7e981354c202a5a0d6bf80893712b9ed528d0c26
73
Commits
| Author | SHA1 | Message | Date | |
|---|---|---|---|---|
|
|
7e981354c2 |
feat(indstillinger): en indstilling kan findes ved at søge efter den
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver, projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det, programmet består af. Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten. To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et. Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem. `words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord, ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal, webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de virker som søgeord. Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig — og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server. Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med otte afsnit, man ikke selv rullede hen til. Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde fejl på det, der med rette var skjult. Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet noter længe, og kan nu også indstillinger. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
6cf184caa6 |
feat(plan): dagens plan står på I dag, og ikke kun i en besked
Planen var en notifikation og ikke andet. Klokken klippede den af efter én linje — "2 forfalder i dag, 1 er sprun…" — og klikket førte ingen steder hen, fordi en plan hverken er en note, en opgave eller et projekt. Det eneste sted, den landede hel, var push-beskeden på telefonen. Nu står den som et kort øverst på I dag, dér hvor man kigger, når man starter dagen. Beskeden er påmindelsen; kortet er stedet, den bliver. Teksten er gemt for dagen frem for regnet forfra, hver gang nogen kigger. En model pr. sidevisning er dyr for noget, der ikke har ændret sig — og vigtigere: en plan, der siger noget andet, når man kigger på den, end den sagde, da den kom, er værre end begge dele hver for sig. Kortet siger også, hvornår den blev lavet: en plan fra klokken syv er en anden slags oplysning klokken fire end klokken otte. En plan fra i går sendes ikke med. Et kort, der viser gårsdagens plan under overskriften "i dag", er værre end et tomt kort. "Forny planen" laver en ny, når dagen har flyttet sig, og sender ikke en besked om noget, man står og kigger på — den slags lærer folk at ignorere klokken. Og for den, der har morgenbeskeden slået fra, tilbyder kortet at lave planen på stedet, så funktionen ikke kun findes for dem, der vil vækkes. Klokken fører nu til I dag, og planen fylder de tre linjer, den er, i stedet for at blive klippet af. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
5eb689e4c2 |
feat(links): vælg hvilken browser et link åbner i
Ønsket var en liste over de installerede browsere. Den findes ikke: en webside kan hverken se, hvilke browsere der er på maskinen — listen er lukket land, fordi den er et fingeraftryk, der ville følge folk rundt på nettet — eller bede systemet om at bruge en bestemt af dem. Det eneste håndtag er de URL-skemaer, browserne selv registrerer: firefox://open-url, googlechrome://, microsoft-edge:. Dem kan man prøve, og man kan ikke spørge, om de findes. Så indstillingen er skrevet som det, den er — et forsøg med et faldback — frem for som et løfte, der ville holde på telefonen og ikke på en Mac. Valget står i localStorage, ikke på kontoen. Samme grund som sidebjælkens bredde: det er en egenskab ved maskinen, man sidder ved. firefox:// virker på telefonen og gør ingenting på Mac'en, så et valg, der fulgte kontoen, ville være forkert det ene af de to steder hver gang. Ét sted i koden frem for ét pr. komponent. Links står i opgavetitler, i beskrivelser, i noter og i indstillingerne, og en regel, der skulle gentages hvert af de steder, ville mangle det ene sted, ingen tænkte på. Kun udadgående links; programmets egne ruter går gennem SvelteKit som før. To ting, målingen rettede undervejs: Det skjulte iframe — den kendte opskrift — bliver blokeret af appens egen Content-Security-Policy, som siger default-src 'self'. Uden e2e-prøven, der fangede CSP-fejlen i konsollen, ville skemaet aldrig være blevet forsøgt i produktion, og indstillingen ville have set ud til at virke, fordi faldbacket åbnede linket alligevel. Nu sættes location i stedet: et ukendt skema afbryder navigationen frem for at forlade siden. Og faldbacket troede sig blokeret hver eneste gang. window.open med noopener returnerer altid null — det står i specifikationen — så kontrollen af, om fanen blev åbnet, faldt altid ud til "blokeret", og den aktuelle fane blev navigeret væk i stedet. Håndtaget er det eneste, der kan kende en blokeret fane fra en åbnet, så det bruges nu, og opener ryddes bagefter. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
2210dc082a |
feat(opdatering): en ny version siger til, i stedet for at vente på at
blive fundet Tjekket fandtes i forvejen, og svaret stod ét sted: nederst på indstillingssiden for beskeder. Det er en oplysning, man kun får, hvis man i forvejen havde mistanke om, at der var noget at se efter — og "der er kommet en rettelse af noget, du er ramt af" er ikke noget, man gætter sig til at kigge efter. Nu går den i klokken, i push og på mærket på ikonet, som alt andet, der er værd at vide. Og den fører hen, hvor knappen til at genstarte sidder, frem for ud af programmet. Én besked pr. version, ikke én pr. time. En påmindelse hver time om det samme er den slags besked, folk slår fra — og så er den næste, der betyder noget, også slået fra. Versionen, der er sagt til om, skrives først, når beskederne er sendt: den anden vej rundt ville en fejl midtvejs betyde, at halvdelen fik besked og resten aldrig gjorde. Kun administratorer, af samme grund som versionsfeltet allerede er det: en besked om, at serveren er bagud, er en besked om en andens arbejde, hvis man ikke selv kan gøre noget ved den. Og et tjek, operatøren har slået fra, bliver ikke til en besked ad bagvejen. VERDANDE_UPDATE_CHECK styrer det hele, som før. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
9fa47822c1 |
Merge pull request #69 from kristianwind/ai-dagens-plan-2
feat(ai): dagens plan, mails der giver mening, og svar på et spørgsmål |
||
|
|
366bed3a15 |
Merge pull request #68 from kristianwind/ai-foreslaar-du-bestemmer
feat(ai): forslag, man siger ja til — indbakken og noternes opgaver |
||
|
|
8139003b35 |
feat(ai): dagens plan, mails der giver mening, og svar på et spørgsmål
De tre sidste af de fem. Alle tre samme sted hen: det, man ellers selv skulle sidde og gøre klokken syv om morgenen. Dagens plan. Én besked om morgenen om det, der forfalder i dag, og det, der er sprunget over. Tallene tælles i basen og gives til modellen som kendsgerninger, den ikke må regne om — en plan, der siger fire opgaver, hvor der er tre, er værre end ingen plan. Er der ingen model, står tallene alene, og det er stadig det, man havde brug for at vide. Er der hverken noget, der forfalder, eller noget, der er sprunget over, kommer der ingen besked: en morgen uden noget at gøre er en god morgen, og en besked om ingenting lærer folk at lade være med at åbne beskeder. Timen er personens egen — klokken syv er syv forskellige steder — og jobbet kører hver time frem for på et klokkeslæt, så en instans, der sov, ikke springer dagen over. Flytter man timen, ryger dagens mærke, så man kan se virkningen i dag i stedet for i morgen. Mails, der giver mening. Opgaven hed, hvad mailen hed: "Anders Jensen: SV: SV: Vedr. levering uge 12". Nok til at genkende, ikke nok til at gøre noget ved. Nu skriver modellen den handling, mailen beder om, og lader være, hvis den ikke beder om nogen. Ét kald pr. gennemløb frem for ét pr. mail — femogtyve mails er ellers femogtyve gange ventetid — og emnet bliver stående i beskrivelsen, så en misforstået mail stadig kan læses. Falder modellen ud, hedder opgaven afsender og emne som før: en model, der er nede, må ikke kunne stoppe posten. Og svar på et spørgsmål. "Hvad lovede jeg Anders i august?" — svaret står spredt over tre noter, og ingen af dem indeholder ordet "lovede". Søgningen kræver, at alle ord optræder, hvilket er rigtigt for et søgefelt og forkert for et spørgsmål, så kandidaterne hentes ord for ord og de noter, flere ord rammer, kommer øverst. Modellen får kun dem: den slår ikke selv noget op, så et svar kan ikke handle om nogen andens noter. Og svaret bærer, hvad det står på — en model, der siger "det gjorde du den 14.", er kun brugbar, hvis man kan slå op i det, den læste det i. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
40102d6038 |
feat(ai): forslag, man siger ja til — indbakken og noternes opgaver
To steder, hvor arbejdet ligger og venter på at blive skrevet færdigt. Indbakken er der, hvor ting lander, når man ikke havde tid til at skrive dem ordentligt — og derfor også der, hvor de bliver liggende. At åbne hver enkelt og sætte projekt, dato og prioritet er ti klik pr. linje. Nu er det ét spørgsmål og et ja pr. linje. Og et referat er fuldt af sætninger, der ligner opgaver, og af tre, der er det. Modellen bliver bedt om kun at tage dem, nogen har forpligtet sig på, og om at citere de ord, den tog dem fra — så et forkert punkt kan gennemskues frem for bare at være forkert. Modellen skriver ikke noget. Den foreslår en *linje* i quick-add-syntaks, og forslaget bliver til noget, når nogen siger ja. Det er ikke forsigtighed for forsigtighedens skyld: en model, der retter i folks opgaver direkte, skal have ret hver gang for at være til gavn, hvor en, der foreslår, skal have ret tit nok til at spare et par tastetryk. Linjen er quick-add-syntaks frem for et felt pr. egenskab, fordi parseren findes. Der er én fortolkning af "i morgen" i dette program, og forslaget går gennem den samme som alt andet — også når linjen er blevet rettet i hånden, inden den blev accepteret. Og et forslag, skrevet i det sprog man selv skriver i, kan læses og rettes af den, det bliver stillet til. Modellen får listen over de projekter, der findes, og må ikke nævne andre. Et `#Nyt projekt`, den fandt på, ville lave et projekt ved et uheld, første gang nogen sagde ja — og et gæt må ikke kunne flytte en opgave hen, hvor ejeren ikke leder efter den. Testet. Forslagene til indbakken bærer et nummer tilbage til den opgave, de handler om. Rækkefølgen alene ville også kunne bruges og gør det som reserve, men en model, der springer en opgave over, ville så flytte alle de følgende forslag én plads — og "sæt en dato på den her" ville lande på en anden. Noten bliver ikke rørt, når der laves opgaver ud af den. Det er fristende at skrive linket ind i den, så de to peger på hinanden, men en tekst, et program skriver i uden at blive bedt om det, er en tekst, man holder op med at stole på. Opgaven bærer i stedet, hvor den kom fra. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
0cf5c8c281 |
feat(beacon): sig det uopfordret, og lad være med at fejle i tavshed
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse. For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke vidste, der var noget at slå fra. Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt, med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet "anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. `keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde "slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt løfte som et tilvalg, ingen har truffet. Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde: Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed. Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og vist. En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme. Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser alle sammen ud som "færre bruger det nu". Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com, ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra hinanden. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
445d9de57a |
Merge pull request #66 from kristianwind/indbakken-har-en-adresse-apps-kan-skubbe-til
feat(indbakke): en adresse, andre programmer kan skubbe en opgave til |
||
|
|
d063425cae |
feat(indbakke): en adresse, andre programmer kan skubbe en opgave til
Der var to veje ind i forvejen, og ingen af dem passer til "gem den her, mens jeg står med telefonen i hånden". API-tokenet giver adgang til alt og skal have en JSON-krop skrevet rigtigt; mailadressen virker først, når nogen har sat en mailserver op, og går gennem en indbakke, der kan være minutter om det. Det, der manglede, var en URL, man kan smide en linje tekst efter — fra en genvej på telefonen, et script, en tjeneste, der kan kalde en URL. Kroppen læses på tre måder, fordi de tre er dem, man møder: JSON fra en tjeneste, et formularfelt fra en webhook-formular, og ren tekst fra en genvej, der bare sender det, man har markeret. Første linje bliver til opgaven, resten til noten under den. Linjen læses med quick-add-parseren, så "Ring til Anders i morgen p1 #Firma" betyder det samme her som i feltet øverst i fladen — dét er hele pointen med at have én parser: den vej, teksten kom ind ad, ændrer ikke, hvad den betyder. Sit eget token frem for at låne mailens. De to er den samme slags hemmelighed, men de slipper ud hver for sig: en URL, der har ligget i en genvej på en telefon, der blev væk, skal kunne skiftes uden at mailadressen — som står i andres adressebøger — skifter med. Og ikke et API-token. Et token herfra kan én ting: lave en opgave i den persons indbakke. Det er hele forskellen på en hemmelighed, man kan lægge i et script på en anden maskine, og en, man ikke kan. Kun POST. En GET ville være nemmere at kalde, og det er præcis problemet: forudindlæsning i en browser, en linkkontrol i en chat og en historik, der bliver besøgt igen, ville alle lave opgaver, ingen har bedt om. Sin egen kvote frem for postens, så en travl integration ikke kan lukke for den indgående post. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
d8f5f6e236 |
feat(noter): nævn en person i en note, og den er delt med dem
At skrive nogens navn i en note *er* at ville have dem til at læse den. Indtil nu var det to handlinger — skriv navnet, åbn panelet, find personen, del — og den anden blev glemt, så noten stod med en besked til en, der ikke kunne se den. Nu deler `@Navn` noten med den, der bliver nævnt, og siger det til dem. Editoren foreslår personer efter `@`, ligesom `#` foreslår projekter. Slået op i navnene frem for tolket ud af teksten. Et navn kan have mellemrum i sig, og et udtryk, der skulle fange dem alle, ville også fange sætningen bagefter: `@Sofie i morgen` ville blive til en person, der hed noget i den retning. Her er der ikke noget at gætte — der står et navn, eller der gør ikke. Det er også dét, der gør det forsvarligt at dele på: adgang må ikke afhænge af, hvor langt et regulært udtryk valgte at læse. En mailadresse er ikke en omtale, det længste navn vinder, og ejefaldets s hører til sætningen. Kun nye omtaler, sammenlignet med teksten før gemningen på samme måde som links: en note gemmes ved hver tastepause, så uden sammenligningen var hver gemning en ny deling og en ny besked om det samme navn. Kun ejerens omtaler deler. En medredaktør må skrive i noten, men ikke give den videre — ellers kunne den, ejeren har delt med, skrive et navn og dermed dele ejerens note med en, ejeren aldrig har hørt om. Det er den samme regel, panelet følger. Læser, ikke medredaktør: en omtale siger "se på det her", og det mindste, der opfylder sætningen, er det rigtige at give. En rolle, ejeren har hævet i panelet, sænkes ikke igen af en omtale. Og én besked pr. handling: den, der lige er blevet nævnt, får "nævnte dig" og ikke også "rettede en note" om den samme gemning. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
8ee9fbedfb |
feat(noter): del en note med en, der ikke har en konto endnu
En note kunne deles med dem, der allerede var på instansen — og kun med dem. Skulle en anden læse med, skulle man først invitere dem ind, vente på at de oprettede sig, finde noten frem og så dele den. Fire skridt og en ventetid for det, der er én sætning: lad Sofie se den her. Nu er der ét felt. Man skriver adressen, og serveren ved, om der er en konto bag: er der det, bliver det en deling med det samme, og ellers en invitation, der bliver til delingen i samme øjeblik, kontoen oprettes. Hvem der har en konto, er ikke noget, man skal vide for at dele en note. Rækken er den, der allerede fandtes. En invitation bar i forvejen en e-mail, en rolle og et forseglet token; det eneste, der manglede, var at kunne sige, hvad den var en invitation *til*. note_id ved siden af project_id, med fremmednøglen — dén, der rydder invitationen væk, når noten slettes, inden nogen når at tage imod en invitation til noget, der ikke er der længere. Det er ikke ny magt til nogen: enhver, der ejer et projekt, kunne i forvejen invitere en fremmed ind på instansen pr. e-mail. Kun ejeren kan invitere til en note, som kun ejeren kan dele den. De inviterede står i panelet ved siden af dem, der er kommet, og kan trækkes tilbage. Uden det er en invitation sendt i går usynlig, og så sender man den igen — endnu et link til den samme indbakke, og kun det ene af dem til at gøre ugyldigt. Og delingen siger selv til: den, der får en note delt, får besked om, at den er der. Klokken sorterer nu på id efter tid, fordi tiden er sekunder — en note, der bliver delt og rettet i samme håndbevægelse, stod ellers i den rækkefølge, basen nu engang fandt dem i. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
ab77024ec9 |
feat(beskeder): klokken siger til, når nogen rører noget, der er dit
En delt note blev rettet af en anden, og man opdagede det kun ved at åbne den. En opgave blev givet til en, og den lå bare der. Det, andre gør ved det, man deler, skal man kunne se uden at lede efter det. Klokken i hovedet: ulæste beskeder om noter, der er blevet rettet, delt med en, eller opgaver, man har fået. Sætningen skrives i browseren, ikke på serveren, så et engelsk interface får en engelsk klokke. Beskeder om den samme note bliver slået sammen, mens de er ulæste. En note gemmes på en tastepause, så en række pr. gem ville lave én person, der skriver i fem minutter, om til tyve ens linjer. Er beskeden læst, er den næste rettelse en ny ting at få at vide — ikke en gentagelse. note_id får sin egen søjle ved siden af project_id og task_id frem for et generisk (kind, id)-par: de tre er ikke det samme slags nul, og fremmednøglen — dén, der rydder beskeden op, når noten slettes — kan et generisk par ikke have. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
916a0c0224 |
feat(noter): en delt note tager de noter med, den peger på
Den anden halvdel af den melding, der begyndte det her: linkene i en delt note førte ingen steder hen, fordi det, de pegede på, ikke var delt. At dele en note er at dele det, den *siger*, og et link er en del af det. note_shares får en `linked`-søjle. 0 er en deling, nogen har valgt; 1 er en, der er udledt af et link. Skellet er hele modellen. Fladen kan sige *hvorfor* en person har en note — "fulgte med" er en anden sætning end "du delte den" — og de udledte rækker kan regnes forfra efter hver ændring, uden at røre dem, ejeren selv har sat. SyncLinkedShares regner billedet om fra bunden efter enhver af ejerens egne handlinger: en deling, en fjernet deling, en gemning der har ændret links eller titel, en sletning. Hele kæden følger med, ikke kun første led, med et loft på hundrede noter — "del denne ene note" må ikke kunne blive til fire hundrede. Rollen arves fra den note, man kom fra, og stærkest vinder, når en note kan nås ad to veje. Kun ejerens egne noter følger med, og det er ikke en optimering: et link peger på en titel, og en medredaktør må skrive titler. Kunne et link hente hvad som helst, kunne den, man har delt med, skrive [[Bankoplysninger]] og læse med. Derfor slås der kun op blandt ejerens egne noter, og derfor regner kun ejerens egne gemninger om. Begge dele har en Go-prøve. Det lukker ikke hullet helt: skriver medredaktøren linket, og gemmer ejeren bagefter sin egen note, følger den note med dér. Det, der står imod, er synlighed — linket står som tekst i ejerens egen note, og panelet viser hver note, der er fulgt med, og hvem der har den. Udregningen åbner hver af ejerens noter, fordi titlerne er forseglet. Derfor to værn: har man ikke delt noget, svares der med det samme ud fra ét EXISTS, og en gemning regner kun om, når links eller titel faktisk har flyttet sig. Uden det første kostede "Ny note" halvfems millisekunder, og i det hul nåede e2e-prøven for monospace at taste sin titel ind i den forrige note, som editoren så tegnede væk. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ |
||
|
|
08d703e3af |
fix(noter): følg note-links i en delt note, og lad </> være kode
To ting meldt af en, der havde en note delt med sig. Note-linkene i den delte note gjorde ingenting. Opslaget faldt tilbage på det første søgeresultat, når ingen titel passede — og i en delt note er det første resultat næsten altid noten selv, fordi den nævner den titel, den peger på. Så åbnede linket den note, man allerede stod i. Kun en titel, der passer helt, tæller nu; og rammer den forbi, siger beskeden den rigtige grund: en note, der deles, deler ikke de noter, den peger på, så modtageren kan se linket uden at kunne åbne det. Og `</>` sad på kildevisningen med teksten "Vis som kode" på. Tegnet betyder inline kode i ethvert andet program, så et markeret ord plus et tryk gav hele noten som Markdown. Nu gør `</>` det, det siger — ⌘E, en kontakt, og ordet under markøren når der ikke er markeret noget — og kilden har fået Markdown-mærket og sin egen tekst. Kode indsættes som en node frem for med execCommand: Chromium renser den HTML gennem indsætningsvejen og gav et <span> med skrifttypen skrevet ind i sig, som htmlToMarkdown ikke kan skrive ned som kode. To e2e-prøver, som begge fejler på koden før den her. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> Claude-Session: https://claude.ai/code/session_013r4DxpUZcSShxfCZZaeMGZ |
||
|
|
094ea5cdd8 |
feat(upcoming): look up to 30 days ahead, and choose how far
Kommendes liste has always been the next seven days and nothing else. Seven days is the right walk to take in the morning, and it is still what the view opens on — but "when does this month get busy" is a different question, and the month grid answers it with shape rather than in order. So the list now takes a horizon: 7, 14 or 30 days, chosen with a switcher beside the view buttons. Only the list gets one. A week grid is a week and a month grid is a month; there is no fortnight for them to show, so the switcher is hidden in those modes. The choice lives in localStorage next to the mode, under its own key. It is the same kind of choice as list-or-grid — how you want to look, not a fact about the work — and it should survive a reload without following you to a phone where thirty day headings is a very long scroll. Once the strip is longer than a week the day headings carry the week number. Thirty days repeat every weekday four times, and "mandag 6. okt" alone does not say which mandag. Server side the endpoint already took `?days=` and capped it at 31, so the window needed nothing — but its row limit was a constant 1000 written for a week. A month asked for with a week's ceiling would truncate the last days silently, and a day cut off the end of the answer looks exactly like a day with nothing due, so the limit now follows the window. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> Claude-Session: https://claude.ai/code/session_01SA1TDmgQZw3AufJqkbwezx |
||
|
|
84ca506961 |
feat(gmail): take the star off a mail once it has become a task
A starred Gmail message became a task and kept its star, so a starred inbox only grew — the IMAP side has always unflagged what it imports, and Gmail could not, because the scope was gmail.readonly. This gives Gmail the same one write: after the task is made, the STARRED label comes off the message, in one batchModify for the whole sweep. Nothing else is touched — not the body, not other labels, and a label trigger's label stays where it is, since that label is the person's own. The scope goes from gmail.readonly to gmail.modify, which is the narrowest scope Google offers that can remove a label. An existing connection keeps working on its old read-only grant — the sync still reads, the unstar is a best-effort 403 that is logged, not fatal — and starts clearing stars once the account is reconnected and the new grant is in place. It self-heals: a mail that could not be unstarred stays starred, stays in the next query, and is tried again. The consent screen now asks for more than it used to; the settings copy, the docs and the scope table all say modify rather than read-only in the same change. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
b81f8f67cc |
feat(ui): Charcoal theme, elegant selection, rounded note list, confirm sign-out
- A new Charcoal theme — neutral dark greys on the menu, note list and editor instead of the default's faint green cast, with matching inks; the green accent stays. It joins the theme picker on its own (the picker is data-driven from THEMES). - The text selection is a translucent wash of the accent, not the old near-invisible tint and not a solid slab — visible on white and on the dark surfaces, keeping the text's own colour. - The note list is a rounded card now, the same corner and border as the editor beside it, with a few pixels more air around the menu and the list. - Signing out asks first: a second click within a few seconds confirms, so a button the pointer passes over does not drop you at the login screen. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
b2fcc0b104 |
feat(offline): ride out short connection drops instead of losing the save
A save made while the connection blips for a few seconds is retried rather than reverted: the request layer keeps trying a network failure for a fifteen-second window, waking the instant the OS reports a link again, and only falls back to the existing error path if the drop outlasts it. A quiet "reconnecting" pill appears if the wait passes about a second, and leaves the moment it heals — so a two-second blip is felt as nothing at all. This is deliberately not offline mode: the app is a live view of a shared list, so there is no cache to work in with no server and no write log to reconcile. It is only the blip, ridden out. A server error (4xx/5xx) is the server answering and is not retried; an aborted request (a superseded search) is left to propagate. Kristian: an offline function for when the net drops for short periods, seconds. Shared items stay server-authoritative — nothing is edited against a stale copy for longer than the blip. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
8dfab618f7 |
feat(settings): menu and body-text font size, and a bolder menu by default
The sidebar read as muted 13px; the menu items now use their own size at medium weight so they carry at a glance (Todoist-ish). Both sizes are choices under Settings → Appearance: - Menu font size drives a dedicated --menu-size the sidebar uses. - Body text size re-scales the shared type tokens (the list and the notes), the same mechanism a look uses. The two are independent on purpose — one is a glance down a list of names, the other a paragraph you read. Kept in localStorage like theme and look, and applied in app.html before first paint so a chosen size does not flash in and resize. Four steps each (Small/Default/Large/Largest); Default carries no attribute so the base tokens stand. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
272c4918b0 |
feat(settings): a quiet Buy me a coffee link
A donate link belongs in Settings and nowhere in the way — so it sits last, understated, below the device list. A plain anchor with an inline SVG cup: no third-party script, no webfont, no tracking, so it works offline and cannot phone home. Wording says the app is MIT with nothing held back and that nothing changes if you don't pay. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
7dcd475036 |
feat(tasks): mark a delegated task with a hand-off arrow
A task assigned to somebody who is not you is out of your hands and into theirs, but the row only showed their name — the same weight as any other meta. The assignee is now a bordered chip led by an outgoing arrow in the accent colour, so a list reads at a glance as which tasks are yours to do and which you are waiting on. Covers the board too: its cards render a TaskRow. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
9e3f20b050 |
feat(tasks): snooze — park a task at the bottom until a time
Snooze puts a task out of the way without finishing it or filing it: it sinks to
the bottom of its list and greys, and comes back on its own when its time passes.
No job wakes it — "snoozed" is just snoozed_until being still in the future, read
against the clock each time the list is ordered.
- `snoozed_until` on tasks (migration 0031); the list order sinks a still-snoozed
task below everything, and it rejoins its place the moment the time passes.
- POST /tasks/{id}/snooze {until} — an RFC3339 time to snooze to, or empty to wake.
Nothing else about the task moves; a snooze is about when you want to see it, not
when it is due.
- The task drawer gains quick picks (this evening / tomorrow / next week) and a
custom time, and a Wake now once it is snoozed. The row dims and carries a
"snoozed until X" mark, and the list keeps snoozed tasks at the foot — the client
sorts the same way the server does, so a drag-sorted list does not jump on reload.
Tests: snooze sinks a task below one made after it and waking returns it (Go); and
from the drawer the row greys, shows the mark, and un-greys on wake (e2e). Full
suites green.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
|
de95df44c1 |
fix(notes): a [[note]] link is one you can follow
Picking a note from the [[ completion wrote [[Title]] and the server made a real link from it — but the link only ever showed in the panel under the note as plain text. It said the note pointed somewhere and gave no way to go there, which reads as "it didn't become a link at all". The links in that panel are buttons now. A [[note]] resolves by its title to the note — the one already on the list, or looked up if not — and opens it in place; a #project goes to its page; a task link to the task. Titles with punctuation work, brackets and parentheses included, because the match is on the whole title, not a parse of it. e2e: after linking a note, clicking its chip opens the note it names. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
4f25905d81 |
feat(calendar): a task's length is drawn, resizable, and editable
A timed task was drawn at a fixed half hour whatever its `duration_min` said, so a length the data model already carried was invisible and uneditable. Three parts: - The calendar draws a task at its real length — a quarter-hour floor so a zero-minute task is still grabbable, the day's end as the ceiling — instead of a flat thirty minutes. A ninety-minute task now looks like ninety minutes. - A grip along the foot of a timed task drags its length. Pointer events, not the HTML5 drag the body uses, and stopPropagation between them — otherwise making a task longer would pick it up and move it instead. It snaps to the quarter hour, follows the handle live, and writes once on release through a new store `resize`. Moving a task (the existing day/time drag) leaves the length alone. - The task drawer gains a length field beside the time — minutes, shown only with a time to hang it on, since a duration without a start is a length of nothing and the calendar has nowhere to draw it. So a length can be set off the calendar too. e2e: dragging the foot of a task makes it longer both on screen and in what the server stores, and the time does not move. Full Chromium suite green. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
97e6be3afa |
fix(notes): gather sharing behind a Del button so the footer stays tidy
The sharing controls were laid out across the note's footer — the project select, the whole "Del med personer" panel and the Save/Delete buttons all on one row. It crammed: "Læg i projekt" wrapped to two lines and the people panel ran into the rest. Now one Del button in the footer opens a popover that holds both ways a note is shared — a project and named people — stacked in a small card. The footer is a status on the left and Del / Gem / Slet on the right, and nothing wraps. The button carries a count when the note is shared with someone, so "shared" is legible without opening it. The popover closes on a click outside, on Escape, and on switching to another note — the last tracked by note id, so a save returning a fresh copy of the same note does not slam it shut mid-use. The inner "add someone" button is now Tilføj, so it does not read as a second Del. e2e updated to open the popover before reaching the controls; full Chromium suite green. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
91671a4f97 |
feat(notes): share a note with a person, not only through a project
Until now a note was shared exactly one way: file it in a shared project, and
everyone who could read the project could read the note. That is right when the
note belongs with a body of work and wrong when it is just "let Sofie see this" —
it made you stand up a project to hand over a single page.
A note can now be shared with named people directly, at viewer or editor — the
same two roles a project membership uses, so there is one idea of a role in the
program and not two. The paths stack: a note can be loose, filed, shared with
people, or any mix, and access is the most any of them allow.
The store:
- note_shares (migration 0030): note ↔ user ↔ role, one row per person, owner
recorded. Visibility (AllNotes, and search via mayTouchNote) widens to include
notes shared directly with the reader.
- the effective role folds a direct share on top of the owner and project paths.
The rules, drawn where they protect the owner:
- read = viewer, edit text = editor, on any path.
- MOVE a note (change its project) is owner-only: an editor filing it into a
project the owner is not in would take the owner's own note away from them.
- DELETE is owner or project-editor — a direct share, however high its role,
does not reach to throwing the note away.
- SHARE and UNSHARE are the owner's alone, like a project's invitations.
- the picker is everyone on the instance (a closed, invited set) minus who is
already on the note; a made-up id and the owner themselves are refused.
The list:
- a "Delt med mig" group at the top, collapsible, that appears only when it has
something in it — the same rule Favoritter follows — so it costs nothing when
you share nothing. A shared note lives there, not also in a time bucket.
- every shared note carries a small chip in its owner's avatar colour, the
project mark's shape said for a person.
- no star or archive button on a note somebody else owns: those change the note
itself, and it is not yours to put away.
- the editor grows a "Del med personer" panel for the owner: who can see it, at
what role, and an add row drawn from the instance's other people.
The old comment in the notes footer argued against a note having an access list
of its own. That was the right call until the case it did not cover — sharing
without a project — turned out to be the one actually asked for. Updated to match.
Person now carries json tags, so a note's owner serialises as id/name/avatar_color
like every other person in the API rather than as Go field names.
Tests: a shared note reaches the other person marked and owned; a viewer reads but
cannot write; an editor writes but cannot re-share or delete; unshare removes
access and is owner-only; the candidate list excludes who is already on and the
owner; and a made-up id and self are refused. OpenAPI covers the three new routes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
|
2219f6af13 |
fix(i18n): en gentagelse siges nu på læserens sprog
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m2s
`recurrence.Describe` skriver dansk. Fladen kunne navngive de fem almindelige regler selv, og alt andet — "hver mandag", "hverdage", "hver anden uge tirsdag" — faldt tilbage til serverens tekst, som er dansk uanset hvad kontoen er sat til. Serveren kan ikke bare tage en locale med, og det er ikke dovenskab: `toTaskJSON` har niogtyve kaldesteder, og mange af dem er WebSocket-udsendelser, hvor én nyttelast når alle i et projekt på én gang. Der findes ikke ét sprog at skrive den i. Men reglen er den samme, uanset hvem der læser den. Den ligger allerede i nyttelasten, så beskrivelsen hører hjemme dér, hvor læseren er — i fladen. Serverens tekst bliver stående som reserve. Den er stadig den, et API-kald og en MCP-forbindelse får, og de har ingen flade at oversætte i. Ugedagen kommer fra `Intl` og ikke fra en tabel — ikke for at spare syv strenge pr. sprog, men for at få de navne, sproget faktisk bruger. Dagene sorteres, som ugen går, frem for som reglen tilfældigvis skrev dem: "mandag og torsdag" og "torsdag og mandag" er den samme regel, og den ene af dem er den, folk siger. Og to har sit eget ord på begge sprog — "hver anden", "every other". Det er ikke tallet to sat ind i den samme sætning, så det er sin egen nøgle. Et sprog, der bøjer enheden efter tallet, kan ikke sættes sammen af stumper; derfor står tallet inde i teksten frem for at blive limet på. Prøven bruger `hver mandag` og `hverdage`, fordi de netop *ikke* står på listen over de fem, fladen altid har kunnet. En tredje vending, jeg først skrev prøven med — "hver anden tirsdag" — viste sig ikke at være en, hurtig tilføjelse overhovedet læser: den lagde "hver anden" i titlen og gjorde "tirsdag" til en dato. Det er en anden sag, og den står nu skrevet ét sted, hvor den kan tages op. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
dcb71f4c14 |
feat(calendar): abonnement på flere kalendere, ICS og webcal
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m3s
Bedt om som "abonnering af flere kalendere (ics og webcal?)". Det er også den eneste vej for en privat konto: instansens OAuth-klient er Internal, og Google afviser en konto udefra med `org_internal`, uanset hvad der ellers er sat op. **Samme tabeller.** Et abonnement er én kalender med begivenheder i, og det er præcis det, `calendars` og `calendar_events` allerede beskriver — med vinduet, farven, `shown` og hele fejemaskinen omkring sig. En tabel til ville være en anden vej til det samme sted, og to veje til ét sted er to steder at rette den dag noget om begivenheder ændrer sig. Det, der skulle laves om, var identiteten. En OAuth-konto er én pr. person og udbyder — tokenet er identiteten — mens et abonnement er én pr. adresse, og man har flere. `calendar_accounts_once` er derfor delvist nu: det holder for rækkerne uden adresse, og et andet indeks holder adresserne unikke. Delvise indekser er den ene ting, SQLite kan her, som ellers krævede en tabelombygning. **`webcal://` skrives om til `https://`.** Det er ikke en protokol, noget taler — det er en konvention, der får et skrivebord til at give adressen til kalenderprogrammet i stedet for til browseren, og alle udgivere skriver deres links sådan. At afvise den ville være at afvise folk på en teknikalitet. **Adressen gennem `safedial`, begge halvdele.** Afvist hvor den skrives ned, så den, der står med feltet, får svaret med det samme — og igen på den *opslåede* adresse hver gang den hentes, fordi et navn, der blev godkendt ved indtastningen, kan svare 127.0.0.1, når fejemaskinen kører klokken tre om natten. Det er den sætning, `internal/safedial` selv står og advarer om, og den blev skrevet efter et SSRF-fund i morges. **Hentet én gang, før den gemmes.** En adresse, der ikke kan læses, er en tastefejl langt oftere end en server, der tilfældigvis er nede, og at sige det, mens nogen står med feltet, er de to sekunder værd. Et abonnement, der lydløst aldrig fyldes, er den samme tavshed, notifikationerne havde. Læseren er ny i `internal/ics`, som hidtil kun kunne skrive. To ting, den med vilje ikke gør, står skrevet ved den: den udfolder ikke gentagelser, og den opløser ikke tidszoner. Begge dele er større end de ser ud, og begge har ét sted at høre til den dag de skal. En ting, formatet lærte: DTEND er eksklusiv for en heldagsbegivenhed. Gemmes den, som filen skriver den, dækker hver eneste helligdag også dagen efter sig. Én adresse, der fejler, stopper ikke de andre. Et abonnement er en anden persons server, og den ordinære tilstand for en anden persons server er, at den er i orden indtil en morgen hvor den ikke er. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
968a29ca67 |
feat(notes): listen står i grupper, og projektet har sin egen farve
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m56s
Meldt ind som "den er for tæt på en eller anden måde". Grunden var ikke afstanden mellem rækkerne: hver række sagde tre ting, og to af dem gentog sig selv nedad. Datoen stod på hver eneste række — også når tyve noter deler dag — og projektet fik en linje for sig selv. Tre linjer pr. note, gange tolv hundrede. Gentagelserne er flyttet derhen, hvor de siger noget. **Datoen er blevet til overskriften.** I dag · I går · Denne uge · August 2026 … og så er den væk fra rækken. Noten går fra tre linjer til to, og luften kommer af, at der er mindre at skrive — ikke af at listen bliver længere. **Favoritterne har fået deres egen gruppe.** De lå allerede først; der stod bare ikke hvorfor. **Grupperingen følger sorteringen.** Sorteret på "Oprettet" grupperes der på oprettelsesdatoen, på "Senest rørt" på den — ellers ville listen stå i én rækkefølge og være grupperet efter en anden, og så er overskrifterne løgn. Sorteret på navn er der ingen dato at gruppere på, så det bliver forbogstavet, og datoen kommer tilbage i rækken, hvor den så er det eneste tilbage, der siger noget. **Arkivet grupperes med.** Det er dér, de tolv hundrede importerede ligger, og dér, det betyder mest. **Projektet har sin egen farve** — den samme prik som i sidebjælken. Mærkaten sagde det samme som alle de andre i en grå, der var lysere end uddraget, og projektet er dét, man skanner efter, når man leder i tolv hundrede noter. Prikken bærer farven og ikke teksten: fem projektfarver som skriftfarve er fem forskellige grader af læsbarhed, og den lyseste er ikke læsbar. Fire ting, der blev fundet ved at se på det: - Uddraget gentog titlen, fordi titlen *er* første linje. Det var skjult, så længe en dato stod imellem dem. - Uddraget klippes ikke af sig selv. Det lå før i en flex-boks, der ejede afkortningen; da datoen flyttede op, forsvandt boksen, og sætningen løb videre ind under favoritstjernen. - Overskriftens stjerne hed `.star` ligesom rækkens favoritknap og arvede dens gennemsigtighed. Den stod der aldrig. To ting, der ligner hinanden, er ikke det samme. - En `aria-label` på foldeknappen erstatter knappens indhold som dens navn — og knappen *er* overskriften, så overskriften kom til at hedde "Fold I dag sammen". Sidebjælkens gruppehoveder gør det rigtigt, og gør det nu begge steder. Sammenfoldning huskes ikke på tværs af besøg: en gruppe, der åbner foldet uden at nogen bad om det, er en liste, der ser tom ud. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
fcd6dca852 |
fix(push): "der kommer ikke nogen" kunne ikke besvares
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m0s
Alt om det var usynligt. Indstillingssiden sagde "til for denne enhed", så snart der fandtes et abonnement — også når hver eneste push blev afvist. Og en afvist push gik i en logline på **Debug**, som ikke skrives på en instans, der kører på standardniveau. Så en levering, der fejler lydløst, og en levering, der aldrig sker, så ens ud, og forskellen er hele diagnosen. Tre forskellige problemer havde ét udseende: browseren tilmeldte sig aldrig, tjenesten afviste den, eller der var ikke noget forfaldent endnu. **En prøveknap** under Indstillinger → Notifikationer sender én notifikation gennem den rigtige rute — ikke en genvej, så det, den beviser, er det, der faktisk skal virke — og siger hvad hver enhed gjorde ved den. Kom den ikke frem, og afviste ingen den, står der, at det så er browseren eller styresystemet, der holder den tilbage. Nu peger svaret på ét af de tre steder. Loglinjen er hævet fra Debug til Warn. Det var den ene linje, der ville have sagt hvorfor. Teksten kommer fra klienten, fordi ordbøgerne gør. En server, der bærer sin egen kopi af "det her er en prøve", bærer den på ét sprog. **Og en lækage, prøven fandt.** Go pakker en transportfejl som `*url.Error`, og dens tekst er `Post "https://fcm.googleapis.com/fcm/send/dQw4…": dial tcp: …` — hele endepunktet, som er den legitimation, push-tjenesten udstedte til den enhed. Den var på vej ud i svaret, i loglinjen og i ethvert skærmbillede af nogen af dem. Prøven var skrevet for at bevise, at kun værten blev nævnt, og det var sådan den blev fundet. Fejlen pakkes ud, og adressen skrubbes bagefter alligevel: den næste fejltype, der bærer den med, kommer ikke med en advarsel. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
ae673086bc |
feat(tasks): tid på en opgave, og et træk i kalenderen sætter den
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Bedt om: "jeg vil have tid på opgaver, og jeg vil kunne justere dem i kalenderen."
Serveren kunne det hele i forvejen — `due_date` og `due_time` læses sammen og
bliver til et `due_datetime` i kontoens tidszone. Det var fladen, der ikke havde
nogen vej til at sige det.
**Et felt i opgaveruden.** Tomt, indtil nogen sætter det: en opgave uden
klokkeslæt er det almindelige, og et felt, der åbner på 00:00, påstår, at noget
skal ske ved midnat.
**Og en fejl, der lå og ventede.** Serveren læser en dato uden en tid som "ryd
tiden". Så et gem af datoen alene tog klokkeslættet med sig — man rettede dagen og
mistede timen — og det samme gjorde hvert eneste træk i kalenderen. Ingen af
delene sagde noget.
`reschedule` siger nu tiden højt, tre måder, fordi de to første ligner hinanden i
JavaScript og derfor skal skilles ad ét sted frem for at blive forvekslet fire:
undefined behold den, opgaven har — månedens ruder, hvor der ingen tid er at læse
'' ryd den — heldagsbåndet
'HH:MM' sæt den — et sted på døgnet
**Hvor på søjlen man slipper, er klokkeslættet.** Målt mod søjlens egen kasse frem
for mod siden, så det bliver rigtigt uanset hvor gitteret sidder og hvor langt der
er rullet. Rundet til kvarter: minuttet under markøren er ikke en oplysning, nogen
har — pegefingeren er bredere end et minut — og 14:07 er et tal, der ser ud som om
det blev valgt.
Prøven går hele vejen: sæt tiden, genindlæs og se at serveren tog den, ret datoen
og se at timen bliver, find opgaven på sit klokkeslæt i ugegitteret, og træk den op
i båndet igen. To ting, den lærte undervejs, står skrevet ved den: et træk over
fire hundrede pixels skal gå i skridt, ellers har browseren for få mellemstationer
til at holde gesten i live — og klokken skal være tidlig, for klokken fjorten
ligger under skærmkanten, og at måle noget dernede ruller siden væk under målet.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
|
b87c9ea6e2 |
fix(auth): en afvist passkey sagde "forkert e-mail eller adgangskode"
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m0s
Der er hverken en e-mail eller en adgangskode i et passkey-login. Loginet er discoverable — enheden ved selv, hvilken konto nøglen hører til, og der bliver ikke tastet noget. Alligevel fik en afvisning fladens generiske 401-tekst, og den nævner begge dele. Det sendte en person ud at lede efter en tastefejl i sin konto, der aldrig havde været der. Det, der faktisk var sket, var at instansen var flyttet fra http til https: en passkey hører til præcis den adresse, den blev lavet på — `RPOrigins` bygges af `VERDANDE_BASE_URL` med skema og alt — så et login på det ene skema mod en server, der venter det andet, kan ikke verificeres. Beskeden siger nu det, og siger også hvor man skal kigge. Serveren har hele tiden svaret "that key was not accepted"; det var oversættelsen i fladen, der gjorde den til noget andet. Aflysning bliver behandlet som før — den er ikke en fejl, og en fejl for den ville læse som om nøglen blev afvist. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
aadfb197b6 |
feat(notes): arkiv, flere ad gangen, og en kopiér-knap på koden
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m55s
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde, hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note betyder at læse forbi et årti. En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive. **Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret. Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke kunne have rørt én ad gangen. En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema, og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting at være i tvivl om lige inden man trykker Slet. **Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i `<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste `pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev "Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker, læser udklipsholderen og læser filen bagefter. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
8aad7c13b0 |
perf(notes): listen sendte hele noter for at vise halvfems tegn af dem
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m55s
Chrome frøs på notesiden, og der var to grunde. **Nyttelasten.** Listen viser en titel og omkring halvfems tegn. Den fik hele noter for at gøre det: med tolv hundrede blev svaret 3,9 MB, hvoraf otteoghalvfems procent var brødtekst, ingen ville læse på den skærm — hentet, tolket og holdt i hukommelsen hver gang siden blev åbnet. Nu 763 KB. Kroppen tømmes frem for at blive forkortet, og det er den vigtige halvdel. Et felt, der hedder `body` og indeholder et *stykke* af kroppen, er en fælde: editoren ville åbne det, pausen ville gemme det, og noten ville være skåret ned til sit eget uddrag af ingenting andet end at være blevet kigget på. Tom er en form, klienten kan se efter — og den gør det og henter hele noten, når den åbner en. Det kostede en adskillelse mere: hvilken række der er *valgt*, og hvilken note der er *indlæst*, er nu to ting. Editoren indlæser sin tekst, når notens id skifter, så hvis den fik uddraget først og hele noten bagefter, ville id'et være det samme begge gange og den anden aldrig blive vist. Man ville sidde med en tom note, der lige havde haft en titel. **Tegningen.** Alle tolv hundrede rækker fik layout og maling, også de tusind ingen kan se: 2,1 sekunder til første tegning. `content-visibility: auto` lader browseren springe det over og tage det, når man ruller derhen — 0,95 sekunder, og uden en eneste linje JavaScript, ingen rullematematik og ingen liste, der kan komme ud af trit med sig selv. **Og søgefeltet.** Det var en pille med et forstørrelsesglas tegnet ind som et baggrundsbillede med farven skrevet i hånden — #8b918d, uanset tema — hvilket gjorde det til det ene sted på siden, der ikke fulgte resten. Nu samme form som søgefeltet i toppen, et rigtigt ikon i `currentColor`, en ryd-knap og et antal fundne. Det havde heller ingen pause: hver tast sendte en søgning gennem tolv hundrede noter, så "kaffe" var fem forespørgsler, hvoraf de fire var forældede inden de kom tilbage — og svarene kunne lande i den forkerte rækkefølge. Nu én. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
ce3fc466b2 |
fix(auth): andenfaktoren kunne gættes igennem, og et token kunne tilmelde sin egen
To huller fra sikkerhedsgennemgangen, og de er samme historie fortalt to gange: den ene kontrol, der findes til når adgangskoden allerede er tabt, kunne omgås af netop den, der havde adgangskoden. **H1 — spanden blev fyldt af adgangskoden alene.** `handleLogin` nulstillede ratebegrænseren ved hver korrekt adgangskode, *før* den så på, om der var en andenfaktor. Det gav én, der havde kodeordet, ubegrænsede portioner på ti gæt: log ind, få en frisk spand og en frisk ventende session, brug ti gæt på koden, log ind igen. Med tre gyldige koder i ethvert øjeblik og tyve forespørgsler i sekundet er det lige odds inden for en eftermiddag. Spanden ryddes nu først, når login er *færdigt*, og der er kommet en spand mere: koder tælles pr. konto og ikke kun pr. adresse. Adressespanden er slået af enhver med mere end én adresse, hvilket er det almindelige — en telefon og en bærbar er allerede to. Det, der gør en sekscifret kode sikker, er at gæt er en knap ressource, og knapheden skal tælles imod det, der bliver angrebet. Den ventende session får lov at leve. At afslutte den ved første forkerte ciffer blev overvejet og valgt fra: det ville koste en, der taster ét tal forkert, sin adgangskode igen, og det køber næsten ingenting oven i loftet pr. konto. **M3 — et lækket token kunne tilmelde sin egen andenfaktor.** `/auth/totp/setup` lå kun bag `requireAuth` og spurgte om ingenting, mens `disable` altid har krævet adgangskoden: døren åbnede med et token og lukkede kun med et kodeord. Et stjålet token kunne hente hemmeligheden, lægge den i sin egen godkender, bekræfte den og beholde den eneste kopi af gendannelseskoderne. Ejerens næste login ville stoppe ved en kode, de ikke havde, og de kunne ikke slå den fra uden at logge ind først. Et tyveri bliver til et lejemål — den sætning står allerede i filen ved siden af om passkeys, og det er den samme regel. Nu bag `requireSession` sammen med passkeys og sessionerne, og `setup` spørger om adgangskoden ligesom `disable`. Symmetrien er pointen: at slå den til er mindst lige så indgribende som at slå den fra. Og en note kan oprettes inde fra et projekt. At ligge i et projekt *er* måden en note deles på, så det er én handling frem for to — man skulle før oprette noten under Noter og bagefter finde projektet frem i "Del i". Ruden findes nu, også før der er en eneste note, for ellers er der ingen knap dér, hvor man opdager at der skal skrives noget ned. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
bdde9cc6a5 |
merge: Google Kalender som menupunkt, med Verdandes egen kalender lagt over
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel: kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage. **OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som *Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord, man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør. Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op. `internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails: én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede. Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021 skulle igennem. Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit, og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret ikke stille viser noget forkert. `CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre færdigt ved en andens møde. To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https. Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
6b2cd0f259 |
merge: engelske skærmbilleder, og otte steder hvor fladen blev ved med at være dansk
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m54s
Skærmbillederne er engelske, fjorten i alt, og der er to mennesker i dem. Det sidste er ikke pynt: halvdelen af det, programmet er til, findes ikke med én konto — en ansvarlig, et navn i historikken, en medlemsliste, og "Venter på andre" som andet end en tom side. Sproget kommer fra kontoens locale og ikke fra strenge skrevet i hånden, hvilket er dét, der fandt fejlene: otte steder, hvor grænsefladen blev ved med at være dansk, uanset hvad kontoen sagde. "Forsinket" og "I dag" skrevet ind i markup, "Uden sektion" som boardets første kolonne, gentagelsesreglerne halvt oversat, alle nitten navne på hændelser i historikken, og et `da-DK` hårdkodet i Kommende. Gentagelsesreglerne er flyttet til `when.js`, så menuen og mærket ikke kan blive uenige igen — det er præcis, hvad den fil er til. README's billeder havde været brudte siden `37605ba`, som lavede PNG'erne om til WebP og slettede dem, uden at teksten fulgte med: forsidebilledet og alle seks i tabellen var 404 på GitHub. Og noterne — hele funktionen — stod ikke nævnt hverken i README, på forsiden eller i dokumentationen. Nu skrives PNG til docs og WebP til site, altså præcis dét, de to steder læser. Før efterlod hver kørsel tolv usporede PNG'er i site, som intet pegede på. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
dcd66b415e |
docs(web): registreringsteksten fortæller nu, at klienten dækker begge dele
Hjælpeteksten sagde "slå Gmail API til", og det er kun det halve nu. Den samme klient bærer både Gmail og Google Kalender og skal have begge redirect-URI'er — og kalenderpanelet siger, hvor dets egen kommer fra, så ingen leder efter et felt til en klienthemmelighed, der allerede står ovenfor. |
||
|
|
3991ec9445 |
feat(notes): et billede kan indsættes og trækkes ind i en note
Rapporteret fra brug: man kunne ikke indsætte billeder eller trække filer ind i noter. Det passede — importen kunne tage billeder med, og intet andet kunne. Indsætningen tog kun `text/plain` og smed resten væk, og der var slet ingen håndtering af et træk. At indsætte et skærmbillede er det mest almindelige, der findes i et noteprogram, og det gjorde ingenting overhovedet. Der manglede også et sted at lægge filen. Vedhæftninger på en note fandtes i databasen, siden migration 0021, men kun importen kunne skrive dem; der var ingen rute. Nu er der en, med editor-rettigheder på noten og samme svar for "findes ikke" og "ikke din", så et id ikke kan afprøves. Skrevet ind som `` og ikke som en data-URL: en note er Markdown i en database, og et fotografi fra en telefon som base64 midt i teksten ville gøre noten til fire megabyte tekst, der skal læses hver gang listen tegnes. `execCommand` frem for at bygge noden selv, fordi det er dét, der lægger handlingen i browserens egen fortryd-historik — ⌘Z tager billedet ud igen, ligesom det tager et ord ud. `preventDefault` på både dragover og drop. Uden den første kommer der intet drop; uden den anden åbner browseren filen i stedet, og man mister det, man var i gang med at skrive, til en fane med et billede i. Kun filer: et træk inde fra appen selv bærer vores egen nyttelast og skal falde igennem til den, der lyttede. Prøven går begge veje ind, ser at billederne bliver hentet og tegnet, og læser filen bagefter for at sikre, at der står to bilagsadresser og ingen data-URL. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
031bb18067 |
fix(calendar): en tom kalender skal sige hvorfor, ikke bare være tom
At vælge en kalender er nogen, der siger "vis mig den her". At gemme valget og lade gitteret stå tomt, til fejeren kommer forbi et kvarter senere, er en kalender, der påstår, at fjorten dage er fri — og personen står på siden med knappen under hånden. Gemningen henter nu selv. Og er der forbundet en konto uden at der er valgt nogen kalendere, siger visningen dét. "Der er ikke valgt en kalender" og "der er ikke booket noget" ser ens ud, og kun den ene er noget at gøre noget ved. |
||
|
|
dce8800f93 |
fix(web): otte steder hvor grænsefladen blev ved med at være dansk
Skærmbillederne skulle tages på engelsk, og det var dét, der fandt dem: en konto sat til engelsk fik stadig "Forsinket" over de forsinkede opgaver, "Uden sektion" over den første kolonne på tavlen, "Aldrig" i gentagelses- menuen, "hver dag" på rækken, "til instansen · inviteret af" på invitationen, "3 projekter" på kontoen, og hele historikken — nitten hændelser, alle på dansk. En funktion, der kun virker på det ene sprog, er en funktion, der er i stykker. Gentagelsen er den eneste, der ikke bare manglede en nøgle. Serveren skriver `recurrence_text` på dansk og skal blive ved med det: én besked går over WebSocket til alle i projektet på én gang, og de læser ikke det samme sprog. Så de regler, der har et navn, får det i when.js — på den side, der ved, hvis skærm det er — og alt mere specifikt falder tilbage til serverens ord. Mellemrummet i historikken er skrevet ud. Svelte fjerner det, der åbner en blok, så "inviterede" og adressen løb sammen til ét ord. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
987d4edfce |
feat(calendar): en læst Google-kalender, med sit eget endpoint og sin egen sweep
Samme registrering som Gmail, et andet scope og en anden redirect-URI. Google udsteder en refresh-token pr. godkendelse og holder op til hundrede i live pr. konto, hver med sine egne scopes — så en forbundet kalender rører ikke en Gmail, der virker, og at afbryde den ene tager ikke den anden med. Callbacken har sin egen sti. Én callback, der ud fra gemt tilstand afgjorde, hvilket af de to flows der kom tilbage, ville lægge valget af *hvilket token-lager der skrives* bag et opslag — og går det galt, går det galt ved at overskrive en virkende Gmail-forbindelse med kalender-tokens. Begivenhederne caches i et vindue på 90 dage tilbage og et år frem. Et månedsgitter bladrer, og et kald til Google pr. piletast er en kalender, der er langsommere end den kalender, den viser. Vinduet har en kant, og endpointet siger hvor den er: et tomt svar uden forklaring er en kalender, der lydløst påstår, at en dag er fri. |
||
|
|
78891bae6f |
feat(beacon): tæl installationer, sig præcis hvad der sendes, og lad folk sige nej
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet. Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. **Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den historie, der ikke passer. Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele. Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen mellem anonym og pseudonym. Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand, der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft: endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden et loft kunne enhver fylde disken. Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde "hvor mange har prøvet det". `internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen, og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
9b4e7686f9 |
feat(notes): datoerne følger med, billederne bliver tegnet, og listen kan sorteres
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m54s
Fire ting, som en rigtig import af tolv hundrede noter fandt på en time. **Billederne blev vist som ord.** `markdownToHtml` havde ingen regel for `` overhovedet, så en note fra Apple Noter viste sin egen billedadresse som tekst. Filen var hentet, gemt og hæftet på noten; det eneste, der manglede, var at nogen tegnede den. Kun vores egen adresse bliver til et billede — et `` fra en indsat tekst ville ellers hente fra en fremmed vært, når noten åbnes, og en note er det sidste sted, man vil have en sporingspixel. Og vejen tilbage skulle med: uden `IMG` i inlineToMarkdown ville den første gemning have taget hvert billede ud af noten igen. **Titlen blev revet i stykker.** Noter deler en linje op i så mange stumper, den har brug for — "Aalborg Kommune" står som `<h1>A</h1><h1>alb</h1><h1>org Kom</h1><h1>mune</h1>`, fordi der er en attributkørsel bag hver stump — og eksporten læste et linjeskift ved hver af dem. Noten kom ud som fire overskrifter oven på hinanden, altså ødelagt på den mest synlige måde der findes: i sin egen titel. Samme rod gav `**M****øde**` for fed og `*M**øde*` for kursiv, hvor de to stjerner i midten læses som fed. Nu brydes der kun, når blokken skifter, og et mærke, der lukkes og straks åbnes igen, er ingenting. **Datoerne fandtes ikke.** Eksporten læste dem aldrig, og Markdown havde ingen plads til dem — så en flytning af tolv hundrede noter blev en bunke, der alle var skrevet samme aften. Rækkefølgen er halvdelen af, hvad et arkiv er. Nu står de i et YAML-hoved, som Obsidian og Bear allerede skriver, og importen læser det. `SetNoteTimes` frem for gennem SaveNote: `updated_at` betyder "hvornår skrev *dette* program noten sidst", og lod man enhver kalder sætte den, ville kolonnen betyde det, den sidste skriver havde lyst til. **Og listen kan sorteres** — senest rørt, oprettet, navn. Favoritter står øverst uanset hvad; det er hele meningen med at gøre en note til favorit. Eksporten henter nu i klumper. Ét kald pr. note tog halvanden time for tolv hundrede, ikke fordi Noter er langsom, men fordi hvert kald er en proces, der skal startes — og det gjorde det umuligt at rette en fejl i oversættelsen og se resultatet, for hver runde var en frokostpause. Antallet af bilag kom med i klumpen af samme grund: ni ud af ti kald var en proces startet for at få svaret nul. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
9e687185fb |
feat(notes): vis noten som kode, og giv teksten en margen at ånde i
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m59s
Kildevisningen, fordi den rige flade ikke kan tage imod Markdown. Indsat i den er "## Overskrift" fem tegn og ikke en overskrift, og der var ingen vej ind for tekst skrevet et andet sted — hvilket er en mærkelig mangel i et program, hvis hele lager er Markdown. Knappen </> viser filen, som den ligger i databasen, og det, man skriver der, går tilbage gennem den samme oversætter som altid. Fyldt fra kilden og ikke fra note.body, når man går tilbage: gemningen venter på sin pause, så den vej ville kaste det nyeste væk. Og kildevisningen hører til den note, den blev slået til på — skifter man note, er det den rige flade, man møder. Margenerne. Teksten lå helt ude ved kanten, og på en bred skærm blev linjerne hundrede og fyrre tegn — dér mister øjet hvilken linje det var på, når det springer tilbage. Arket har nu marginer, der vokser med ruden, og teksten en grænse på 46rem. Kun teksten: værktøjslinjen og foden hører til ruden. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
a4b12f3601 |
feat(notes): listen som Apple Noters, ⌘K finder noter, og de kan trækkes
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m52s
Rækken har nu titel i samme størrelse som en opgavetitel — en note og en opgave er to ting af samme slags, og hver sin størrelse får den ene til at se mindre vigtig ud. Under den står dato og begyndelse på samme linje, som Apple Noter gør det: to linjer pr. note frem for tre, og datoen først, fordi det er den, man skanner efter. Ligger noten i et projekt, står det nedenunder. ⌘K søgte kun i opgaver og projekter. Feltet ser ud til at kunne finde alt, så det er svært at gætte, at halvdelen af programmet ikke var med. Og mens jeg var der: "Projekt" og "Opgave" stod hårdkodet på dansk i paletten. En note kan trækkes ind på et projekt i sidebjælken — samme mål som en opgave, fordi det er samme gestus: læg denne her. To fejl i søgefeltet, begge Safaris egen type="search": Fokusringen tvang sin egen hjørneradius og tegnede en firkantet bue uden om en rund kant — to streger, hvor der skulle være én. Den følger nu elementets form, overalt i programmet. Og feltet skiftede udseende ved fokus: forstørrelsesglasset forsvandt og pilleformen blev firkantet. Det tegnes nu af os. Trækket og palettens noter er ikke fastholdt i en prøve. ⌘K, tastning og en debounce oven på hinanden gjorde den upålidelig, og en flakkende prøve siger mindre end ingen. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
414a35eaba |
feat(notes): billeder og bilag følger med ind — og ud
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den. En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger. Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem. En tabel mere ville være et alt-sammen mere. Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til — noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting. Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag. Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet. AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten. Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for at vælte kørslen. Migration 0021. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
11fdbefe1b |
feat(notes): hver note som en Markdown-fil, i et zip
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en teksteditor, i hvad som helst. To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast: Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger. Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer. Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |