fix(sikkerhed): resten af gennemgangen — SSRF, tre ubegrænsede veje, og fire hemmeligheder

**H2 — SSRF gennem AI-udbyderens adresse.** `base_url` blev gemt uden kontrol og
hentet med en almindelig klient, og udbyderens svar blev givet tilbage ordret.
Det var en fungerende skanner af det interne net for enhver bruger: peg den på en
vært, læs de første tre hundrede bytes af det, der svarede. På en homelab er det
det meste af, hvad der er værd at nå.

Nu gennem `safedial`, og svarets krop går i loggen frem for i svaret. Operatøren
har stadig brug for beskeden — for en lokal model er den som regel selve
problemet — så den er der, bare kun for den, der kører instansen.

**M2 — Web Push havde tre.** Endepunktet blev gemt ukontrolleret og POSTet til på
en tidsplan, den, der ringer, selv vælger: sæt en påmindelse et minut ude, og
serveren henter adressen, hvert minut. Upserten flyttede desuden ejerskabet med
`user_id = excluded.user_id`, så enhver, der kendte en andens endepunkt, kunne
overtage det — offerets telefon ville få angriberens beskeder og ingen af sine
egne. Og `DeletePushSubscription` havde ingen ejer-kontrol.

**H3 — tre veje uden loft.** FTS-udtrykket byggede omkring halvtreds bytes pr.
ord uden grænse; en søgning på en kvart megabyte blev til to megabyte
MATCH-udtryk og seksogtyve sekunder inde i SQLite, mens den holdt på én af kun
fire til otte forbindelser. Nogle få af dem samtidig, og databasen er utilgængelig
for alle på instansen, logins inklusive. `filterquery.Parse` er kvadratisk —
halvtreds tusind led er syv sekunders CPU og seksogfyrre gigabyte allokering i én
forespørgsel — og havde hverken loft på antal eller på dybde. Og noteimporten
læste hver fil i arkivet uden grænse: 64 MB komprimeret kan blive til
seksogtres gigabyte skrevet ned på den disk, databasen ligger på.

**M1 — `comment_id` blev taget på tro.** Rettighedskontrollen så på opgaven i
adressen, mens filen blev hængt på den kommentar, formularen bad om. En viewer på
et delt projekt kan liste dets kommentarer, så hun kunne læse et id og lægge en
fil under en andens kommentar i et projekt, hun kun må læse.

**M4 — fire hemmeligheder lå i klartekst i hver sikkerhedskopi.** TOTP-koden og
AI-nøglen forsegles nu; begge konverterer sig selv næste gang de skrives.
Kalenderfeedets og mailadressens tokens gør ikke — de slås op på deres præcise
værdi og vises i fladen mere end én gang, hvilket en hash ikke kan. Det står nu
skrevet i `SECURITY.md`, som påstod det modsatte. At rette det betyder, at
adressen kun kan vises én gang, og det er en beslutning om, hvordan funktionen
virker.

Og en prøve på, at politikken overhovedet bliver sendt. Det var den, der gjorde
XSS-en i nat til indsat HTML frem for kørt script, og der var ingen prøve, der
rørte den — en foranstaltning, ingen prøve rører, kan forsvinde i en oprydning,
uden at nogen opdager det. Målt på script-src alene: `style-src 'unsafe-inline'`
står der med vilje, og en indsat stil kan gøre en side grim, ikke køre kode.

Co-Authored-By: Claude Opus 5 <noreply@anthropic.com>

internal/ai/ai.go

@@ -19,6 +19,8 @@ import (
 	"fmt"
 	"io"
 	"net/http"
+
+	"github.com/kristianwind/verdande/internal/safedial"
 	"strings"
 	"time"
 )
@@ -76,7 +78,16 @@ func New(cfg Config) *Client {
 		// Generous: a local model on modest hardware can take a while to produce
 		// its first token, and the alternative is a timeout that only ever fires
 		// for the people running their own.
-		http: &http.Client{Timeout: 120 * time.Second},
+		// safedial, not a plain client. `base_url` is typed into a field in the
+		// interface, so it is a user-supplied address — and a server that fetches a
+		// user-supplied address is a way to ask it to reach things the caller
+		// cannot: the panel next door, a database on the same bridge, the cloud
+		// metadata endpoint. On a homelab that is most of what is worth reaching.
+		//
+		// The check is on the resolved address rather than on the URL, because a
+		// name answers whatever its owner says — and can answer differently the
+		// second time, after a parse-time check has passed.
+		http: safedial.Client(120 * time.Second),
 	}
 }
 
@@ -268,11 +279,35 @@ func (c *Client) do(req *http.Request, out any) error {
 		// The provider's own message is included: for a local model it is usually
 		// the actual problem ("model not found"), and hiding it would leave the
 		// operator with nothing to go on.
-		return fmt.Errorf("ai: %s said %s: %s", req.URL.Host, resp.Status, truncate(string(raw), 300))
+		// The provider's body is no longer passed back to the caller.
+		//
+		// It was, and combined with a free-text base URL that made a working
+		// internal scanner: point it at a host, read the first three hundred bytes
+		// of whatever answered. The operator still needs the message — for a local
+		// model it is usually the actual problem — so it goes to the log, where it
+		// is available to the person running the instance and to nobody else.
+		return &upstreamError{Host: req.URL.Host, Status: resp.Status, Body: truncate(string(raw), 300)}
 	}
 	return json.Unmarshal(raw, out)
 }
 
+// upstreamError keeps the provider's own words for the log and away from the
+// response. Error() is what reaches a caller; Detail() is what is written down.
+type upstreamError struct {
+	Host   string
+	Status string
+	Body   string
+}
+
+func (e *upstreamError) Error() string {
+	return fmt.Sprintf("ai: %s said %s", e.Host, e.Status)
+}
+
+// Detail is the whole of it, for the instance's own error log.
+func (e *upstreamError) Detail() string {
+	return fmt.Sprintf("ai: %s said %s: %s", e.Host, e.Status, e.Body)
+}
+
 func truncate(s string, max int) string {
 	if len(s) <= max {
 		return s