Kildevisningen, fordi den rige flade ikke kan tage imod Markdown. Indsat i den
er "## Overskrift" fem tegn og ikke en overskrift, og der var ingen vej ind for
tekst skrevet et andet sted — hvilket er en mærkelig mangel i et program, hvis
hele lager er Markdown. Knappen </> viser filen, som den ligger i databasen, og
det, man skriver der, går tilbage gennem den samme oversætter som altid.
Fyldt fra kilden og ikke fra note.body, når man går tilbage: gemningen venter på
sin pause, så den vej ville kaste det nyeste væk. Og kildevisningen hører til den
note, den blev slået til på — skifter man note, er det den rige flade, man møder.
Margenerne. Teksten lå helt ude ved kanten, og på en bred skærm blev linjerne
hundrede og fyrre tegn — dér mister øjet hvilken linje det var på, når det
springer tilbage. Arket har nu marginer, der vokser med ruden, og teksten en
grænse på 46rem. Kun teksten: værktøjslinjen og foden hører til ruden.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Rækken har nu titel i samme størrelse som en opgavetitel — en note og en opgave er
to ting af samme slags, og hver sin størrelse får den ene til at se mindre vigtig
ud. Under den står dato og begyndelse på samme linje, som Apple Noter gør det: to
linjer pr. note frem for tre, og datoen først, fordi det er den, man skanner efter.
Ligger noten i et projekt, står det nedenunder.
⌘K søgte kun i opgaver og projekter. Feltet ser ud til at kunne finde alt, så det
er svært at gætte, at halvdelen af programmet ikke var med. Og mens jeg var der:
"Projekt" og "Opgave" stod hårdkodet på dansk i paletten.
En note kan trækkes ind på et projekt i sidebjælken — samme mål som en opgave,
fordi det er samme gestus: læg denne her.
To fejl i søgefeltet, begge Safaris egen type="search":
Fokusringen tvang sin egen hjørneradius og tegnede en firkantet bue uden om en
rund kant — to streger, hvor der skulle være én. Den følger nu elementets form,
overalt i programmet. Og feltet skiftede udseende ved fokus: forstørrelsesglasset
forsvandt og pilleformen blev firkantet. Det tegnes nu af os.
Trækket og palettens noter er ikke fastholdt i en prøve. ⌘K, tastning og en
debounce oven på hinanden gjorde den upålidelig, og en flakkende prøve siger
mindre end ingen.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Du spurgte, hvad der sker med bilag og indsatte billeder. Svaret var: de forsvandt
stille. Scriptet konverterede til ren tekst, og en note fra Apple Noter, der kommer
over som ord alene, er ikke den note — den er et referat af den.
En note kan nu bære filer, i samme tabel som opgaver og grupper allerede bruger.
Filerne er indholdsadresserede og deduplikeres på disken, upload-vejen er skrevet
og afprøvet, og oprydningen af forældreløse filer går allerede den tabel igennem.
En tabel mere ville være et alt-sammen mere.
Importen læser arkivet i to omgange. Alt, der ikke er Markdown, gemmes først, så
en note, der bliver læst, allerede har adresser at få sine links rettet til —
noter og billeder ligger i den rækkefølge, arkivet nu har dem, og ét gennemløb
ville efterlade halvdelen af henvisningerne pegende på ingenting.
Kun de filer, noten faktisk nævner. Et arkiv er én mappe til mange noter, og at
hænge hvert billede på hver note ville gøre hundrede noter til ti tusind bilag.
Hentningen af en note-fil gav 404, fordi adgangskontrollen ikke kendte noter som
forælder. Et billede midt i den tekst, der navngav det, svarede altså "findes
ikke". Den følger nu noten, som følger sit projekt — samme kæde som alt andet.
AppleScriptet gemmer nu hver vedhæftning og skriver en henvisning til den i noten.
Vedhæftninger uden fil bag sig — links til websider, kort — springes over frem for
at vælte kørslen.
Migration 0021.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Det er løftet, hele designet blev lagt til rette omkring: noten på disken ER den
fil, man ville eksportere. Der konverteres ingenting på vejen ud, så der er
ingenting, konverteringen kan tage fejl af — filerne åbner i Obsidian, i en
teksteditor, i hvad som helst.
To ting, en eksport kan tabe stille, og som prøven holder fast:
Et skråstreg i en titel ville lave en mappe på Mac og Linux og blive afvist på
Windows. De tegn, ingen af de tre vil have, bliver til bindestreger.
Og to noter med samme titel er to noter — et arkiv med den samme post to gange er
et arkiv, der har mistet den ene. Den anden får et nummer.
Fejler skrivningen midtvejs, stopper den frem for at rydde op. Svaret er allerede
på vej ud, så der er ingen statuskode tilbage at sende: et afkortet zip siger
selv, at det er afkortet, hvilket er bedre end en komplet fil med en note færre.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Den anden vej af samme forbindelse. En note, der nævner en opgave, viste den; nu
viser opgaven noten. Uden det virker forbindelsen kun, hvis man tilfældigvis
sidder og læser noten, og det er den halvdel, ingen har brug for hjælp til.
Undervejs viste det sig, at en opgave slet ikke havde en adresse. Skuffen åbner
over den liste, man står på, og ændrer ingenting i URL'en — hvilket er rigtigt for
et klik og ubrugeligt for et link: man kan ikke sende nogen en opgave, og en note,
der nævner en, har ingen steder at sende dem hen. Min egen henvisningsform pegede
altså på noget, der ikke fandtes.
/opgave/{id} findes nu. Den åbner skuffen og træder til side — erstatter sig selv
med opgavens eget projekt, så man lander hvor opgaven bor, med den åben, og
tilbage-knappen ikke går gennem en side, der kun nogensinde viderestillede.
Prøven henter opgavens id fra API'et frem for fra adresselinjen, netop fordi den
ikke står der.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Titlen var udledt én gang og derefter ladt i fred, så den gik i stå i det øjeblik
nogen skrev begyndelsen om — en note med overskriften "Ny note" stod i listen som
"fdgfgfgh", hvilket var, hvad dens første linje havde været nogle rettelser
tidligere. Den udledes nu ved hver gemning, og ingen kan sætte den ved siden af
teksten: kolonnen er en kopi af kroppen, ikke et felt derudover. Feltet er væk fra
både HTTP-fladen og MCP-værktøjerne, for et felt, serveren ignorerer, er et løfte,
den ikke kan holde.
Skriver man #Kaf, foreslås #Kaffebaren. Ordet læses fra den tekstknude, markøren
står i, og ikke fra hele dokumentet — en note kan nævne tyve projekter, og kun det
under markøren er ved at blive skrevet. Listen ejer piletasterne og retur, mens
den er åben, som enhver anden fuldførelse.
Og under feltet står nu, hvad teksten forstår: # projekt, [[en anden note]], ⌘B,
⌘U. Samme idé som linjen under hurtig tilføjelse — en note er det andet sted i
programmet, hvor det, man skriver, bliver læst for betydning.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Fire udseender ved siden af de fem temaer: Verdande, Rolig (serif, mere luft),
Tæt (flere rækker, mindre luft) og Terminal (én bredde til det hele). De ganges ud
til tyve udseender fra otte små blokke CSS frem for at kræve en blok hver.
To akser, fordi det er to spørgsmål. Den, der vil have en serif om natten, skal
ikke opgive den mørke palet for at få den — og prøven holder netop det fast: at
vælge en skrift må ikke trække temaet med sig.
Udseendet sættes før første optegning, ligesom temaet. Ellers bliver siden sat op
i én skrift og derefter i en anden, og det er et synligt spring.
Det er også det ærlige svar på at ligne noget andet. Standarden er bevidst
genkendelig — det var det, der blev bedt om — men et program med ét muligt
udseende har lånt en form, det ikke kan give tilbage. Med udseender er ligheden en
indstilling blandt flere frem for det eneste, det kan være.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Ikke en adgangsliste af sin egen. Projekter har allerede medlemmer, roller og
invitationer — alt sammen afprøvet, og alt sammen noget folk har lært her i
forvejen. En anden måde at give adgang på er et andet sted at gøre det forkert,
og de to ville være uenige den dag, den ene blev ændret.
To ting, prøven fandt, som begge var rigtige fejl.
Projektsiden viste kun noter, der NÆVNTE projektet, ikke dem, der lå i det — så
en note, man lige havde delt derind, dukkede ikke op. Nu vises begge slags.
Og noteoversigten viste kun dem uden projekt, så en note forsvandt fra listen i
det øjeblik, den blev delt. Det fik deling til at se ud som sletning. Listen viser
nu alt, man kan se: sine egne løse, og dem i de projekter, man er med i.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Man skriver nu i formateret tekst frem for i Markdown-kildekode. Titel,
Overskrift, Underrubrik, Brødtekst, Monotype, Blokcitat, punkt- og talliste, plus
fed, kursiv, understreget og gennemstreget — samme ordforråd som Apple Notes, for
det er det, en, der kommer derfra, allerede kan.
Filen under er stadig Markdown. Det er ikke et kompromis, nogen skal leve med i
stilhed: det er grunden til, at eksporten er til at stole på — filen, en note
bliver til, er den fil, den allerede var. Understregning er den ene undtagelse;
den findes ikke i noget Markdown-dialekt og gemmes som <u>, som enhver læser
sender uændret igennem. Det er bedre end at fjerne en stilart, kilden har.
contenteditable med execCommand. Den er forældet og også det eneste, alle browsere
er enige om; at skrive en markeringsmodel fra bunden er ugers arbejde og en ny
slags fejl netop dér, hvor tabt tekst er utilgiveligt.
Tre ting, prøverne fandt, som alle ville have kostet tekst:
Værktøjslinjen stjal markeringen, når man klikkede — knapperne tager ikke fokus
længere. Browseren skrev <span style="font-weight: normal"> for en ophævet fed,
hvilket en oversætter, der læser tags, taber; der bedes nu om tags, og styles
læses alligevel, fordi det ikke honoreres alle steder. Og markeringen med
Shift+Home tog hele dokumentet, ikke linjen.
Favoritter er stjernen på hver note. Noteoversigten har fået luft mod venstre
kant, og Gem og Slet er knapper frem for bare ord.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Claude kan nu skrive og søge i noter gennem MCP. Det er også svaret på Apple
Noter: der findes ingen eksport, der er værd at bruge, men en model, der kører på
maskinen, kan læse Notes.app og skrive det, den finder, ind herigennem — én note
ad gangen, med teksten som Markdown. En flytning, ingen skal bygge en parser til.
Værktøjet melder tilbage, hvilke links noten fik. En note, hvis #tag var stavet
forkert, ser ellers præcis ud som en, hvor det ramte, og i en chat ser ingen den
række, der blev skrevet.
Noter står nu for sig selv med en streg over. De er ikke en femte måde at se de
samme opgaver på, hvilket er hvad alt ovenfor er — de er den anden halvdel af
programmet, og i den række læste de som endnu et filter.
Færdige er ude af menuen og ligger under Indstillinger → Data ved siden af
papirkurven. Argumentet for at have den fremme var, at man ikke ved, hvilken
visning man lukkede noget i — det er sandt, og det er også et sjældent ærinde ved
siden af fire punkter, der læses hver dag. Den er der stadig, med en beskrivelse
af hvad den er til.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Tredje etape. En liste til venstre, noten til højre — ikke et gitter af kort: en
note læses langt oftere på sin første linje end i sin helhed, og en liste viser
tyve af dem, hvor et gitter viser seks.
Gemmes når man holder op med at skrive. En note er det ene sted i programmet, hvor
en times skrivning kan gå tabt på ét fejltryk, og en Gem-knap er en knap, der
findes for at blive glemt. Teksten holdes adskilt fra den note, den kom fra, så en
gemning, der lander sent, ikke kan overskrive det, der er skrevet siden.
Og udbetalingen: skriver man #GarageRisteriet i en note, står den på projektets
side. Ingen har filet den derhen — den dukker op, fordi nogen nævnte projektet
mens de skrev. Slået op på navnet og ikke på et id, for et #tag skrives i hånden,
og et menneske skriver navnet.
Markdown i et almindeligt tekstfelt indtil videre. Live preview, hvor mærkerne kun
vises i den linje markøren står i, er næste stykke og det dyre; det her er den
form, den skal sidde inde i, og alt andet er allerede sandt uden den.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
"Hvorfor står der 2 ud for et tomt projekt?" Fordi tallet var member_count — hvor
mange mennesker. Den samme grå kolonne betød tre ting: personer ved projekter,
projekter ved grupper, opgaver ved etiketter. I en opgaveapp læses et tal ved
siden af et projekt som opgaver, og det gjorde manden, der har skrevet appen.
Nu er det åbne opgaver, og det vises når der er noget tilbage frem for når
projektet er delt — som var den gamle betingelse, og grunden til at netop de tre
delte havde et tal. Hvem der ellers er med står på projektets egen side.
Tællingen hentes fra serveren igen, når opgaver flytter sig. Det ville være
hurtigere at lægge til og trække fra lokalt, og det ville være forkert inden for
en dag: en opgave flyttet mellem projekter, en lukket i en anden fane, en
gentagende der lukker og åbner sig selv.
Og sidebjælken kunne allerede foldes — der var bare kun en knap med et rektangel
med en streg i, og det er ikke et ord. Nu gør ⌘B det samme, knappen siger det, og
genvejssiden nævner det.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Panelet under Integrationer: tilføj, hent nu, kobl fra. Sit eget frem for en
tilstand mere inde i Gmail-panelet, for de to er ikke det samme i forskellige
klæder — det ene er en app, man logger ind igennem, det andet et kodeord, man
selv holder.
Feltet hedder IMAP-server og ikke Server: der stod i forvejen Server på CalDAV
længere nede, og to felter med samme navn på én side er tvetydige også for en
skærmlæser. Testen fandt det, men det var ikke kun testens problem.
To vagter fangede mangler undervejs, og begge havde ret: mailbox_failed skulle
have en tekst i fladen, ellers ville nogen få serverens engelske logsprog at se,
og de tre ruter skulle i openapi.yaml. Der er nu et Mailbox-skema samme sted, som
siger hvad der ikke kommer tilbage — kodeordet og eventuelle tokens.
E2E-prøven forbinder til noget, der ikke lytter, og ser efter værtens egen
afvisning på skærmen. Den er samtidig prøven på at 422 var det rigtige valg: var
det stadig 502, ville et mellemled kunne kaste beskeden væk, og der ville stå
"noget gik galt".
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
To ting fra Doda. Begynder man at skrive et sted i appen, åbner hurtig tilføjelse
med bogstavet allerede i feltet — ingen knap at ramme først, og tanken skal ikke
overleve en rejse hen for at finde et sted at ligge. Og under feltet står nu, hvad
parseren kan læse: #projekt, /sektion, @etiket, p1, en dato. Det stod i
pladsholderen før, som er det ene sted en hjælp ikke kan stå: den forsvinder ved
første anslag, altså præcis når den begynder at være nyttig.
Prisen er de enkelte bogstaver som genveje. Ét tastatur kan ikke både stave "tal
med Anders" og springe til I dag på samme t, og det, man gør halvtreds gange om
dagen, er at fange. Navigation ligger i paletten, som kan mere og koster ét
anslag. Genvejssiden er rettet, så den ikke lover q, t og u.
Undervejs, i den rækkefølge testene fandt dem: reglen var først "er det et
tekstfelt?", hvilket stjal bogstaver fra en fokuseret knap eller liste — den er nu
"har noget som helst fokus?". Hjælpelinjen lå i flowet og skubbede hele listen ned,
når feltet fik fokus, så klik landede en række forkert; tolv tests fangede det.
Den svæver nu, og efter at have svævet ovenpå den første opgave og slugt dens klik
tager den ikke længere imod pegeredskaber.
Og en fejl, der allerede lå der: q slog feltet op på aria-label="Ny opgave", så
genvejen gjorde stille ingenting for enhver, der kørte fladen på engelsk. Feltet
findes nu på et mærke, ikke på en oversat tekst.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Gmails refresh-token lå i klartekst i databasen. Det er ikke filen på serveren,
der er problemet, men kopierne af den: sikkerhedskopier kan hentes ned gennem
fladen, så hver eneste kopi, der er taget indtil nu, bar et levende token.
Derfor ligger nøglen uden for databasen — i miljøet, eller i en fil ved siden af
dataene med tilstand 0600. VAPID-parret er præcedens for en hemmelighed,
instansen selv laver og gemmer i basen, men det mønster dur ikke her: en nøgle i
samme fil som det, den låser, er ingen lås. Backup er VACUUM INTO af selve
databasen, så filen følger ikke med.
Kun de navngivne felter forsegles — refresh_token, access_token, password,
client_secret. Resten af klatten er det, man læser, når en postkasse driller:
hvilken mappe, hvilken etiket, hvilken adresse. At kryptere det med ville ikke
købe noget og ville koste muligheden for at kigge.
Ingen migration, og ingen der skal forbinde forfra: en værdi uden mærket læses
som sig selv, og næste skrivning lægger den forseglet på plads. Kolonnen
konverterer sig selv efterhånden som den bruges, i stedet for i én omgang, der
skal have ret om hver eneste række på én gang. Der er en prøve for netop det.
Fladen siger det på siden, hvor man henter kopien — for den dag nøglen betyder
noget, er den dag, man gendanner et andet sted og undrer sig over, at postkassen
er tavs. Runen er på v4; en ny variabel uden et versionsspring er usynlig.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Beskeden efter "Fetch now" stod på dansk uanset sprog, og med et "(r)" i stedet
for rigtig bøjning. Den bruger nu t() og plural() som resten.
Vagten burde have fanget den og gjorde det ikke: den krævede et anførselstegn
lige efter app.toast(, og denne stod som en skabelonstreng inde i en ternær hen
over to linjer. Den læser nu hele argumentlisten frem til den matchende
slutparentes, så det er formen på kaldet og ikke tilfældig placering, der afgør,
om en streng bliver set. Sat på prøve ved at lægge den gamle tekst tilbage:
begge strenge blev fanget.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "Fetch now" said "something went wrong" and the error log was
empty. Both halves were the same bug wearing two hats.
`handleGmailSyncNow` answered 502 with the code `internal_error`, which the
interface maps to a generic sentence — so Google's own words, which are the whole
diagnosis, were replaced by one that says nothing. And `writeError` records
nothing; only `s.internal` does. So there was no message to read and nowhere to
look it up afterwards.
`s.upstream()` is the answer: 502 because this is somebody else's service saying
no rather than this server breaking, a code of its own so the interface can quote
what was said, and a row in the error log — which is the entire reason that log
exists. A Gmail sync failing quietly for a week is otherwise invisible: the
background job writes a line the next restart erases.
The same connection also left the mailbox unnamed. The address is learned at
connect time and that call can fail; a warning went to the log and an empty string
to the database, so the page said "an unknown account" and kept saying it. The only
way back was to disconnect and reconnect, which nobody would guess. The status
endpoint asks again when it finds none, so a wrong answer lasts until the next look
rather than until somebody reconnects.
Ten Danish strings were hiding in `confirm()` and `app.toast()` calls, including
every destructive confirmation in the app — the worst possible set to leave in one
language, since it is what somebody reads in the half-second before agreeing to
lose something. The i18n guard reads markup and attributes, and a string argument
lives in the script block. It reads those now, and found four my own grep missed.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A container cannot replace its own image from the inside, so "update" is really
"ask whoever owns the container to recreate it" — Yggdrasil pulls `:latest` on the
way, which is what makes a restart an update at all. This removes the second
browser tab, not the panel's authority: the panel still does the work and still
records who asked.
Three settings, needed together, and the page names whichever are missing — an
operator reading "not configured" should not have to go and find out which of
three. The token is never sent to a browser; the page is told only whether it is
set.
Answers 202 rather than waiting. The panel stops this container as part of
answering, so the reply may never arrive, and a request cut off mid-flight is the
successful case wearing a failure's clothes. The interface believes neither answer
and polls /healthz until it responds.
Administrators only, and sessions only. A leaked API token that could restart the
server is a denial of service in one request.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A password and a TOTP code are both shared secrets: the server keeps something
that can be stolen from it, and the person keeps something that can be talked out
of them. A passkey is neither. The private half never leaves the device, and the
signature is bound to the origin that asked for it — so a convincing copy of the
sign-in page at another address gets a signature it cannot use.
Logging in asks for no email. The device knows which account its key belongs to,
which is not only convenience: it means the sign-in page cannot be used to find out
who has an account here. A key that verified its owner is both factors at once and
completes the login; one that only proved possession still meets the TOTP step,
exactly as a password does.
The relying party id is derived from VERDANDE_BASE_URL rather than configured
separately — a second setting that has to agree with the first is one that will
one day disagree, and the failure is a login nobody can complete. An IP address is
refused up front: no browser accepts one, and without the check the server issues
a challenge happily and the browser throws SecurityError long afterwards. The list
endpoint reports whether this deployment can offer them at all, so the interface
never shows a button that cannot work.
A challenge is stored server-side, answerable exactly once, and taken rather than
read — two requests racing the same one would both succeed, which is the shape of
a replay. A sign count that has gone backwards means the credential was cloned and
is refused rather than logged.
The Go tests cover who may reach these endpoints and that challenges are spent.
The ceremony itself needs an authenticator, so the smoke test drives Chromium's
virtual one over CDP — the only thing that can tell whether the base64url
conversions are right, since one wrong byte produces a signature that will not
verify and reads as a broken key rather than a broken encoder.
That test runs at localhost in its own context while the suite stays on the
loopback address, because WebAuthn refuses an IP and resolving localhost is slow
enough here to cost the suite minutes.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported from use: "I just closed a task by accident, and there is no undo and no
list of closed tasks." Both halves were true.
Completing is one click on a small circle beside a row you were only reading, and
it takes the row off the screen — so the mistake and the evidence of it leave
together. There was no name left to search for and nowhere to look: the project
page can show its own closed tasks, but only if you already know which project it
was in.
The toast covers the mistake you notice at once. It names the task, so you can see
which one you hit, and stands for twelve seconds rather than five — five is enough
to read "could not save" and not enough to notice, decide and reach the mouse. A
toast with an action also gets two targets: the message dismisses and the action
acts, which were one button before and would otherwise put "yes, put it back" and
"go away" in the same place.
`/faerdige` covers the one you notice tomorrow. A place rather than a toggle in
every view, because somebody hunting for a task they closed does not know which
view they closed it in. Newest first — a record of what is finished is read
backwards from now, not by a due date the task no longer has — and grouped by the
day, because "I dag" and "I går" is how anybody would describe it.
A recurring task is offered no undo. Completing it moves it to its next date rather
than closing it, so there is nothing to reverse, and an undo that quietly rolled
the date back would be a different act from the one it claims to be.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The box at the top puts things in the project with no section, which is right for
capturing. But a project has sections because the work belongs somewhere, and
dragging every new task down into the right one is a second gesture for something
you already knew when you typed it.
Two ways in, because they answer different moments. A field at the foot of each
section and each board column — standing there is enough, no syntax to know. And
`/section` in quick add, for the box at the top and for Today and Upcoming, where
you are not standing in a section at all.
The field goes through quick add rather than createTask, so a line written there
still parses its dates, priorities and labels.
The sigil needed care: '#' and '@' never turn up in a Danish task line by accident
and '/' turns up constantly. It has to follow whitespace and be followed
immediately by the name, which "km/t", "3/4" and "20 kr / stk" all fail. The bare
form is greedy, because "Kunder/Ordrer" is a real section name and the sigil is
inside it.
A section id from the client is checked against the project the task actually
landed in. A `#project` in the same line can move the task elsewhere, and the id
would otherwise follow it into a project that section does not belong to.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
"GarageRisteriet" rendered as "GarageRist / eriet" — broken mid-word. A name split
mid-syllable does not read as a wrap, it reads as a rendering fault.
Two causes. The row carried eight controls beside the heading — colour, show-done,
three view buttons, share, history, delete — and the heading was the only flexible
thing in it, so it was what gave way. And `overflow-wrap: anywhere` breaks at the
first opportunity rather than the last necessary one, so what gave way, gave way
inside a word.
Everything but the view switcher is behind one button now. What stays out is what
you use while working — which view you are in. What moves in is what you do *to* a
project rather than in it, and most of it once ever. The heading gets the row back,
and `break-word` only splits a word that could not fit on a line of its own.
The menu closes on Escape and on a click anywhere else, listened for in the capture
phase so a click whose own handler stops propagation still closes it. A menu you
can only leave by pressing its own button again is one you click twice to get out
of.
Three more untranslated strings turned up on the way: "Fjern {member.name}", "Luk
menu" and "En slettet konto". The guard missed them because none of its words
covered them — it knows fjern, opret, vælg, luk, tilføj, ryd, gem, slet and omdøb
now.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Spotted on the running instance: the version line read "Running v0.11.0. Der
bliver ikke set efter opdateringer." — half translated, on one line.
The sweep that was supposed to catch these grepped for Danish letters, and none of
the three survivors contain one: "Ingen nyere version fundet.", "Ikke mere i dag."
and a token hint split across two source lines so neither half looked like prose.
So there is a test for it now. It reads the templates and looks for the words that
give Danish away whatever letters they are spelled with — a word list rather than a
language detector, because this ships as one static binary and thirty common words
catch the sentences a person actually writes. It fails on the exact three that got
through.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
Reported as "sections can only have one task", and that is exactly what it looked
like.
TaskList read the dragged task from its own `draggingId`, which is only set when
the drag *started* in that list. A task dragged in from the unsectioned rows above,
or from another section, arrived as null and the handler returned early — after it
had already called `stopPropagation`, so the section around it never got the drop
either.
So a section could only be dropped into while it was empty, because an empty one
has no row in the way to swallow the drop. Put one task in and there was no route
to a second. The id comes out of `dataTransfer` at drop time now, and `dragover`
decides with `carries()` rather than local state — which is the only thing a target
can read while a drag is in the air.
The stuck frame was the same cause: the section's own cleanup never ran, so the
highlight stayed lit after the drop. It is cleared on `dragend` now, which fires
once per drag on the source and bubbles to the window — the one place that is true
however a drag ends, including one abandoned with Escape, which produces no drop at
all and left the frame standing too.
The smoke test drops a second task onto the row already in the section, which is
the gesture that did nothing, and runs in WebKit as well.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
A task list is what is left to do, so closing something has to take it off the
plan. But "what did I get done" is a real question and the answer was nowhere:
once a task was closed it left the interface entirely.
They come back in one list at the bottom rather than back among the open ones in
their sections. A closed task has stopped being work and started being a record,
and putting the record in the middle of the plan makes the plan longer without
making it say more.
Off by default, and deliberately: a list that opens full of things already done is
a list you have to read past before you can use it.
In localStorage rather than on the account, like the sidebar's width and unlike a
folded group. It is a way of *looking*, not a statement about the work — somebody
reviewing their week wants it on for ten minutes, and a setting that followed them
to every device is one they would have to turn off twice.
`loadTasks` asks for closed tasks when the setting is on, rather than each caller
deciding. A view added later cannot then forget and quietly ignore it.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The account has had a `locale` since the beginning and it only chose which grammar
quick add read a line with — so picking English changed nothing anybody could see,
and the field said so honestly: "Sprog i hurtig tilføjelse". It says "Sprog" now,
because it means it.
Every component goes through `t()`. Danish is the source: a key missing from
English falls through to Danish rather than to the key, because a Danish sentence
in an English screen can be read and `settings.notifications.title` cannot.
`tag()` is the single place `Intl` is asked. Before, `'da-DK'` was written into a
dozen components, and that is the half of a translation that gets left behind — an
English interface still saying "24. aug." is exactly the shape of a job half done.
There is a smoke test that switches to English and refuses to see a Danish month
name in the calendar's heading.
Colour and theme names are keys now. `colors.js` keeps its ids untouched — they
are what the database stores, and `internal/store` reads them out of that file —
but `name` is `'color.tomato'`, resolved where it is drawn.
The Inbox keeps its name. It is a project row the server creates at signup, not a
string in the interface, and it can be renamed like any other project.
Four copies of "3 hours ago" became one, in `web/src/lib/when.js`. They had
already drifted: one said "aldrig logget ind", another "aldrig", and two stopped
at days where the others carried on to a date.
Routes stay Danish. `/indstillinger`, `/projekt`, `/uddelegeret` are bookmarks and
they are in every smoke test; translating them buys nothing and costs both.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
The account has had a `locale` since the beginning, and it only chose which
grammar quick add parsed a line with — so setting it to English changed nothing
anybody could see. This is the other half of that field, started.
`t()` reads `i18n.locale`, which is `$state`, so every component that calls it
redraws when the language changes; that is what makes the setting take effect
without a reload, and why the module is `.svelte.js`. Danish is the source and the
fallback: a key missing from English falls through to Danish rather than to the
key, because a Danish sentence in an English screen can be read and
`settings.notifications.title` cannot. `tag()` is the single place `Intl` is
asked, so dates follow the language instead of being `da-DK` in a dozen files.
`internal/i18n` is a Go package that exists only to fail the build when the two
dictionaries drift — the same trick `colors_test.go` plays on the palette. It
checks the placeholders as well as the keys: a translation that spells `{n}` as
`{antal}` leaves `{antal}` on the screen, which is worse than an untranslated
sentence because it looks like a bug in the app rather than a gap in a dictionary.
Converted so far: the shell. Sidebar, layout, quick add, task row, command
palette — fifty-two keys, and the surfaces people look at constantly. Twenty
files remain, the settings pages being the heavy ones.
The language picker is deliberately not wired up yet. It still says "Sprog i
hurtig tilføjelse" and still only changes the parser. Wiring it before the sweep
is done would hand anybody who picks English a bilingual screen — the
half-finished-theme failure `app.css` already taught us. As it stands Danish is
unchanged and English is not offered, which is the honest state for something
half done.
Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>
