6178cbbdd88e89982f5ce3f33c6f513016aaa31c
15
Commits
| Author | SHA1 | Message | Date | |
|---|---|---|---|---|
 kristianwindandClaude Opus 5
|
8c3aa33f13 |
fix(udgaver): porten dækkede 29 ruter og skulle dække 63 — og fladen ringede stadig på dørene
Prøven, der skal holde udgaverne adskilt, stod grøn gennem to merges, mens
34 opgaveruter blev betjent af noter-udgaven. Den fejlede ikke: den
sammenligner routeren med en nedskreven liste, og listen var skrevet ud
fra de ruter, nogen havde tænkt på. Den er en DRIFT-kontrol, og den kan
ikke være en fuldstændighedskontrol. Det står nu i prøven selv.
Lukket: CalDAV-træet (8 ruter, alle læser eller skriver en VTODO),
.well-known/caldav (en påstand om at der er en CalDAV-server), ICS-feedet
og de to ruter til dets token, de fire opgave-eksporter, Todoist- og
CSV-importen, skabelonerne, sektionerne, de seks AI-opgaveruter og
indbakke-krogen. Plus fem af ni MCP-værktøjer — endepunktet er der
stadig, værktøjslisten er kortere.
Tre blev afgjort ved at læse frem for ved navnet: en skabelon laver
opgaver (CreateProjectFromTemplate), `section_id` står på `tasks` og
findes ikke på `notes`, og add_comment hænger på en opgave.
Men den dyre halvdel var fladen. En vandring gennem hver side, der kan
nås i noter-udgaven, med konsollen og svarene aflæst, fandt SYV brud —
fire af dem fra den første port:
sidebjælken GET /filters 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
sidebjælken GET /labels 404 ved hver navigation, ædt af .catch()
notifikationer GET /ai/plan 404, stille
notesbogens side GET /tasks kastede → status = 'failed'
notesbogens side GET /sections kastede → samme fejlskærm
indstillinger GET /templates toast med fejlbesked på skærmen
integrationer GET /feed 404, stille
Den fjerde er den, der har kostet noget: /projekt/{id} er notesbogens
side, og kaldene samles i et Promise.all, så én 404 tog hele siden med.
Den har vist en fejlskærm frem for noter siden porten blev sat. Ingen
prøve åbnede en notesbog i den udgave, og .catch(() => {}) sørgede for,
at resten ikke sagde noget. "Fladen følger udgaven" var sandt om menuen
og falsk om hentningerne.
Vagten for opgaver står i butikken frem for ved kaldestederne: der var
tre, og den fjerde blev glemt — hvilket er præcis sådan, den slap
igennem.
Og rettelsen lavede selv en fejl, som vandringen fangede: da opgavekaldet
holdt op med at fejle, kom en uendelig effekt-løkke frem, som 404'eren
havde holdt låg på. En ubetinget tilskrivning til app.tasks får
projektsidens effekt til at kalde tilbage. 404'eren var låget på en
løkke, ikke bare støj.
Også: -timeout 20m i begge CI-workflows. internal/httpapi tog 664s her og
498s i CI på #95, mod Go's standardgrænse på 600 — og når den krydses, er
beskeden "panic: test timed out after 10m0s" plus et goroutine-dump, som
læser som en deadlock i koden frem for som en suite, der blev for stor.
watchForTrouble udskilt til web/e2e/trouble.js, så udgave-suiten kan bruge
den samme.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
|
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
3132bba7e5 |
feat(data): hele kontoens opgaver kan hentes, og en indsat liste bliver til opgaver
To ønsker, meldt sammen. --- eksport af det hele --- Eksporten fandtes allerede — konto som JSON, noter som Markdown i en zip, og pr. projekt CSV i Todoist-format og ICS. Hullet var, at opgaver kun kunne hentes ÉT PROJEKT AD GANGEN. Med femten projekter er det femten downloads for at flytte sine egne opgaver, hvilket er en eksport, der teknisk set findes, og som ingen bruger. `GET /export/projects.zip` er én CSV pr. projekt. En zip og ikke én bred fil med en projektkolonne: Todoists egen eksport er en fil pr. projekt, så det er den form, der importeres i den anden ende — og den form, man kan hive ét projekt ud af uden at åbne et regneark. Samme begrundelse som noteeksporten, der er en mappe med Markdown og ikke én lang fil. `GET /export/tasks.ics` er alle daterede opgaver i én kalender. Ét fil og ikke en zip, fordi en kalender er lavet til at rumme mange ting, og projektet følger med hver opgave. Udaterede udelades — en VTODO uden dato er en linje, de fleste læsere taber på gulvet. Prøven ser I filerne frem for på statuskoden: en tom zip og en kalender uden VTODO'er er begge 200 med en troværdig Content-Type, og det er præcis den form, en fejl i en eksport har. To projekter, ikke ét, så en løkke der kun eksporterer det sidste ikke består. --- en indsat liste bliver til opgaver --- Quick-add er ét felt på én linje, og browseren smider linjeskiftene væk ved indsætning i et `<input>` — så en kopieret liste blev til én opgave med punkterne mast sammen. Nu læses den. Indrykning bærer niveauet, og bredden læses af teksten frem for at være gættet til to eller fire: en liste fra Apple Noter rykker ind med ét antal mellemrum, en fra et Markdown-dokument med et andet, og begge skal give ét niveau. `- `, `*`, `1.` og `1)` fjernes som den notation, de er. `- [x]` er derimod indhold: en halvt afkrydset liste, der kommer ind som lutter uløste opgaver, har tabt det, man indsatte den for. Teksten røres ikke ud over mærket. Datoer, `#projekt` og `@etiket` læses af quickadd på serveren, præcis som når linjen var skrevet i hånden — ét sted at forstå en opgavelinje, ikke to. Derfor tager `/tasks/quick-add` nu et `parent_id`: en indrykket linje skal parses som enhver anden. En undertask lever i sin forælders projekt. Et `#projekt` på en indrykket linje honoreres derfor ikke, og det siges højt som `unknown_project` frem for at ordet bare forsvinder fra titlen. Indsætter man i en opgaves undertask-felt, bliver linjerne undertasks dér. Det er "enten opgaver eller undertasks" afgjort af hvor man indsætter, uden at nogen skal vælge noget i en menu. Listen vises, før den oprettes. Fyrre opgaver fra et fejlklik er ikke noget, man skal opdage bagefter — og visningen er også svaret på "forstod den indrykningen", stillet mens der stadig er en Fortryd-knap. --- rettet undervejs --- Rækkens undertask-tæller stod stille, når en undertask blev tilføjet fra ruden: rækken sagde 1/2, mens ruden foran viste fire. Tallene bor på forælderen og regnes ud ved hentning, og serveren sender ikke forælderen igen, fordi et barn blev lavet. Det gjaldt også den gamle vej, ikke kun den nye. Go-suiten grøn. Fuld chromium-suite: 103 bestået, 0 fejlet. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
7e981354c2 |
feat(indstillinger): en indstilling kan findes ved at søge efter den
Indstillingerne er ti faner med syvogtredive afsnit, og den eneste vej til et bestemt af dem var at huske, hvilken fane det lå under. ⌘K kunne opgaver, projekter og noter — alt det, man selv har skrevet, og intet af det, programmet består af. Ét indeks, to steder det bruges: et felt øverst i indstillingerne og paletten. To lister over de samme afsnit ville være to steder at glemme et nyt et. Overskrifterne står ikke i indekset. Hver post peger på den nøgle, afsnittets egen overskrift allerede bruger, så et afsnit, der bliver omdøbt, følger med af sig selv, og søgningen kan begge sprog uden at kende nogen af dem. `words` er derimod skrevet i indekset, og det er med vilje: det er søgeord, ingen får at se. Det danske afsnit hedder "Tælling af installationer", men det ord, man kender det ved, er "beacon" — og på samme måde 2fa, imap, webcal, webhook. De er de samme på begge sprog, hvilket er hele grunden til, at de virker som søgeord. Ankrene er nye id'er på afsnittene. Tre af dem stødte sammen med et felt inde i afsnittet — to ens id'er gør <label for> tvetydig og getElementById tilfældig — og hedder derfor to-faktor, kalenderfeed og caldav-server. Springet dertil kan ikke overlades til browseren: siden hentes af ruteren, og afsnittet findes først, når dens data er hjemme. Der prøves i to sekunder og gives så op. Blinket bagefter er ikke pynt — man er landet midt i en side med otte afsnit, man ikke selv rullede hen til. Prøverne læser filerne frem for at klikke: halvdelen af afsnittene vises kun under en betingelse, så en prøve, der ledte efter dem i en browser, ville melde fejl på det, der med rette var skjult. Og palettens pladsholder sagde "Søg i opgaver og projekter". Den har kunnet noter længe, og kan nu også indstillinger. Co-Authored-By: Claude Opus 5 (1M context) <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 5
|
0cf5c8c281 |
feat(beacon): sig det uopfordret, og lad være med at fejle i tavshed
Beaconet er slået til som udgangspunkt. Det kan kun forsvares, hvis det bliver sagt af sig selv — og det blev det ikke. Det stod rigtigt og fyldestgørende under Indstillinger → Data, som er en side, der bliver åbnet af dem, der i forvejen har en mistanke om, at der er noget at læse. For alle andre var "du kan slå den fra" et tilbud til nogen, der ikke vidste, der var noget at slå fra. Nu møder en administrator beskeden første gang: hvad der bliver sendt, med de rigtige værdier i — det rigtige id, den rigtige version, den rigtige adresse — og to knapper. Værdierne står der frem for ordet "anonymt", fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. `keep` er en peger og ikke en bool. En tom krop måtte ikke kunne betyde "slå det fra": et fravalg, ingen har truffet, er lige så meget et brudt løfte som et tilvalg, ingen har truffet. Og tre ting mere, som Yggdrasil har lært på den hårde måde: Et beacon, der ikke kan nå sin collector, fejlede i fuldstændig tavshed. Det prøvede igen i morgen, siden sagde "sidst sendt" med en dato, der bare blev ældre, og ingen opdagede det. Grunden bliver nu skrevet ned og vist. En installation, der opdaterer sig selv om natten, meldte gårsdagens version i op til et døgn, fordi døgnet blev talt fra sidste vellykkede melding. En version, der er skiftet, sender nu med det samme. Og det offentliggjorte tal har fået et gulv. Et tal, der falder, kan ikke offentliggøres som en kendsgerning — en dårlig udrulning, en DNS-ændring, der stille stopper meldingerne, og rækker, der er væk, ser alle sammen ud som "færre bruger det nu". Adressen bliver stående: Verdande melder til verdande.yggdrasilpanel.com, ikke til panelets egen collector. De to tæller hver sin slags installation, og en fælles tabel har intet felt til at holde dem ude fra hinanden. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
kristianwindandClaude Opus 4.8
|
01001d0980 |
fix(settings): the "open completed tasks" link was unstyled
It carried class="ghost", which nothing in the data page styles — so it fell back to the browser's blue underline while every link beside it is the accent-coloured .link. Now it matches them. Co-Authored-By: Claude Opus 4.8 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
78891bae6f |
feat(beacon): tæl installationer, sig præcis hvad der sendes, og lad folk sige nej
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet. Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed for at efterprøve det. **Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den historie, der ikke passer. Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele. Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen mellem anonym og pseudonym. Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand, der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft: endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden et loft kunne enhver fylde disken. Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde "hvor mange har prøvet det". `internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen, og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
414a35eaba |
feat(notes): billeder og bilag følger med ind — og ud
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m58s
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den. En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger. Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem. En tabel mere ville være et alt-sammen mere. Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til — noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting. Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag. Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet. AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten. Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for at vælte kørslen. Migration 0021. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
11fdbefe1b |
feat(notes): hver note som en Markdown-fil, i et zip
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en teksteditor, i hvad som helst. To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast: Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger. Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer. Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
5f04fe56bc |
feat(notes): note-værktøjer i MCP, og sidebjælken ryddet op
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til. Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den række, der blev skrevet. Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af programmet, og i den række læste de som endnu et filter. Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse af hvad den er til. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
a38a79e9b6 |
feat(secrets): tokens og kodeord forlader ikke længere huset med en kopi
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren, der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token. Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed, instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve databasen, så filen følger ikke med. Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password, client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller: hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke købe noget og ville koste muligheden for at kigge. Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det. Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
c4e480a0c4 |
fix(gmail): stop hiding why it failed, twice over
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m6s
Reported from use: "Fetch now" said "something went wrong" and the error log was empty. Both halves were the same bug wearing two hats. `handleGmailSyncNow` answered 502 with the code `internal_error`, which the interface maps to a generic sentence — so Google's own words, which are the whole diagnosis, were replaced by one that says nothing. And `writeError` records nothing; only `s.internal` does. So there was no message to read and nowhere to look it up afterwards. `s.upstream()` is the answer: 502 because this is somebody else's service saying no rather than this server breaking, a code of its own so the interface can quote what was said, and a row in the error log — which is the entire reason that log exists. A Gmail sync failing quietly for a week is otherwise invisible: the background job writes a line the next restart erases. The same connection also left the mailbox unnamed. The address is learned at connect time and that call can fail; a warning went to the log and an empty string to the database, so the page said "an unknown account" and kept saying it. The only way back was to disconnect and reconnect, which nobody would guess. The status endpoint asks again when it finds none, so a wrong answer lasts until the next look rather than until somebody reconnects. Ten Danish strings were hiding in `confirm()` and `app.toast()` calls, including every destructive confirmation in the app — the worst possible set to leave in one language, since it is what somebody reads in the half-second before agreeing to lose something. The i18n guard reads markup and attributes, and a string argument lives in the script block. It reads those now, and found four my own grep missed. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
4d8b70918b |
feat(i18n): the interface speaks both languages
The account has had a `locale` since the beginning and it only chose which grammar quick add read a line with — so picking English changed nothing anybody could see, and the field said so honestly: "Sprog i hurtig tilføjelse". It says "Sprog" now, because it means it. Every component goes through `t()`. Danish is the source: a key missing from English falls through to Danish rather than to the key, because a Danish sentence in an English screen can be read and `settings.notifications.title` cannot. `tag()` is the single place `Intl` is asked. Before, `'da-DK'` was written into a dozen components, and that is the half of a translation that gets left behind — an English interface still saying "24. aug." is exactly the shape of a job half done. There is a smoke test that switches to English and refuses to see a Danish month name in the calendar's heading. Colour and theme names are keys now. `colors.js` keeps its ids untouched — they are what the database stores, and `internal/store` reads them out of that file — but `name` is `'color.tomato'`, resolved where it is drawn. The Inbox keeps its name. It is a project row the server creates at signup, not a string in the interface, and it can be renamed like any other project. Four copies of "3 hours ago" became one, in `web/src/lib/when.js`. They had already drifted: one said "aldrig logget ind", another "aldrig", and two stopped at days where the others carried on to a date. Routes stay Danish. `/indstillinger`, `/projekt`, `/uddelegeret` are bookmarks and they are in every smoke test; translating them buys nothing and costs both. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
1da7ea64bf |
feat(admin): the nightly backup, made visible
It has run since the beginning and nothing showed it. A backup nobody can see is a backup nobody knows has been failing, and the failure is quiet: a volume gone read-only, a disk that filled, a container that has not been up at midnight all week. The first anybody hears of it is the day they need one. `ListBackupRuns` was already in the store and exposed nowhere. Now there is a list, a download, and a button that takes one now — the same work the nightly job does without its "one a day" check, because waiting until tonight to learn whether backups work at all is how somebody finds out on the day they need one, and it is the only way to get a snapshot from *before* something you are about to do. Restoring is deliberately not a button. Swapping a database under a server that is writing to it means stopping every writer, replacing the file and reopening, and a half-done version of that destroys the thing it was restoring. The panel says what to do instead. `RunBackupNow` turns out to have been a second copy of the backup logic, written for a button that did not exist yet, and the two had already drifted: it never created the backups directory and logged nothing. One implementation now. Administrators only, and sessions only. A backup is a complete copy of the database, so this hands out everybody's data in one file. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
8a6e1bc39e |
feat(projects): rename, delete, and a trash you can actually reach
A project could be created and shared and never renamed or deleted. Both have worked through the API since the beginning; there was simply nothing to click. The heading is now the field — a heading that happens to be editable rather than a form that looks like one — and saves on blur, with Escape putting the old name back. Owner only, and the Inbox keeps its plain heading because it cannot be either renamed away or deleted. Deleting needed more than a button. It is soft, with thirty days to change your mind, and restoring has been possible the whole time — from an id, which is exactly what you no longer have once the project has gone from the screen. A recovery window nobody can reach is not one. So GET /trash/projects lists what you have deleted, with how many tasks went with it and how long is left, and Settings → Data has the button. Owned, not shared: a member of a project somebody else deleted has no business bringing it back, and there is a test that says so. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
Kristian WindandClaude Opus 5
|
9d9444d0ac |
feat(web): the settings surface
There was no /indstillinger route at all. The Gmail OAuth callback redirects there and had been answering 404 since it was written. Six pages rather than one long scroll, because the sections have nothing to do with each other and somebody opening API tokens should not have to walk past their own password to get there: the account and its second factor, notifications, integrations, AI, tokens, and data. Everything listed as having no interface in the handoff is reachable from one of them — the calendar feed, the mail-to-task address, Gmail, the AI provider, import, export, templates and the update notice. Two decisions worth naming. The AI key field starts empty and says why: a settings page that repopulates a password field is one that will eventually leak a key into a screenshot, and an empty value means "leave the stored one alone" rather than "clear it". And the form chrome lives in the layout as :global rules, because scoped styles do not reach a child route and six copies of the same twelve selectors is six places for them to drift. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |