its folder icon while the name still opens the group's page.
No arrow on the rail.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The scrollbar thumb centred a 4px bar in a 10px track behind a
transparent border, so it floated three pixels shy of the right edge.
The thumb is the track now — a thin 6px rounded bar sitting flush
against the divider line, where a scrollbar belongs.
The group heading is a heading now, not a project row: the smoke test
measured a group against the projects filed under it and read the
section icon as a dot. It measures a group against "Projekter" — the
tier it shares — and reads the icon both headings carry.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A native HTML5 drag occasionally does not register under CI load, leaving
the group empty and the group-page assertion failing for a reason unrelated
to the test. Retry the drop until the project actually sits under the group.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar redesign puts every project at the same left edge; flip the
assertion from "indented more than a fixed view" to "in line with it".
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at
medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are
choices under Settings → Appearance:
- Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses.
- Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes),
the same mechanism a look uses.
The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names,
the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look,
and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash
in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default
carries no attribute so the base tokens stand.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Andreas signed up as "andreas" and was shown that way everywhere. A name
is now capitalised on the way in — the first letter of each word raised,
the rest left as typed — in CreateUser (signup and invite-accept) and
UpdateProfile, so display, mail and export all agree.
Existing accounts are fixed by an idempotent startup pass
(NormalizeUserNames), the same shape as SealNotes: the rule is Unicode-aware
and per word, which SQLite's UPPER cannot spell, so it lives in Go rather
than a migration.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The first cut put an open-button overlay over the row, which intercepted
every click on the title text — nine smoke tests (and real users) open a
task by clicking its text, and the overlay stole those clicks. Make the
body a role=button instead, with each link stopping its own click from
bubbling: plain text opens the task, a link opens the page.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
A task is plain text — the title is an input, the description a textarea —
so a pasted URL just sat there as words. It is now caught at display time
and shown as a link in the list and on the board, without the stored text
ever being anything but plain text.
The link cannot live inside the row's open-button (an <a> in a <button> is
invalid), so the body is a container with the open action as an overlay
behind it: plain text and the meta row still open the task, links are
raised above and take their own click. Conservative about what counts —
an explicit http(s):// or a bare www. host, not every dotted word.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
The assignee chip reads as a delegation now, so its title changed from
"Ansvarlig: {name}" to "Uddelegeret til {name}". Point the role-edit
smoke test at the new title.
Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com>
Snooze puts a task out of the way without finishing it or filing it: it sinks to
the bottom of its list and greys, and comes back on its own when its time passes.
No job wakes it — "snoozed" is just snoozed_until being still in the future, read
against the clock each time the list is ordered.
- `snoozed_until` on tasks (migration 0031); the list order sinks a still-snoozed
task below everything, and it rejoins its place the moment the time passes.
- POST /tasks/{id}/snooze {until} — an RFC3339 time to snooze to, or empty to wake.
Nothing else about the task moves; a snooze is about when you want to see it, not
when it is due.
- The task drawer gains quick picks (this evening / tomorrow / next week) and a
custom time, and a Wake now once it is snoozed. The row dims and carries a
"snoozed until X" mark, and the list keeps snoozed tasks at the foot — the client
sorts the same way the server does, so a drag-sorted list does not jump on reload.
Tests: snooze sinks a task below one made after it and waking returns it (Go); and
from the drawer the row greys, shows the mark, and un-greys on wake (e2e). Full
suites green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Archiving a single note meant finding its row in the list and its hover-only
button. With a note open to read or write, the one place you would reach for it —
its own footer, beside Gem and Slet — had no way to put it away.
There is one now: Arkivér between Save and Delete, which reads "bring it back" once
the note is already archived. Owner only, like delete, and it runs the same archive
the row button does — the note leaves the list without leaving the account.
e2e: archiving from the footer takes the note off the list, the archive holds it
with a bring-back button, and bringing it back returns it. The existing bulk-archive
test is scoped to the selection bar, now that "Arkivér" also lives in the footer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Choosing a note from the [[ completion wrote [[Title]] as plain text. It made a
real link behind the scenes — it showed in the panel under the note — but in the
note itself it stayed brackets, and "it doesn't become a link" is exactly how that
reads. A wiki link is a link where it is written.
Now a [[note]] renders inline as the title, in the accent colour, and a click on it
opens the note it points at. It is atomic — contenteditable="false" — so it moves
and deletes as one thing and a click is a click, not a caret landing mid-word. And
it appears the moment it is chosen: the completion drops the finished link in,
brackets and all swallowed, rather than text waiting to become a link when the note
is next opened.
The seam holds both ways: markdownToHtml lifts [[title]] into the link the same way
it already lifts an image, and htmlToMarkdown reads the link back to [[title]] by
the title it carries — so what is on disk is still the same Markdown, and a note
opened, saved and reopened is unchanged.
e2e: choosing a note writes an inline link, it survives the round-trip through
Markdown and a reload, and clicking it opens the note it names. Full suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Picking a note from the [[ completion wrote [[Title]] and the server made a real
link from it — but the link only ever showed in the panel under the note as plain
text. It said the note pointed somewhere and gave no way to go there, which reads
as "it didn't become a link at all".
The links in that panel are buttons now. A [[note]] resolves by its title to the
note — the one already on the list, or looked up if not — and opens it in place; a
#project goes to its page; a task link to the task. Titles with punctuation work,
brackets and parentheses included, because the match is on the whole title, not a
parse of it.
e2e: after linking a note, clicking its chip opens the note it names.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Typing [[ did nothing. The toolbar hint offered "[[ another note" and the parser
turned a fully-typed [[Title]] into a link on save, but the completion that makes
it usable — the one # has for projects — was never there, so you had to know and
type a note's title exactly, brackets and all.
Now [[ opens the same picker # does, over the notes the page has loaded: the
current note is left out (a note linking to itself is a loop nobody meant), and
one without a title yet cannot be pointed at. Choosing a note closes its own
brackets — the opener is already in the text — and leaves a space, so the next
word is a word and not more of the tag. On save the link is real and shows in the
note's links, not merely as text.
The picker's two kinds are told apart where a project wears its colour: a note
suggestion wears the brackets that open it.
e2e: [[ offers a note by title, choosing it writes [[Title]] into the note, and
the link lands in the note's links. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A timed task was drawn at a fixed half hour whatever its `duration_min` said, so a
length the data model already carried was invisible and uneditable. Three parts:
- The calendar draws a task at its real length — a quarter-hour floor so a
zero-minute task is still grabbable, the day's end as the ceiling — instead of a
flat thirty minutes. A ninety-minute task now looks like ninety minutes.
- A grip along the foot of a timed task drags its length. Pointer events, not the
HTML5 drag the body uses, and stopPropagation between them — otherwise making a
task longer would pick it up and move it instead. It snaps to the quarter hour,
follows the handle live, and writes once on release through a new store `resize`.
Moving a task (the existing day/time drag) leaves the length alone.
- The task drawer gains a length field beside the time — minutes, shown only with
a time to hang it on, since a duration without a start is a length of nothing and
the calendar has nowhere to draw it. So a length can be set off the calendar too.
e2e: dragging the foot of a task makes it longer both on screen and in what the
server stores, and the time does not move. Full Chromium suite green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The sharing controls were laid out across the note's footer — the project select,
the whole "Del med personer" panel and the Save/Delete buttons all on one row. It
crammed: "Læg i projekt" wrapped to two lines and the people panel ran into the
rest.
Now one Del button in the footer opens a popover that holds both ways a note is
shared — a project and named people — stacked in a small card. The footer is a
status on the left and Del / Gem / Slet on the right, and nothing wraps. The
button carries a count when the note is shared with someone, so "shared" is
legible without opening it.
The popover closes on a click outside, on Escape, and on switching to another
note — the last tracked by note id, so a save returning a fresh copy of the same
note does not slam it shut mid-use. The inner "add someone" button is now Tilføj,
so it does not read as a second Del.
e2e updated to open the popover before reaching the controls; full Chromium suite
green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A <pre> is preformatted, so the browser answered Enter by inserting a <br> and
keeping the caret inside it. A monospace last line therefore trapped everything
typed after it in monospace, with no way back to body by typing — and the style
menu could not get out either: `formatBlock('p')` on a line inside a <pre> nests a
<p> *inside* the block (`<pre>…<p>body</p></pre>`), so the text stayed monospace
and the note was left malformed. Reported as "monospace keeps going and I can
neither delete it nor switch to body".
Two fixes, both in the editor:
- Plain Enter in a <pre> now steps out: the tail after the caret becomes a
paragraph below the block, and that is where the caret lands. Shift+Enter is
untouched, so a soft line break still writes multi-line code inside the block —
Enter to leave, Shift+Enter to stay.
- The style menu converts anything touching a <pre> by hand, replacing the element
rather than reformatting inside it, so a monospace line goes cleanly back to body
(or to a heading) instead of nesting.
The split can leave an empty text node in the new paragraph, and a block with no
element and no text is not a caret host in Chromium — the next keystroke falls back
into the block above. So an empty paragraph is given a <br> to stand in, which was
the difference between the caret landing in the new line and the text reappearing
in the code.
e2e: a monospace line left on Enter is body after it, Shift+Enter stays monospace,
the menu returns it to body, and the whole thing survives the round-trip through
Markdown and a reload.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The calendar test asserted `[data-date=day] .tevent` had a count of exactly one —
the mocked meeting — after dragging its task to the next day. That count assumed
the day held nothing but this test's own events. It does not: the suite shares one
database, and an earlier test drags a task across a month boundary, which on some
dates lands a timed task on this very day. A timed task renders as a `.tevent`
too, so the count was two, and the test failed — but only in the full run, and
only when the date arithmetic put the two tests on the same cell. Alone it passed,
which is exactly the shape of a shared-state collision rather than a real bug.
Named, not counted: assert the meeting is still there and the task is no longer in
the day's column, which is what "the events stayed, the task moved" actually
means — and is true however full another test left the day. Same for the all-day
band. No product code changed; the drag and everything it checks are untouched.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The project-filing control was relabelled "Del i" → "Læg i projekt" and its empty
option "Kun mig" → "Intet projekt" (a note can now be shared with people while
under no project, so "kun mig" was no longer true). The two e2e tests that drove
that control by its old label are updated to the new one.
And a new test for the feature itself: an owner shares a note with a second
account from the Del med personer panel, the recipient's own list grows a Delt
med mig group with the note in it, a viewer's row carries no star or archive
control, and unsharing takes it back off their list. The recipient is navigated
on the origin the invite signed her in on — VERDANDE_BASE_URL is localhost while
the suite drives 127.0.0.1, and a session cookie set on one host is not sent to
the other.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Grøn i månedsvis, rød i morges — på en commit, der ikke var i nærheden af en
kalender. Det kostede en runde at tro, det var min egen ændring.
Testen lægger opgaven på i morgen og trækker den til dagen efter. Er i morgen en
søndag, er kilden sidste kolonne i sin række og målet første celle i den næste —
nede i den del af gitteret, et 720 px vindue skærer af. Et syntetisk træk slipper
i målets midtpunkt uden den auto-scroll, en rigtig markør får af browseren, så et
mål under folden bliver aldrig ramt. I går lå begge celler i samme række.
To ting rettet, og den anden er den vigtigste:
- Vinduet er højt nok til alle seks rækker under månedsdelen.
- Målet tages fra gitteret frem for at blive regnet ud af datoen. Dagen efter i
morgen ligger ikke altid i den måned, der vises — i enden af en kort måned
falder den udenfor — mens cellen ved siden af altid gør. Med et fald tilbage
til cellen før, for den ene dag om måneden hvor der ikke er en efter.
Appen fejler ikke noget: en rigtig bruger ruller.
Meldt ind som "noter vises ikke i den nye listeform": hver eneste overskrift stod
der med sit tal, og der var ikke en eneste note under nogen af dem.
Før var der ét `<ul>`, og *det* rullede. Da listen blev delt i grupper, blev hver
gruppe sit eget `<ul>` — og dermed sit eget flex-element med `overflow-y: auto`.
Flex-elementer skrumper som udgangspunkt, og et element, der skrumper og klipper,
viser ingenting. Med tyve måneder i søjlen fik hver liste nul at være høj i.
Rulningen hører til kassen om dem alle, ikke til hver af dem.
**Prøven fangede det ikke, og det er værd at forstå hvorfor.** Den lavede to noter,
altså tre grupper, i et vindue på 720 pixels — og med så få grupper er der plads
nok til, at skrumpningen ikke bider. Fejlen kræver pres. Prøven gør vinduet lavt
nu og kigger efter, at rækkerne kan *ses* og ikke bare findes, og den siger
desuden hvor rulningen ligger: på kassen, ikke på listerne. Den er set fejle med
den gamle stil.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
`recurrence.Describe` skriver dansk. Fladen kunne navngive de fem almindelige
regler selv, og alt andet — "hver mandag", "hverdage", "hver anden uge tirsdag" —
faldt tilbage til serverens tekst, som er dansk uanset hvad kontoen er sat til.
Serveren kan ikke bare tage en locale med, og det er ikke dovenskab: `toTaskJSON`
har niogtyve kaldesteder, og mange af dem er WebSocket-udsendelser, hvor én
nyttelast når alle i et projekt på én gang. Der findes ikke ét sprog at skrive den
i.
Men reglen er den samme, uanset hvem der læser den. Den ligger allerede i
nyttelasten, så beskrivelsen hører hjemme dér, hvor læseren er — i fladen.
Serverens tekst bliver stående som reserve. Den er stadig den, et API-kald og en
MCP-forbindelse får, og de har ingen flade at oversætte i.
Ugedagen kommer fra `Intl` og ikke fra en tabel — ikke for at spare syv strenge pr.
sprog, men for at få de navne, sproget faktisk bruger. Dagene sorteres, som ugen
går, frem for som reglen tilfældigvis skrev dem: "mandag og torsdag" og "torsdag og
mandag" er den samme regel, og den ene af dem er den, folk siger.
Og to har sit eget ord på begge sprog — "hver anden", "every other". Det er ikke
tallet to sat ind i den samme sætning, så det er sin egen nøgle. Et sprog, der
bøjer enheden efter tallet, kan ikke sættes sammen af stumper; derfor står tallet
inde i teksten frem for at blive limet på.
Prøven bruger `hver mandag` og `hverdage`, fordi de netop *ikke* står på listen
over de fem, fladen altid har kunnet. En tredje vending, jeg først skrev prøven
med — "hver anden tirsdag" — viste sig ikke at være en, hurtig tilføjelse
overhovedet læser: den lagde "hver anden" i titlen og gjorde "tirsdag" til en dato.
Det er en anden sag, og den står nu skrevet ét sted, hvor den kan tages op.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ugen fandtes på Kommende og på Kalender, men ikke dér hvor et projekt bor — og det
er dér, "hvornår sker de her fire ting" oftest bliver spurgt.
Inde i kalendervisningen frem for som en fjerde `view_mode`. `view_mode` er
projektets og delt med alle, der kan se det, mens uge eller måned er et spørgsmål
om hvor bred skærmen er, foran hvilken der sidder én person — samme grund som
sidebjælkens bredde ligger i localStorage af. Og en fjerde værdi ville kræve en
tabelombygning: `CHECK (view_mode IN ('list','board','calendar'))` kan SQLite ikke
ændre på plads.
**Og så fandt den en fejl, der har ligget og ventet.** `cursor` blev sat med
`span === 'week' ? … : …`, hvilket læser `span` i det øjeblik komponenten bliver
til og fanger den værdi for altid. Byggeriet har advaret om det lige så længe. Så
længe hver visning havde sin egen komponent, gjorde det ingen forskel — og det
gjorde det i samme sekund, en vælger begyndte at skifte `span` på den samme.
Markøren stod på den 1. i måneden, og et skift til uge landede på ugen omkring den
1.: "27. jul.–2. aug." for en person, der kiggede på august.
Rettet, med den ene undtagelse skrevet ned: en månedsvisnings markør *er* den
første i måneden, så et skift til uge, mens man står i den indeværende måned,
skal lande på den uge, i dag ligger i — ikke på ugen omkring den 1.
Og en anden fælde, jeg selv gik i undervejs: en underklasses felter sættes *efter*
basens konstruktør er kørt. Nøglen til localStorage som et felt på en underklasse
betød, at valget blev gemt ét sted og læst et andet — en uge, man havde valgt, var
en måned igen efter en genindlæsning. Nøglen er et argument nu; et argument har
ingen rækkefølge at tage fejl af.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "den er for tæt på en eller anden måde". Grunden var ikke afstanden
mellem rækkerne: hver række sagde tre ting, og to af dem gentog sig selv nedad.
Datoen stod på hver eneste række — også når tyve noter deler dag — og projektet
fik en linje for sig selv. Tre linjer pr. note, gange tolv hundrede.
Gentagelserne er flyttet derhen, hvor de siger noget.
**Datoen er blevet til overskriften.** I dag · I går · Denne uge · August 2026 …
og så er den væk fra rækken. Noten går fra tre linjer til to, og luften kommer af,
at der er mindre at skrive — ikke af at listen bliver længere.
**Favoritterne har fået deres egen gruppe.** De lå allerede først; der stod bare
ikke hvorfor.
**Grupperingen følger sorteringen.** Sorteret på "Oprettet" grupperes der på
oprettelsesdatoen, på "Senest rørt" på den — ellers ville listen stå i én
rækkefølge og være grupperet efter en anden, og så er overskrifterne løgn.
Sorteret på navn er der ingen dato at gruppere på, så det bliver forbogstavet, og
datoen kommer tilbage i rækken, hvor den så er det eneste tilbage, der siger noget.
**Arkivet grupperes med.** Det er dér, de tolv hundrede importerede ligger, og
dér, det betyder mest.
**Projektet har sin egen farve** — den samme prik som i sidebjælken. Mærkaten sagde
det samme som alle de andre i en grå, der var lysere end uddraget, og projektet er
dét, man skanner efter, når man leder i tolv hundrede noter. Prikken bærer farven
og ikke teksten: fem projektfarver som skriftfarve er fem forskellige grader af
læsbarhed, og den lyseste er ikke læsbar.
Fire ting, der blev fundet ved at se på det:
- Uddraget gentog titlen, fordi titlen *er* første linje. Det var skjult, så længe
en dato stod imellem dem.
- Uddraget klippes ikke af sig selv. Det lå før i en flex-boks, der ejede
afkortningen; da datoen flyttede op, forsvandt boksen, og sætningen løb videre
ind under favoritstjernen.
- Overskriftens stjerne hed `.star` ligesom rækkens favoritknap og arvede dens
gennemsigtighed. Den stod der aldrig. To ting, der ligner hinanden, er ikke det
samme.
- En `aria-label` på foldeknappen erstatter knappens indhold som dens navn — og
knappen *er* overskriften, så overskriften kom til at hedde "Fold I dag sammen".
Sidebjælkens gruppehoveder gør det rigtigt, og gør det nu begge steder.
Sammenfoldning huskes ikke på tværs af besøg: en gruppe, der åbner foldet uden at
nogen bad om det, er en liste, der ser tom ud.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Bedt om: "jeg vil have tid på opgaver, og jeg vil kunne justere dem i kalenderen."
Serveren kunne det hele i forvejen — `due_date` og `due_time` læses sammen og
bliver til et `due_datetime` i kontoens tidszone. Det var fladen, der ikke havde
nogen vej til at sige det.
**Et felt i opgaveruden.** Tomt, indtil nogen sætter det: en opgave uden
klokkeslæt er det almindelige, og et felt, der åbner på 00:00, påstår, at noget
skal ske ved midnat.
**Og en fejl, der lå og ventede.** Serveren læser en dato uden en tid som "ryd
tiden". Så et gem af datoen alene tog klokkeslættet med sig — man rettede dagen og
mistede timen — og det samme gjorde hvert eneste træk i kalenderen. Ingen af
delene sagde noget.
`reschedule` siger nu tiden højt, tre måder, fordi de to første ligner hinanden i
JavaScript og derfor skal skilles ad ét sted frem for at blive forvekslet fire:
undefined behold den, opgaven har — månedens ruder, hvor der ingen tid er at læse
'' ryd den — heldagsbåndet
'HH:MM' sæt den — et sted på døgnet
**Hvor på søjlen man slipper, er klokkeslættet.** Målt mod søjlens egen kasse frem
for mod siden, så det bliver rigtigt uanset hvor gitteret sidder og hvor langt der
er rullet. Rundet til kvarter: minuttet under markøren er ikke en oplysning, nogen
har — pegefingeren er bredere end et minut — og 14:07 er et tal, der ser ud som om
det blev valgt.
Prøven går hele vejen: sæt tiden, genindlæs og se at serveren tog den, ret datoen
og se at timen bliver, find opgaven på sit klokkeslæt i ugegitteret, og træk den op
i båndet igen. To ting, den lærte undervejs, står skrevet ved den: et træk over
fire hundrede pixels skal gå i skridt, ellers har browseren for få mellemstationer
til at holde gesten i live — og klokken skal være tidlig, for klokken fjorten
ligger under skærmkanten, og at måle noget dernede ruller siden væk under målet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting, meldt ind fra en uge, der ikke svarede på det, man åbnede den for.
**Dagene var ikke lige brede.** Gitteret stod på `repeat(7, 1fr)`, og `1fr` er
`minmax(auto, 1fr)`: `auto` som minimum betyder, at en søjle ikke kan blive
smallere end sit længste ord. Én opgave, der hed "Gårdbutikken på Møllerup Gods —
opfølgning på mail", gjorde onsdag dobbelt så bred som mandag og klemte resten af
ugen sammen om den. `minmax(0, 1fr)` lader søjlen blive så smal, den skal, og så
klipper brikken sin tekst af — hvilket den allerede kunne.
**Ugen var syv punktopstillinger.** Den svarede på "hvad skal der ske torsdag" og
ikke på "hvornår", og det andet er det, man åbner en uge for. To møder klokken ti
er en konflikt, man skal kunne se, ikke læse sig til.
Nu et gitter med en tidsrende og syv dage: timerne ned ad siden, begivenheder
placeret efter klokkeslæt, og et bånd foroven til det, der ikke har et — en
heldagsbegivenhed lagt klokken nul ville påstå, den holdt fra midnat til midnat.
Overlappende ting deler bredden i sammenhængende klynger frem for parvist:
overlapper A med B og B med C, skal alle tre dele, også når A og C ikke rører
hinanden. Ellers ville A og C hver tro, de havde halvdelen, og lægge sig oven på
hver sin halvdel af B.
Hvilke timer der tegnes, kommer fra ugens egne begivenheder med arbejdsdagen som
gulv. Et helt døgn er fireogtyve rækker, hvoraf de otte altid er tomme, og så er
gitteret noget man ruller i frem for noget man ser — men en vagt klokken fem skal
med, uden at alle andre uger betaler for den med tomme rækker.
Måneden er ikke rørt ud over søjlebredden. En dag i en månedsrude er halvanden
centimeter høj; et døgn tegnet i den er ikke en visning, det er en streg.
Brikkerne er flyttet ud i to snippets, som begge visninger tegner med. De viser
de samme to ting og skal vise dem ens; det er placeringen, der er forskellig, og
så er det kun placeringen, der står to steder.
`data-date` følger med over på ugens timesøjler — det er sådan noget uden for
komponenten peger på en dag. Båndet får sit eget `data-allday`, så de to ikke
bliver til det samme svar på ét spørgsmål.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Meldt ind som "jeg kan ikke skifte mellem noter — uanset hvilken jeg trykker på,
åbner de ikke".
Editoren indlæste med `note.body.trim()` uden værn. `body` er en streng fra
serveren hver eneste gang — indtil den ikke er, og så kaster den her inde i et
`$effect`. En effekt, der kaster, tager komponentens opdateringer med sig: den
forrige note bliver stående, og *ingen* note kan åbnes bagefter. Klikket kan ikke
engang lande, hvilket er derfor det ikke ligner en fejl i noten, man klikkede på,
men i hele ruden.
To ting, ikke én. Værnet, så en manglende krop er en tom note. Og en ramme om
tegningen, så det næste, der en dag ikke kan tegnes, heller ikke bliver til det
her: en note, der fejler, viser sin egen tekst uden formatering, og resten af
ruden virker videre.
`loadedId` sættes nu før tegningen frem for efter. Ellers ville effekten prøve
igen ved hver eneste ændring bagefter og kaste hver gang.
`textContent` og ikke `innerHTML` i faldbakken: teksten er ikke tegnet, og at
lægge den ind som markup ville være at køre præcis det, tegningen nægtede.
Gemningen er ikke i fare — den skriver `draft`, som kommer fra svaret og ikke fra
det, der står i editoren, indtil nogen taster i den.
Prøven tvinger formen frem i stedet for at vente på den nyttelast, der gjorde
det. Hvad der end fik `body` til at mangle, er svaret det samme: én note må ikke
kunne låse de tolv hundrede andre ude. Den er set fejle uden rettelsen — med
netop den fejl, konsollen viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækkefølgen af sektioner *er* planen — "Planlægning" står før "I gang", fordi det
er den vej arbejdet går — og indtil nu kunne den kun laves om ved at slette en
sektion og lave den igen, hvilket smider dens opgaver ud i det usektionerede
område på vejen.
Hele overskriften er håndtaget. En sektionsoverskrift indeholder ikke noget, der
selv bliver trukket, så der er ingen geste at stjæle — hvilket er grunden til, at
sidebjælkens rækker skulle have et greb, og grunden til at disse ikke skal. Ikke
draggable mens den omdøbes: et draggable element lader ikke markøren vælge tekst
i det felt, det indeholder.
Serversiden er hele listen på én gang som projekter og grupper, og af samme
grund: et projekt har en håndfuld sektioner, så 0, 1, 2 … er én lille transaktion
uden præcision at løbe tør for, og en liste kan ikke ende halvt anvendt.
`ReorderSections` er scopet til projektet og ikke til en ejer — en sektion har
ingen ejer, den hører til et projekt, og om du må rykke rundt er et spørgsmål om
det projekt, som handleren allerede har stillet. Id'er fra et andet projekt
springes over af WHERE-klausulen; der er en prøve på præcis det, fordi ingenting
ellers kontrollerer id'erne enkeltvis.
Båndet stod fire pixels skævt. Det var trukket ud med --s2 og polstret med --s3 —
samme idé gjort med to forskellige tal — så det blev otte pixels bredere end
listen i hver side, og teksten landede fire pixels uden for den kolonne, rækkerne
holder. Til venstre var det usynligt. Til højre var det Omdøb og Slet, der stod
fire pixels forbi alt over og under sig, hvilket er præcis langt nok til at ligne
en fejl og ikke langt nok til at se hvorfor. En række er `.row` med
`padding: var(--s2)` inde i en boks uden, så båndet har nu samme polstring og
ingen margen.
Board-visningen er ikke rørt: der er kolonnerne vandrette, og det er en anden
geste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Hele sidebjælken rullede, så runen og I dag forsvandt over kanten, så snart der
var projekter nok — og de er dem, man er på vej hen til oftest. Alt under de
faste visninger ligger i en rulleboks nu, så rullebjælken begynder under dem.
En boks indeni frem for `position: sticky` udenom: et klæbende hoved efterlader
rullebjælken i fuld højde ved siden af sig, og det var netop den, der skulle
starte længere nede. Snippet-erklæringerne bliver liggende udenfor — de tegner
ikke noget selv, men de kaldes oppe fra .views, og en snippet erklæret indeni
hører kun til indeni.
Chevronen for en mappe dækkede gruppens prik med et felt i --surface. På den
sænkede bjælke er det en lys firkant, og en foldet gruppe har sin chevron fremme
permanent, så klodsen stod der hele tiden. Prikken tones ud i stedet.
Det kostede en fælde: en `opacity` under 1 laver en stakkontekst og maler
elementet, som var det placeret med `z-index: 0`. Prikken lagde sig dermed oven
på knappen, den lige var forsvundet for, og tog klikket — usynlig og stadig i
vejen, så gruppen ikke kunne foldes. Ét lag op på knappen, og rækkefølgen er
som før.
Prøven for vandret rul måler nu begge bokse. Bjælken selv er `overflow: hidden`,
så en for bred række ville blive klippet dér og aldrig nå at tælle med — den
ville bestå af den forkerte grund.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Søgningen sorterede efter dato.** Usynligt med ti noter og ubrugeligt med tolv
hundrede: de blev alle importeret samme aften, så `updated_at` siger ingenting, og
loftet skar listen af ved halvtreds vilkårlige rækker. At søge "Tesla" svarede med
en note om nginx først og noten, der hedder "Tesla Model Y", bagefter — hvilket
læses som en søgning, der ikke virker, fordi det fra brugerens plads er præcis
dét.
Nu bm25, med titlen vægtet ti gange kroppen: et ord i titlen er, hvad noten
*handler om*, mens det samme ord én gang i en lang krop er en henvisning. `fold`
vejer som kroppen, ellers ville et dansk match slå et præcist. Sammenføjet frem
for `rowid IN (…)`, fordi rangeringen hører til matchet, og en underforespørgsel
smider den væk. Fladen sorterer ikke om, når der er søgt — det ville kaste netop
det væk, der gør en søgning i tolv hundrede noter brugbar.
**Et træk af en note hen på et projekt gjorde ingenting.** `ondragover` tog imod
både opgaver og noter, så rækken lyste op — og `ondrop` sendte kun opgaver videre,
mens noten faldt ned i grenen, der omarrangerer projekter, hvor den ikke betyder
noget. Den værst mulige form for i stykker: den så ud, som om den ville virke,
helt indtil man slap.
Det står i overleveringen som "virker i koden, men ikke fastholdt i prøver, fordi
prøven blev upålidelig". Den er skrevet igen, og den ser på resultatet — ligger
noten i projektet bagefter — frem for på om rækken blev fremhævet, hvilket var
netop det, den gamle kunne se og som blev ved med at være sandt, mens funktionen
var i stykker.
**Og datoen i listen var altid `updated_at`.** For tolv hundrede importerede noter
er det i aftes, så en note fra 2017 stod som "i går", og den dato, man sorterede
efter, var ingen steder at se. Rækken viser nu den dato, listen er sorteret efter,
og har begge i sit værktøjstip.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To huller fra sikkerhedsgennemgangen, og de er samme historie fortalt to gange:
den ene kontrol, der findes til når adgangskoden allerede er tabt, kunne omgås af
netop den, der havde adgangskoden.
**H1 — spanden blev fyldt af adgangskoden alene.** `handleLogin` nulstillede
ratebegrænseren ved hver korrekt adgangskode, *før* den så på, om der var en
andenfaktor. Det gav én, der havde kodeordet, ubegrænsede portioner på ti gæt:
log ind, få en frisk spand og en frisk ventende session, brug ti gæt på koden, log
ind igen. Med tre gyldige koder i ethvert øjeblik og tyve forespørgsler i
sekundet er det lige odds inden for en eftermiddag.
Spanden ryddes nu først, når login er *færdigt*, og der er kommet en spand mere:
koder tælles pr. konto og ikke kun pr. adresse. Adressespanden er slået af enhver
med mere end én adresse, hvilket er det almindelige — en telefon og en bærbar er
allerede to. Det, der gør en sekscifret kode sikker, er at gæt er en knap
ressource, og knapheden skal tælles imod det, der bliver angrebet.
Den ventende session får lov at leve. At afslutte den ved første forkerte ciffer
blev overvejet og valgt fra: det ville koste en, der taster ét tal forkert, sin
adgangskode igen, og det køber næsten ingenting oven i loftet pr. konto.
**M3 — et lækket token kunne tilmelde sin egen andenfaktor.** `/auth/totp/setup`
lå kun bag `requireAuth` og spurgte om ingenting, mens `disable` altid har
krævet adgangskoden: døren åbnede med et token og lukkede kun med et kodeord. Et
stjålet token kunne hente hemmeligheden, lægge den i sin egen godkender, bekræfte
den og beholde den eneste kopi af gendannelseskoderne. Ejerens næste login ville
stoppe ved en kode, de ikke havde, og de kunne ikke slå den fra uden at logge ind
først. Et tyveri bliver til et lejemål — den sætning står allerede i filen ved
siden af om passkeys, og det er den samme regel.
Nu bag `requireSession` sammen med passkeys og sessionerne, og `setup` spørger om
adgangskoden ligesom `disable`. Symmetrien er pointen: at slå den til er mindst
lige så indgribende som at slå den fra.
Og en note kan oprettes inde fra et projekt. At ligge i et projekt *er* måden en
note deles på, så det er én handling frem for to — man skulle før oprette noten
under Noter og bagefter finde projektet frem i "Del i". Ruden findes nu, også før
der er en eneste note, for ellers er der ingen knap dér, hvor man opdager at der
skal skrives noget ned.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel:
kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage.
**OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som
*Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun
Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er
klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord,
man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør.
Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen
OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det
næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op.
`internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme
flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails:
én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved
at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer
alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en
opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en
en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan
ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021
skulle igennem.
Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et
sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit,
og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret
ikke stille viser noget forkert.
`CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en
opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er
læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre
færdigt ved en andens møde.
To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den
må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https.
Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret fra brug: man kunne ikke indsætte billeder eller trække filer ind i
noter. Det passede — importen kunne tage billeder med, og intet andet kunne.
Indsætningen tog kun `text/plain` og smed resten væk, og der var slet ingen
håndtering af et træk. At indsætte et skærmbillede er det mest almindelige, der
findes i et noteprogram, og det gjorde ingenting overhovedet.
Der manglede også et sted at lægge filen. Vedhæftninger på en note fandtes i
databasen, siden migration 0021, men kun importen kunne skrive dem; der var ingen
rute. Nu er der en, med editor-rettigheder på noten og samme svar for "findes
ikke" og "ikke din", så et id ikke kan afprøves.
Skrevet ind som `` og ikke som en data-URL: en note er Markdown i en
database, og et fotografi fra en telefon som base64 midt i teksten ville gøre
noten til fire megabyte tekst, der skal læses hver gang listen tegnes.
`execCommand` frem for at bygge noden selv, fordi det er dét, der lægger
handlingen i browserens egen fortryd-historik — ⌘Z tager billedet ud igen,
ligesom det tager et ord ud.
`preventDefault` på både dragover og drop. Uden den første kommer der intet drop;
uden den anden åbner browseren filen i stedet, og man mister det, man var i gang
med at skrive, til en fane med et billede i. Kun filer: et træk inde fra appen
selv bærer vores egen nyttelast og skal falde igennem til den, der lyttede.
Prøven går begge veje ind, ser at billederne bliver hentet og tegnet, og læser
filen bagefter for at sikre, at der står to bilagsadresser og ingen data-URL.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
At vælge en kalender er nogen, der siger "vis mig den her". At gemme valget og
lade gitteret stå tomt, til fejeren kommer forbi et kvarter senere, er en
kalender, der påstår, at fjorten dage er fri — og personen står på siden med
knappen under hånden. Gemningen henter nu selv.
Og er der forbundet en konto uden at der er valgt nogen kalendere, siger
visningen dét. "Der er ikke valgt en kalender" og "der er ikke booket noget"
ser ens ud, og kun den ene er noget at gøre noget ved.
Samme gitter som Kommende, givet en liste mere at tegne. Ikke et gitter nummer
to, og grunden er den del, der er nem at få næsten rigtig: et mål skal afgøre
ud fra `dataTransfer.types` alene, om det tager imod, og to kopier af det er to
steder at være næsten rigtig. En opgave trukket her flyttes præcis som alle
andre steder, fordi det er den samme kode, der gør det.
En begivenhed er ikke en opgave, og cellen siger det før et eneste ord er
læst: en flade af farve, hvor en opgave er et kort med en farvet kant. Den kan
ikke trækkes — forbindelsen er læsende, og en chip, der letter fra siden og så
ikke vil lande, læses som en fejl frem for som en regel — og den er ikke en
knap, for der er ikke noget at lukke ved en andens møde. Farven er Googles egen
for den kalender, så to kalendere i ét gitter kendes fra hinanden på den farve,
personen allerede kender dem på.
Farven tjekkes frem for at blive troet: den ender i en inline `style`, og en
værdi, der ikke er en farve, kan lukke erklæringen og åbne en anden. Linket
tegnes kun, hvis det begynder med `https://` — et href er dér, hvor en
`javascript:`-adresse bliver til et klik, der kører.
Prøven bruger uge-visningen med vilje: en månedscelle skæres af ved tre chips,
og resten af suiten lægger opgaver på andre dage. Datoen læses ud af siden, ikke
ud af testprocessen, som de øvrige har lært at gøre.
Indført i aften, sammen med billedvisningen, og fundet ved at læse den igen.
`escapeHtml` tager &, < og > — ikke anførselstegn, og det er rigtigt for tekst
mellem to tags, hvor et anførselstegn ikke betyder noget. `alt` er ikke tekst
mellem to tags. Det står inde i en attribut, og der lukker det første
anførselstegn den, hvorefter resten står som markup:
blev til et <img> med en onerror på. Adressen var i forvejen bundet til vores
eget bilagsmønster, så den var ikke vejen ind — teksten ved siden af var.
Det er ikke en teoretisk vej. En note deles ved at ligge i et projekt, så den
læses af alle, der kan læse projektet, og scriptet ville køre på vores eget
domæne med sessionscookien, hos den der åbnede noten.
En værdi i en attribut har brug for sin egen undslipning, og har nu en. Prøven
skriver noten, åbner den og ser efter, at hændelsen står som tekst i alt og ikke
som en attribut på elementet — og at billedets 404, som er selve vejen en
onerror ville blive kaldt ad, ikke kalder noget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet af prøverne, som for første gang kørte forbi midnat.
Dagen blev læst som `completed_at.slice(0, 10)` — de ti første tegn af et
tidsstempel, der er i UTC. Overskriften sammenlignede med *lokal* dato. I dansk
sommertid er de to ikke den samme dag i de første to timer efter midnat, så en
opgave lukket 00.30 blev sat under "I går", indtil klokken blev to. Tyve timer i
døgnet er de ens, hvilket er derfor prøven har været grøn hver eneste gang før.
Dagen udregnes nu lokalt, som den overskrift den skal svare til.
Og prøven for invitationslinket kunne kun bestå seks dage om ugen. Den ledte
efter "males inden fredag" som én tekst, men hurtig tilføjelse læser "fredag" som
forfaldsdatoen og tager ordet ud af titlen — tilbage står "males inden" plus et
mærke, hvis ord skifter med ugedagen. Kørt på en torsdag hedder mærket "I
morgen", og så fandt den ingenting. Prøven handler om invitationer, ikke om
datoer, så den ser nu på titlen alene.
Uddraget i notelisten viste `![](/api/v1/attachments/01a0…` for hver note med et
billede i — den eneste tekst i listen, ingen havde skrevet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Seks ting fundet ved at bruge appen, i den rækkefølge de gjorde ondt.
En liste inde i en blok blev læst som tekst. htmlToMarkdown havde én gren for
ul og ol og lod alt andet falde ned i inlineToMarkdown, som samler efterkommere
til én streng — så et blokcitat med en liste i kom tilbage som "> PunktPunkt 2",
og en note fra Apple Noter, der er fuld af citater, mistede hvert punktmærke ved
den første gemning. Ingen havde rørt de linjer. Nu læses en blok, der rummer
blokke, igennem frem for flad, og et citat sætter "> " foran det, der kommer
indefra.
Indlejrede lister fandtes ikke. Den flade `list`-variabel kunne kun beskrive ét
niveau, så et indrykket punkt blev lagt ved siden af sit ophav. Nu en stak, og
underlisten lægges inde i sit <li> — det er den forskel, der kan læses tilbage.
En liste, der begyndte ved ti, begyndte ved ét bagefter. `start` skrives nu med
og læses med, så en gemning uden ændringer ikke gør noten om.
Tallet blev klippet af. Mærket sættes uden for tekstkanten, og 16px rakte til et
punkttegn og ikke til "10." — resten hang ud over kanten, hvor .page beskærer.
Renden er nu 2.2em og deles af begge slags, så punkter og tal flugter.
# viste seks vilkårlige projekter ud af tyve og så færdig ud. Loftet er væk,
listen kan rulle, og det, der begynder med det tastede, står øverst.
Og to ting om, hvordan det ser ud. Noteruden har fået sin egen flade, fordi et
ark, der holder op et sted, skiller det, man skriver, fra det program, man
skriver det i — `--surface` frem for `#fff`, så de fem temaer hver får deres.
Noter stod for sig selv over en streg, hvilket sagde det rigtige og kostede
halvfjerds pixels; den står nu i rækken med de faste visninger og bærer et ark i
stedet for en prik, hvilket siger det samme gratis.
Prøven skriver de fem listeformer, gemmer gennem den rigtige editor og læser
filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Konverteringen læser nu Apple Noters HTML frem for at flade den ud med textutil.
Overskrifter, fed, kursiv, understreget, lister og monospace kommer med. En note er
ikke kun sine ord — et referat med overskrifter er ikke det samme referat som en
klump — og ti prøvenoter viste hvad det kostede.
Skrevet om til Python, fordi HTML skal læses og ikke gættes med regulære udtryk.
Den alvorligste fejl, prøvekørslen fandt: navn og krop blev hentet i hvert sit
kald, og Noter sorterer listen efter ændringsdato. Flyttede noget sig imellem de
to kald, fik en note én titel og en andens indhold. På ti noter er det synligt; på
tolv hundrede ville det være ubemærket rod. Der hentes nu ved id, og navn og krop
kommer i samme kald.
Sammenhængende monospace-linjer bliver til én blok. Hver linje i Noter er pakket
ind i sin egen div, hvis starttag tømmer den forrige — så mellem to tt-linjer kom
der altid en tom flush forbi, og hver linje i en terminaludskrift blev sin egen
blok.
Og i editoren ser en kodeblok ud som en terminal: mørk flade, monospace, sproget i
hjørnet, farver på strenge, tal, kommentarer, nøgleord og prompten. Monospace ER
kode i praksis, og en mørk flade siger det på afstand.
Farverne lægges på de blokke, markøren IKKE står i. At farve mens nogen skriver
betyder at bygge indholdet om ved hvert tastetryk og sætte markøren tilbage
bagefter — det virker ni gange ud af ti og flytter markøren midt i en sætning den
tiende.
Et API-token er ét ord, der er bredere end skærmen. Uden min-width: 0 skubbede en
sådan note hele listen bredere og klemte editoren sammen — på en note, man ikke
engang havde åben.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden vej af samme forbindelse. En note, der nævner en opgave, viste den; nu
viser opgaven noten. Uden det virker forbindelsen kun, hvis man tilfældigvis
sidder og læser noten, og det er den halvdel, ingen har brug for hjælp til.
Undervejs viste det sig, at en opgave slet ikke havde en adresse. Skuffen åbner
over den liste, man står på, og ændrer ingenting i URL'en — hvilket er rigtigt for
et klik og ubrugeligt for et link: man kan ikke sende nogen en opgave, og en note,
der nævner en, har ingen steder at sende dem hen. Min egen henvisningsform pegede
altså på noget, der ikke fandtes.
/opgave/{id} findes nu. Den åbner skuffen og træder til side — erstatter sig selv
med opgavens eget projekt, så man lander hvor opgaven bor, med den åben, og
tilbage-knappen ikke går gennem en side, der kun nogensinde viderestillede.
Prøven henter opgavens id fra API'et frem for fra adresselinjen, netop fordi den
ikke står der.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De var det ikke. Nøglen blev gemt præcis som skrevet og slået op på samme måde,
så en note, der nævnte et projekt med lille begyndelsesbogstav, dukkede simpelthen
ikke op på det — stille, og uden noget der antydede hvorfor.
Foldet på vej ind og foldet i opslaget, så sammenligningen bliver ved med at være
en nøjagtig lighed og bruger sit indeks. Havde man i stedet sænket kolonnen i
forespørgslen, skulle hele tabellen læses.
Kun projekter. En [[notetitel]] er en titel, ikke en nøgle: to noter, der hedder
"Møde" og "møde", er to noter, og at folde dem sammen ville slå noget sammen,
nogen havde holdt adskilt. Der er en prøve for begge dele.
Migrationen samler de rækker, der allerede er skrevet. Primærnøglen er
(note_id, kind, target_id), så en note, der skrev begge stavemåder, ville kollidere
med sig selv — derfor bygges sættet forfra med INSERT OR IGNORE frem for en
opdatering, der ville fejle på parret.
Fladen viser projektets egen stavemåde og ikke den foldede nøgle. En etiket, ingen
har skrevet, og som står hverken i noten eller på projektet, ville være værre end
ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
