3e52eea2da4da243f5c3a96a044279d9267f95e3
5
Commits
| Author | SHA1 | Message | Date | |
|---|---|---|---|---|
|
|
c8d67dd07d |
feat(notes): notekroppe forsegles, og søgningen åbner dem selv
CI / OpenAPI is valid (push) Successful in 38s
CI / Go (push) Failing after 18m36s
CI / End-to-end (push) Failing after 18m54s
CI / Docker image builds (push) Successful in 7m27s
Documentation / build (push) Failing after 7m7s
Documentation / deploy (push) Skipped
Release / Build and publish image (push) Failing after 9m59s
Grunden er den samme som for postkassers kodeord og OAuth-tokens: en sikkerhedskopi kan hentes gennem fladen, og indtil nu bar hver eneste af dem hver eneste note i klartekst. Noter er dér, folk skriver kodeord og API-nøgler ned — det ved vi, fordi der ligger sådan nogle i den installation, det her blev bygget til. **Både titel og krop.** Titlen *er* første linje, så en forseglet krop ved siden af en læselig titel ville efterlade begyndelsen af hver eneste note i klartekst. **Og de to kopier gik med.** Det var derfor det ikke var gjort for længe siden: `notes_fts` indekserede kroppen, og den genererede `fold`-søjle bar en translittereret kopi af den. At forsegle kroppen og lade dem stå ville have været teater — en angriber med filen kunne læse hver note ud af indekset. Begge er væk, og tabellen er bygget om, fordi SQLite ikke kan fjerne en genereret søjle på plads. **Søgningen åbner teksten i Go.** Målt frem for gættet: tolv hundrede noter à 3,3 kB koster 33–43 ms pr. søgning, og fladen venter 250 ms efter sidste tastetryk, før den spørger — så det ligger inde i pausen. Tiden går ikke med at åbne konvolutterne; fire megabyte AES-GCM er få millisekunder. Den går med at folde og småskrive hver krop, og det er lineært: regn med omtrent 350 ms ved ti tusind noter. Dér er det den forkerte form, og svaret er da et nøglet indeks — hvis pris er, at præfiks- og delordssøgningen falder bort. bm25 forsvandt med indekset. Det, der er beholdt, er den halvdel, der betød mest: titlen vejer ti gange kroppen. Med et loft pr. ord, så en note, der nævner ordet fyrre gange, ikke slår en, der nævner alle ordene én gang — det er den fejl, en ren optælling laver, og den er let at lave og svær at få øje på. **En bagudfyldning ved opstart, ikke efterhånden.** Instansens indstillinger forsegles, når de skrives, og det er rigtigt for dem. For et arkiv på tolv hundrede importerede noter, som ingen redigerer igen, betyder "når de skrives" aldrig — og det er præcis dét arkiv, der er værd at forsegle. Idempotent, så den koster et gennemløb af id'er hver anden gang, og `updated_at` røres ikke: at lukke en konvolut om en note er ikke at skrive den, og et stempel med i aften ville kaste den rækkefølge væk, importen brugte en dag på at hente hjem. En fejl under bagudfyldningen stopper opstarten. Halvdelen af noterne lukket er ikke i stykker — `v1:`-præfikset gør, at begge slags kan læses — men en instans, der starter og lader som om den beskytter noget, den ikke gør, er værre end en, der siger fra. Hvad der stadig ligger åbent, står i SECURITY.md og på dokumentationssiden: opgavetitler, beskrivelser, kommentarer, og `note_links`, som røber hvilke projekter og opgaver en note peger på, men ikke hvad der står. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
b87c9ea6e2 |
fix(auth): en afvist passkey sagde "forkert e-mail eller adgangskode"
Release / Build and publish image (push) Failing after 10m0s
Der er hverken en e-mail eller en adgangskode i et passkey-login. Loginet er discoverable — enheden ved selv, hvilken konto nøglen hører til, og der bliver ikke tastet noget. Alligevel fik en afvisning fladens generiske 401-tekst, og den nævner begge dele. Det sendte en person ud at lede efter en tastefejl i sin konto, der aldrig havde været der. Det, der faktisk var sket, var at instansen var flyttet fra http til https: en passkey hører til præcis den adresse, den blev lavet på — `RPOrigins` bygges af `VERDANDE_BASE_URL` med skema og alt — så et login på det ene skema mod en server, der venter det andet, kan ikke verificeres. Beskeden siger nu det, og siger også hvor man skal kigge. Serveren har hele tiden svaret "that key was not accepted"; det var oversættelsen i fladen, der gjorde den til noget andet. Aflysning bliver behandlet som før — den er ikke en fejl, og en fejl for den ville læse som om nøglen blev afvist. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
6b4448b245 |
fix(settings): AI, Gmail og kalenderen delte én række og slettede hinanden
Meldt ind som "AI-informationerne gemmes ikke". De blev gemt. De blev taget bagefter. `user_settings` blev oprettet med `user_id` som hele sin primærnøgle — én række per person, uanset scope — og upserten skrev `scope` om ved konflikt. Der er tre scopes i live: `ai`, `gmail` og `calendar`. De delte den ene række, så hver skrivning slettede de to andre, og hver eneste svarede 204. Det virker begge veje: at forbinde kalenderen slettede Gmail-forbindelsen, og Gmail slettede kalenderen. Fælden var set komme to gange. 0011 gav instansens indstillinger deres egen tabel delvis af den grund og skrev advarslen ned med rene ord; 0014 flyttede postkasserne ud og skrev, at advarslen "nær var trådt i for anden gang". Tredje gang var kalenderen, som lagde et `calendar`-scope ved siden af de to andre. Lektien værd at holde fast i: en advarsel i en migration bliver læst af den, der redigerer *den* migration, og det var ingen. Formen er rettet her, så der ikke er noget tilbage at advare om — `PRIMARY KEY (user_id, scope)`, og upserten rammer den nøgle. Tabellen bygges om, fordi SQLite ikke kan ændre en primærnøgle på plads. De rækker, der findes, kopieres som de er: hver person har højst én, og den holder det scope, der vandt sidst. Det, de tidligere skrivninger tog, er overskrevet og kan ikke hentes tilbage her — efter opdateringen skal AI-udbyderen sættes op igen, og Gmail-forbindelsen tjekkes. To prøver: én mod store-laget, hvor formen var fejlen, og én gennem handlerne, hvor den blev set. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
b0f78d1549 |
feat(gmail): Gmail flytter ind i postkasse-tabellen
Ét sted at spørge "hvilke postkasser har den her person". Gmails tokens, udløser, etiket, set-liste og målprojekt ligger nu som en række i mailboxes ved siden af dem, der læses over IMAP, og baggrundsjobbet fejer én gang i stedet for to og skifter vej efter rækkens kind. PKCE-værdierne bliver i user_settings. De hører til ét forsøg på at logge ind, ikke til en postkasse, og de skal væk igen når forsøget er ovre. Målprojektet fik sin egen kolonne, som IMAP-postkasser også får glæde af — en arbejdspostkasse, der filer i arbejdsprojektet, er det åbenlyse at ville have. Ikke en fremmednøgle: sletter man projektet, skal destinationen stille holde op med at gælde, ikke afvise sletningen eller tage postkassen med sig. Flytningen kunne først køre nu. Den tømmer indstillingsrækken, og havde den ligget i v0.14.0, mens handlerne stadig læste den, var en fungerende postkasse blevet koblet fra. Værdierne kopieres som chiffertekst — begge tabeller forsegler med samme nøgle — så migrationen behøver ikke nøglen, hvilket en migration heller ikke har noget at gøre med at holde. Der er en prøve for præcis dét: en Gmail forbundet før flytningen, med et forseglet token skrevet som indstillingstabellen skrev dem, kommer ud på den anden side med token, udløser, adresse, målprojekt og set-liste i behold. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |
||
|
|
a38a79e9b6 |
feat(secrets): tokens og kodeord forlader ikke længere huset med en kopi
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren, der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token. Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed, instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve databasen, så filen følger ikke med. Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password, client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller: hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke købe noget og ville koste muligheden for at kigge. Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det. Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig. Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com> |