Meldt ind som "AI-informationerne gemmes ikke". De blev gemt. De blev taget
bagefter.
`user_settings` blev oprettet med `user_id` som hele sin primærnøgle — én række
per person, uanset scope — og upserten skrev `scope` om ved konflikt. Der er tre
scopes i live: `ai`, `gmail` og `calendar`. De delte den ene række, så hver
skrivning slettede de to andre, og hver eneste svarede 204. Det virker begge
veje: at forbinde kalenderen slettede Gmail-forbindelsen, og Gmail slettede
kalenderen.
Fælden var set komme to gange. 0011 gav instansens indstillinger deres egen
tabel delvis af den grund og skrev advarslen ned med rene ord; 0014 flyttede
postkasserne ud og skrev, at advarslen "nær var trådt i for anden gang". Tredje
gang var kalenderen, som lagde et `calendar`-scope ved siden af de to andre.
Lektien værd at holde fast i: en advarsel i en migration bliver læst af den, der
redigerer *den* migration, og det var ingen. Formen er rettet her, så der ikke er
noget tilbage at advare om — `PRIMARY KEY (user_id, scope)`, og upserten rammer
den nøgle.
Tabellen bygges om, fordi SQLite ikke kan ændre en primærnøgle på plads. De rækker,
der findes, kopieres som de er: hver person har højst én, og den holder det scope,
der vandt sidst. Det, de tidligere skrivninger tog, er overskrevet og kan ikke
hentes tilbage her — efter opdateringen skal AI-udbyderen sættes op igen, og
Gmail-forbindelsen tjekkes.
To prøver: én mod store-laget, hvor formen var fejlen, og én gennem handlerne,
hvor den blev set.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækkefølgen af sektioner *er* planen — "Planlægning" står før "I gang", fordi det
er den vej arbejdet går — og indtil nu kunne den kun laves om ved at slette en
sektion og lave den igen, hvilket smider dens opgaver ud i det usektionerede
område på vejen.
Hele overskriften er håndtaget. En sektionsoverskrift indeholder ikke noget, der
selv bliver trukket, så der er ingen geste at stjæle — hvilket er grunden til, at
sidebjælkens rækker skulle have et greb, og grunden til at disse ikke skal. Ikke
draggable mens den omdøbes: et draggable element lader ikke markøren vælge tekst
i det felt, det indeholder.
Serversiden er hele listen på én gang som projekter og grupper, og af samme
grund: et projekt har en håndfuld sektioner, så 0, 1, 2 … er én lille transaktion
uden præcision at løbe tør for, og en liste kan ikke ende halvt anvendt.
`ReorderSections` er scopet til projektet og ikke til en ejer — en sektion har
ingen ejer, den hører til et projekt, og om du må rykke rundt er et spørgsmål om
det projekt, som handleren allerede har stillet. Id'er fra et andet projekt
springes over af WHERE-klausulen; der er en prøve på præcis det, fordi ingenting
ellers kontrollerer id'erne enkeltvis.
Båndet stod fire pixels skævt. Det var trukket ud med --s2 og polstret med --s3 —
samme idé gjort med to forskellige tal — så det blev otte pixels bredere end
listen i hver side, og teksten landede fire pixels uden for den kolonne, rækkerne
holder. Til venstre var det usynligt. Til højre var det Omdøb og Slet, der stod
fire pixels forbi alt over og under sig, hvilket er præcis langt nok til at ligne
en fejl og ikke langt nok til at se hvorfor. En række er `.row` med
`padding: var(--s2)` inde i en boks uden, så båndet har nu samme polstring og
ingen margen.
Board-visningen er ikke rørt: der er kolonnerne vandrette, og det er en anden
geste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Arkivet, fordi papirkurven er det forkerte redskab.** Den siger "det her var en
fejl, og om tredive dage er det væk" — så alt, der er værd at beholde, kan ikke
komme i den. Et arkiv på tolv hundrede importerede noter er præcis det tilfælde,
hvor de fleste er værd at beholde og næsten ingen er værd at kigge på; uden et
sted at lægge dem er listen hele arkivet for evigt, og at finde ugens note
betyder at læse forbi et årti.
En kolonne, ikke en mappe. Noterne afviste et andet hierarki i 0018, og
arkivering er ikke arkivering i den forstand: det er én oplysning om, hvorvidt en
note er aktuel, og den skal kunne besvares ved siden af `deleted_at`, som er den
anden af samme slags. `updated_at` røres ikke — at rydde op er ikke at skrive.
**Flere ad gangen.** ⌘-klik lægger til, skift-klik tager intervallet i den
rækkefølge, listen faktisk står i — ikke notens egen, som er en anden, når der er
sorteret eller søgt. Trækker man en note, der er markeret, følger hele
markeringen med; trækker man en, der ikke er, er det den ene, for ellers ville et
træk i en tilfældig række flytte halvtreds noter, man havde glemt var markeret.
Ét kald frem for et pr. note: efter en import af tolv hundrede er det at vælge
halvtreds det almindelige tilfælde. Hver note kontrolleres stadig for sig — et sæt
er en bekvemmelighed for den, der kalder, og aldrig en vej til noget, de ikke
kunne have rørt én ad gangen.
En kant *og* en tone på det markerede: `--accent-sunken` er meget lys i lyst tema,
og tre markerede rækker var svære at skelne fra tre, der ikke var — en dårlig ting
at være i tvivl om lige inden man trykker Slet.
**Kopiér-knappen spiste næsten den kode, den skulle kopiere.** Den ligger inde i
`<pre>` for at kunne stå i hjørnet af blokken, og `colourCode` læste
`pre.textContent` og malede resultatet tilbage — så et klik på "Kopiér" skrev
"Kopieret" ind i koden, og næste gemning lagde det i filen. Nu ét sted, der siger
hvad en kodeblok indeholder, brugt af både farvelægningen og oversættelsen til
Markdown: var de to uenige, ville forskellen ende i noten. Prøven klikker,
læser udklipsholderen og læser filen bagefter.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Chrome frøs på notesiden, og der var to grunde.
**Nyttelasten.** Listen viser en titel og omkring halvfems tegn. Den fik hele
noter for at gøre det: med tolv hundrede blev svaret 3,9 MB, hvoraf otteoghalvfems
procent var brødtekst, ingen ville læse på den skærm — hentet, tolket og holdt i
hukommelsen hver gang siden blev åbnet. Nu 763 KB.
Kroppen tømmes frem for at blive forkortet, og det er den vigtige halvdel. Et felt,
der hedder `body` og indeholder et *stykke* af kroppen, er en fælde: editoren ville
åbne det, pausen ville gemme det, og noten ville være skåret ned til sit eget
uddrag af ingenting andet end at være blevet kigget på. Tom er en form, klienten
kan se efter — og den gør det og henter hele noten, når den åbner en.
Det kostede en adskillelse mere: hvilken række der er *valgt*, og hvilken note der
er *indlæst*, er nu to ting. Editoren indlæser sin tekst, når notens id skifter, så
hvis den fik uddraget først og hele noten bagefter, ville id'et være det samme
begge gange og den anden aldrig blive vist. Man ville sidde med en tom note, der
lige havde haft en titel.
**Tegningen.** Alle tolv hundrede rækker fik layout og maling, også de tusind
ingen kan se: 2,1 sekunder til første tegning. `content-visibility: auto` lader
browseren springe det over og tage det, når man ruller derhen — 0,95 sekunder, og
uden en eneste linje JavaScript, ingen rullematematik og ingen liste, der kan komme
ud af trit med sig selv.
**Og søgefeltet.** Det var en pille med et forstørrelsesglas tegnet ind som et
baggrundsbillede med farven skrevet i hånden — #8b918d, uanset tema — hvilket
gjorde det til det ene sted på siden, der ikke fulgte resten. Nu samme form som
søgefeltet i toppen, et rigtigt ikon i `currentColor`, en ryd-knap og et antal
fundne.
Det havde heller ingen pause: hver tast sendte en søgning gennem tolv hundrede
noter, så "kaffe" var fem forespørgsler, hvoraf de fire var forældede inden de kom
tilbage — og svarene kunne lande i den forkerte rækkefølge. Nu én.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**Søgningen sorterede efter dato.** Usynligt med ti noter og ubrugeligt med tolv
hundrede: de blev alle importeret samme aften, så `updated_at` siger ingenting, og
loftet skar listen af ved halvtreds vilkårlige rækker. At søge "Tesla" svarede med
en note om nginx først og noten, der hedder "Tesla Model Y", bagefter — hvilket
læses som en søgning, der ikke virker, fordi det fra brugerens plads er præcis
dét.
Nu bm25, med titlen vægtet ti gange kroppen: et ord i titlen er, hvad noten
*handler om*, mens det samme ord én gang i en lang krop er en henvisning. `fold`
vejer som kroppen, ellers ville et dansk match slå et præcist. Sammenføjet frem
for `rowid IN (…)`, fordi rangeringen hører til matchet, og en underforespørgsel
smider den væk. Fladen sorterer ikke om, når der er søgt — det ville kaste netop
det væk, der gør en søgning i tolv hundrede noter brugbar.
**Et træk af en note hen på et projekt gjorde ingenting.** `ondragover` tog imod
både opgaver og noter, så rækken lyste op — og `ondrop` sendte kun opgaver videre,
mens noten faldt ned i grenen, der omarrangerer projekter, hvor den ikke betyder
noget. Den værst mulige form for i stykker: den så ud, som om den ville virke,
helt indtil man slap.
Det står i overleveringen som "virker i koden, men ikke fastholdt i prøver, fordi
prøven blev upålidelig". Den er skrevet igen, og den ser på resultatet — ligger
noten i projektet bagefter — frem for på om rækken blev fremhævet, hvilket var
netop det, den gamle kunne se og som blev ved med at være sandt, mens funktionen
var i stykker.
**Og datoen i listen var altid `updated_at`.** For tolv hundrede importerede noter
er det i aftes, så en note fra 2017 stod som "i går", og den dato, man sorterede
efter, var ingen steder at se. Rækken viser nu den dato, listen er sorteret efter,
og har begge i sit værktøjstip.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
**H2 — SSRF gennem AI-udbyderens adresse.** `base_url` blev gemt uden kontrol og
hentet med en almindelig klient, og udbyderens svar blev givet tilbage ordret.
Det var en fungerende skanner af det interne net for enhver bruger: peg den på en
vært, læs de første tre hundrede bytes af det, der svarede. På en homelab er det
det meste af, hvad der er værd at nå.
Nu gennem `safedial`, og svarets krop går i loggen frem for i svaret. Operatøren
har stadig brug for beskeden — for en lokal model er den som regel selve
problemet — så den er der, bare kun for den, der kører instansen.
**M2 — Web Push havde tre.** Endepunktet blev gemt ukontrolleret og POSTet til på
en tidsplan, den, der ringer, selv vælger: sæt en påmindelse et minut ude, og
serveren henter adressen, hvert minut. Upserten flyttede desuden ejerskabet med
`user_id = excluded.user_id`, så enhver, der kendte en andens endepunkt, kunne
overtage det — offerets telefon ville få angriberens beskeder og ingen af sine
egne. Og `DeletePushSubscription` havde ingen ejer-kontrol.
**H3 — tre veje uden loft.** FTS-udtrykket byggede omkring halvtreds bytes pr.
ord uden grænse; en søgning på en kvart megabyte blev til to megabyte
MATCH-udtryk og seksogtyve sekunder inde i SQLite, mens den holdt på én af kun
fire til otte forbindelser. Nogle få af dem samtidig, og databasen er utilgængelig
for alle på instansen, logins inklusive. `filterquery.Parse` er kvadratisk —
halvtreds tusind led er syv sekunders CPU og seksogfyrre gigabyte allokering i én
forespørgsel — og havde hverken loft på antal eller på dybde. Og noteimporten
læste hver fil i arkivet uden grænse: 64 MB komprimeret kan blive til
seksogtres gigabyte skrevet ned på den disk, databasen ligger på.
**M1 — `comment_id` blev taget på tro.** Rettighedskontrollen så på opgaven i
adressen, mens filen blev hængt på den kommentar, formularen bad om. En viewer på
et delt projekt kan liste dets kommentarer, så hun kunne læse et id og lægge en
fil under en andens kommentar i et projekt, hun kun må læse.
**M4 — fire hemmeligheder lå i klartekst i hver sikkerhedskopi.** TOTP-koden og
AI-nøglen forsegles nu; begge konverterer sig selv næste gang de skrives.
Kalenderfeedets og mailadressens tokens gør ikke — de slås op på deres præcise
værdi og vises i fladen mere end én gang, hvilket en hash ikke kan. Det står nu
skrevet i `SECURITY.md`, som påstod det modsatte. At rette det betyder, at
adressen kun kan vises én gang, og det er en beslutning om, hvordan funktionen
virker.
Og en prøve på, at politikken overhovedet bliver sendt. Det var den, der gjorde
XSS-en i nat til indsat HTML frem for kørt script, og der var ingen prøve, der
rørte den — en foranstaltning, ingen prøve rører, kan forsvinde i en oprydning,
uden at nogen opdager det. Målt på script-src alene: `style-src 'unsafe-inline'`
står der med vilje, og en indsat stil kan gøre en side grim, ikke køre kode.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To huller fra sikkerhedsgennemgangen, og de er samme historie fortalt to gange:
den ene kontrol, der findes til når adgangskoden allerede er tabt, kunne omgås af
netop den, der havde adgangskoden.
**H1 — spanden blev fyldt af adgangskoden alene.** `handleLogin` nulstillede
ratebegrænseren ved hver korrekt adgangskode, *før* den så på, om der var en
andenfaktor. Det gav én, der havde kodeordet, ubegrænsede portioner på ti gæt:
log ind, få en frisk spand og en frisk ventende session, brug ti gæt på koden, log
ind igen. Med tre gyldige koder i ethvert øjeblik og tyve forespørgsler i
sekundet er det lige odds inden for en eftermiddag.
Spanden ryddes nu først, når login er *færdigt*, og der er kommet en spand mere:
koder tælles pr. konto og ikke kun pr. adresse. Adressespanden er slået af enhver
med mere end én adresse, hvilket er det almindelige — en telefon og en bærbar er
allerede to. Det, der gør en sekscifret kode sikker, er at gæt er en knap
ressource, og knapheden skal tælles imod det, der bliver angrebet.
Den ventende session får lov at leve. At afslutte den ved første forkerte ciffer
blev overvejet og valgt fra: det ville koste en, der taster ét tal forkert, sin
adgangskode igen, og det køber næsten ingenting oven i loftet pr. konto.
**M3 — et lækket token kunne tilmelde sin egen andenfaktor.** `/auth/totp/setup`
lå kun bag `requireAuth` og spurgte om ingenting, mens `disable` altid har
krævet adgangskoden: døren åbnede med et token og lukkede kun med et kodeord. Et
stjålet token kunne hente hemmeligheden, lægge den i sin egen godkender, bekræfte
den og beholde den eneste kopi af gendannelseskoderne. Ejerens næste login ville
stoppe ved en kode, de ikke havde, og de kunne ikke slå den fra uden at logge ind
først. Et tyveri bliver til et lejemål — den sætning står allerede i filen ved
siden af om passkeys, og det er den samme regel.
Nu bag `requireSession` sammen med passkeys og sessionerne, og `setup` spørger om
adgangskoden ligesom `disable`. Symmetrien er pointen: at slå den til er mindst
lige så indgribende som at slå den fra.
Og en note kan oprettes inde fra et projekt. At ligge i et projekt *er* måden en
note deles på, så det er én handling frem for to — man skulle før oprette noten
under Noter og bagefter finde projektet frem i "Del i". Ruden findes nu, også før
der er en eneste note, for ellers er der ingen knap dér, hvor man opdager at der
skal skrives noget ned.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Læs bredt, skriv snævert — decision 5 i planen, og kun den første halvdel:
kalenderen læses, og der skrives ingenting tilbage.
**OAuth-blokeringen er reel og blev ikke gået udenom.** En klient registreret som
*Internal* tager kun konti i sit eget workspace — også til kalendere, ikke kun
Gmail. Andreas' private konto bliver afvist med `org_internal`, og det er
klienten, der virker efter hensigten, ikke en fejl. Fladen siger det nu med ord,
man kan handle på, frem for at vise Googles egen skærm, der ikke gør.
Vejen udenom, som ikke er bygget: kalenderens egen hemmelige ICS-adresse. Ingen
OAuth, virker for enhver konto, og `internal/ics` findes allerede. Det er det
næste stykke, og det eneste, der låser den private konto op.
`internal/google` er flyttet ud af `internal/gmail`, fordi de to er det samme
flow, der er uenige om én streng. Egen callback-adresse frem for at dele Gmails:
én callback, der finder ud af hvilken token-butik den skal skrive i, går galt ved
at overskrive en Gmail-forbindelse, der virkede.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. `trigger_kind`, `seen` og `last_uid` svarer
alle på "hvad gør en besked til en opgave", og ingenting her bliver til en
opgave; én konto har mange kalendere, og `mailboxes` har ikke plads til en
en-til-mange. Afgørende i praksis: `mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan
ikke ændre en — en tredje værdi koster den tabelombygning, som migration 0021
skulle igennem.
Begivenheder erstattes pr. kalender pr. vindue frem for at flettes med et
sync-token: et vindue, der slettes og skrives forfra, kan ikke komme ud af trit,
og et sync-token er endnu en ting, der skal være rigtig for altid, for at gitteret
ikke stille viser noget forkert.
`CalendarView` er udvidet, ikke kopieret. En begivenhed er et fyldt bånd, hvor en
opgave er et kort med en farvet kant, så de to læses forskelligt før et ord er
læst — og den kan ikke trækkes og er aldrig en knap: der er ikke noget at gøre
færdigt ved en andens møde.
To værn på det, der kommer fra Google: farven skal matche et hex-mønster, før den
må stå i en style, og linket bliver kun til et href, hvis det begynder med https.
Konflikten i jobs.go var to nye jobs skrevet på samme linje. Begge skal med.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret fra brug: man kunne ikke indsætte billeder eller trække filer ind i
noter. Det passede — importen kunne tage billeder med, og intet andet kunne.
Indsætningen tog kun `text/plain` og smed resten væk, og der var slet ingen
håndtering af et træk. At indsætte et skærmbillede er det mest almindelige, der
findes i et noteprogram, og det gjorde ingenting overhovedet.
Der manglede også et sted at lægge filen. Vedhæftninger på en note fandtes i
databasen, siden migration 0021, men kun importen kunne skrive dem; der var ingen
rute. Nu er der en, med editor-rettigheder på noten og samme svar for "findes
ikke" og "ikke din", så et id ikke kan afprøves.
Skrevet ind som `` og ikke som en data-URL: en note er Markdown i en
database, og et fotografi fra en telefon som base64 midt i teksten ville gøre
noten til fire megabyte tekst, der skal læses hver gang listen tegnes.
`execCommand` frem for at bygge noden selv, fordi det er dét, der lægger
handlingen i browserens egen fortryd-historik — ⌘Z tager billedet ud igen,
ligesom det tager et ord ud.
`preventDefault` på både dragover og drop. Uden den første kommer der intet drop;
uden den anden åbner browseren filen i stedet, og man mister det, man var i gang
med at skrive, til en fane med et billede i. Kun filer: et træk inde fra appen
selv bærer vores egen nyttelast og skal falde igennem til den, der lyttede.
Prøven går begge veje ind, ser at billederne bliver hentet og tegnet, og læser
filen bagefter for at sikre, at der står to bilagsadresser og ingen data-URL.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rapporteret fra drift med et skærmbillede af den samme mail seks gange i træk.
**IMAP: flaget kommer af, når mailen er blevet en opgave.** Markøren var et uid —
husk det højeste, begynd over det næste gang — og den holdt kun, hvis uids var,
hvad serveren sagde. Den brød på et fetch-svar uden uid, på en UIDVALIDITY, der
skiftede under en genopbygget postkasse, og på to postkasse-rækker, der pegede
samme sted og hver især førte deres eget regnskab. Alle tre gav det samme
symptom.
Så regnskabet flytter derhen, hvor spørgsmålet bliver stillet. "Flaget" betyder
"lav det her om til en opgave"; når den er en opgave, har flaget gjort sit
arbejde og er ikke sandt længere. Så er der ingenting at huske, og dermed
ingenting, der kan komme ud af trit — en anden synkronisering, en anden
postkasse-række eller en database gendannet fra en kopi finder alle det samme
svar, fordi svaret ligger i postkassen.
Flaget tages af *efter* opgaven er skrevet. Et flag fjernet fra en mail, hvis
opgave aldrig blev gemt, er en mail, ingen ser igen.
**Gmail havde den samme fejl af en anden grund.** Listen over allerede behandlede
beskeder blev bygget om ved hver kørsel af *kun de id'er, Gmail svarede med den
gang* — for at den ikke skulle vokse uendeligt. Men forespørgslen er begrænset,
så på en konto med mere stjernemarkeret post, end der er plads til i ét svar,
glemte hver kørsel det, den forrige havde husket. De kom tilbage som ubehandlede
og blev opgaver igen. Det var ikke en grænse, det var en måde at glemme på.
Listen har nu et loft på antal i stedet, nyeste først.
Gmail kan ikke få taget stjernen af: scopet er `gmail.readonly`, med vilje, fordi
det er dét, der gør samtykkeskærmen til noget, et menneske kan sige ja til. Derfor
skal regnskabet blive på vores side dér — men det skal så være et regnskab, der
kan holde.
Prøven kører hele vejen mod en rigtig IMAP-server: find de flagede, tag flaget af,
og spørg så forfra med markøren sat til nul — altså det værst tænkelige tilfælde,
hvor alt, vi selv havde husket, er væk. Der kommer ingenting tilbage.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme registrering som Gmail, et andet scope og en anden redirect-URI. Google
udsteder en refresh-token pr. godkendelse og holder op til hundrede i live pr.
konto, hver med sine egne scopes — så en forbundet kalender rører ikke en
Gmail, der virker, og at afbryde den ene tager ikke den anden med.
Callbacken har sin egen sti. Én callback, der ud fra gemt tilstand afgjorde,
hvilket af de to flows der kom tilbage, ville lægge valget af *hvilket
token-lager der skrives* bag et opslag — og går det galt, går det galt ved at
overskrive en virkende Gmail-forbindelse med kalender-tokens.
Begivenhederne caches i et vindue på 90 dage tilbage og et år frem. Et
månedsgitter bladrer, og et kald til Google pr. piletast er en kalender,
der er langsommere end den kalender, den viser. Vinduet har en kant, og
endpointet siger hvor den er: et tomt svar uden forklaring er en kalender,
der lydløst påstår, at en dag er fri.
Spørgsmålet er ét: hvor mange bruger det her. Svaret er to værdier én gang i
døgnet — et tilfældigt id, installationen selv fandt på, og versionen. Ikke andet.
Beskeden er lille nok til at stå i fuld længde på indstillingssiden, og den gør
det, fordi et løfte om telemetri er præcis så meget værd som læserens mulighed
for at efterprøve det.
**Ikke obligatorisk, og grunden er praktisk frem for principiel:** det kan ikke
håndhæves. Domænet kan blokeres, binæren kan patches, og en fork fjerner den i
første commit — så obligatorisk køber intet over slået-til-som-udgangspunkt og
koster den tillid, resten af programmet arbejder for. Hemmeligheder forsegles
her, nøglen holdes uden for databasen, og sikkerhedskopisiden advarer om, hvad en
kopi indeholder. Telemetri, man ikke må sige nej til, er den ene sætning i den
historie, der ikke passer.
Uenigheden med `config.UpdateCheck`, som er slået fra med den modsatte
begrundelse, står skrevet i pakkens egen dokumentation frem for at blive glattet
ud. Den er reel, og læseren fortjener at se begge halvdele.
Id'et findes på og gemmes ved første brug frem for at blive udledt af værtsnavn
eller adresse. En hash af noget om maskinen ville være stabil, bekvem og
samtidig en værdi, modtageren kunne holde op mod et gæt — og det er forskellen
mellem anonym og pseudonym.
Modtagerens side er den samme binary med en kontakt: `POST /api/v1/beacon` uden
login, fordi den, der ringer, er en fremmed installation. Den svarer 404, når
instansen ikke er tælleren, så en almindelig installation ikke er en spamspand,
der svarer 200 på alt. Ratebegrænset som login-ruterne, og tabellen har et loft:
endepunktet indsætter en række på et id, den, der ringer, har fundet på, og uden
et loft kunne enhver fylde disken.
Tallet er "set inden for tredive dage" og ikke et løbende total. Et total stiger
kun og holder op med at betyde "hvor mange bruger det" og begynder at betyde
"hvor mange har prøvet det".
`internal/safedial` kom til undervejs: modtagerens adresse kan skrives i fladen,
og en adresse, en bruger angiver, må ikke kunne pege indad. Kontrollen ligger på
den opslåede adresse og ikke på URL'en, fordi et navn kan svare 127.0.0.1 — og
svare noget andet anden gang, efter en kontrol ved parsning er gået godt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Klienten henter kalenderlisten og begivenhederne i et vindue, og laver Googles
to former om til den ene, et gitter kan spørge om: dage i begge ender, begge
med. Googles heldags-slutdato er eksklusiv, og et møde, der slutter ved midnat,
slutter aftenen før — begge dele rettes ét sted frem for hos hver læser.
Egne tabeller frem for `mailboxes`. De to ligner hinanden på afstand og er
uenige om hver eneste kolonne bagefter: `trigger_kind`, `seen`, `last_uid` og
`project_id` svarer alle på "hvad laver en besked om til en opgave", og intet
her bliver til en opgave. Én konto rummer desuden mange kalendere, og en
en-til-mange er der ikke plads til. Det afgørende er mindre og mere praktisk:
`mailboxes.kind` har en CHECK, og SQLite kan ikke ændre en CHECK — en tredje
værdi koster en tabelombygning med fremmednøgler slået fra. Derfor er der ingen
CHECK på `provider` her: CalDAV skal koste en række, ikke en ombygning.
Gmail og Google Calendar logger ind gennem den samme registrering med den
samme PKCE og den samme fornyelse. Det eneste, der adskiller dem, er ét ord:
scopet. En kopi mere ville være et sted mere, hvor `access_type=offline` kan
blive glemt — og det er dén fejl, der får en forbindelse til at dø lydløst en
time efter, den blev lavet.
internal/gmail beholder sit API og sit scope; navnene på flowet er aliaser, så
hverken kaldere eller prøver ændrer sig. Prøverne for PKCE, AuthURL og
Configured flytter med koden.
`skipFile` afviste ethvert navn, der indeholdt "..", for at stoppe en zip i at
skrive uden for sin egen mappe. Det er den rigtige idé rettet mod det forkerte:
det beskriver ikke en sti, der klatrer ud af arkivet, men ethvert filnavn med to
prikker ved siden af hinanden. En ellipse i en overskrift er almindelig, og noten
"Så blev det endelig jul! Stay tuned... ☕️" blev derfor aldrig oprettet.
Lydløst, oven i købet: filen blev sprunget over, før den blev talt, så svaret
sagde det samme, som hvis den var kommet med. Én note ud af tolv hundrede, og den
blev kun fundet ved at tælle efter, hvor mange der kom ud i den anden ende — 1140
hvor der skulle stå 1141.
Nu læses ".." som et stiled, ikke som to tegn, og en Markdown-fil, filteret
afviser, tælles som sprunget over. En import, der taber noget, skal sige det.
Og move-ikonet i sidebjælken er væk. ⠿ sad i den to pixels brede rende til
venstre for teksten og lå oven i rækkens egen kant — idéen var rigtig, pladsen
var det ikke. Elementet bliver: det er dét, der ejer trækket, og gjorde man i
stedet hele rækken draggable, ville alt indeni også blive det, og en opgave
trukket hen på I dag holdt op med at lande. Nu er håndtaget usynligt og lidt
bredere, og hånden ved hover er hele forklaringen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire ting, som en rigtig import af tolv hundrede noter fandt på en time.
**Billederne blev vist som ord.** `markdownToHtml` havde ingen regel for
`` overhovedet, så en note fra Apple Noter viste sin egen billedadresse som
tekst. Filen var hentet, gemt og hæftet på noten; det eneste, der manglede, var
at nogen tegnede den. Kun vores egen adresse bliver til et billede — et
`` fra en indsat tekst ville ellers hente fra en fremmed vært, når
noten åbnes, og en note er det sidste sted, man vil have en sporingspixel. Og
vejen tilbage skulle med: uden `IMG` i inlineToMarkdown ville den første gemning
have taget hvert billede ud af noten igen.
**Titlen blev revet i stykker.** Noter deler en linje op i så mange stumper, den
har brug for — "Aalborg Kommune" står som
`<h1>A</h1><h1>alb</h1><h1>org Kom</h1><h1>mune</h1>`, fordi der er en
attributkørsel bag hver stump — og eksporten læste et linjeskift ved hver af dem.
Noten kom ud som fire overskrifter oven på hinanden, altså ødelagt på den mest
synlige måde der findes: i sin egen titel. Samme rod gav `**M****øde**` for fed
og `*M**øde*` for kursiv, hvor de to stjerner i midten læses som fed. Nu brydes
der kun, når blokken skifter, og et mærke, der lukkes og straks åbnes igen, er
ingenting.
**Datoerne fandtes ikke.** Eksporten læste dem aldrig, og Markdown havde ingen
plads til dem — så en flytning af tolv hundrede noter blev en bunke, der alle var
skrevet samme aften. Rækkefølgen er halvdelen af, hvad et arkiv er. Nu står de i
et YAML-hoved, som Obsidian og Bear allerede skriver, og importen læser det.
`SetNoteTimes` frem for gennem SaveNote: `updated_at` betyder "hvornår skrev
*dette* program noten sidst", og lod man enhver kalder sætte den, ville kolonnen
betyde det, den sidste skriver havde lyst til.
**Og listen kan sorteres** — senest rørt, oprettet, navn. Favoritter står øverst
uanset hvad; det er hele meningen med at gøre en note til favorit.
Eksporten henter nu i klumper. Ét kald pr. note tog halvanden time for tolv
hundrede, ikke fordi Noter er langsom, men fordi hvert kald er en proces, der
skal startes — og det gjorde det umuligt at rette en fejl i oversættelsen og se
resultatet, for hver runde var en frokostpause. Antallet af bilag kom med i
klumpen af samme grund: ni ud af ti kald var en proces startet for at få svaret
nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fundet ved at importere rigtige noter frem for ti prøvenoter.
Linket blev skrevet halvt om. attachToNote kendte to måder, en note kan nævne en
fil på — den bare filnavn og stien i forhold til noten — men ikke den, en Apple
Noter-eksport faktisk skriver: `vedhaeftninger/751-2-IMG_0615.heic`, med noten i
roden ved siden af mappen. Kun det bare navn matchede, så kun det blev erstattet,
og hver eneste billede i hver eneste importerede note endte som
`vedhaeftninger//api/v1/attachments/…`, som er ingenting. Filerne var gemt og
hæftet rigtigt på; det var linket, der var forkert. Længste match først, ellers
bliver mappen stående foran adressen.
Og billederne kunne alligevel ikke vises. Alt blev serveret som
application/octet-stream med Content-Disposition: attachment, hvilket er en god
regel med en god grund — en uploadet SVG eller HTML vist inline ville køre sit
eget script på dette domæne med sessionscookien på. Men en note bærer sine
billeder i teksten som ``, og under den regel er hvert eneste af dem et
brudt billede. Hele importen findes for at tage dem med.
En kort liste af rasterformater vises nu inline med deres egen type. Det er ikke
en opblødning: listen er navngivet ét format ad gangen frem for matchet på
"image/", fordi præfikset ville lukke image/svg+xml ind — et dokument, der kan
køre script — og en liste, der vokser ved et uheld, er præcis sådan det sker.
nosniff står, så browseren skal læse filen som netop det billede eller slet ikke.
Titlen stod to gange i fjorten noter. Noter kalder noten det, der står på de
første linjer sat sammen med mellemrum, så en note, hvis to første linjer er
"CPU" og "CAN", hedder "CPU CAN" — og sammenligningen med kun den første linje
gik fri. Overskrifterne øverst tages nu med, så længe de tilsammen stadig er
begyndelsen på titlen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt
stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer
over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den.
En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger.
Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet
og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem.
En tabel mere ville være et alt-sammen mere.
Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så
en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til —
noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb
ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting.
Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at
hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag.
Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som
forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes
ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet.
AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten.
Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for
at vælte kørslen.
Migration 0021.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den
fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er
ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en
teksteditor, i hvad som helst.
To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast:
Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på
Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger.
Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er
et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer.
Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede
på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger
selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
De var det ikke. Nøglen blev gemt præcis som skrevet og slået op på samme måde,
så en note, der nævnte et projekt med lille begyndelsesbogstav, dukkede simpelthen
ikke op på det — stille, og uden noget der antydede hvorfor.
Foldet på vej ind og foldet i opslaget, så sammenligningen bliver ved med at være
en nøjagtig lighed og bruger sit indeks. Havde man i stedet sænket kolonnen i
forespørgslen, skulle hele tabellen læses.
Kun projekter. En [[notetitel]] er en titel, ikke en nøgle: to noter, der hedder
"Møde" og "møde", er to noter, og at folde dem sammen ville slå noget sammen,
nogen havde holdt adskilt. Der er en prøve for begge dele.
Migrationen samler de rækker, der allerede er skrevet. Primærnøglen er
(note_id, kind, target_id), så en note, der skrev begge stavemåder, ville kollidere
med sig selv — derfor bygges sættet forfra med INSERT OR IGNORE frem for en
opdatering, der ville fejle på parret.
Fladen viser projektets egen stavemåde og ikke den foldede nøgle. En etiket, ingen
har skrevet, og som står hverken i noten eller på projektet, ville være værre end
ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Titlen var udledt én gang og derefter ladt i fred, så den gik i stå i det øjeblik
nogen skrev begyndelsen om — en note med overskriften "Ny note" stod i listen som
"fdgfgfgh", hvilket var, hvad dens første linje havde været nogle rettelser
tidligere. Den udledes nu ved hver gemning, og ingen kan sætte den ved siden af
teksten: kolonnen er en kopi af kroppen, ikke et felt derudover. Feltet er væk fra
både HTTP-fladen og MCP-værktøjerne, for et felt, serveren ignorerer, er et løfte,
den ikke kan holde.
Skriver man #Kaf, foreslås #Kaffebaren. Ordet læses fra den tekstknude, markøren
står i, og ikke fra hele dokumentet — en note kan nævne tyve projekter, og kun det
under markøren er ved at blive skrevet. Listen ejer piletasterne og retur, mens
den er åben, som enhver anden fuldførelse.
Og under feltet står nu, hvad teksten forstår: # projekt, [[en anden note]], ⌘B,
⌘U. Samme idé som linjen under hurtig tilføjelse — en note er det andet sted i
programmet, hvor det, man skriver, bliver læst for betydning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
I dag, Kommende, Venter og Indbakken kan trækkes i den rækkefølge, man vil have
dem. På kontoen frem for i browseren: sidebjælkens bredde er en kendsgerning om
skærmen, og svaret på en telefon er ikke svaret på en skærm — men hvilken
rækkefølge man vil have dem i, er en kendsgerning om personen.
En liste af nøgler frem for et tal pr. visning. Ukendte nøgler droppes og
manglende føjes til sidst, så en visning kan tilføjes eller fjernes uden at
strande nogens rækkefølge — hvilket allerede er sket én gang, da Færdige
forlod menuen.
To ting, prøverne fandt undervejs, og begge var mine:
Rækken som trækgreb gjorde alt indeni trækbart, og sidebjælken er allerede
modtager for opgaver — en opgave trukket til I dag holdt op med at lande, fordi
rækken havde taget gestussen. Et lille greb tager ingenting, før man griber det.
Og drop-håndteringen slugte begivenheden, før den tjekkede, om den overhovedet
var en menuflytning.
Migration 0019.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ikke en adgangsliste af sin egen. Projekter har allerede medlemmer, roller og
invitationer — alt sammen afprøvet, og alt sammen noget folk har lært her i
forvejen. En anden måde at give adgang på er et andet sted at gøre det forkert,
og de to ville være uenige den dag, den ene blev ændret.
To ting, prøven fandt, som begge var rigtige fejl.
Projektsiden viste kun noter, der NÆVNTE projektet, ikke dem, der lå i det — så
en note, man lige havde delt derind, dukkede ikke op. Nu vises begge slags.
Og noteoversigten viste kun dem uden projekt, så en note forsvandt fra listen i
det øjeblik, den blev delt. Det fik deling til at se ud som sletning. Listen viser
nu alt, man kan se: sine egne løse, og dem i de projekter, man er med i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple
Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på
maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note
ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til.
Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet
forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den
række, der blev skrevet.
Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de
samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af
programmet, og i den række læste de som endnu et filter.
Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af
papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken
visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved
siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse
af hvad den er til.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Anden etape. Handlere, ruter og OpenAPI.
Adgang følger projektet, for det er der, noten bor: en note i et delt projekt kan
læses af alle, der kan læse projektet, og ændres af en redaktør. En note uden
projekt er sin forfatters alene — samme svar som en opgave i indbakken får, nået
frem til på samme måde frem for ved en regel, noter fandt på for sig selv.
Listning og søgning er samme endepunkt, fordi de svarer på det samme spørgsmål
med forskellige ord. Filtreringen sker EFTER indekset: FTS5 svarer om tekst, og
at lære indekset om roller ville lægge en adgangsregel et sted, ingen ville kigge
den dag den var forkert. Der er en prøve for, at en fremmeds søgning ikke finder
noget, og at en fremmed får 404 og ikke 403 — så et id ikke kan afprøves.
Den baglæns rute hænger på det, der spørges om: et opgave-id giver hver note, der
nævner den; et projektnavn giver hver note med det #tag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Første etape af noter. Tabel, CRUD, fuldtekstsøgning og de links, en note bærer.
Markdown i en kolonne, ikke rich text og ikke et format af vores eget. Eksport
var et krav, før der var skrevet en linje, og er den gemte form den eksporterede
form, er der ingen konvertering tilbage at tabe noget i — noten kan læses af
enhver anden editor den dag programmet ikke findes.
Et #tag i en note er DET SAMME tag som i en opgave. Ikke en anden slags, der
ligner. Det er hele svaret på "tag en note og se den i projektet": referencen er
den samme, så der ikke opstår to systemer, brugeren selv skal holde i sync.
Links gemmes som rækker, udledt af teksten ved hver gemning. Teksten er stadig
sandheden; tabellen er et indeks over den. Uden det ville "hvad peger på denne
opgave" betyde en gennemsøgning af al prosa, og den rude ville være for langsom
til at lade stå åben. De rives ned og bygges op frem for at blive sammenlignet:
en sammenligning er en anden beskrivelse af samme kendsgerning, og den kan komme
til at være uenig med teksten.
Noter ligger under projekter og arver deling, roller, papirkurv og historik. En
mappestruktur ved siden af ville være ét hierarki for meget.
MatchExpr fik navngivne kolonner. Den var skrevet til opgavernes og gav
"no such column" mod noternes — hvilket i det mindste er højlydt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Samme mail blev en opgave hver tiende minut, og markøren stod stille på 1271.
Målt i produktion: en manuel synk lavede én opgave og flyttede ikke last_uid en
eneste plads.
Årsagen er ikke vores regnestykke, men hvad søgningen svarer. Vi beder om
1272:* — og en rigtig server læser det som 0:1272 og sender hele postkassen
tilbage. Alt, hvad den finder, ligger så under markøren, og markøren kan derfor
aldrig komme videre.
Uid'er ved eller under markøren frasorteres nu hos os. Det koster ét gennemløb
af nogle hundrede tal og afhænger ikke af nogen andens læsning af specifikationen.
De to tidligere forsøg var ikke forkerte, de var bare ikke årsagen: at tage
uid'en fra søgningen frem for fra fetch-svaret, og at give hver postkasse sin
egen lås, var begge reelle fejl. Denne er den, der fik den til at gentage sig.
Prøven læser en postkasse med markøren over alt i den og kræver nul tilbage —
og gentager det for hver enkelt besked.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
"Hvorfor står der 2 ud for et tomt projekt?" Fordi tallet var member_count — hvor
mange mennesker. Den samme grå kolonne betød tre ting: personer ved projekter,
projekter ved grupper, opgaver ved etiketter. I en opgaveapp læses et tal ved
siden af et projekt som opgaver, og det gjorde manden, der har skrevet appen.
Nu er det åbne opgaver, og det vises når der er noget tilbage frem for når
projektet er delt — som var den gamle betingelse, og grunden til at netop de tre
delte havde et tal. Hvem der ellers er med står på projektets egen side.
Tællingen hentes fra serveren igen, når opgaver flytter sig. Det ville være
hurtigere at lægge til og trække fra lokalt, og det ville være forkert inden for
en dag: en opgave flyttet mellem projekter, en lukket i en anden fane, en
gentagende der lukker og åbner sig selv.
Og sidebjælken kunne allerede foldes — der var bare kun en knap med et rektangel
med en streg i, og det er ikke et ord. Nu gør ⌘B det samme, knappen siger det, og
genvejssiden nævner det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Påmindelser blev sendt i appen og på mail. Har man fanen lukket og ingen
mailserver sat op — hvilket er præcis det, docker-linjen i dokumentationen giver
— kom der ingenting, mens indstillingssiden sagde at notifikationer var slået til
for enheden.
Push-halvdelen var aldrig hægtet på. Notifikationer fra andres handlinger gik ud;
kun de tidsstyrede gjorde ikke, og det er dem, man har slået til for at slippe for
at holde øje selv. Jobbet har nu en vej til at sende, leveret af HTTP-laget, som
ejer VAPID-nøglerne og listen over enheder — samme mønster som synkroniseringerne.
Prøven ser efter, at den når frem, og at den kun når frem én gang: en påmindelse,
der ankommer ved hver fejning, er værre end en, der ikke ankommer.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fyrre kopier af én mail ankom i samme sekund. Én kørsel kan højst lave femogtyve,
så der var to i gang: et tryk på "Hent nu" mens ti-minutters-fejningen allerede
var inde i den samme postkasse. Begge læste markøren som den stod, begge hentede
de samme beskeder, begge lavede opgaver ud af dem.
Markør-rettelsen fra i går var altså rigtig, men ikke nok — den virker, når der
kun er én læser. Rækken læses nu igen under låsen, og låsen holdes hele vejen
igennem: slap man den, før markøren var skrevet, ville hullet stå åbent præcis
der, hvor det skulle lukkes.
Et kort pr. postkasse frem for én lås. To menneskers postkasser har intet at sige
hinanden, og én fælles lås ville gøre én langsom vært til alles problem.
Prøven kører to kørsler oven i hinanden med vilje og tæller, hvor mange der er
inde ad gangen — en lås er kun værd at have, hvis noget prøver døren. Den holder
også øje med, at to forskellige postkasser ikke venter på hinanden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Knappen tog produktionen ned og lod den ligge. Panelets almindelige restart
udfører arbejdet mens forespørgslen står åben: den stopper containeren — hvilket
slår denne proces ihjel — og panelet, der ser afsenderen forsvinde, når aldrig
til den halvdel, der starter igen. Fire minutters nedetid den 18. august, og det
kan ikke lappes herfra: enhver knap, der synkront beder om sin egen død, har
samme form.
safe-restart planlægges i stedet. Panelet svarer "Restart scheduled" og gør
arbejdet bagefter for egen regning, så intet afhænger af, at denne proces stadig
er i live til at høre svaret.
Prøven hang bagefter, og det var prøvens skyld: dens falske panel læste aldrig
forespørgslens krop, og der er en nu. En server, der ikke læser hvad den fik,
opdager aldrig at afsenderen har lagt på — så httptest ventede på en handler, der
aldrig vendte tilbage, og hele binæren løb tør for tid i stedet for den ene
forespørgsel.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ét sted at spørge "hvilke postkasser har den her person". Gmails tokens, udløser,
etiket, set-liste og målprojekt ligger nu som en række i mailboxes ved siden af
dem, der læses over IMAP, og baggrundsjobbet fejer én gang i stedet for to og
skifter vej efter rækkens kind.
PKCE-værdierne bliver i user_settings. De hører til ét forsøg på at logge ind,
ikke til en postkasse, og de skal væk igen når forsøget er ovre.
Målprojektet fik sin egen kolonne, som IMAP-postkasser også får glæde af — en
arbejdspostkasse, der filer i arbejdsprojektet, er det åbenlyse at ville have.
Ikke en fremmednøgle: sletter man projektet, skal destinationen stille holde op
med at gælde, ikke afvise sletningen eller tage postkassen med sig.
Flytningen kunne først køre nu. Den tømmer indstillingsrækken, og havde den ligget
i v0.14.0, mens handlerne stadig læste den, var en fungerende postkasse blevet
koblet fra. Værdierne kopieres som chiffertekst — begge tabeller forsegler med
samme nøgle — så migrationen behøver ikke nøglen, hvilket en migration heller
ikke har noget at gøre med at holde.
Der er en prøve for præcis dét: en Gmail forbundet før flytningen, med et forseglet
token skrevet som indstillingstabellen skrev dem, kommer ud på den anden side med
token, udløser, adresse, målprojekt og set-liste i behold.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To fejl fra ét skærmbillede.
Markøren stod stille. Den blev sat ud fra uid'en i fetch-svaret, og den kommer
ikke fra alle servere — så next-run læste fra nul hver gang. Den sættes nu ud fra
hvad SØGNINGEN fandt, når kørslen kom hele vejen igennem: så er alt op til det
punkt betragtet, uanset hvad fetch-svaret bar med. En afbrudt kørsel flytter kun
til den sidste, den faktisk lavede en opgave af. Prøven mod hukommelsesserveren
ville aldrig have fanget det, for den svarer altid med uid.
Og uddraget hentede BODY[TEXT], som ved multipart er grænser og dele-hoveder og
det hele — derfor stod der "--=_be71cb39… Content-Transfer-Encoding: 8bit" foran
teksten i hver eneste opgave. Nu hentes hele beskeden og MIME-strukturen gås
igennem: text/plain foretrækkes, HTML er reserven med mærkerne pillet af. Groft,
for det er linjen under en overskrift og ikke en gengivelsesmotor.
Multipart-prøven er sat på prøve: med den gamle hentning fejler den med præcis
den tekst, skærmbilledet viste.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Kolonnerne, ikke flytningen. Gmail-handlerne læser stadig user_settings, og en
migration, der tømte den tabel før de var skrevet om, ville koble en fungerende
postkasse fra. Det additive først; flytningen når koden på den anden side er klar
til den, og den ligger som PENDING_gmail_move.sql.txt uden for .sql-mønstret,
så den ikke kan køre ved et uheld.
Udløseren fik sin egen kolonne frem for at blive pakket ind i label med et kolon.
En kolonne, der rummer to ting adskilt af et tegn, er en kolonne, nogen læser
forkert senere — og en etiket med kolon i navnet ville gøre det på første dag.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Handlere til at forbinde, koble fra og hente nu, plus baggrundssynk hvert tiende
minut ved siden af Gmails. Forbindelsen prøves FØR den gemmes: en postkasse, der
blev taget imod og så fejler stille hvert tiende minut, er værre end en, der blev
afvist ved døren, mens man stadig sidder med kodeordet i hånden.
Ingen "set"-liste til deduplikering som Gmail har. Uid'er er monotone, så
last_uid er hele svaret — og den skrives også, når budgettet løb ud, for en
kørsel, der lavede opgaver og glemte hvor langt den nåede, laver dem alle igen
næste gang.
Rundturen køres nu mod go-imap's egen server i processen: flaget post kommer med,
uflaget gør ikke, og fortsættelsen fra et uid henter kun det nyere. De hidtidige
prøver dækkede de rene dele og ville alle have bestået med selve hentningen i
stykker.
Testen kræver et selvsigneret certifikat, og klienten nægter dem. Account.RootCAs
lader en test TILFØJE tillid; der er stadig ingen måde at fjerne den på. Forskellen
er en søm og ikke et hul — en prøve viser, at samme server afvises uden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmail lå i user_settings under en scope. Den tabel har user_id som hele
primærnøglen, så den rummer præcis én scope pr. person, og dens upsert skriver
scope-navnet om ved konflikt: at lægge IMAP ved siden af ville have slettet
Gmail-forbindelsen uden at sige det. Migration 0011 advarer ordret mod netop det,
og advarslen var tæt på at blive gået i for anden gang.
Formen var forkert alligevel. Man har postkasser, flertal — en arbejds-Gmail og
en privat iCloud er det almindelige tilfælde, ikke det sære. En række hver siger
det. Og den svarer på spørgsmålet, der satte det i gang: hver postkasse hører til
en bruger, så to mennesker på samme instans forbinder hver sin og ser kun sin
egen. Det eneste, der bliver fælles, er Googles OAuth-klient, og det er rigtigt:
den er appen, ikke kontoen.
Kodeord og tokens skrives forseglet. Forseglingen i notifications.go dækker kun
indstillingstabellerne, så denne tabels metoder kalder den i hånden — værd at
vide, før der kommer en tredje hemmelig kolonne.
Gmail bliver hvor den er indtil videre. Den virker, og at lægge en flytning af en
kørende forbindelse i samme ombæring som en ny integration gør begge dele sværere
at efterprøve. Skemaet har allerede plads til den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren,
der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem
fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token.
Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af
dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed,
instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i
samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve
databasen, så filen følger ikke med.
Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password,
client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller:
hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke
købe noget og ville koste muligheden for at kigge.
Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses
som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen
konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der
skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det.
Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder
noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen
er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Første del af IMAP-understøttelsen: selve klienten, som sit eget hjørne uden
tråde ud i noget bestående. Den logger ind over TLS, henter de flagede beskeder
nyere end et givet uid, og giver dem tilbage i samme form som Gmail-klienten —
afsender, emne, uddrag — så den, der senere kalder dem, kan få at vide hvor der
skal kigges og ikke hvordan.
Flagede og ikke ulæste: ulæst er en tilstand, ejeren stadig bruger, og en synk,
der brugte den op, ville tage noget fra ham. Det er samme begrundelse som stjerner
på Gmail-siden.
TLS er ikke valgfrit, og der er ingen kontakt til at slå det fra. Det her bærer et
kodeord, der åbner en hel postkasse, og en kontakt til at fjerne beskyttelsen er
en kontakt, der en dag bliver fundet allerede slået fra.
iCloud og enhver almindelig udbyder taler det her. Office 365 gør ikke længere —
Microsoft har lukket for kodeord på IMAP og vil have sit eget OAuth — så det er
ikke en vært, man kan nå herfra, og at lade som om ville kun fejle senere og
mindre tydeligt.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Serveren svarede 502 med en forklaring, og Cloudflare erstattede kroppen med sin
egen side. Bevist i produktion: handleren skrev 122 bytes JSON på 38 ms med
teksten "the panel refused: HTTP 401", og browseren fik en HTML-fejlside. Det
gjaldt også Gmail, som bruger samme hjælper — derfor har fladen hele tiden kunnet
sige "noget gik galt" og ikke andet, selv om serveren vidste præcis hvad der var
sket.
En proxy har lov til at gøre det ved en origin-5xx. Så det er ikke Cloudflare,
der skal laves om: 502 var den pæne kode, ikke den brugbare. Upstream-afvisninger
er nu 422, som går uændret igennem. Navnet StatusUpstreamRefused står ét sted med
grunden, så det ikke bliver rullet tilbage af en, der med rette synes 502 lyder
mere rigtigt.
Fladen læste altid fejlkoden i kroppen og ikke statuskoden, så der var intet at
rette dér.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Beskeden efter "Fetch now" stod på dansk uanset sprog, og med et "(r)" i stedet
for rigtig bøjning. Den bruger nu t() og plural() som resten.
Vagten burde have fanget den og gjorde det ikke: den krævede et anførselstegn
lige efter app.toast(, og denne stod som en skabelonstreng inde i en ternær hen
over to linjer. Den læser nu hele argumentlisten frem til den matchende
slutparentes, så det er formen på kaldet og ikke tilfældig placering, der afgør,
om en streng bliver set. Sat på prøve ved at lægge den gamle tekst tilbage:
begge strenge blev fanget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Et 502 i produktion så ud som om kaldet til panelet hang. Det gør det ikke: et
panel, der aldrig svarer, giver 202 efter ti sekunder, og et panel, der afviser,
giver 502 med sin egen statuskode i teksten. Begge dele står nu som prøver, så
næste gang mistanken falder på handleren, kan den frikendes uden at gætte.
Hvad der så gav Cloudflares 502 i produktion, er stadig uafklaret.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
En postkasse, der ikke svarer, holdt hele forespørgslen åben. Efter hundrede
sekunder gav Cloudflare op og sendte sin egen 502-side tilbage — HTML uden
fejlkode, så fladen kunne kun sige "Noget gik galt", og fejlloggen var tom,
fordi handleren aldrig nåede at vende tilbage.
Synk får nu sit eget budget på femogtyve sekunder. Løkken tjekker fristen mellem
hver besked, og hver opgave gemmes efterhånden som den laves, så en overskredet
frist er en kortere kørsel og ikke en tabt. Baggrundsjobbet beholder den fulde
tid; det har ingen, der venter.
Endepunkterne kan nu pege et andet sted hen, så testen kan stille en postkasse
op, der aldrig svarer, og se hvor lang tid der går. Budgettet kan sættes, så
den prøve koster et sekund frem for femogtyve.
Et budget på nul betyder standarden — ikke ingen tid. Uden det ville en
opsætning, der ikke satte feltet, lade fristen udløbe før første kald og gøre
hver eneste synk til et stilfærdigt nul.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "Fetch now" said "something went wrong" and the error log was
empty. Both halves were the same bug wearing two hats.
`handleGmailSyncNow` answered 502 with the code `internal_error`, which the
interface maps to a generic sentence — so Google's own words, which are the whole
diagnosis, were replaced by one that says nothing. And `writeError` records
nothing; only `s.internal` does. So there was no message to read and nowhere to
look it up afterwards.
`s.upstream()` is the answer: 502 because this is somebody else's service saying
no rather than this server breaking, a code of its own so the interface can quote
what was said, and a row in the error log — which is the entire reason that log
exists. A Gmail sync failing quietly for a week is otherwise invisible: the
background job writes a line the next restart erases.
The same connection also left the mailbox unnamed. The address is learned at
connect time and that call can fail; a warning went to the log and an empty string
to the database, so the page said "an unknown account" and kept saying it. The only
way back was to disconnect and reconnect, which nobody would guess. The status
endpoint asks again when it finds none, so a wrong answer lasts until the next look
rather than until somebody reconnects.
Ten Danish strings were hiding in `confirm()` and `app.toast()` calls, including
every destructive confirmation in the app — the worst possible set to leave in one
language, since it is what somebody reads in the half-second before agreeing to
lose something. The i18n guard reads markup and attributes, and a string argument
lives in the script block. It reads those now, and found four my own grep missed.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The list this session started with is empty, and so is the one that grew during it
— eleven items reported by somebody using the app while it was being built, taken
in the order they arrived.
Two traps worth the next session's time, both found the hard way. A Rune's manifest
`version` has to be bumped when its variables change: the panel keys its catalogue
on that number, so new fields with an unchanged version are invisible, the upload
succeeds, and nothing reports it. And the restart button's `confirm()` cannot be
driven from automation — a browser modal blocks the renderer — which is the point,
but it means an agent testing it has to ask a person to press OK.
Three things are reported and not fixed: Gmail showing "an unknown account" because
the profile call fails into a log line that a restart erases, an unidentified
"something went wrong" on the integrations page, and three Danish strings in a
script block that the i18n guard cannot see because it only reads markup.
"Det næste, jeg selv ville tage" was three items that are now done. It says what is
actually next.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A container cannot replace its own image from the inside, so "update" is really
"ask whoever owns the container to recreate it" — Yggdrasil pulls `:latest` on the
way, which is what makes a restart an update at all. This removes the second
browser tab, not the panel's authority: the panel still does the work and still
records who asked.
Three settings, needed together, and the page names whichever are missing — an
operator reading "not configured" should not have to go and find out which of
three. The token is never sent to a browser; the page is told only whether it is
set.
Answers 202 rather than waiting. The panel stops this container as part of
answering, so the reply may never arrive, and a request cut off mid-flight is the
successful case wearing a failure's clothes. The interface believes neither answer
and polls /healthz until it responds.
Administrators only, and sessions only. A leaked API token that could restart the
server is a denial of service in one request.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A password and a TOTP code are both shared secrets: the server keeps something
that can be stolen from it, and the person keeps something that can be talked out
of them. A passkey is neither. The private half never leaves the device, and the
signature is bound to the origin that asked for it — so a convincing copy of the
sign-in page at another address gets a signature it cannot use.
Logging in asks for no email. The device knows which account its key belongs to,
which is not only convenience: it means the sign-in page cannot be used to find out
who has an account here. A key that verified its owner is both factors at once and
completes the login; one that only proved possession still meets the TOTP step,
exactly as a password does.
The relying party id is derived from VERDANDE_BASE_URL rather than configured
separately — a second setting that has to agree with the first is one that will
one day disagree, and the failure is a login nobody can complete. An IP address is
refused up front: no browser accepts one, and without the check the server issues
a challenge happily and the browser throws SecurityError long afterwards. The list
endpoint reports whether this deployment can offer them at all, so the interface
never shows a button that cannot work.
A challenge is stored server-side, answerable exactly once, and taken rather than
read — two requests racing the same one would both succeed, which is the shape of
a replay. A sign count that has gone backwards means the credential was cloned and
is refused rather than logged.
The Go tests cover who may reach these endpoints and that challenges are spent.
The ceremony itself needs an authenticator, so the smoke test drives Chromium's
virtual one over CDP — the only thing that can tell whether the base64url
conversions are right, since one wrong byte produces a signature that will not
verify and reads as a broken key rather than a broken encoder.
That test runs at localhost in its own context while the suite stays on the
loopback address, because WebAuthn refuses an IP and resolving localhost is slow
enough here to cost the suite minutes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
It was created alongside the three untranslated strings it catches and left
untracked — `git add -u` stages tracked files only. CI has been running without
it since.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "I just closed a task by accident, and there is no undo and no
list of closed tasks." Both halves were true.
Completing is one click on a small circle beside a row you were only reading, and
it takes the row off the screen — so the mistake and the evidence of it leave
together. There was no name left to search for and nowhere to look: the project
page can show its own closed tasks, but only if you already know which project it
was in.
The toast covers the mistake you notice at once. It names the task, so you can see
which one you hit, and stands for twelve seconds rather than five — five is enough
to read "could not save" and not enough to notice, decide and reach the mouse. A
toast with an action also gets two targets: the message dismisses and the action
acts, which were one button before and would otherwise put "yes, put it back" and
"go away" in the same place.
`/faerdige` covers the one you notice tomorrow. A place rather than a toggle in
every view, because somebody hunting for a task they closed does not know which
view they closed it in. Newest first — a record of what is finished is read
backwards from now, not by a due date the task no longer has — and grouped by the
day, because "I dag" and "I går" is how anybody would describe it.
A recurring task is offered no undo. Completing it moves it to its next date rather
than closing it, so there is nothing to reverse, and an undo that quietly rolled
the date back would be a different act from the one it claims to be.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The box at the top puts things in the project with no section, which is right for
capturing. But a project has sections because the work belongs somewhere, and
dragging every new task down into the right one is a second gesture for something
you already knew when you typed it.
Two ways in, because they answer different moments. A field at the foot of each
section and each board column — standing there is enough, no syntax to know. And
`/section` in quick add, for the box at the top and for Today and Upcoming, where
you are not standing in a section at all.
The field goes through quick add rather than createTask, so a line written there
still parses its dates, priorities and labels.
The sigil needed care: '#' and '@' never turn up in a Danish task line by accident
and '/' turns up constantly. It has to follow whitespace and be followed
immediately by the name, which "km/t", "3/4" and "20 kr / stk" all fail. The bare
form is greedy, because "Kunder/Ordrer" is a real section name and the sigil is
inside it.
A section id from the client is checked against the project the task actually
landed in. A `#project` in the same line can move the task elsewhere, and the id
would otherwise follow it into a project that section does not belong to.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported as "sections can only have one task", and that is exactly what it looked
like.
TaskList read the dragged task from its own `draggingId`, which is only set when
the drag *started* in that list. A task dragged in from the unsectioned rows above,
or from another section, arrived as null and the handler returned early — after it
had already called `stopPropagation`, so the section around it never got the drop
either.
So a section could only be dropped into while it was empty, because an empty one
has no row in the way to swallow the drop. Put one task in and there was no route
to a second. The id comes out of `dataTransfer` at drop time now, and `dragover`
decides with `carries()` rather than local state — which is the only thing a target
can read while a drag is in the air.
The stuck frame was the same cause: the section's own cleanup never ran, so the
highlight stayed lit after the drop. It is cleared on `dragend` now, which fires
once per drag on the source and bubbles to the window — the one place that is true
however a drag ends, including one abandoned with Escape, which produces no drop at
all and left the frame standing too.
The smoke test drops a second task onto the row already in the section, which is
the gesture that did nothing, and runs in WebKit as well.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
